Foto: Priya Karkare
Intro
Årets første blogindlæg indeholder forskellig vinklede omstændigheder omkring United States of Americas nyindsatte præsident, kendt af alverden som Donald John Trump, nr.47 (og tidligere nr. 45) i rækken af præsidenter. Af hensyn til travle læsere er indlægget noget længere end gennemsnittet.
#########
Indsættelsen
En iskold mandag d. 20. januar 2025 foregik indsættelsen af Donald Trump som USA´s præsident. Netop grundet det kolde vejr blev hele processen holdt indendørs. Mon det kolde vejr var et startvarsel om kolde tider, tænkte jeg (og x millioner andre)?
Helt modsat andre præsidenter gennem tiden har den skråsikre US præsident fortalt, at Gud har en plan med ham. Donald Trump behøvede åbenbart ikke ved sin nu anden indsættelse at lægge hånden på biblen under edsaflæggelsen. Måske, fordi han var af den opfattelse, at han selv var Gud? Om den aldrende præsident med sine 78 årringe holder i alle fire år, vil vise sig; attentatforsøgene i henholdsvis 13. juli og 15. september 2024 varslede, at ikke alle amerikanere tiljubler MAGA-bevægelsen.
Hans familie var stærkt repræsenteret. Den tidligere slovensk-fødte model-hustru Melania med “maskinsmilet”, som i dagens anledning havde iført sig en boater style hat, der forhindrede hendes 24 år ældre ægtefælle i at aflevere et rituelt kindkys. Præsidentens fem børn i forskellige aldre med den yngste og højeste (2,08 m) Barron havde alle fået mere fremtrædende pladser end det prædestinerede kabinet.
Bortset fra den yngste snart 19-årige Barron (påstået med en autistisk tendens) var alle storsmilende som glamourøse og ekstreme kontraster til de tusindevis af voldelige Trump-tilhængere, der fire år tidligere forsøgte at besætte Kongressen; sidstnævnte kan dog efter den aktuelle benådning finde såvel smil som voldelig entusiasme frem igen.
Hele sceneriet osede af konservativ rigdom og magt i dyb kontrast til de omkring 38 millioner mennesker i USA, der lever i reel fattigdom. God bless America!
#########
Hvorfor vandt Donald Trump valget (igen) til verdens mægtigste embede?
Den næstsidste dag i 2024 bragte Mathias Seidelin, forfatter, tidl. USA-korrespondent og ekspert i USA og amerikansk udenrigspolitik, et debatindlæg i Politiken. Jeg skal ikke gengive det i sin helhed, men ekstrahere nogle af indlæggets nævnte formodede årsager til, at amerikanerne (igen) valgte Donald Trump som deres leder.
Det startede med den anden Iraq-krig. Og her delciteres for at få den reelle helhed:“
“Krigen i Irak anno 19. august 2003. Den amerikanske invasion af Irak var på det tidspunkt kun nogle få måneder gammel. Indtil videre var det gået forholdsvis roligt for sig. Men den dag ændredes alt, da en cementblander-lastbil fyldt med sprængstoffer kørte ind i FN’s hovedkvarter i Bagdad i Irak.
Angrebet på FN’s hovedkvarter blev startskuddet til det kæmpemæssige kaos, der de næste år på uhyggelig vis udfoldede sig i Irak. Under angrebet døde FN’s særlige udsending Sérgio Vieira de Mello og 22 fra hans stab, mens 100 mennesker blev såret.
Siden fik sunnimuslimske oprørere mere og mere kontrol over gaderne i Irak. I november og december i 2004 indsatte det amerikanske forsvar marinekorpset for at bekæmpe dem. Det skete i byen Fallujah. Men lige meget hjalp det.
For selv om der i alt døde 151 amerikanske marinesoldater, og 1.000 blev såret under de hårde kampe, spredte oprøret sig i de næste måneder til hele Irak. Samtidig begyndt det shiitiske Iran nu at blande sig. Og imens døde de amerikanske soldater i hobetal. Nogle blev endda slæbt hen ad gaderne. Tæsket til døde.
Krigen i Irak står stadig for mange amerikanere som en af de største fejltagelser i USA’s moderne historie. (En anden var Afghanistan-krigen, red.). Det kan man godt forstå. Over 35.000 soldater blev enten sendt hjem i ligposer eller som krøblinger, mens tusindvis af andre fik ptsd på grund af de voldsomme oplevelser under krigen.
