Christian IV i Liseleje

Maleri – Frederiksborg Slot – foto Erik Hulegaard

Christian IV

De fleste danskere kender kong Christian IV (1577-1648), dog af naturlige årsager kun af omtale. Denne herlige monark forstod efter sigende begrebet “livskunst” og kun i behersket grad “krigskunst”. Ved Christiansborg Slot i Københavns centrum er den mest markante hyldest til kong Christian IV. det seks meter høje monument som står på pladsen foran Børsen (lige ved indkørslen til Christiansborg Slotsplads).

Det omdiskuterede seks meter høje monument, skabt af billedhuggeren Hans Pauli Olsen, blev afsløret i maj 2019. Statuen viser Christian IV. Rundt om soklen ses tårnene fra Rosenborg Slot og Børsen, som også vender på hovedet for at symbolisere, at kongen viser byen og dens arkitektur frem. Ideen bag de omvendte bygninger er, at de spejler sig i byens vand, og at kongen stolt “viser sit værk og København frem”.

Også på Danmarks suverænt flotteste slot – Frederiksborg Slot i Hillerød – kan man nyde denne herlige monark, hvis meritter næsten kan konvertere enhver republikaner til royalistisk sindelag, lidt ligesom når hardcore medlemmer af Socialdemokratiet har overgivet sig til Ordenskapitlets bestemmelser.

Refleksioner 60 år senere 

Koordinaterne for den hedengangne konges tragikomiske begivenheder kan også afgrænses til den nordsjællandske rekreative kystby Liseleje i Halsnæs kommune (sammenslutningen af Hundested og Frederiksværk kommuner pr. 2007).

I juni 1966 havde jeg netop afsluttet realeksamen og i tidslommen omkring skoleafslutningen fandt min moder på den glimrende idé med nogle få dages ophold på hotel Solskin i Liseleje. Dejligt sommervejr, inviterende strand og så et næsten tomt hotel, der ventede på sommerens rykind.

Bortset fra os var der kun 3 gæster. En københavnsk juveler og hans hustru, samt deres søn, for øvrigt på min alder. Nu kunne det jo være lidt naturligt med ungdommelig jævnaldrende kommunikation, men deres søn udviste fra starten semi-autistiske og andre tilbøjeligheder, der sikkert ville kunne konkretiseres nærmere udredt efter gennemlæsning af en psykiatrisk diagnoseklassifikation.

De få dage under opholdet på hotel Solskin brugte han til at “lege fugl”, altså spadsere frem og tilbage på hovedgaden med udstrakte arme, nogle gange nedadhængende ledsaget af melodiske cha-cha trin afvekslende med lette hop på stedet. Det var det maksimale komiske islæt i det friske sommerland, troede jeg….fejlagtigt! Faktisk var han en meget nydelig ung mand, næsten for køn!

Generalprøven

Landliggerbyer med tusindevis af sommergæster mener (for?) ofte at skulle have en sommerrevy. Således også året 1966 på Hotel Solskin i Liseleje. Stjernen i revyen var kong Christian IV , der i naturligt fravær var blevet erstattet af ingen ringere end den i fortiden kendte og flittigt benyttede nu for længst afdøde danske filmskuespiller Sigrid Horne-Rasmussen (1915-1982). I datiden var hun gift 4 gange (blandt andet med Dirch Passer og senest Tony Rodian).

Om sommerrevyen hed Trefoldigheden, Enfoldigheden eller snarere Mangfoldigheden huskes ej. Derimod huskes generalprøven, hvortil hotellets sparsomme gæsteantal, dvs. blogejeren+moder samt juvelerpar+søn var inviteret som “klappere”.

“Jeg kan kraft´edme ikke holde det ud. Det satans kostume strammer….hvad fanden er det for et cirkus…?…Jeg overlever ikke dette (hun døde først 16 år senere)….” var bare nogle verbale eksempler under forsøget på at afvikle generalprøven fra den (engang feminine, nu) nærmest maskuline Sigrid Horne-Rasmussen kendt med øgenavnet “Sitter” med en stemme, der nemt kunne overdøve lyden af en aktiveret motorsav. Samtidig løb en fusioneret masse af sved og mascara ned af hendes “livserfarne” ansigt og lavede uskønne kanaler mellem hendes kraftige (konge-)makeup. En gammeldags loftventilator var magtesløs. Det var helvedes varmt i rummet, både for “Christian IV” og de få tilskuere.

“Du er praaaaagtfuld, skøøøøn kære Sitter…viduuuunderlig!”, råbte revyens instruktør, regissør m.m. Tony Rodian med sin læspende stemme, medens hans instruktørjob efterhånden mere lignede livredning on-line. Enhver, der havde læst bare 5 sekunder i et sladderblad, kendte til hans homoseksualitet. Og det blev værre endnu….

