
Blogejeren er gammel nok til at kunne huske, at der var billetkontor på Københavns Hovedbanegård, hvor x antal luger ofte var besat med alenlange køer, hvilket skabte frustrationer, eftersom (alt for) mange var i sidste øjeblik før nedgangen til togperronerne.
Indenfor de seneste år er billetkontorer til ind- og udland (dog findes undtagelser som f.eks. Odense Banegård) på de fleste stationer nedlagt, således også Københavns Hovedbanegård, der aktuelt – og frem til 2028 – moderniseres, hvilket er den gamle banegård velundt (og nødvendigt). Den har bevaret sit særprægede bygningskonstruktion siden indvielsen i nov. 1911.
I midten af banegårdens venteareal befinder der sig nu nogle billetautomater (personlig betjening findes ikke mere), hvor man kan indtaste diverse destinationsdata for hhv. billet og pladsbillet. Herudover er der også åbnet op for nogle billetteringsmuligheder via den digitale “app-jungle”.
Jeg anvender billetautomaten udelukkende til pladsbillet (“hold-kæft-kupéen”). Og således en sen efterårsdag nyligt på vej hjem til Fyn stod jeg og indløste en pladsbillet via en af de ledige automater. Det samme gjorde andre, hvor et par gjorde sig særligt bemærket.
Det var et udenlandsk par i den fertile alder (cirka 40 år). De skiftevis rasede og så ubehjælpsomme til, kiggede så på, hvad jeg (og andre) gjorde, forsøgte sig igen, men ak – fortvivlelsen bredte sig. Lige i de sekunder, hvor jeg bevæbnet med min pladsbillet og trolleykuffert var klar til afgang mod udvalgt perron, blev jeg antastet af parret.
De viftede med en seddel og viste mig indholdet. Der stod “Columbus” efterfulgt af et længere afsnit skrevet med kyrilliske bogstaver. Var parret mon blandt de cirka 600.000 russere, der var flygtet fra militærtjeneste? – var min første tanke? – Men nej, det var ukrainere.
Så vidt min historiske kunnen tjener mig, var vi pludselig i et andet århundrede (Christopher Columbus 1451-1506). Min næste tanke var “Columbo”, altså hovedstaden i Sri Lanka (ex. Ceylon). Parret var ophidset. Manden forsøgte en kontrolleret attitude, hvorimod den blonderede kvindelige partner næsten var grædefærdig og skiftede mimik næsten hvert sekund. Og så talte de et fremmed sprog (slavisk??).
Nuvel, skæbnen ville, at jeg havde god tid. Et langt rejseliv har lært mig altid at “indlægge” ekstra tidslommer i mit rejsepensum. Langsomt fik jeg sporet mig ind (deres engelsk var temmelig mangelfuldt) på, at navnet “Columbus” i virkeligheden skulle betyde “Kalundborg”. Altså, skulle de have to billetter fra København H. til Kalundborg. Men billetmaskinens display viste kun de mest anvendelige destinationer fra København H.
Derfor var (er) togpassageren henvist til at fremkalde et tastatur på displayet og stave sig frem til den ønskede station. Det ukrainske par magtede ikke vores alfabet. Enhver, der har brugt disse billetmaskiner, er bekendt med deres labilitet, der næsten overgår enhver voksen persons stemningsleje i overgangsalderen m/k. Men det lykkedes i flere forsøg at få stavet sig til Kalundborg, indsat deres kreditkort og udløst den ønskede billetbestilling.
Øjeblikket senere troede jeg – ganske fejlagtigt – at være blevet overfaldet på Hovedbanegården af parret. Men nej, det var den blonderede ukrainske kvinde, der omfavnede mig i et fast non-feminint brydergreb og smaskede to kys – et på hver af mine glatbarberede aldrende kinder. Manden så samtidig lettet ud, medens han stirrede på de to guldklumper i skikkelser af 2 billetter til Kalundborg.
Da jeg omsider var frigjort fra kvindens greb, ønskede jeg dem “the very best wishes for their struggle for freedom” og gled videre mod min platform, medens jeg mentalt langsomt løsnede mig fra “the hug” og sendte den næsten kronisk kindkyssende ukrainske præsident Volodymyr Oleksandrovytj Zelenskyj nogle tanker på vej ned til perronen.

