Foto: Aaron Kittridge
Senior talk
DK4 har blandt sine indimellem ret gode tv-udsendelser et program, der hedder “Bertel & “. Værten er den tidligere landspolitiker, minister etc. Bertel Haarder, f. 1944 (V). For nylig havde han som gæst en jævnaldrende også tidligere kendt landspolitiker og mangeårig minister, nemlig Per Stig Møller, f. 1942 (C).
Begge d´herrer, den ene liberal, den anden socialkonservativ, var i 1970´erne noget så sjældent som borgerlige intellektuelle. De skrev bøger og var begge dybt fortvivlede over det borgerlige Danmarks sølle forfatning.
Værten (Bertel Haarder) rejste i starten af udsendelsen det interessante spørgsmål, hvorvidt gæsten (Per Stig Møller) kunne se ligheder mellem 1970´erne og 2020´erne. Begge blev hurtig enige om, at nutiden (anno 2024) forekom ligeså politisk turbulent som det tidligere decennium, ja vel endnu mere! – Uanset hvad man måtte mene om de to eks-politikeres personligheder og politiske holdninger, vil enhver nogenlunde klarhjernet dansker, der havde fornøjelsen af at opleve 1970´erne, give dem inderlig ret.
Nr. 45 og nu nr. 47
I samme aldersgruppe som de nævnte danske politikere finder vi en herre i USA, der gennem de seneste især cirka 10 år har sendt chokbølger gennem den vestlige verdens politiske saloner, medier og andre politisk interesserede borgere. Navnet, Donald John Trump, er kendt af (stort set) alle, af nogle opfattet som en handlekraftig og kontant forretningsmand, af andre en dødens farlig demagog og andre igen ville nok sætte endnu en label mrk. “psykopat” eller bare “narcissist” på profileringen.
Præsidentvalget d. 05. november 2024 endte op i et tilsyneladende ønske for flertallet af amerikanere om at skrue tiden tilbage til dengang, hvor Trump var præsident første gang som nr. 45 i rækken af US-præsidenter, og hvor varerne var billigere, og omverden blev opfattet som fredeligere. Især de dyrere varer, angives som grund til at ønske en returnering til dengang, man havde råd til at købe alt, hvad der står på huskelisten, som det tit blev sagt på Trumps vælgermøder.
Eller mere forenklet: En nostalgisk længsel efter en fortid, hvor tingene forekom mere enkle og ligetil. Nogle, forhåbentlig flere, vil nok konkludere, at demokraterne med Barack Obama som præsident i tiden 2009-2017 forbedrede og – ja faktisk – stabiliserede den amerikanske økonomi efter de håbløse år med den foregående republikanske præsident George W. Bush jr.
Forklaringerne på det aktuelle valgresultat er flere; især er den overraskende nedsmeltning af Demokraterne et emne, som mediernes kommentatorer, fortolkere etc. har kastet sig ud i. Kamala Harris kom til som en art panikreaktion på Joe Bidens totale nedsmeltning under en tv-duel. Hun fremstod for mange som mere optaget af at advare mod Trump end af at vise, hvad hun selv stod for. Hendes parti – Demokraterne – burde for længst at have set risikoen for Bidens nedsmeltning i øjnene, er manges mening (herunder denne blogejer).
Var det den siddende præsident (nr. 46) Bidens egen manglende erkendelse af sin kognitive tilstand, der blokerede for en nødvendig opstilling af et potent alternativ til Republikanerne? Var Kamala Harris det forkerte valg? Havde Demokraterne ikke formået at aktivere deres sædvanlige vælgerbaser og hvis ja, hvorfor?
Det aktuelle valgresultat fortæller om republikansk flertal i Kongressens to kamre, ja sågar sejre i alle såkaldte “svingstater”. Altså en total sejr. Donald Trump er blevet valgt for gennem sloganet ’Amerika først’ at prioritere USA’s problemer absolut primært. Europa og andre dele af verden skal indstille sig på at klare mere selv. Hvor meget det konkret kommer til at betyde, er svært at bedømme, fordi Trump er så uforudsigelig og upræcis, (også) når det gælder udenrigspolitik. Selv for en del (af de mange moderate) amerikanere bliver det vanskeligt at forklare omverdenen, hvad de ser i den dømte tidligere realitystjerne.
Medierne har den seneste tid været næsten totalt fyldt med præsidentvalget. Det må også adderes, at meningsmålingerne har ramt ret meget ved siden af (igen!). Og efterfølgende står alskens kommentatorer og andre “eksperter” klar med terabytes af sætninger omkring valgets resultat samt stakkevis af scenarier for, hvordan USA vil udvikle sig det næste 4 år. Bliver det spændende? Ja, det bliver uhyggeligt spændende, også for EU(ropa) og lille DK. Mon Grønland kommer på “salgslisten”?, mon vores i forvejen (venligt udtrykt) slidte militære beredskab skal opgraderes yderligere (> 2 pct. af brt.)? Mon den russiske czar i Kreml glæder sig? Mon….?