Den sommervarme sandhed var, at revyens stjerne – Sigrid Horne Rasmussen – ustandselig skulle supplere sin væskebalance (og det var ikke med kildevand!) på scenen (og i privatlivet).  Hun begyndte at slingre let, men – retfærdigvis – havde hovedrolleindehaveren mange års øvelse i denne særlige disciplin. Begrebet “balance” har et forbløffende antal af varianter.

Klapsalverne var svage og spredte og udeblev så mere eller mindre. Der var en potent aura af pinlighed i lokalet. Årsagerne var flere. Juvelerparret syntes, det var ekstremt stødende. Sønnen sad som stigmatiseret. Ingen reaktion, ingen mimiske bevægelser eller ryk med ekstremiteterne.

Hotelejeren “betroede” os dagen efter, at parrets søn alias “den underholdende fugl”  var narkoman og i et mix af “empatisk sympati” og “misforstået moderbinding” havde den unge mands moder tilsluttet sig denne sne-lignende stimulans, der helt op i vor tid praktiseres selektivt af (også) kendte profiler – af hensyn til bl.a. injurielovgivningen nævnes ikke eksempler på denne mega hede sommersøndag.

Min egen moder græd…af grin og jeg var tæt på af dø…af grin under generalprøven. Sidstnævnte skyldtes også min aldrig svigtende historieglade bevidsthed om, at klappen på Christian IV´s ene øje sad forkert (venstre i stedet for højre) , ja faktisk skævt, så “Sitter” i det mindste kunne se lidt imellem generalprøven og branderten. Ved slaget på Kolberger Heide 1.juli 1644 blev kongen såret og mistede sit højre øje, men det var alle, inkluderet revyens deltagere, sikkert fuldstændig ligeglade med.

Dette “cirkus” måtte have en ende. “Sitter” gik nu helt i stå. Omfavnede i en efterhånden velvoksen brandert en stor pæl af solidt træ i det ene hjørne af scenen og blev stående let dinglende. Medens Rodian og nogle “hjælpere” agerede humanitært opryddende scenepersonale, gled de få tilskuere i et sær stemning ud i den smukke lune sommeraften. Det var så den generalprøve!

Retfærdigvis (og generøst?) blev det efterfølgende oplyst af kroejeren, at vi som gæster var inviteret gratis med til premieren den efterfølgende dag, men jeg fik overtalt min moder til droppe indbydelsen, simpelthen fordi jeg var bange for at dø af grin i en ung alder.

Den jævnaldrende unge narkoman med forældre var kørt hjem til Hovedstadens kostbare og glimtende herligheder af diamantbranchens verdenskendte CCC (Cut (slibning), Color (farve) og Clarity (klarhed) og et formodet narkotisk supplement til udfordringerne i den københavnske hverdag.

Det havde for flere århundrede siden sejlet for Christian IV, nu sejlede livet for den erfarne skuespiller “Sitter”, samt for juvelerparret og få uger senere sejlede jeg ind – via nåleøjet på årets indtag af shippingelever – i DFDS.

##########

 

Bloggen holder nu den traditionelle sommerpause. Der takkes for attention til de “skjulte IP-numre” samt en helt særlig tak til de trofaste kommentatorer for deres tid og reflekterende kommentarer!

 

God sommer 2026!

 

 

 

 

 

DEL SIDEN

8 kommentarer til “Christian IV i Liseleje”

  1. Sikke en god historie du afslutter blogsæsonen af med. Det var da heldigt at din mor og dig boede på hotellet netop som revyen skulle spille på hotellet. Hotellet er først for nyligt revet ned, så du har sikkert genset hotellet nogle gange siden 1966. Jeg har set Sitter på Jytte Abildstrøms teater i Riddersalen, og syntes hun var en fantastisk skuespillerinde.
    God sommerpause og på gensyn i august/september?

    1. @Per Jan: Jeg passerede senest hotellet i slutningen af 00´erne, dog kommer jeg uregelmæssigt i området Torup og især Hundested. “Sitter” rummede et vist talent, både for det komiske og det tragiske. Man kan roligt sige, at hun “brugte sit liv”. – De gode sommerønsker returneres selvklart til dig og på forventet gensyn på denne blogplatform – som du observant angiver – aug./sept. 2026.

  2. Med den slags minder keder man sig ikke! Herlig beskrivelse af generalprøven i sommerlandet. Du ønskes en god blog- og sommerpause 🙂

    1. @Eric: Året 1966 rummede forskellige oplevelser i mit liv, hvor indlægget var iblandt (de mere muntre). Jeg takker for de gode sommerønsker, der selvklart digitalt returneres til den dynamiske Limfjordsby.

  3. Tak for et festfyrværkeri af en sæsonafslutning, som indebar, at jeg flere gange måtte lide den tort at blive bedt af mine omgivelser om at dæmpe min latter! Danmarkshistorien bliver markant mere underholdende, når den fortælles uden andægtig stemme og med plads til både konger, sommerrevy og menneskelig deroute.

