Holger Danske er en dansk sagnhelt, der ifølge legenden sover i kasematterne under Kronborg Slot i Helsingør. Han sidder i jern og stål med sit lange skæg vokset fast i et marmorbord og vil vågne for at forsvare Danmark, hvis landet kommer i alvorlig nød. Myten om Holger Danske kan spores tilbage til det franske Rolandskvad, La Chanson de Roland, fra 1060.
Den nuværende figur er en betonafstøbning fra 1985. Den oprindelige gipsfigur, som stod i kasematterne fra 1907, er blevet udskiftet på grund af det fugtige miljø i slottets kældre, men historien om Danmarks vogter lever videre i bedste velgående.
####
Første Verdenskrig
I 1916 befandt nogle unge mænd sig på Kronborg i Helsingør. Anledningen var en officeruddannelse. Første Verdenskrig var i gang på det europæiske kontinent og mange forudså, at Danmark ville blive inddraget i krigen, men en kombination af diplomatisk og pragmatisk dansk snilde forhindrede det.
Gudskelov for landet kunne Danmark derfor fastholde sin neutralitet og mange af de unge mænd anno 1916 kunne senere kalde sig løjtnanter af reserven uden krigstraumer og død. Der gik 50 år, så mødte 12 af disse nu meget ældre officerer af reserven hinanden ved et overdådigt privat arrangement en lun juniaften anno 1966 hos den ene.
Og næsten nøjagtig 60 år senere end nævnte jubilæumsmiddag anno 2026 passerede blogejeren den matrikel i København, hvilket gav anledning til følgende refleksioner:
Jubilæumsmiddagen
Svanemøllen er navnet på området. Af logistiske grunde og som særlig service for provinsboere kan tilføjes, at Svanemøllen er navnet på en S-togsstation og mere væsentlig et bymæssigt kvarter i den københavnske bydel Ydre Østerbro i den nordøstlige del af Københavns Kommune. Netop vis-a-vis S-togsstationen findes stadig en solid rødstensetageejendom på den nærliggende Strandvænget, hvis indhold af 5-6 værelseslejligheder i nutidens salgspriser ligger på niveau 10-15 mio. dkr.
Netop i en af disse var scenen sat en smuk juniaften anno 1966. En københavnsk herskabslejlighed med langtrækkende fri især sydlig udsigt ved Svanemøllen. Den bestod af et særdeles klassisk smukt borgerligt hjem med udsøgte møbler af træsorter, der blev brugt i slut 1800-tallet og start 1900-tallet. Borddækningen indeholdt klassisk porcelæn og tungt sølvbestik samt krystalglas fra Bøhmen. To foruroligende store og tunge krystallysekroner oplyste såvel spisestue som opholdsstue, der dannede scenen for arrangementet.
Hele dette interiøre “set-up” var som en kulisse fra mindst en tidligere generation, langt fra det på samme tidspunkt aktuelle spirende ungdomsoprør og den mønsterbrudte nye tid, der netop blev initieret i det 1960´er-decennium, hvor de sociale mønstre for alvor blev udfordret i de vestlige samfund, herunder også inkluderet i de danske socioøkonomiske rammer.
Scenen ejedes af en pensioneret bankdirektør. Denne – aftenens vært – havde indkaldt sine gamle officers-kammerater til at markere 50-års jubilæet og mindes en svunden tid i den danske hær på den kendte garnison (Kronborg). Disse ca. 80+ årige ældre herrer – der var 12 fra den årgang – sad i kjole og hvidt med små ordener sirligt placeret i venstre knaphuls-område. Nogle havde flere, de fleste dog ”kun” Dannebrogsordenen.
##########
Scenen…..
En enkel havde ingen ordner. Han var den mest ejendommelige af dem alle sammen. Hans efternavn var Voss.
“Min søn er læææææge”, sagde denne rare gamle hvidhårede mand med efternavnet Voss til sine officerskammerater på denne lune tidlige sommeraften anno 1966. Han gentog det flere gange, måske af stolthed eller som kompensation for, at han var den eneste, der ikke havde en orden i knaphullet.
