Prolog
Sædvanligvis underholder bloggen med lidt anderledes emner i forbindelse med helligdage. Således også denne påskesøndag anno 2026.
Det noget længere indlæg (“essay-længde”) beskriver lettere maskeret en begivenhed (med diverse afledte associationer), der skete for næsten nøjagtig 60 år siden på en streng privatskole i Københavns centrum, kendt som Det Kgl. Vajsenhus, der oprindelig blev grundlag af Kong Frederik IV i 1727.
Det Kgl. Vajsenhus – Nørre Farimagsgade 51, 1364 København K.
Far og søn
Tidspunktet var april anno 1966. På den tid gik en tegnelærer ofte konservativt klædt (i hvert fald på en privatskole), det vil sige skræddersyet habit med vest, således også tegnelærer Mortensen, der af de større drenge “naturligt” blev kaldt for “Mopper”. Denne lærers opfattelse af tegneundervisning var diplomatisk udtrykt yderst elastisk, altså at eleverne i store træk var overladt til egen fantasi og ikke mindst ydeevne.
Det skete nogle få gange, at den aldrende (60+ årige) tegnelærer måtte melde forfald grundet privat udstilling eller sygdom. Første gang var oplevelsen for klassen en åbenbaring i artistisk faderbinding. Vikaren var den nylig seminarieuddannede (også tegnelærer) søn af tegnelæreren. Begge havde et tætklippet fuldskæg. Sønnen var et hoved højere end faderen og besad en noget mindre livvidde, men ligheden i gestik og motorik samt frisure var slående.
Mortensen jr. blev præsenteret af Mortensen sr. med samme stolthed i stemmen, som havde det været teaterdirektørens tale ved en laurbærkransning af en kær jubilerende skuespiller på Det Kgl. Teaters gamle scene. Mortensen jr. (medio 30´erne) boede stadig trygt og ikke mindst beskyttet for livets fristelser hjemme hos sine forældre i en 3-værelses lejlighed i den københavnske bydel Vanløse. Den logistiske hverdag blev for både senior og junior varetaget af Københavns Sporveje.
Mortensen juniors beklædning var “moderne”, altså en farvet tweedjakke i ulvegylp-nuance med læderforstærkninger på albuerne. I hans pædagogiske fremfærd var det en klon af sin fader, altså enten at sidde filosoferende ved lærerbordet eller gå rundt i klasselokalet med en pegepind i sine egne kunstneriske tanker, medens de flittige (og artige) elever forsøgte sig udi kunstens labyrintiske cirkler og de mere pragmatisk-operative elever søgte at indhente forsømt pensum i andre fag barrikaderet bag en skråtstillet blok.
To af de velvoksne drenge fandt på en test: Tegnestifter spredt på gulvet, men de måtte med skam erkende fiaskoen, eftersom Mortensens juniors sko under de filosoferende rundture i klasselokalet åbenbart havde for tykke såler. Tegnestifterne forsvandt under skosålerne, uden den tilsigtede virkning, hvilket efter planen havde udvirket en selektiv akupunktur under fodsålerne.
At blogejeren klarede sig igennem til den afsluttende realeksamen i dette fag med en pæn karakter skyldtes ingenlunde kunstneriske evner, men udelukkende en ekstrem livsduelig og operationel tilgang, der ikke på nogen måde matcher den aktuelle højtidelige påskestemning.
Mere specifikt……..
Spisefrikvarteret
I et lokale på 2.sal i skolebygningen med vinduer ud mod Nr. Farimagsgade sad skolens 12 elever fra 3. real og spiste indholdet af deres medbragte madpakker. Klasselokalet blev typisk brugt til tegneundervisning og derfor forekom det naturligt, at spisevagten var skolens kontroversielle 60+ årige tegnelærer.
Der var stadig 5-8 minutter tilbage af spisepausen, da to af de store velvoksne drenge var kommet i verbal clinch med den ene af klassens to piger. Hun kunne være ret indbydende og det klikkede åbenbart. Pludselig rejste de to drenge sig, løftede den halvt hvinende pige op og bar hende hen til vinduesområdet. Dernæst åbnede de vinduet. Løftede hende op og….det var naturligvis spøg, men måske som den eneste i lokalet kunne den ældre tegnelærer Mortensen sr. ikke se det humoristiske i situationen.