Herlig beskrivelse af, hvordan Hule på den hvide hest med indlagt tidslomme redder den blonde valkyrie, som kun kan læse kyrilliske kragetæer. Jeg tænker, at du måtte gnide kinderne grundigt for at fjerne sporene af den røde læbestift.
Jeg har vistnok for mange år siden købt togbillet i en dansk automat. Da jeg knap kan huske det, gik det sikkert uden problemer. En automat i Düsseldorfs lufthavn var derimod plat umulig at forstå – selv for hjælpsomme tyskere.
Billetautomater i Italien er derimod fremragende nemme at bruge (taler glimrende engelsk), og de har endda overskud til at advare mod lommetyve!
@Eric: Nu var det jo ikke Odins hal (jf.Valkyrie), men den slidte gamle Hovedbanegård, hvor mere eller mindre stressede rejsedeltagere farer forvildet rundt, kigger på digitaluret hvert femte sekund og med en bæven venter på næste DSB´s forsinkelses-melding.
Udsagnet om de italienske billetautomater overrasker mig ganske meget, men du har jo immervæk rejst i støvlelandet mange gange! Jeg købte via billetluge ved mine besøg i Rom og Milano.
Det var godt du kunne hjælpe det ukrainske par til Kalundborg. Der burde jo næsten være en mulighed for opkald til en personlig – menneskelig – assistent i sådanne tilfælde. Måske bliver de næste automater mere brugervenlige. Jeg har været ude for at en skærm var defekt, så man ikke kunne se hvad man tastede, men heldigvis var der også mulighed for at tage en bus med betjening. For nogle år siden købte jeg billetter på togstationen i Sydney til en afgang dagen efter. Billetsælgeren var så venlig også at tjekke vejrmeldingen for næste dag. Det er ikke kun hos DSB, man kan blive udfordret. For nylig prøvede jeg at komme i kontakt med SAS. Det var umuligt, dvs. der var et enkelt telefonnummer jeg kunne prøve, men ventetiden var 3 timer! Så jeg valgte et andet flyselskab.
@Per Jan: Med dit world-wide rejsepensum må du helt sikkert have været i tilsvarende situationer; dog havde din mangeårige ledsagende hustru nok forhindret nogle forløsende fysiske taksigelser i afgangs-/ankomsthaller. – Sydney-eksemplet hører til de sjældne, hvorimod luftfartsselskabernes opfattelse af konduite og ikke mindst ventetider forbløffende ofte er kritisable. Mine mangeårige erfaringer med SAS er ikke til topkarakter og hvorfor betale x antal kroner mere, når flere lavprisselskaber er brugbare. En af mine eks´er rejste i en fortid med bl.a. Singapore Airlines (USA og Fjernøsten) med stor tilfredshed og hun var bestemt ikke nem (håber ikke, hun læser dette ;-).
En herlig fortælling om, hvordan DSB’s billetautomater tilsyneladende ikke kun tester ens evne til at finde den rigtige destination, men også ens evne til international diplomati.
At få ‘Columbus’ omsat til Kalundborg kræver næsten mere lokalkendskab end at finde Kalundborg på et gammeldags jernbanekort. Og at belønningen for indsatsen blev to billetter, to kindkys og et brydergreb, er næppe en service, man får tilbudt i DSB’s app.
Måske burde DSB genindføre billetkontorerne og opsætte skiltet: ‘Har De problemer med automaten, kan De få personlig betjening – og muligvis et kram’.
En varm og meget menneskelig historie, hvor teknologien tabte kampen og hjælpsomheden vandt. Mon ikke de to rejsende aldrig glemmer den venlige dansker, der fik dem sikkert af sted mod Kalundborg?
@Uffe Jerner: -som vanligt, flot indrammet! – Det kan tilføjes, at der nogle gange (langtfra altid) står en DSB-medarbejder ved automaterne for at hjælpe. Om han/hende havde konverteret Columbus til Kalundborg, må henstå i det uvisse. Normalt er jeg ikke et videre tålmodigt menneske, men der findes situationer, hvor en næsten ambivalent “dræbende” tålmodighed har overrasket mine omgivelser og så…..elsker jeg resultater! 😉