Generelt
Som altid, når bøger omtales på bloggen, er der ikke tale om en egentlig anmeldelse, men kun en omtale af handlingen, krydret med blogejerens egne meninger, tanker om bogens indhold og afledte refleksioner. Således også aktuelt
Folket, der aldrig blinker
Handlingen (bogens bagsideomtale)
Da Forsvarets Efterretningstjeneste i februar i år (2025 red.) advarede om risikoen for storkrig i Europa, pegede eksperter på ét land, der er klar til at stå imod Rusland: Finland.
Historiker og samfundsforsker Michael Böss har rejst gennem Finland og dets historie og herigennem fået indblik i landets dramatiske fortid: fra svensk herredømme over zarens styre til krigene mod Sovjetunionen i 1940´erne.
Gennem sine møder med finner bliver det klart for forfatteren, at Finland i dag har Europas stærkeste forsvar (med undtagelse af Ukraine, red.) og en fælles vilje til at forsvare sin frihed. Mens Danmark i årtier nedrustede og troede på, at global samhandel og dialog ville føre til mere fred og demokrati, har Finland aldrig opgivet at forholde sig til sin nabo mod øst som en potentiel fjende. Beredskabet er både militært, kulturelt og åndeligt.
FOLKET, DER ALDRIG BLINKER viser, hvad vi i Danmark kan lære af vores broderfolk, der aldrig har sænket paraderne over for ydre fjender, og som står urokkeligt fast på sin nordiske identitet.
Refleksioner
Stoffet disponeres umiddelbart for en “almindelig læser” lidt anderledes end sædvane. Men årsagen er forklarlig. Det er en professionel historiker, der vælger at disponere bogens indhold. Det sker så i to opdelinger, nemlig del 1: “Det selvstændige Finland” og del 2: Finland og Rusland før selvstændigheden.
Første delen er naturligvis mest nærværende, eftersom noget af stoffet erindres med tydelighed fra de senere år. Beskrivelsen af Finlands “selvstændighedstrang”, først med EU-medlemskab og senere med NATO-medlemskab er de klare markører. Men for læsere med flere årringe er det også interessant at få en – godt nok subjektiv, men grundig – profilering af Urho Kekkonen (1900-1986 (præsidentperiode 1956-1981)).
Anden delen giver et fortræffeligt overblik vedrørende Finlands periodevise både besættelser og afhængighed af såvel Rusland, Sovjetunionen som Sverige. Den professionelle historiker kommer her absolut til sin skrivende ret.
Et “eftertænksomt” uddrag
Blandt mange interessante tanker, som bogens tekst føder hos læseren, udgør dele af bogens pagina 17 noget essentielt, hvorfor en delcitering:
“En nylig måling viser, at kun hver fjerde dansker er parat til at gå i krig for at forsvare Danmark. 41 procent er “ikke villige”, og 25 procent erklærer sig “neutrale”. Svarene viser, at vi danskere har et problem. For det er et problem, hvis et lands borgere ikke er parate til at forsvare det samfund og den stat, de lever i. Problemet kan måske for vores eget vedkommende forklares med, at vi er ved at miste sansen for, hvad et samfund er, og at vi i vores individualisme er i færd med at koble os fra fællesskaberne – de små såvel som de store – og derved bidrager til en svindende folkelig sammenhængskraft. Historieløsheden blandt danskere i dag er desuden efterhånden så udbredt, at mange har svært ved at forestille sig, hvad det konkret og personligt indebærer at miste sit folk og sit land.”
“Den vanskelighed er finnerne helt fremmede for. Det skyldes deres historie, at de fleste familier i Finland har en erindring om et personligt tab. Det er nok det vigtigste budskab at tage med fra denne bog.”
Konkluderende
- Indhold: Michael Böss rejser gennem finsk historie fra svensk/russisk herredømme til i dag, og forklarer, hvorfor Finland har et af Europas stærkeste aktive forsvar baseret på en folkelig realistisk jernvilje og en unik national sammenhængskraft.
- Budskab: Bogen opfordrer til, at Danmark lærer at “tænke som finnerne” i forhold til håndteringen af trusler, herunder en – for mange EU-/NATO stater – ny tilgang til Ruslands ageren. Trods det nordiske fællesskab er der i flere henseender store forskelle på den “nationale mentalitet”(jf. ovf.).
- Det er svært at forestille sig samme mentale kampkraft og -vilje fra Danmark, selvom vi rummer lidt flere indbyggere (DK: 6.029.607) end Finland (5,621.937). Men nutidens helt nødvendige oprustning vidner dog om, at nationen ikke længere kan forlade sin militære identitet på x antal udsendte soldater på mellemøstlige slagmarker.
- Modsat den tidligere følgagtige “pleasing” af USA´s præsidenter, skal der langt mere til i nutiden med en ustabil, komplet uberegnelig leder i USA, der ikke tøer op ved tanken om en klump is i Nordatlanten. En begyndende forsvarsvilje ses med tilgangen af personel til såvel militæret som hjemmeværnet.