Bagefter hutlede mange af dem sig igennem tilværelsen fyldt med traumerne fra dengang. Det ved jeg. For jeg mødte selv flere af dem under mine rejser som korrespondent for Jyllands-Posten i USA. Selv om mange ikke ville fortælle om deres oplevelser, stod en ting lysende klart for mig. Og det er, at USA stadig ikke har bearbejdet de sår, som mange helt almindelige soldaterfamilier stadig har fra dengang.”
Efter nogle specifikke personhenførbare eksempler følger:
“Det handler om baggrunden for den monumentale vrede, der de senere år blandt andet på grund af Irakkrigen er opstået mod den politiske elite i USA. Det samme skrev den liberale klummeskribent og økonomiprofessor, nobelpristageren Paul Krugman, for nylig The New York Times. Ifølge Krugman var Irakkrigen et moralsk svigt på linje med den finanskrise, der i 2008 sendte flere tusinde helt almindelige amerikanere i økonomisk uføre: »Vi har haft et sammenbrud, når det gælder tilliden til eliterne: Offentligheden har ikke længere en tro på, at de mennesker, der styrer vores land, ved, hvad de laver. De kan heller ikke længere antage, at de er ærlige«, skrev han.”
“(….) I december betegnede Barack Obamas tidligere stabschef og nuværende ambassadør i Japan, Rahm Emanuel (en barsk herre med en fortid som Chicago-borgmester, red.), ligesom Krugman Irakkrigen som en af de begivenheder, der ligesom den sociale ulighed havde betydet mest for, at den almindelige amerikaner så massivt havde mistet troen på det politiske establishment.”
#########
Hvordan forstås Donald Trump?
En nylig kronik i Weekendavisen, skrevet af Suthan Krishnarajan, lektor i statsvidenskab ved Aarhus Univ., sammenfatter essensen af afsnittets overskrift på fortrinlig vis og delciteres:
TRIN 1: FIND ET OVERSET SAMFUNDSPROBLEM
Trump har en særlig evne til at sætte fokus på oversete problemstillinger og gøre sig til talerør for de dele af befolkningen, der
føler sig glemt. Hans kampagne imod frihandel er et godt eksempel.
TRIN 2: OVERDRIV KONSEKVENSERNE AF PROBLEMET
Trump mestrer kunsten at overdrive problemer, uanset sandhedsværdien. Tidligere kampagnemedarbejdere beskriver ham som en »sofistikeret papegøje«, der absorberer ideer fra omgivelserne, forenkler og overdriver dem, tilføjer superlativer og fremlægger dem som sine egne.
TRIN 3: TÆNK STORT, OG FORESLÅ EKSTREME LØSNINGER
»For mig er det ret simpelt: Hvis du alligevel er i gang med at tænke, så tænk stort. De fleste mennesker tænker småt, fordi de er bange for succes, bange for at tage beslutninger og bange for at vinde. Og dette giver folk som mig en stor fordel.«
TRIN 4: ANGRIB DEM, SOM STÅR I VEJEN
Angrib, angrib, angrib. Dette mantra blev indprentet i Donald Trump af hans to mentorer: faderen, Fred Trump, og hans tidligere advokat Roy Cohn.
TRIN 5: LAV EN AFTALE
»Min måde at lave aftaler på er ret enkel og ligetil. Jeg sigter meget højt, og så bliver jeg bare ved med at presse og presse for at få det, jeg er ude efter. Nogle gange nøjes jeg med mindre, men i de fleste tilfælde ender jeg alligevel med at få det, jeg vil have.«
TRIN 6: ERKLÆR SEJR – UANSET HVAD
Donald Trump er en vinder – i hvert fald i sin egen optik. Uanset om det drejer sig om en af hans mange konkurser, retssager eller politiske nederlag, vil Trump altid erklære sig som sejrherre. Og eftersom de problemer, han oprindeligt fremhævede, sjæl dent var så store, som han påstod, er sejren garanteret på for hånd.
VORES OPGAVE DE NÆSTE FIRE ÅR
Således ender Trumps drejebog præcis der, hvor den begyndte: Find et overset problem. Forstør konsekvenserne. Foreslå noget ekstremt. Fordøm din modstander. Forhandl fra en styrkeposition. Fejr din sejr. Find et nyt problem, og gentag det hele igen.
Derfor vandt Donald Trump valget (igen) til verdens mægtigste embede!