Med en sjælden acceleration rejste tegnelærer Mortensen sig fra lærerbordet, hans stol faldt tilbage med et brag. Dernæst greb han sin elskede pegepind og styrtede hen mod “gerningsstedet”. Pigen var i mellemtiden sat til side, de to drenge trak sig, medens en tredje noget mindre bebrillet dreng af færøsk afstamning i et behjertet forsøg ville afskærme området for den rasende og helt ukontrollable tegnelærer. Denne ramte med sit yndlingsvåben, pegepinden, den uskyldige bebrillede dreng med flere slag, hvoraf mindst et ramte hovedet og dermed blev brillerne flået af og kurrede hen af gulvet med iturevne glas.
“Formanden”
Dette voldsprægede sceneri blev for meget for en anden velvoksen dreng, der hurtigt rejste sig fra et bagvedliggende bord. Han fik konsekvent afvæbnet den vildt fægtende tegnelærer Mortensen ved at udnytte sin basale judo-erfaring til at lægge ham i et solidt førergreb henover et andet bord.
Få øjeblikke senere ringede “gong-gongen”, som det hedder i bokseverden, når en 3-minutters omgang er slut. Her var det skoleklokken, der ringede til frikvarter. Den velvoksne dreng holdt stadig tegnelæreren, medens han med myndig stemme beordrede sine klassekammerater til at forlade lokalet.
Herefter slap han den forvirrede tegnelærer. I et øjeblik overvejede Mortensen senior et modangreb, men livets opsparede intuition fortalte tegnelæreren, at han ikke havde en chance med den toptrænede store dreng, der var skolens “elevrådsformand”. Han halvløb derimod i hyperventileret tilstand med sit aldrende tempo mod den ene af klasselokalets døre og forsvandt ned mod viceinspektørens kontor.
“Rettergangen”
Den velvoksne “elevrådsformand” blev – forventelig – kaldt ned på viceskoleinspektørens kontor kort tid senere. Tegnelærer Mortensen var forsvundet, måske til lærerværelset eller toilettet eller andet skjul. Adrenalinen pumpede hårdt i drengens indre. Han var klar til en yderligere konfrontation med den disciplin begejstrede viceinspektør, hvis højre hånd ofte sad løst, når den ikke blev anvendt til undervisning eller at bladre i salmebogen. Han var – understregede han tit – et kristent menneske. Det skal her i sandhedens validerende interesse tilføjes, at han var en glimrende religionslærer.
Der oplevedes en meget fortættet stemning i det lille kontor. De to stirrede på hinanden. Drengen forsøgte at fremstille sagsforløbet, men viceinspektøren afviste og sagde: “Du har hermed fået en advarsel!” – Han viftede herefter med den “berømte højre hånd” og drengen forsvandt ud af kontoret. Det skal i samme forbindelse tilføjes, at der ikke just var den ideelle personkemi mellem de to personer. “Elevrådsformanden” havde uafviselig respekt for viceskoleinspektørens fagpædagogiske evner, dog langt mindre for hans personlige egenskaber.
Elevrådet
Samme dreng var ved skoleårets begyndelse blevet valgt som “præfektformand”. Han fandt det engelskprægede kostskoleagtige disciplin-system helt ude af trit med “nutiden” (= midt-1960´erne) og havde ved en stædig kamp mod skolens ledelse (især forstanderen) fået det ændret til skolens første elevråd. “Fejringen” af denne sejr blev i oktober 1965 manifesteret ved, at et pigtrådsorkester for første gang kunne optræde på skolens årlige stiftelsesfest.
Men etableringen af elevrådet gav også muligheder for lejlighedsvise møder med forstanderen, der både var respekteret og frygtet af mange elever (og i sandhed også af lærerne). Samme “elevrådsformands” flid og interesse for skolearbejdet var yderst sparsomt for nu ikke at overdrive, modsat mange andre af eleverne, der fortjent høstede flidspræmier. Når elever fra Det Kgl. Vajsenhus´ realskole blev “visiteret” videre til nogle af Københavns gymnasier, steg deres karakterer meget ofte med 1 eller 2 værdier, som forstanderen ofte fremhævede med slet skjult stolthed.
“Elevrådsformanden” klarede sig så sandelig ikke igennem på et imponerende gennemsnit. Topkarakterer i fagene dansk (selvom han bestemt ikke tilhørte lærerindens top-10 liste), geografi og historie (“samfundsfag”) reddede “karrieren”. Det efterfølgende eksamens vidnesbyrd fra skolens forstander markerede dette, dog verbalt adderet “(…)jævn flid, men rigtig gode evner”.