    Koblingen mellem Christian IV’s monumentale eftermæle og den lettere opløste generalprøve i Liseleje er komik på højt niveau – fra kongelig storhed til scenisk sammenbrud på rekordtid. Beskrivelsen af Sigrid Horne-Rasmussen som en kampklar Christian IV i overophedet kostume får næsten én til at føle sig som ufrivillig gæst ved generalprøven. Detaljen med øjenklappen på det forkerte øje er prikken over i’et – den slags historisk pedanteri midt i totalt kaos gør beretningen ekstra sjov.

    En herlig blanding af kulturhistorie, selvironi, skæve personportrætter og tragikomik. Man sidder tilbage med følelsen af, at Christian IV muligvis ville have nikket anerkendende til forestillingen – og derefter bestilt endnu en omgang.

    God sommerferie!

    P.S. Som nabo til Liseleje kan jeg oplyse, at Hotel Solskin har henslæbt en omskiftelig tilværelse efter blogejerens besøg i 1966 med forskellige mislykkede hotel- og restaurantprojekter for til sidst at ende som et sørgeligt ejerlejlighedskompleks, hvor ingen har lyst til at bo. Efter 5 år er det vist kun lykkedes at afsætte 2 ud af 11 lejligheder.

    1. @Uffe Jerner: Der takkes for en yderst veloplagt kommentar, hvis substans er særlig troværdig, eftersom kommentatoren med sin biologiske anciennitet, samt kulturelle kompetence, har oplevet Christian IV alias ”Sitter” i forskellige varianter. Hendes talent var egentlig bredspektret, men et reelt alkoholproblem hæmmede især karrierens sidste akt, om end bl.a. hendes præstation i Ole Roos’ og Sven Holms tv-film “Syg og munter” (1974) var fremragende.

      En anden kommentator – Per Jan – mener, at hotel Solskin er nedrevet, men kan sagtens have været forsøgt på ejerlejlighedsmarkedet forinden. Det er et overmåde charmerende rekreativt område af Halsnæs, hvilket kommentatoren kan være kronvidne for.

      God sommer retur til Hannibal og de øvrige på matriklen.

      1. Tak for sommerhilsenen!
        Man kan diskutere, hvorvidt Hotel Solskin blev nedrevet eller ombygget. I forbindelse med den seneste overrtagelse havde den misrøgtede bygning fået prædikatet ‘bevaringsværdig’, men den viste sig at være i så dårlig stand, at renovering ville blive uforholdsmæssig dyr. Der blev derfor stillet krav fra kommunen om, at en eventuel ny bygning på det nærmeste skulle fremtræde identisk med den oprindelige bygning. En tegning fra ejendomsselskabet blev godkendt, men den bygning, der endte med at blive opført, har meget ringe lighed med den godkendte tegning og savner enhver arkitektonisk kvalitet. Den er simpelt hen grim. Men som bekendt er det lettere at få tilgivelse end tilladelse, så bygningen står stadig og skæmmer gadebilledet, og har man lige så slet en karakter som undertegnede, kan man ikke undgå at fornemme skadefryden over, at ejerboligerne har vist sig at være usælgelige.

        1. @Uffe Jerner: Jeg takker for de adderende betragtninger omkring Hotel Solskins videre skæbne, som kun en lokalkendt kan omkredse i detaljer med (bearbejdet) akkumuleret viden. – Jeg genkender den trang til præcision, som også ville gælde tilsvarende for mig på udvalgte områder (Fyn og Frederiksberg), hvor en mangeårigt opsamlet basal/detaljeret viden ligger ”i øverste skuffe”.

          Et mildt sagt randomiseret besøg vedrørende emnet hos Google og edc.dk førte mig frem til:

          Det nye byggeri (Liselejevej 48) består af 11 ejerboliger fordelt på 4 rækkehuse og 7 lejligheder. Da boligerne stod færdige og blev solgt som projektsalg omkring 2021/2022, afspejlede priserne den attraktive beliggenhed tæt på stranden:
          Rækkehusene (f.eks. Liselejevej 48E): Typisk opført som 2-3 værelses boliger på omkring 83-85 m². Disse har ved de første salg ligget i et prisleje omkring 3,2 – 3,8 mio. kr. afhængigt af den præcise placering og grundstørrelse.
          Lejlighederne: De 7 lejligheder varierer i størrelse (både ét- og toplanslejligheder). Priserne for lejlighederne i komplekset har ligget mellem 2,5 mio. kr. for de mindre og op til over 4 mio. kr. for de største med altan/terrasse.

          De foreløbige 2022/2023-vurderinger: Ligger for lejlighederne og rækkehusene i komplekset typisk på et forsigtigt niveau mellem 1,8 og 2,6 mio. kr. Udvikling: De offentlige ejendomsværdier på de nye ejendomme er generelt sat lavere end de faktiske handelspriser, hvilket er helt normalt for nybyggeri fra denne periode i Halsnæs Kommune.

          Og endelig: https://liselejeqr.dk/solskin/ – som modtageren naturligvis er bekendt med. 😉

          Tak for din tid! – very best _ehu

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

56 − 55 =