##########
Refleksioner
Jeg har meget ofte i mit voksne liv minifilosoferet over ordet “Hvorfor”, altså motivet (ikke i forståelsen af “afbildning”) i betydningen af bevæggrund, årsag til en handling. Det gælder i mange sammenhænge; om det er kriminalitet eller dagligdags handlemåde eller nu f.eks. årsagerne til et demokratisk valg af en politiker i verdens befolkningsmæssigt tredje største land, in casu USA´s nuværende præsident Donald Trump. Knap 75 millioner amerikanere stemte på Donald Trump!!!
Som skandinav har man svært ved at forstå, hvorfor? Men cocktailen af alskens tidligere nationalt tankegods, racer og religion samlet i en nation med 336 mio. indb. (fravalgt x mio. illegale immigranter) giver naturligvis nogle varianter, der med en betydelig anstrengelse kan forsøges motivfortolket.
Af hensyn til en nødvendig afgrænsning har jeg fraholdt det ellers yderste vigtige emne: “Økonomi”. Landets gigantiske statsgæld, antallet af Trumps private konkurser etc. kunne mageligt fylde nogle sider. Ligeså Trumps afgivne løfter. For at blot nævne et har han lovet at forlænge de skattelettelser, han underskrev tilbage i 2017, da han var præsident først gang. Det vil koste alene svimlende 35,5 billioner kroner. Dette sammenholdt med landets bnp på 27, 3 billioner USD (2023).
Jeg har ikke selv rejst i USA. Økonomisk havde det været muligt, men lysten har simpelthen ikke været stor nok. Derimod har jeg gennem årene talt med flere – indsigtsfulde – danskere, der over nogle decennier har rejst i “Guds eget land”. Hertil kommer, at jeg gennem lidt mere end en 15-årig periode fra ultimo 1990´erne havde to intelligente og kompetente mailpartners, i deres erhvervsaktive tid hhv. officer i USAirforce (lavere rang, dybt religiøs etc. mormon, Utah) samt en senior computeringeniør i IBM (non-troende, staten Texas). De to modne mænd var vidt forskellige og gav hver for sig via internettets kabler en dansker på Vestfyn en varieret og (synes jeg) facetteret indsigt i amerikanske forhold på mange niveauer. Vi havde kontakt 2-3 gange/mdr. De lever ikke mere og jeg kan derfor desværre ikke spare med dem omkring Mr. Trump.
“Hvis du vidste, Erik, hvor lidt amerikanerne kender til Europa og hvor lidt det interesserer dem…..jeg vil nødig skuffe dig!” – sådan var f.eks. en af mange sætninger fra computeringeniøren John Mc., der helt modsat tørstede efter “afbalanceret viden” (som han kaldte det) omkring Europas lande og i øjeblikke det lille land, der også inkluderede verdens største og i nutiden mest fokuserede ø.
Jeg sendte dem nogle meget venlige tanker, da jeg for nylig – ud af meget læsestof – faldt over de nævnte debatindlæg ovenfor, der (ligesom de to afdøde mailpartnere) formåede at åbne nogle døre/vinkler omkring mysteriet for en ældre skandinav:
#########
Også i Danmark har vi soldater, der er lemlæstet, har traumer efter krigen i Irak (samt Afghanistan, ex-Jugoslavien etc.) og er døde. Også her har de ansvarlige politikere i stort omfang forsøgt at undgå at tale om krigene; i visse tilfælde er eftermælet endt i “syltekrukker” af kommissioner.
Krigen i Irak er ifølge amerikanerne Krugman og Emanuel et fatalt eksempel på den ekstremt dårlige forvaltning af magten, som i alt for mange år har præget de politiske eliter i Vesten. Jeg kan ikke være mere enig! Det er også derfor, at demokratierne i disse år er under pres, siger de. D´herrer har afgjort en potent pointe. Se også på EU. Se på højrefløjenes march mod magten i flere lande. Læg mærke til Alternativ für Deutschland (AfD) ved det kommende tyske valg 23/02/25; vi har ikke set det sidste af slagsen i EU´s 27 lande med ca. 450 mio. indb.
Den samme tendens ser vi i den amerikanske udenrigspolitik. For også den vil i de kommende år være præget af amerikanernes ønske om at kigge mere indad end udad og de kan ikke få en mere energisk og krigerisk leder end Trump. På den måde kan krigen i Irak paradoksalt nok også gå hen at blive et dyrt bekendtskab også for os i Danmark. For mange amerikanere vil ikke have flere krige som den i Irak. De vil have, at deres politikere fokuserer på det, der tjener deres egne interesser bedst her og nu.