Forstanderen og pædagogik
Vajsenhusets magtfulde forstander havde selv haft en barsk barndom, startende som elev og senere lærer på det nu nedlagte Det Kgl. Opfostringshus i Hellebæk (Helsingør Kommune). Han ville have forstanderstillingen på Det Kgl. Vajsenhus, hvor forstanderen på den tid skulle være cand. theol. Så han læste derfor i 1930´erne på Københavns Universitet og blev såvel cand. theol. som cand. mag. (tysk og latin). Blandt mandens kompetencer var – udover to beståede akademiske embedseksaminer – afgjorte lederevner inkluderet fornøden overblik og brutalitet. Hertil kom nogle præcise og legendariske lussinger, der altid efterlod nogle tydelige aftryk, der kunne have gjort en fingeraftrykstekniker hos politiet arbejdsløs.
Den unge “elevrådsformand” har siden på forskellige alderstrin frekventeret en del skoler og kurser af faglige årsager lige fra formiddagskurser til afgangseksamen fra (daværende) Forvaltningshøjskolen. Skræmmende få gange har han mødt nogle, der kunne udfylde begrebet “pædagog”; alt for mange gange det modsatte. Havde tegnelærer Mortensen været “pædagog”, kunne den beskrevne episode være løst med både humor og konsekvens, måske en “sveder” eller en “skideballe” (med et smil).
Provokationer
Tegnelæreren var faktisk en fremragende billedkunstner, der udstillede på Charlottenborg, men komplet uegnet som skolelærer. Der havde været flere episoder med den modne tegnelærer Mortensen gennem årene.
I den “uskyldige afdeling” var der versionen “han tog skraldet!”. Om vinteren gik tegnelærer Mortensen med en duffelcoat (a la den britiske feltmarskal Montgomery). Medens en dreng (det kunne måske være denne signatur?) stoppede ham på vej til bussen og stillede et (ligegyldigt) spørgsmål, puttede en anden dreng bagved bananskræller ned i duffelcoatens hætte. Når det så sneede (det gjorde det jo dengang hvert år….), kan man forestille sig tegnelærerens hoved med bananskræller.
I den lidt mere barske afdeling var der to store drenge fra ældste mellemskoleklasse, der havde løftet tegnelæreren op og hængt ham næsten hjælpeløs op på en knage udenfor klasseværelset (nakkestroppen af stof i tegnelærerens habit blev brugt som kobling til knagen). En lillebror til den ene af aktørerne bibragte rigelig med detaljer til denne signatur senere i livet.
Et absolut hardcore-eksempel skal også nævnes: En fysisk clinch (slagsmål) mellem ham og musiklæreren var blevet dysset ned. Årsagen til den korporlige uenighed forsvandt i det dunkle. Begrebet “kunstnerisk temperament” menes at have spillet en rolle. Apropos “spillet”, lukkede musiklæreren sig bagefter inde med sine instrumenter i sit lille lagerrum og spillede violin (formentlig i mol) bag låst dør resten af eftermiddagen, medens skolens ledelse bankede forgæves på døren udenfor. Den chokerede tegnelærer Mortensen “tog mental tælling” i lærerværelset. Kilden (og vidnet) til episoden var en meget ældre Vajsenhusdreng, der udpenslede “begivenheden” i troværdige detaljer i forbindelse med, at “vidnet” og blogejeren krydsede livslinjer knap 15 år senere i forbindelse med lejlighedsbytte i “det virkelige liv”.
In memoriam
Senere i livet mødte “elevrådsformanden” den nu gamle forstander i en af livets særlige og tungtvejende øjeblikke, som tavshedspligten forbyder at udrede. Her blev den nu let mere modne elev klar over, at den gamle forstander bestemt ikke havde glemt ham, ikke på grund af de mildt sagt tvivlsomme skoleresultater, men derimod en anerkendelse af “Hule” (hans faste øgenavn til “elevrådsformanden”).
Den unge Vajsenhusdrengs “operative egenskaber”, der inkluderede modet til – trods mulige konsekvenser – at sætte sig igennem mod den gamle skoles benhårde disciplinære mur, var blevet noteret og klart erindret med en reel anerkendelse. At samme nu pensionerede forstander også havde besiddet nogle uafviselige suveræne evner som leder og pædagog, godt nok designet til en anden tidsalder, var ej heller glemt af “elevrådsformanden” og blev udtrykt som verbal kvittering.
