Intro
I mine unge år – dvs. i tiden midt-1960´erne – slut-1970´erne rejste jeg meget med tog gennem Europa. Årsagerne var flere. For det første har denne transportform altid tiltalt mig, for det andet havde jeg som ungt menneske oftest ikke overskud til datidens flyvebilletter og for det tredje var begrebet “togrejser” langt mere fremherskende på den tid, hvor det blev almindeligt med fritidsrejser.
Så tænker læseren måske…”staklen har ikke prøvet charterture med grisefester i Spanien o.l., tyrefægtning, kamelridning, mavedans, bjergture”, men rolig, også bridgewalking (og meget andet) er prøvet. Men vi bliver på sporet. Tilbage til togkupéen. Dette rejsekoncept indeholder også fornøjelsen ved at sove under kørslen samt at sidde i en spisesalon og indtage enten morgenmad eller andet måltid, medens landskabet passerer forbi.
Der synes at være en renæssance på vej til dette koncept af miljømæssige årsager (CO2-forbrug etc.). Hertil kommer etablerede luksus togture, hvoraf kan ses eksempler på https://www.dr.dk/drtv/serie/eventyr-paa-skinner_505912
Refleksioner
Når man i en fortid, hvor Berlinmuren stadig bestod, rejste rundt i Europa, var det næsten umuligt ikke at komme i kontakt med sine medpassagerer i en kupé, som togenes passagerarealer (internationale og regionale) dengang var opdelt. F.eks. rejste jeg i en del år på ruten København-Hoek van Holland af private årsager (ægteskab med nederlænder m.m.). Her kunne man møde et utal af shippingpersonale, der skulle afløse i verdens den gang travleste havn, Rotterdam, hvor rederiets skibe udvekslede ny besætning (i dag flyves).
Så var der mandlige passagerer, hvis ærinder kunne være alt lige fra besøg hos tante Agathe på en mellemeuropæisk destination til regulær narkosmugling. Man skal huske, at der var (mere eller mindre) effektiv grænsekontroller i Europa. Andre gange kunne man(d) næsten risikere at blive halvforlovet med en repræsentativ femina, inden bestemmelsesstedet for hende (eller mig) mange timer senere var nået.
Jeg har haft den afvekslende fornøjelse at prøve såvel liggevogne (6 pax), sovevogne 2 kl. (3 pax) og sovevogne 1 kl. (2 pax). Af hensyn til læserens tid så lad mig i stedet foretage et sporskifte og nævne et andet eksempel:
Togrejsen til Wien
Året var 1967. Tidspunktet var månedsskiftet august/september. DSB arrangerede i datiden nogle glimrende togture som egentlig rejseselskab, dvs. fastlagt program med rejseleder. På denne DSB-rejse fungerende en for længst afdød midaldrende mandlig skuespiller på et provinsteater som en fortrinlig rejseleder, herlig fri for kunstneriske fakter og samtidig super effektiv hele vejen fra København til Wien (mellemlanding i Salzburg) og retur. Han var flydende i tysk, hvilket hjalp på arrangementet. Under den rejse mødte jeg en anden næsten jævnaldrende ung mand, der senere i korte livssekvenser skulle blive en god rejseledsager og gå-i-byen-ven i København.
Historieinteresserede vil erindre, at Wien var delt i 4 sektorer (som Berlin) fra Anden Verdenskrigs slutning og helt frem til 1955, hvorefter den zoneopdeling blev ophævet af de fire såkaldte “besættelsesmagter” (USA, UK, Frankrig og USSR) under (russisk=) betingelse af, at Østrig forblev neutralt (hvilket det stadig er). Da DSB-rejseselskabet besøgte Wien 12 år senere, boede vi i den gamle russiske sektor, hvilket stadig var meget tydeligt på slidte bygninger og skumle omgivelser etc. (ganske som i Østberlin).
Turen varede 7 dage. Min nyvundne rejseledsager og jeg besøgte de verdenskendte slotte, rideskolen, Wienerwald, Grinzing og alt det, der var værd at se i et mega kompakt program. Den sidste aften var “fri”. Min rejseledsager og jeg besluttede så, da der stadig var lidt østrigske schilling tilbage i lommen, at besøge en natklub. Det er sidenhen (i al digital fortrolighed) blevet til en del besøg på slige matrikler i Europa, men lad os blive på sporet og vende tilbage til den mørke aften i Wien.
Dørmanden (eller som det hedder i dag “Crew”) lignede en klon af den afdøde skuespiller Yul Brunner, dog med noget mere skuldervat og større bicepsmuskler. Efter indgangen i gadeplan i en sidegade tæt på den berømte Stephansdom var passeret, lød et smæld. Den tunge (metal?) dør blev lukket med en fuldautomatisk funktion. Vi gik så i halvmørke ned af en vindeltrappe og kom ned i en mindre salon med små nicher. “Glædeligvis” var der en ledig niche. Vi var dårlig landet på de magelige rosafarvede plyssæder, før der blev stillet et flaske med brus og to glas på bordet. Tjeneren åbnede flasken med de gyldne dråber og vi smagte på indholdet, der “kaldtes” champagne. Så fulgte det næste brus. To skræmmende nedringede festklædte kvinder, hvis kroppe var en professionel skulptør værdig og illuderede det tænkte begreb “Østrogenbomber” omringede os på hver side, så vi øjeblikket senere sad “i benlås” i nichen.