USA vandt krige med sit overvældende militære materiel. USA er stadig den eneste nation i verden, der qua sine logistiske muskler er i stand til at føre krig(e) på hele globen, også set i det geografiske perspektiv, at deres land vender mod begge de to store oceaner Stillehavet og Atlanterhavet. Men samme mægtige krigsførende nation har det med at tabe freden, senest i Afghanistan og Iraq. Det synes at være en akkumulerende iagttagelse bag en skandinavisk skrivepult. Tanken om, at USA kom ridende på hesten og udløste seksløberen overfor anderledestænkende og agerende politiske systemer og århundredes traditioner er en naturlig refleksion.
En tidligere republikansk præsident var – også – sindbilledet på denne forenklede fremstilling. Ronald Wilson Reagan (1911-2004) var navnet. Men i modsætning til Donald Trump havde Reagan overskud af humor, selvironi og sidst, men meget væsentligt til forskel for det netop aktuelle US-kabinet: Ronald Reagan forstod at lytte og håndplukke kompetence til sit kabinet. Professionelle mænd og kvinder, der kunne kombinere USA´s formidable magt med såvel religiøse som moralske ingredienser. Personprofiler som George Shulz, Casper Weinberger og ikke mindst James A. Baker jr. var eksempler på dette; dog modsat f.eks. den 4-stjernede general Alexander Haig. Nutidens “kabinet” – når frases udenrigsminister Marco Rubio (f. 1971 – senator fra Florida) – synes at indeholde milliardærer med større eller mindre finansiel erfaring samt eksorbitant nedbremset opfattelse af begreberne moral og ikke mindst geopolitisk kløgt.
Når man f.eks. ser “verdens rigeste mand”, Elon Reeve Musk (f. 1971), danse rundt, smile sit nærmest robotagtige vanvidssmil, kan det få en almindelig skandinav til at slå begrebet “psykopati” op i en medicinsk ordbog. Den mere korrekte diagnosticering – hvis man graver i diverse interviews og artikler – tyder på den autistiske afart Asperges Syndrom, hvilket ofte kvalificerer til udvikling, abstrakt tankegang etc, men med SpaceX i mente ikke just (mildt sagt) kan rubriceres som havende jordforbindelse.
Når relationen Donald Trump og Elon Musk betragtes via tv og diverse artikler, er det min uvidenskabelige påstand, at disse to ego´er ikke i længden kan samarbejde “seamless”. Derimod siger mit instinkt, at Trump med stabschefen Susie Wiles netop har fået den med- og modspiller, der, som en af de meget få, matcher hans uregerlige temperament (jf. links nedenfor).
Et eksempel på en (allerede) konfrontation skriver Musk på X-mediet onsdag d. 22. januar 2025, at der ikke er den nødvendige finansiering bag et af Trumps store initiativer, det såkaldte Stargate Project, der skal investere 500 milliarder dollar i kunstig intelligens. Denne offentlige desavouering siges at have affødt ophidselse internt i Trump-administrationen. Det siges, at flere anonyme ansatte har kritiseret (med rette?) og anklaget Elon Musk for illoyalitet. Det minder i den grad om Trumps første embedsperiode, der var en sand kavalkade af interne konflikter og anonyme udtalelser til pressen.
USA forventes under Trump i langt højere grad end tidligere at rette sit fokus mod USA’s hovedfjende Kina og ikke mod f.eks. Ukraine. Det siges (og mærkes i hans udsagn), at EU(ropa) ikke just hører til på den amerikanske præsidents top-10 liste; måske med undtagelse af højrefløjspolitikeren (De Italienske Brødre) Giorgia Meloni. Samme 48-årige kvindelige premierminister kan i heldigste fald vise sig at være en pipeline til Det Hvide Hus i Washington for EU´s stats- og regeringschefer samt EU-kommissionens selvbevidste medlemmer, ifald det bliver tacklet “på rette vis”.