- Fra juli 2026 indføres fuld ligestillet værnepligt for mænd og kvinder. Og fra august 2026 forlænges den generelle værnepligt (soldatertid) i Danmark til 11 måneder for de fleste værnepligtige, hvortil kommer – efter endt tjeneste – rådighedsforpligtelse i 5 år. Om det er nok, kan diskuteres, men det er i hvert fald en konstruktiv og nødvendig start.
- Så snart Rusland kan frigøre et nødvendigt arsenal fra “en særlig militær operation” (russisk: spetsialnaja voennaja operatsija) i Ukraine, rettes med stor sandsynlighed fokus mod Baltikum; om det starter i grænsebyen Narva (EST) eller flere steder samtidig er mindre væsentligt. Det kan blive rigtig grimt i Østersøen og – i hvert fald – mon ikke Finland er klar?
For en læser som blogejeren, der har fulgt skandinavisk politik (og når muligt finsk tilmed) gennem decennier, giver bogens indhold rig lejlighed til afstemning af egne indtryk.
Jeg har kun været en enkelt gang i Helsinki/Helsingfors (1977). Den gang var landet tæt på USSR. Noget var sket den gang *), men meget er sket i dag og mere vil med stor sandsynlighed ske.
Bogen giver anledning til at indfri et flerårigt ønske om at gense det tosprogede Finland/Suomi, ikke kun hovedstaden, men også udenfor. 2027 – 50-året – kunne passende blive et ønskeligt gensyn, om end der nok skal vælges en lidt lysere og varmere tid end før nævnte besøg, hvor jeg og min kvindelige ledsager i bidende marts-kulde gik på isen i Helsinkis havn.
Appendix
*) Helsinki-aftalen, formelt kendt som Helsinki-slutakten (Helsinki Final Act) fra 1975, var en historisk aftale underskrevet af 35 nationer, herunder USA, Sovjetunionen og de fleste europæiske lande, for at forbedre relationerne mellem den vestlige verden og Østblokken under Den Kolde Krig.Aftalen blev underskrevet den 1. august 1975 som afslutningen på Konferencen om Sikkerhed og Samarbejde i Europa (KSCE), der i dag er kendt som OSCE (Organization for Security and Co-operation in Europe).
###########
Vide Verden – Helsinki kan anbefales som supplerende dansk-sproget nogenlunde opdateret (2018) beskrivelse af den finske hovedstad. (Aarhus Univ. forlag – ISBN 978 87 7124 885 2).
###########
Bogen Folket, der aldrig blinker er udgivet på Kristeligt Dagblads Forlag i oktober/november 2025 – ISBN 978-87-77467-609-6
Forfatterprofil – Michael Böss
Født i 1952 i Ordrup, opvokset i Gelsted (Middelfart Kommune med grænse til Assens Kommune) på Fyn og i Esbjerg, bor i dag i Holstebro. Søn af sognepræst Frede Bøss og kordegne vikar Ellen Margrethe Bøss. Har læst etnografi, engelsk og kristendomskundskab/religionsvidenskab på Aarhus Universitet. Dr.phil. i historie og lektor emeritus ved Aarhus Universitet med forskningsspecialer i national identitetshistorie, nationalisme samt irsk og canadisk historie.
Han har udgivet en lang række bøger, senest ”Folket, der aldrig blinker” (2025, Kristeligt Dagblads Forlag) om Finlands beredskab over for Rusland. Han har desuden været formand for flere foreninger, herunder Gymnasieskolernes Religionslærerforening og The Danish Association for American Studies, præsident for The European Association for Irish Studies og The Nordic Irish Studies Network og leder af Center for irske studier og Center for canadastudier ved Aarhus Universitet.
Uden for sit professionelle virke har Michael Böss blandt andet været menighedsrådsformand, formand for Museet for Religiøs Kunst,
formand for Lemvig Gymnasium og bestyrelsesmedlem i Holstebro Højskole, Balance Danmark og Gymnasieskolernes Bestyrelsesforening. Ved siden af sit arbejde er han kommentator og skribent for flere danske medier, deriblandt Kristeligt Dagblad. Er i dag seniorrådgiver ved Tænketanken Prospekt.
Tak for en fin omtale af bogen og fortællingen om Finlands forsvarsvilje. Du har sikkert ret i, at den begrænsede forsvarsvilje i Danmark skyldes at vi har haft begrænsede tab under 2. Verdenskrig – og at det reelt kun har været Bornholm som har været truet på eksistensen som en del af Danmark. Det ud til at Putin vil være optaget af sin specialoperation længe endnu, så det gælder om at opruste nu – og selvfølgelig at hjælpe Ukraine så meget som muligt.
