Intro
Illustrationen viser en ny dansk film – Det Andet Offer – (premiere 10/04/25), der med rette har fået bragende gode anmeldelser, såvel i medierne som f.eks. Lægeforeningen. Det er også fortjent, men ikke årsagen til gårsdagens biografbesøg.
Emnet “Hverdagen i et presset sundhedsvæsen” er mig inderlig bekendt fra min professionelle fortid gennem 36 år på et storkøbenhavnsk hospital, dog ikke samme hospital som i filmen, hvor Herlev hospital med sine mange farvebelagte rammer er “modellen”.
Synopsis
På morgenmødet annonceres en sygemelding, og den unge læge Emilie (Mathilde Arcel) føler sig usikker ved at bære vagtansvaret. Da alle kigger ned i bordet, må Alexandra træde til og tage bagvagttelefonen.
Den ældre kvinde Winnie (Pernille Højmark) kommer ind med en blodprop, men patientportalen med livsvigtige informationer er nede. Mon der er tale om et diskret spark til den særdeles omdiskuterede elektroniske patientjournal i Region H? – Samtidig er moren Camilla (blændende præstation af Trine Dyrholm) bekymret for sin attenårige Oliver (Jacob Spang Olsen), der siden i går har klaget over hovedsmerter. Har han svært ved at bevæge nakken frit?
Alexandra skal på et splitsekund træffe afgørende beslutninger. Hun vurderer ikke, at det er nødvendigt at scanne Oliver. Men pludselig ligger han på gangen med en hjerneblødning, og nu er spørgsmålet, om neurokirurgen Esben (Olaf Johannessen) skal operere med en dødsrisiko på 80 procent. Alternativet synes værre: Koma i resten af livet.
Dramaet er altopslugende, og samtidig går efterspillet i gang. For hvem har skylden for fejlen? Emilie mener, at hun orienterede Alexandra om nakkestivheden, men det afviser den erfarne læge, og det hele er gået så stærkt. Hvad kan vi egentlig selv huske?
Her udvikler dramaet sig til en intens thriller om skyld, hvor Alexandra havner i en konflikt mellem kolleger, der hurtigt forsøger at fralægge sig ansvaret. Og da Camilla og hendes mand (Anders Matthesen), som endelig er ankommet, insisterer på at overvære den kliniske test for hjernedød hos deres søn, bliver situationen næsten ubærlig. (delcitat Eccofilm).
Refleksioner
Hovedpersonen Alex spilles af Özlem Saglanmak. Hun er født i 1980 og boet hele sit liv i Danmark, hvor hendes tyrkiske forældre bosatte sig i begyndelsen af 1970erne. Hun er uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 1996. Hendes aktuelle filmrolle fremstår yderst troværdig med den rette blanding af nuance og autentisk karakter for en yngre speciallæge på en hospitalsafdeling.
Filmens pointe er oplagt: Som læger – indeholdt med cocktailen af faglighed, etik og følelser – står man ligesom Alexandra ofte alene i hårde situationer, men i et samspil med andre kan både den faglige og menneskelige side være en værdifuld mental støtte for patienter og deres pårørende.
Hverdagen på en modtageafdeling er – i ordets egentlige betydning – udfordrende. Fejl skal selvklart undgås, men det er mennesker i kitler, godt nok med en længere uddannelse, der hver dag oplever både givende og stressende øjeblikke, hvor den klinisk erhvervede erfaring nogle gange presses til det yderste….og mere til.
Et primær fokus er centreret om den attenårige unge mand, der får en tragisk skæbne. Forløbet med hjernedød, klinisk test af samme samt organdonation bliver belyst på en særdeles overbevisende måde, såvel fra de nære pårørende (forældre) som til afdelingens kliniske personale (speciallægen Alexandra og neurokirurgen Esben).
Som kollegaen, neurokirurgen, siger til Alexandra i et efterfølgende evaluerende bilateralt forløb: “Alle læger har en kirkegård”.
Fejl kan ikke indgås, omend de synes at forekomme relativ sjældne. Det er her på sin plads at nævne, at de senere årtiers erkendelser og mere åbenhed i sundhedsvæsenet blandt andet har formaliseret det i begrebet “Utilsigtede hændelser”.
Når noget går galt i forbindelse med sundhedsfaglige opgaver, kaldes det en utilsigtet hændelse (UTH). Som sundhedsperson har man pligt til at rapportere UTH’er til Dansk Patientsikkerhedsdatabase (DPSD). Organisatorisk henhører denne funktion under Styrelsen for Patientsikkerhed, der sorterer under Sundheds- og Ældreministeriet.
####
Som nævnt indledningsvis har mine oplevelser i den professionelle hospitalsverden genereret en del oplevelser gennem karrieren. Meget er belagt med tavshedspligt, andet erfaringsrelateret stof er arkiveret i min hjerne som “selektive non-kliniske oplevelser med forskellige specialer”. Sidstnævnte inkluderer personlige inden- og udenlandske kontakter med patienter (afklaring af tilhørsforhold, betalingsformaliteter, klagemål, informationsformater etc.) samt deltagelse i talrige udvalg og kommissioner på lokal og landsplan på tværfagligt niveau.