Skæbnen har i øjeblikke af min tidligere professionelle karriere begunstiget mig med topkarakterer i bogføring. Efter at have skimmet natklubbens drinkskort kunne jeg hurtigt regne ud, at et (indforstået tvunget) selskab med de omsluttende damer ville medføre et overmåde – nærmest uoverskuelig – cashflow. Så da opmærksomheden var koncentreret for de fleste i retning af et (fortrinligt) stripnummer på den lille scene i salonens modsatte hjørne, rejste jeg mig pludselig resolut (vi havde betalt for “skummet”) og gav tegn til min rejseledsager. Damerne blev overrumplet, men i overraskelsens anderledes effektfulde og brusende kølvand forsvandt vi op af vindeltrappen. “Yul Brunner” stod klar ved døren ud til det mørke Wien. Ham stak jeg et pænt beløb for at undgå en rutschetur hen af fortovet (det var brosten, ikke rart…).
Min rejseledsager og jeg havde dagen og natten efter muligheder for at efterrationalisere på det koncentrerede forløb. Rejselederen kunne “berolige” os med, at nævnte natklub var “berømt, ja…meget berømt” som han sagde med eftertryk (han var jo skuespiller).
De øvrige spor
Året efter rejste vi på en Sveriges tur – også med tog. Stockholm, Gøteborg og mindre byer i Dalarne. Også her oplevedes nogle fortættede øjeblikke på et større feriecenter i Dalarne, dog med den væsentlige forskel, at de tilbudte kødelige lyster var gratis, men hurtigt kunne blive socialt forpligtigende, såfremt man ikke (som jeg advarede min rejseledsager om) forstod at vriste sig fri i tide. Ironien var så, at han – modsat mig – som “damernes ven” aldrig blev gift, modsat mig.
Hans barn- og ungdom foregik under velpolstrede forhold på det københavnske Østerbro, nærmere bestemt ambassadekvarteret. Vores fælles rejsepensum førte os efterfølgende i nogle år som variation til diverse optankninger i Københavns indre natteliv samt hotel Østerport vis-a-vis Østerport Station, som dengang havde en noget mindre togfrekvens end i nutiden. Baren på dette hotel lå med udsigt til sporarealerne, som bargæsterne mere eller mindre belejligt anvendte som sideblik under deres kommunikation; sidstnævnte foregik ofte ikke på dansk. At såvel den amerikanske som den (sovjet-)russiske ambassade lå få stenkast fra hotellet gjorde stedet nærmest mytisk som “kommunikationscenter”, hvortil den (ofte undervurderede, f.eks. i messe-sammenhænge) mulighed for supplerende informationsudveksling bestemt også kunne opleves på herretoilettet i kælderen.
Jeg kunne have undt min rejseledsager en god bank-/investeringskarriere baseret på sin HD (regnskabsvæsen), men desværre gjorde en tiltagende nyrelidelse hans modne liv ret besværligt trods dialyse og tilsyneladende vellykket nyretransplantation.
Men da han en sidste gang besøgte mig på mit kontor i en moden alder, huskede vi begge glæden ved togrejser, vores fælles oplevelser såvel på skinnerne som på udvalgte lokationer i Københavns centrum, der altid var garneret med en forunderlig komplementær sans for humor og indstilling til livet. Hans alt for tidlige dødsfald få år senere kom ikke overraskende for mig, men ….
Jeg tænker ofte på ham, hver gang jeg ser/nyder “Eventyr på skinner” eller tilsvarende udsendelser. Det gælder også, når jeg med uregelmæssige mellemrum året igennem – seneste ultimo marts 2025 – passerede den smukt istandsatte (2019) Østerport Station (et af DSB’s overarkitekt Heinrich Wencks bedste eksempler) og min afdøde vens nærliggende barndomshjem.
Links
https://www.dr.dk/drtv/serie/eventyr-paa-skinner_505912
Tak for en håndfuld spændende togrejser og rejser tilbage i tiden. Mine erfaringer med togrejser begrænser sig til nogle ture til Rom, Amsterdam, Paris, Wien og Bonn og Stockholm, der som oftest havde til formål at hente biler hjem til et udlejningsfirma. Det betød, at der desværre var meget lidt tid til at indtage de forskellige storbyer, men noget af det forsømte er det da lykkedes at indhente sidenhen.
Jeg forstår udmærket attraktionen ved togrejser, men jeg må indrømme , at jeg har en tendens til at blive ramt af rastløhed på længere togrejser, hvor man så at sige er ‘spærret inde’ i mange timer og ikke bare kan svinge ind på en rasteplads, strække benene og trække noget frisk luft, når man lyster. Især husker jeg, at turene på skinner til Rom var en udfordring for tålmodigheden.