Og endelig: Donald Trumps ønske om at tage ejerskab over Grønland. Hensigten er ved rå magt at pakke USA ind i stødpuder som verdens største ø og Canada rettet med Kina (og sekundært mod Rusland). Det arktiske har længe også været underprioriteret af skiftende halvkompetente danske regeringer. Nu balancerer “samlingsregeringen” for tiden på en af de skarpeste klinger: Diplomatiets. Der bliver hårdt brug for de – i nogen sammenhænge – danske kendetegn som pragmatisme, snuhed og gradbøjning af ord og begreber. Egenskaber, der næppe har været rigtige synlige og tilstrækkelig operationelle siden Modstandsbevægelsen under 2. Verdenskrig.
Scenarier
Sikkerhedspolitisk har EU – og dermed Danmark – to muligheder. Enten klistre sig til en langsom udvandet version af NATO, hvor Trumps Amerika mere og mere vil antifokusere i retning af Stillehavet, eller erkende en ny verdensorden, hvor EU må skabe sit eget militær. Det kan blive ekstremt vanskeligt med 27 lande, men en nødvendig brutalitet fra EU i Bruxelles kan så frasortere f.eks. Ungarn, Slovakiet m.fl., der ikke vil være enig i den nye vej. Nævnte to lande, hvis tvivlen stadig eksisterer, kan så henvises til Rusland, hvor donationerne fra Kreml til hhv. Budapest og Bratislava næppe vil flyde helt så smidigt, men måske kan der rabatteres på energiprisen fra czarens rige.
I et sådant fremtidig sikkerhedsscenario vil Storbritannien og Frankrig levere en (mindre, men dog afskrækkende) atomparaply. Senere vil Tyskland i en oprustet version kunne bidrage betydeligt. Storbritannien fratrådte som EU-medlem. men vil givet i egen interesse hurtigt indgå tætte traktatmæssige bånd med EU, når det rigtig går op for Keir Starmer og hans kabinet, at afstanden mellem USA og Storbritannien er meget længere end forventet af briterne.
Vort broderfolk Norge må også komme til en erkendelse af strategisk realisme. Det er slut med venskabelige bånd af gensidige vink mellem grænsevagterne ved den 195,7 kilometer lange landegrænse, der adskiller Sør-Varanger i Norge fra Petsamo distriktet i Rusland, hvortil kommer en forventet øget russisk søgående trafik såvel over- som under vandet langs de norske besiddelser fra Murmansk etc.
For denne signatur forekommer United States of America på mange måder som et dysfunktionelt samfund med en hidtil uset politisk fragmentering. Alle store riger – viser verdenshistorien – sprænges på et tidspunkt, om det så er (verdens-)krig eller folkelig opstand. Det 21. århundrede kan vise nogle – for nutiden – helt overraskende øjeblikke, hvor begivenheder fra rummet og/eller klimaets vilde march mod ustyrlige ødelæggelser kan blive alvorlige konkurrenter til selvovervurderede statslederes vilde politiske tiltag såvel i øst som i vest.
Er øjeblikket kommet, hvor Danmark skal betragte sine fjenders fjende som – måske fortsat – en ven?
Kilder:
Politiken.dk
Weekendavisen.dk
Raeson.dk
Links:
(Stabschef Susie Willes)
https://hulegaard.dk/nr-45-og-nr-47/
(Tidl. relevant indlæg på bloggen)
(indsættelsestalen)
(Asiatisk vinkel på Trump vs. Europa)
(Vurderinger af EU´s muligheder pr. 02/02/25)
Glimrende analyse.
Nu fravælger du bevidst økonomi, og det r forståeligt, men jeg tror, at netop økonomien var væsentlig for Trumps valgsejr. Jeg så tilfældigt en uvidenskabelig sammenligning af supermarkedspriser i USA og Skotland, og generelt var priserne væsentligt højere i USA (35 %). Se: https://www.youtube.com/watch?v=U_IvMnad2lw&t=609s Det er intet under, at amerikanerne har ondt i privatøkonomien. Det så Trump, og han lovede lavere priser.
Det løfte kan han naturligvis ikke honorere, det har han allerede indrømmet, men det kan han jo være ligeglad med nu – han har altid haft let ved at lyve. Hvis han realiserer sine trusler om markant højere toldsatser, vil det endda blive endnu dyrere for de amerikanske forbrugere. Spørgsmålet er, om dette er gået op for ham, eller om han stadig tror, at tolden betales af eksportøren. Hans tale til Davos-forsamlingen tyder på det (jeg parafraserer: “Hvis I ikke vil producere i USA, kommer I (“you”) til at betale told”). Man skal ikke undervurdere hans dumhed og uvidenhed.