De gamle hvidhårede og halvskaldede herrer i kjole og hvidt blev naturligt trætte ved 22-23-tiden efter et udsøgt traktement som inkluderede vine og spiritus, der ville have fået mangen en sommelier til at slå et kraftigt orgastisk smæld med tungen. Hertil kom cigarudvalg fra humidoren på mahogni chatollet. I samme område stod en tantalus med tre forskellige “væsker” af variabel smag og årgang fra den skotske del af Storbritannien klar som alternativer til at stimulere de aldrende smagsløg .
Værten allokerede med effektiv diskret og underspillet venlighed de fornødne forsyninger til gæsterne, høfligt bistået af næsten usynligt og lydløst serveringspersonale. Bankdirektøren og dennes velpræserverede frue (vistnok af adelig slægt) samt hele sceneriet signalerede med nuklearagtig styrke de to alt for frygtelig sjældne begreber “stil” og “klasse”.
Arrangementets kvalitet blev over nogle timer fusioneret med de mange minder, der satte diverse menneskelige senior harddiske på overarbejde. Kunstig intelligens var ukendt, men for de fleste fungerede den biologiske intelligens i et tilpas operativt gear. Hele stemningen forekom ikke kunstig, men faktisk forbløffende ægte iklædt let rustne mandsstemmer omhyllet af tobaksrøg og klirren af krystalglas.
Kl. 23.00
Den ene af de 12 ældre herrer kiggede på sit guldur, der normalt via en guldkæde lå trygt i venstre vestelomme. Præcist kl. 23.00 ringede det på døren nedenfor. En ung mand kom op og hilste pænt på hver af de kjole og hvidt klædte og ordensdekorerede ældre herrer.
Den unge mand havde også været med fra starten for at sørge for, at hans slægtning alias en af festens biologiske genstande kom præcist og blev hjulpet på plads ved det helt overdådige spisebord. Det havde “de gamle drenge” sikkert glemt i mellemtiden.
Men ikke aftenens vært – den super åndsfriske og skarpslebne 80-årige pensionerede bankdirektør, der gennem et langt liv var skolet til at kvantificere og ikke mindst kvalificere sine omgivelser. Et venligt smil blev adresseret den unge mand af den type, der blev anvendt efter en vellykket bankforretning. Bankdirektørens hustru iklædt en diskret farvet silkekreation, der antydede, men ikke viste, serverede et varmt værtindesmil til den unge mand, inden han blev vist ind i dagligstuen til de ældre reserveofficerer.
Gamle Voss rejste sig halvt op i sofahjørnet. Han forsøgte et smil til den unge mand og begyndte at sige noget, men trætheden punkterede sætningen og han satte sig tungt ned og stirrede tomt foran sig.
En af de andre overmodne gæster sagde: “Du er vel nok heldig at blive hentet af dit barnebarn og så ovenikøbet præcist! Vi andre må selv finde hjem” – “Ja..ja” sagde denne 81-årige gamle herre (ham med gulduret) med den myndighed, som en mangeårig chefstilling oftest i den tidsalder (og ikke mindst tidligere) genererede, thi for ham var det en selvfølge med præcision og familieloyalitet! Han kunne med sin snorlige midterskilning, dybt konservative livsindstilling samt præcisionsfanatisme sagtens personificere en gammel prøjsisk officer, helt modsat f.eks. den let forvirrede og milde og efterhånden inderligt dødtrætte gamle Voss i sofahjørnet.
“Den prøjsiske officer” rejste sig og fortsatte med en skrøbelig, tobakspræget stemme dog ilagt patos: “Mange tak for en uforglemmelig aften”. Hans blik ramte hurtigt værten – bankdirektøren, der var en mangeårig ven såvel udenfor som indenfor (den ofte undervurderede og særdeles magtfulde) “DEN DANSKE FRIMURERORDEN”; i samme kæde i x´te grad.