Det morede mig kosteligt at læse om natklubbesøget i Wien – godt, I slap fra det med helbredet i behold!
Og så er det for resten nyt for mig, at det ret eksklusive Hotel Østerport også tjente som udvidet ‘kommunikationscenter’. Restauranten var et af mine forældres foretrukne gå-ud-steder, så jeg har været der mange gange som dreng.
@Uffe Jerner: De nævnte byer (eksl. Bonn) er mig alle bekendte, især Amsterdam og Stockholm. Den såkaldte ”rastløshed” i toget har jeg mødt før hos passionerede bilejere (som f.eks. kommentatoren). Jeg forstår godt synspunktet og har afprøvet det under længere bilture (udlejning) i Tyskland og Spanien.
Hotel Østerport har fristet en forskelligartet status. Min rejseledsager havde qua sine regelmæssige ophold i baren kontakt med flere ambassadefolk; modsat ”rygtet” om en hemmelig tunnel mellem US-ambassaden og Ruslands ditto under Garnisons Kirkegård blev der med garanti udvekslet både rygter og fakta i baren og de nære omgivelser, måske også i nutiden set i lyset af det interessante forhold mellem Trump og Putin.
Spændende togrejser du har været på. Jeg har kun været på togrejser i Danmark og en enkelt med DSB til Stockholm. Til gengæld har jeg været på spændende busrejser. Der var jo ikke Interrail rejser i vores ungdom, men nu er der vist kommet senior interrail, som måske kunne det være et spændende alternativ til flyrejser?
@Per Jan: Jeg kunne (også) have brugt Interrail på den tid. Busrejser har jeg også prøvet kun til udvalgte tyske destinationer, men jeg foretrækker tog (også i DK). Jovist – senior interrail er i nutiden en mulighed, der måske skal afprøves medens tid er. PS. CPH-Sthlm er kørt nogle gange (med togovernatning og dagsture).
Tusind tak, Erik! I min barndom lærte jeg som 9-10 årig at køre alene i tog på sommerferie fra Durup (eller Glyngøre) til Århus, med skift (evt. også. Langaa) til Fredericia med skift, gå ombord på Storebæltsfærgen og fra borde til tog mod Slagelse, hvor min bror og svigerinde heldigvis stod på stationen. Men togrejsen var en stor del af sommerferiens eventyr. Med madpakke og læsestof og nøje kontrol af rejseplan og små nervøse spørgsmål til konduktører, som altid var meget flinke.
Da jeg var dansk lektor i München tog det 13 timer på motorvejen hjem til DK, så startede nogen gange fredag kl 14 og ankom lørdag kl. 03, meget trætte. Men hurtigt gik vi over til nattog fra München med ankomst i Kbh. Lørdag morgen – og udsovede og friske på weekenden. Man kunne skifte meget tidligt, hvis vi skulle til Jylland. Men det var luksus at starte i Speisewsgen og kigge på landskabet i stedet for stress på motorvejen. Og Super Spar preis meget billigt.
Desværre for få, billige nattog i dag. Men vi var dog på interrail sidste år og skal også lidt interrail i år 🙂 Forkærlighedrn ved denne rejseform hænger ved!
@Kaj Alstrup: Det var sandelig en mega tidlig togdebut. Selv var jeg 11-12 år, da jeg solo af ren interesse kørte især i Nordsjælland. Gennem årene har DSB været “vidner” til talrige børn/unges ture som skilsmissebørn, der skulle opfylde samkvemsrettens logistiske mønster på godt og ondt.
Jeg har passeret München i sovevogn på vej sydover, men som den eneste af de store tyske byer har jeg aldrig besøgt den. Jeg er vidende om din begejstring for interrailtur, som jeg sagtens forstår. – Togture har måske været et savn under dine mange år på Færøerne 😉
Dette indlæg fik minder til at bruse op som rystet champagne på en natklub.
Gennem mange år var det skakturneringer for hold, der fik mig/os på skinnerne i DK, og det blev også til 4 ture til Slovenien gennem betagende alpelandskab – og det i godt selskab. Første gang var i 1980, hvor Tito lige var død. En grænsebetjent kontrollerede vores pas og spurgte bistert til vores ærinde, om det var forretning?
Da jeg svarede, at vi var skakspillere, tøede betjenten op på et sekund, og hun bød os varmt velkommen – skak var populært i det dengang usplittede Jugoslavien. Uha, hvor er der mange historier!
Togrejser er minder på skinner. Godt du var så snarrådig på den østrigske natklub 🙂
@Eric: Slovenien er et af de ganske få europæiske lande, jeg ikke har besøgt (men fået kraftigt anbefalet). Jeg har – ligesom kommentatoren – en del minder fra min tid på sporene, men aktualiteten af tv-udsendelsen og nylig passage ved Østerport station motiverede. – “Togrejser er minder på skinner” forekommer at være et fortrinligt slogan for togoperatører.