Et lidt anderledes “link” var f.eks. min opgave som valgleder på institutionen gennem ca. 25 år, hvor der foregik en valghandling såvel stationært som på samtlige kliniske afdelinger. Der var altid en væsentlig forskel på patienterne i de forskellige sygdomsgrupper; nogle var trods alvorlige prognoser forbløffende selvhjulpne, andre det modsatte. Og så var der næsten umålelige gråzone mellem de to nævnte stadier. To specialer skilte sig altid ud, nemlig psykiatrien og neurologien. I disse to specialer var det ofte nødvendig grundet forskellig klinisk forskellighed med en både intuitiv og fleksibel tilgang til procedure og valglovens bogstav.
Aktuelt fortæller filmen netop om et neurologisk forløb, noget af de sværeste, der findes, såvel for det behandlende sundhedspersonale som patienten og dens pårørende. Årsagerne er mange. Hvor ramt er patienten? hvor bevidst er patienten? skal der anvendes medicinsk eller kirurgisk behandling? hvad er reelt prognosen etc.? – Det synes at kræve næsten et ekstra gear fra sundhedspersonalet og……..netop det illustrerer filmen på glimrende vis.
Links
https://www.youtube.com/watch?v=RE3MCNw5RWk
https://danskefilm.dk/skuespiller.php?id=8830
https://www.regionh.dk/hospitaler-i-regionen/Sider/default.aspx
I mit arbejdsliv har jeg ofte måttet træffe beslutninger, som kunne have store økonomiske konsekvenser – produktionsstop kostede kassen, og endnu værre var det, hvis der var risiko for maskinelt havari.
I starten var ansvaret knugende, men med tiden og erfaringen lærte man at abstrahere herfra, selvom beslutningsgrundlaget undertiden var tyndt. Anderledes tungt må det være for lægen, hvis beslutning(er) kan have langt alvorligere konsekvenser. Det ansvar ville jeg nødigt have.
@Eric: Filmen illustrerer (på realistisk vis) en stresset hverdag, hvor begreberne “liv og død” har sin reelle betydning. I filmen er speciallægen ved at knække under en (forkert?) beslutning. Jeg har oplevet flere eksempler på læger (og sygeplejersker) på forskellige kompetenceniveauer, der “gik ned med stress” eller begik selvmord. Selvom det lyder firkantet, er der ret forskel på specialernes udfordring; neurologien er et klassisk eksempel. Derfor fandt jeg anledning til blogindlægget.
Din generelle begavelse, herunder betydelige kombinationsevner, har helt sikkert medvirket til, at du kunne løfte et (produktions-)ansvar på kontinuerligt kompetent vis. Men – som du så rigtig skriver – er der forskel på “faget”. Kun mennesker med storhedsvanvid eller en ubehandlet psykiatrisk diagnose er ude af stand til at anerkende dette…..
Jeg har læst flere gode anmeldelser af filmen i aviser, men meget fint med din “faglige” bedømmelse af filmen og omtale af baggrunden for de situationer, som kan føre til forkerte lægefaglige beslutninger, med fatale følger. Indførelsen af “UTH”er er givet en god idé, både for at lære af fejlene, men især at forebygge gentagelser. ps. jeg forstår ikke hvad du mener med “Valghandling”?
@Per Jan: “Valghandling” skal i denne kontekst forstås som afstemningsprocedure på institutioner (hospitaler, fængsler etc.). – UTH var længe efterspurgt, men blev omsider etableret i erkendelse af, at det ikke skulle være en “gabestok”, men erfaringspotentiale for fejl, vel vidende at der gennem tiden naturligvis har været fejlskøn (medicinsk og operativt), som ikke er blevet “belyst”.
Et spændende indlæg – både som anmeldelse og som fagligt funderet refleksion. Det er tydeligt, at det er skrevet med en baggrund i hospitalsvæsenet og kender virkeligheden bag filmens fiktive forløb.
Koblingen til begrebet ‘utilsigtede hændelser’ og den nødvendige rapporteringskultur er en vigtig pointe. Det er fint, at der er blevet mere åbenhed i sundhedsvæsenet, og ‘Det Andet Offer’ viser formentlig med al tydelighed, at den menneskelige belastning og det følelsesmæssige efterspil stadig er dybt komplekst – og ofte ensomt.
Tak for at dele dine perspektiver, som løfter forståelsen af filmen og emnet.
@Uffe Jerner: Den sidste sætning modtages med både oprigtig tak og ikke mindst tilfredshed med, at kommmentatoren og andre læsere, der kun lejlighedsvis/sjældent er i kontakt med hospitalsverden, kan erfare nogle vinkler på – hvad jeg kalder det vigtigste for ethvert menneske – menneskets sundhed. Selv om den nære fremtid vil byde på en (forventet implementeret) ny sundhedsreform fra 2027, nye tekniske helse-relaterede landvindinger som AI, genetiske “værktøjer” og især scanningstyper, står den sundhedsansvarlige behandler stadig med ansvaret. Det vil – tekniske landvindinger eller ej – fortsat være tungtvejende, for nogle persontyper mere end andre. Adderende kommer fortsat de svære spørgsmål omkring hjernedød/organdonation etc.
Undskyld, der røg vist et par ord ud af min indledning – forhåbentlig er meningen nogenlunde forståelig.
@Uffe Jerner: Kommentaren forekommer (som altid) helstøbt og forståelig. Tak for attention.