Og så skete der noget helt unikt…..
Langsomt, men stærkt flød der en næsten særlig ånd gennem dagligstuen. Et anderledes øjeblik, der næsten ikke lader sig beskrive med ord, men en nærmest udefinerbar stemning, der skal senses, opleves, fornemmes. En art af fortættet stilhed. De efterfølgende minutters indhold havde det fulde potentiale til at blive erindret livet ud.
Disse hæderkronede danske (reserve-)officerer alias gamle ca. 80+ herrer så på hinanden og så….. begyndte flere af dem næsten lydløst at græde. De gamle mænds brilleglas duggede. Livets aldrende kinder fyldtes med nedadløbende dråber. Stemningen var gribende højtidelig; maksimalt milevidt fra Kronborgs kanoners salutering.
For den unge mand oplevedes det som et filmklip i slow motion, hvor replikker og underlægningsmusik var overflødig. Et øjeblik, der ikke går videre, men bliver stående mellem hjerteslagene, som om tiden selv har valgt at lytte.
Aldringen……
De aldrende officerer vidste mere eller mindre bevidst alle med en lang livsopsparing af intuition og erfaring, at det var den ultimative sidste gang, at de var samlet i dette liv!!!!
Aldring er noget selektivt, ikke kun tab. Det er også modning. Ikke bare flere år i livet, men mere liv i forståelsen af det. Det indebærer tab af fysisk styrke og hurtighed. Nogle drømme bliver uaktuelle. Nogle mennesker forsvinder. Man begynder ofte at værdsætte det nære mere end det imponerende.
Der er også en frihed i aldring. Mange bliver mindre optagede af at fremstå interessante eller succesfulde. Det kan være en lettelse. Måske bliver man mere sig selv, netop fordi man ikke længere prøver så hårdt på at være nogen anden.
Blandt de mest følelsesladede var tydeligt gamle Voss. Havde nogle den smukke juniaften fortalt ham, at hans lægeuddannede (og cigarrygende) søn skulle blive 99 år efter et langt og spændende lægeliv på flere udsatte matrikler i Danmark – var det næppe blevet troet.
Samme Voss jr. (lægen) tog i en kronik i Politiken d. 9. januar 2011 afsked med læserne med overskriften “Farvel med jer!”, hvor han i sjove flash-glimt af ord reflekterede over sit liv. Kronikken sluttede “Tiden er gået, papiret er slut. Her ender Kronikken”. Det gjorde den så med en let 6-årig forsinkelse lidt senere. Tage Voss (1918-2017).
###########
Således var det også enden på de respektive liv de følgende år for de 12 gamle officerer. Den ældre kaptajnløjtnant af reserven, der var ledsaget af sin unge slægtning, døde “af naturlige årsager” mæt og tilfreds som 86-årig en kold decemberdag i 1971; for øvrigt hvor samme unge slægtning igen “ledsagede” under den ultimativt sidste rejse frem til porten ved dødsriget.
Foto: Erik Hulegaard
Erkendelsen af, at noget er sidste gang, hører aldringen til og kan være følelsesladet, vemodig. Mens jeg skriver dette, kan jeg endnu lugte cigarrøgen mellem dine linjer, og krystallysekronerne, som kunne være fra Murano, spejler sig i mahognichatollet.
@Eric: Medens blogejeren sender røgringe af tanker til en svunden tid, hvor cigaren var en del af den daglige agenda, noteres også det (måske) korrekte hjemsted (fabrikation og butik) for lysekronerne. En by i Bella Italia, vi begge har gæstet.
Et meget stemningsfuldt indlæg, hvor tiden næsten bliver en medvirkende karakter. Beskrivelsen af de aldrende reserveofficerer, der forstår mere med stilheden end med ordene, er både rørende og tankevækkende.