@Per Jan: Denne søndags “blogprædiken” er knap så underholdende som forrige, men – som du ved – lægges der vægt på variation af emner. Forfatteren Michael Böss har snart gennem en del år været fremtrædende i diverse debatter, ikke kun med sine “specialer” Canada og Irland, men på SoMe og andre platforme giver han gerne sine synspunkter på almindelig vidende og saglig vis. Emnet for hans seneste bog interesserede mig, hvorfor efter endt (grundig) læsning dette indlæg. Tak for attention.
Et højst aktuelt indlæg i den sikkerhedspolitiske debat. Sammenligningen med Finland er særlig interessant, fordi den ikke kun handler om militær kapacitet, men i høj grad om mentalitet og historisk bevidsthed.
Citatet om danskernes begrænsede forsvarsvilje er stærkt, men handler det udelukkende om manglende vilje eller om manglende oplevet relevans og forståelse for truslerne? Her spiller formidling, uddannelse og politisk lederskab en stor rolle.
Det helt store spørgmål er, om man kan opbygge en ‘finsk’ robusthed uden at have haft Finlands historie. Det må være den egentlige udfordring for Danmark i de kommende år.
@Uffe Jerner: Jeg er selvklart ikke alene om at “evaluere” det citerede afsnit omkring danskernes formodede forsvarsvilje (og -evne). De nævnte “formidling, uddannelse og politisk lederskab” er helt afgjort nøgler, hvortil kommer de historiske rødder. Hvis man f.eks. drager en sammenligning til danskernes (forskellige) både tidsmæssige og modige reaktioner under WW2, kunne det nok rykke nogle procenter. Generelt oplever jeg ikke “danskeren” som særlig robust, modsat f.eks. “nederlænderen” eller “nordmanden” for at drage en sammenligning. På mange måder er vi forkælede og der (påstand!) er et pænt stykke vej, før vikinge-blodet ruller. Det berømte finske begreb “sisu” opleves i flere sammenhænge, herunder sportens verden og det er absolut værd at notere sig.
Dit interessante indlæg efterlader mig med nogen skepsis overfor Böss’ konklusioner.
Han konkluderer bl.a., at Danmark har et problem, når:
“kun hver fjerde dansker er parat til at gå i krig for at forsvare Danmark. 41 procent er “ikke villige”, og 25 procent erklærer sig “neutrale”.”
Er det af befolkningen som helhed (mænd, kvinder, gamle og børn), eller er det fx befolkningen i den våbenføre alder? Hvad menes overhovedet med “parat til at gå i krig”? Eksempelvis er jeg 70 år gammel og er ingenlunde personligt “parat”, medmindre vi taler om ordkrig. Medmindre det uddybes i bogen, finder jeg udsagnet tåget og uegnet til at konkludere, at DK har et problem med forsvarsviljen.
Jeg finder også sammenligningen mellem Finland og DK mærkværdig. Finlands geografiske og strategiske situation er/har været en ganske anden end DK’s. Finland har 1340 km fælles grænse med Rusland samt en stor vildmark som potentiel valplads. Finland har vel historisk ikke ønsket at tirre sin store nabo og er først for nylig kommet med i NATO. Finland har derfor måttet stå på egne ben forsvarsmæssigt siden Vinterkrigen.
DK og Rusland har ingen fælles grænse overhovedet, det meste af (diminutive) DK er pløjemark, og vi har stået under NATO’s paraply fra alliancens stiftelse. Nyligt er der afsat meget betydelige midler til DK’s forsvarsbudget, og relativt i forhold til befolkningens størrelse ligger DK i top med støtte til Ukraine. Nå ja, og der indføres værneligt for kvinder.
Nå, men jeg kunne selvfølgelig læse bogen i stedet for at gisne 🙂
@Eric: Spændende betragtninger. De statistiske præcisioner omkring “danskeren” formodes specificeret (han er jo historiker) i noteafsnittets (pag.315-331) 321 notehenvisninger. Min “pensionisttid” tillader ikke en dybere research, men som vi begge ved, kan statistikker formes i afhængighed til spørgsmålenes substans. Givet er det, at forfatteren ikke har meget til overs for danskerens modstandskraft, hvilket jeg til en vis grad kan følge. Dog kan skydes tanketråder til WW2, hvor der for en mindre befolkningsgruppe af vidt forskellige aldre og erhverv blev ydet et fabelagtig beundringsværdig modstand mod den nazistiske besættelsesmagt.
Det danske forsvarsbudget er pumpet hårdt op, men den fulde effekt viser sig først (iflg. militære eksperter) i 2030´erne. Personligt beundrer jeg den ukrainske modstandskraft, men fryser krigen på et tidspunkt, kan man være alvorlig bekymret for Østersøens mulige krigstilstande. Med Putins gode ven i Det Hvide Hus eksisterer NATO de facto kun på papiret og det vil sandsynligvis blive konverteret til en afskalning med de fleste nuværende NATO-lande (inkl. Canada) i forbindelse med en eventuel væbnet konflikt med Rusland i senere i dette årti.