Vice
Nu er den nyvalgte Donald Trump jo en ældre herre (f. 1946). Selvom han har undgået to attentater, kan helbredet jo også i den aldersgruppe blive udfordret. Når/hvis han når hele præsidentperioden, vil alderen være 82 år, når flyttevognen senest bringer hans personlige bagage (og måske nogle enkelte “top secret dokumenter”) hjem til Mar-O-Largo i Florida.
Derfor: Hvad ved vi om James David Vance f. 1984? Vi ved, at han oprindelig var ekstremt kritisk over for Donald Trump, og at han i en privat e-mail til en ven skrev, at Trump kunne ende som “USA’s Hitler”. Mon han får ret?
Vi ved også, at J.D. Vance ændrede sit syn på Trump, da han besluttede sig for selv at blive kandidat og derfor havde brug for opbakningen. Pengene til valgkampen fik J.D. Vance fra techmilliardæren Peter Thiel, der åbent taler om, at han ikke længere tror på, at demokrati og frihed er kompatible størrelser, et synspunkt, der deles af mange med velpolstrede bankkti såvel i USA som andre steder på Globen.
Ligesom Elon Musk drømmer Peter Thiel om et USA, der er styret af en stærk Ceo – altså en direktør eller en stærk mand. I det omfang, J.D. Vance gør oprør mod eliten i Washington, D.C., ja, så gør han det ikke på vegne af sine gamle naboer i Middletown, Ohio. Han gør det på vegne af sine stenrige techbagmænd, som gerne vil vriste sig fri af enhver regulering eller anden begrænsning af deres magt. Kapital er mantraet. Samme J.D. Vance har tilsyneladende totalt glemt sin fattige barndom eller måske anvendes jagten efter rigdom og magt som en trøstpræmie i det voksne liv (Altkanzler Gerhard Schröder i Tyskland er et andet fremstående eksempel).
Refleksioner
“Gid du må leve i interessante tider”. Sådan lyder en gammel kinesisk talemåde, der dybest set er ment som en forbandelse. Netop Kina er USA´s (og Trumps) store fjende og konkurrent. Der venter ikke kun interessante tider de kommende år; i allerbedste fald bliver de tumultariske og de i starten nævnte 1970´ere kan forventes at erindres til sammenligning som et stigmatiseret paradis, når Mr. Trump og/eller Mr. J.D. Vance forhåbentlig afleverer nøglerne til White House i januar 2029.
Det interessante begreb “innovation” vil til den tid være skamridt i bedste fald, i værste fald er en 3. verdenskrig i gang, begyndende i Taiwan strædet eller/og Narva (Estland). Skulle det ske, bliver tallene 45 og 47 de formodentlig sidste aktive tal på den bingoplade, der passende kunne benævnes “Verdens sikkerhed”.
P.S. For at spare på det digitale blæk og læserens tid indeholder dette korte blogindlæg ikke perspektiverne i henseende til de igangværende krige i Ukraine og Mellemøsten (Gaza m.m.). 😉
Meget klar og fin analyse af valget og fremtidsudsigterne. Jeg er spændt på at se hvordan Trump kan reducere inflationen ved både at give skattelettelser og ved told på importvarer.
Jeg er enig i at “Bertel &” er et interessant program, men jeg synes ikke at Bertel er en god interviewer – kritisk journalist er han i hvert fald ikke. Det bliver givet interessante tider de næste 4 1/2 år. Uanset hvad håber jeg at EU omsider kan tage sig sammen og blive “selvstændigt” både militært og økomisk. Det sidste ikke mindst i forholdet til Kina, som undergraver EU’s konkurrence evne ved statsstøtte.
@Per Jan: Det ret tilskårede (nedskalerede ;-)) indlæg giver nogle tanker, således også hos dig, der kontinuerligt opdaterer din viden. “Bertel Bims´” job hos DK4 er temmelig håndholdt og nogen stor og inspirerende studievært bliver den maniske Venstremand aldrig. Men jeg søgte en lidt anderledes indledning på indlægget og valgte det interview, også set i lyset af deres jævnbyrdige alderstrin.
Trump´s egne forestillinger (kompetencer??) omkring nationaløkonomi er vist begrænsede og sikkert støttet godt op med ultrakonservative MAGA-inspirerede business people; millioner af de adderende stemmer var (i min optik) snarere et fravalg af Demokraterne end et tilvalg af Republikanerne. Dine Kina-bemærkninger er vi mindst 100 procent enige om.
Ja, vi har i sandhed interessante tider i vente. Jeg undrer mig som så mane andre over valget af en bindegal sociopat, men vi må se, hvad der sker, og så i øvrigt glæde os over, at der er et ocean imellem.
Der er forståeligt mange, der blander sig i “the blame game”, og som forklaring på det skete, tror jeg denne britiske (og pragmatiske) kommentator rammer tæt på sømmet: https://www.youtube.com/watch?v=PBJTUwE73u4
@Eric: Old Bernie Sanders besidder stadig imponerende energi og analysekraft. Demokraterne formåede ikke at adressere essentielle problemer for “almindelige amerikanere”, hvoraf en majoritet normalt ville stemme på “de blå”. Youtube-klippet er set og vil blive genset til nærmere refleksion. – “Bindegal sociapat”…denne gang bliver det meget værre, fordi han selv vælger sine “rådgivere” og det skal så blive interessant at se, hvor ofte han fyrer nogle.