Det slog mig dog under læsningen, at Holger Danske næppe havde følt noget særligt behov for at vågne den juniaften i 1966. Danmark var tydeligvis i trygge hænder hos 12 herrer i kjole og hvidt, en bankdirektør med logistisk overblik på generalstabsniveau og en humidor, der alene kunne have afværget mindre nationale kriser.
Særligt gamle Voss står tilbage som en af de personer, man husker efter sidste linje. Mens andre kunne fremvise ordner, rang eller titler, havde han fundet sin egen dekoration: ‘Min søn er læææææge.’ Der findes næppe mange fædre, som har båret den orden med større stolthed.
Fortællingen rammer også noget universelt om alderdom. Når de sidste møder nærmer sig, bliver det mindre vigtigt, hvem der havde den højeste rang, den flotteste titel eller den mest imponerende karriere. Tilbage står minderne, venskaberne og de mennesker, man delte livet med.
Et smukt indlæg om tid, værdighed og forgængelighed – og måske også en påmindelse om, at selv den mest præcise prøjsiske officer før eller siden må erkende, at den eneste aftale, ingen kan udskyde, er den sidste.
@Uffe Jerner: Kommentatorens observante filtrering opleves som en bedømmelse, der kun kan foretages med sproglig radiologisk kompetence, som med fornøden erfaring kan udtrykkes efter en turoplevelse i den verbale MR-scanner. – Man takker for den fine indramning.
En spændende og dramatisk historie, som kunne være et afsnit af din kommende bog – hvis ikke lige de nævner en konkret person: kunsthandler Valdemar Voss. Den unge chauffør kan næppe være dig, da du var for ung til at have kørekort!
Monstro, at en af de andre i selskabet, har fortalt dig historien, som du så på sædvanlig vis har gjort spændende og vedkommende?
Rart at læse om nogle som har holdt venskaber vedlige i mange år. Tidligere var det nok typisk at soldaterkammerater og højskoleelever holdt forbindelsen vedlige i mange år frem. Mon vi i en kommende bog får lidt mere at vide om konversationen den aften?
ps. jeg har ikke kunnet finde bankdirektøren på Strandvænget i 1966, men Margueritte Viby boede i nr. 13.
@Per Jan: Den erfarne slægtsforsker måtte en tur i arkivet og fandt ikke bankdirektøren, men derimod Margueritte Viby. Researchen fortjener et åbent tæppefald som følger:
Søndagsbloggens indlæg er fakta. Den unge ledsager er identisk med blogejeren, der ledsagede sin morfar til jubilæumsfesten og senere til alléen, der altid ender ved dødens port. I mit barndomshjem var transportformen cykling, bus, sporvogn, tog, færge og til udvalgte øjeblikke Københavns Taxa. Sidstnævnte blev også brugt i den beskrevne anledning (som i mange andre). Jeg erhvervede først selv kørekort som 53-årig. 😉
Sceneriet hos den hedengangne bankdirektør (Thorup fra Folkebanken) oplevedes, dog huskes ej husnummeret i Strandvænget, men ellers som beskrevet. Gamle Voss´ ansigt (og sønnen Tages ditto) erindres stadig. Hans ”rustne” stemme ligeså. Voss jr. blev med interesse læst, når han dukkede op i medierne.
Bloggen indeholder fakta-baserede betragtninger eller personlige oplevelser fra mit liv, hvor min stadig fungerende hukommelse går i kompagniskab med min glæde for bogstaver. Derimod kan mine bøgers indhold beskrives som “Faktion”. Altså en blanding af fiktion (hovedsagelig) og iblandet selvoplevede øjeblikke fra ind- og udland. Personerne er aldrig 1:1, men en blanding af flere profiler af begge køn, som jeg har mødt/møder i mit liv. Min kommende planlagte bog ”De uransagelige veje” indeholder ganske andre emner, som kan ses af https://hulegaard.dk/mine-boeger/de-uransagelige-veje/
Og sidst, men ikke mindst: Også jeg er en stor tilhænger af begrebet ”venskaber”, der kan forventes omtalt på i efterårssæsonen på herværende blog.