Trump styres af forfængelighed, hævntørst og penge. Set i det lys handler han altid rationelt. Hans uforudsigelighed ligger i valget af “tema” eller sag. Det rager ham en høstblomst, at han er godt på vej til at gøre venner til fjender, og det er en af hans mange svagheder.
@Eric: Netop: Din kommentars sidste afsnit samt næstsidste afsnits sidste sætning er vi mindst 100 procent enige om. Mit første udkast indeholdt (for lange?) økonomiske eksemplificerede betragtninger. Der er netop i næsten enhver reportage og sætning kælet meget for dette, hvilket bevidst fik mig til at fravælge emnet og i stedet anskue de politiske og moralske vinkler. Manden er dødens farlig. Og eksemplificeret er jeg enig med Ukraines præsidents påstand om, at Putin vil snyde ham under en “fredsforhandling.”.
Omkring mine fremtidige påstande har det længe stået mig lysende klart – også i lyset af USA´s mange svage præsidenter, at EU og Danmark – i hvert fald ikke officielt – anskuer verdens geopolitiske situation tilstrækkelig klart eller måske i virkeligheden afsløres netop det nuværende projekt EU´s svagheder.
Du starter året fint ud med en lang og gennem researchet blog. Den krævede flere gennemlæsninger. Selvom det kan virke logisk nok, at Trump kunne vinde med sin politik, synes jeg alligevel vel at det utroligt at en lystløgner og primitiv person kan blive valgt som præsident i USA. Tænk at man kan bilde underklassen ind, at man vil varetage deres interesser, samtidig med at Trump så tydeligt støtter overklassen med store skattelettelser og politisk indflydelse. Heldigvis er der nogle få, som Bill Gates, som ikke på korruptions lignende vis støtter Trump.
Forhåbentligt vil nogle republikanske politikere i Kongressen spænde ben for nogle af Trumps værste planer, og når det viser sig at Trump ikke kan sænke leveomkostningerne og opfylde andre løfter, kan der måske være håb om at næste midtvejsvalg kan stække ham yderligere.
Ingen tvivl om at EU – og UK i forbindelse med militær formåen – må tage sig sammen og få oprustet – og gerne med materiel produceret i Europa.
Trods den stærke og øgede selvstændighedstrang i Grønland har de ikke muligheder for at klare sig som selvstændig stat – uden store tilskud. Det kan undre at Grønland kun har hjemtaget få ud af 32 mulige områder til egen forvaltning. Håndhævelsen af Grønlands suverænitet kan også fremover kun varetages af Danmark og/eller USA!
Uanset hvad bliver der tale om spændende tider …
@Per Jan: Jovist, der er blevet researchet. 😉 – Og efter grundig overvejelse (som skrevet til Eric´s kommentar) fravalgte jeg den økonomiske vinkel. Der findes (selvom de skjuler sig godt) sikkert stadig nogle moralsk fornuftige/anstændige konservative senatorer i den amerikanske kongres. Men de kan nemt blive ofre for “Trumps hævngerrige skydetelt”. Bill Gates (fint eksempel) er eksempel for en milliardær, der formodes – “trods alt” – at kunne anskue Donald Trump på rette vis.
ad. Grønland. Vi har i andet regi behandlet Grønlands-issue og jeg kan kun gentage, at vores enighed består, jr. dine bemærkninger i afsnittet.
Tak for den grundige redegørelse for omstændighederne i forbindelse med valget af Trump som præsident og ikke mindst overvejelserne om konsekvenserne.
Trump-begejstringen i Danmark er blevet opgjort til kun 5 procent, hvilket kan undre. Begiver man sig uden for mediernes og de officielle meningsmålingers enemærker og ud i det offentlige rum, kan man ikke undgå at bemærke stigningen i nogle af de samme tendenser i holdninger og attitude, som har givet MAGA-bevægelsen vind i sejlene, jævnfør højrepopulismens fremmarch ikke bare i Europa, men også i Danmark.
I forlængelse heraf kunne man have en mistanke om, at det generelle europæiske mishag ved Trump skyldes hans ubehøvlede og selvhævdende facon mere, end det skyldes hans politik.
@Uffe Jerner: Du har afgjort i dit midterste afsnit en rammende pointe omkring “højrepopulismen”. Jeg har noteret den i private sammenhænge og vil i et kommende (planlagt) blogindlæg dagen før din hustrus fødselsdag yderligere understrege den ifm. en logisk sammenhæng.