Af vikarer på Det Kgl. Vajsenhus (midt-1960´erne) blev antydet, at skolen kunne sammenlignes med indholdet fra forfatteren Hans Scherfigs bog “Det forsømte forår”. Skolens forstander stoppede karrieren i (1944-) 1967, pudsigt nok samme år, som revselsesretten gældende for læreres ret til at slå elever blev afskaffet. Revselsesretten i Danmark blev for øvrigt endeligt afskaffet den 28. maj 1997.
Der blæste nye (hårdt tiltrængte?) pædagogiske vinde, der tiltog de efterfølgende år. En del læsere af de ældre årgange vil nok påstå, at der mangler den fornødne disciplin i nutidens folke- og privatskoler og mon ikke “pendulet” er ved at svinge – bare lidt – tilbage.
Fortidens elever
Blandt skolens mest kendte elever – udover nogle mindre profilerede skuespillere – var
statsminister Anker Jørgensen (1922-2016)
skibsreder Per Henriksen, Mercandia Rederierne (1919-2008)
De to berømte Vajsenhuselevers erindringer var forskelligartede. Generelt fandt Statsministeren skolen for streng. Skibsrederen derimod etablerede en livslang veneration mod sin gamle skole, hvilket udløste nogle særdeles generøse tilskud til Det Kgl. Vajsenhus.
Hertil kom på opfordring fra skibsrederen, at Det Kgl. Vajsenhus udvalgte de mest repræsentative (dygtigste, flittigste og mest artige) drenge til at bistå ved skibsdåb for nogle af rederiets skibe på danske værfter. To af disse elever er i mellemtiden blevet til modne 70+ årige drenge alias bedstefædre, som blogejeren i nutiden har selektiv kontakt med. Den ene er dybt engageret i samfundsforhold og foreningsliv også baseret på international erfaring. Han markerer sig endvidere som professionel slægtsforsker, men giver sig altid tid til at være en recidiverende loyal og konstruktiv kommentator på denne blog.
########
Apropos “Det forsømte forår”
Handlingen i Hans Scherfigs fremragende bog blev filmatiseret i 1993. Fritz Helmuth (1931-2004) mestrede hovedrollen som lektor Blomme, hvilket skaffede ham fortjent såvel en Bodil- som Robert pris. Hans Scherfig (1905-1979) var selv elev på den for længst nedlagte Metropolitanskole (1728-1938) i Københavns centrum ved Frue Plads bagved byens domkirke. Bygningen blev indtil udgangen af 2016 benyttet af det nærliggende Københavns Universitet.
I nutiden anvendes bygningen som domkirkekontor m.m. – På bygningens tag står den gamle Metropolitanskoles motto:
Disciplina Sollerti Fingitur Ingenium
Den gamle latinundervisende forstander fra Det Kgl. Vajsenhus kunne med et fast direkte blik og i en bestemt tone have fortalt den unge “elevrådsformand”, at det kunne oversættes som:
“Ved dygtig flid/disciplin dannes ånden” eller “Gennem kyndig undervisning uddannes evnerne”.
I nævnte bygnings gymnastiksal modtog “elevrådsformanden“ basal undervisning i judo af politiskolens chefinstruktør Ole Kringelbach gennem sæsonen 1965/66. Samme instruktør var fremragende, især fordi han mestrede at kombinere tekniske greb/kast med koncentration af åndedræt og disciplin, indpakket med en stødvis let og afvæbnende humor.
Nævnte undervisning, herunder den langt senere supplerende basale undervisning i kyokushinkai karate hos Jørgen Albrechtsen (Ørnevej 30, Kbhvn. N), har givet den nu 70+ årige forhenværende “elevrådsformand” alias blogejeren en livslang dyb respekt for østerlandsk kampsport.
##########
Epilog
Den højtidelige påsketid kalder nok in casu på lidt teologisk assistance. Derfor er det passende at slutte med afklaringerne fra den verdenskendte danske filosof og teolog Søren Kierkegaard (1813-1855):
> Erindringen er derimod “anstrængende og ansvarlig”. Det er her, man tager det skete til sig og gør det til en del af sin egen identitet. Erindringen sikrer mennesket en “evig kontinuitet i livet”.
Fortsat vellykket påske anno 2026!
Foto: Øv. Pexels.com – nr. 2 og 3 Erik Hulegaard
Det er fascinerende (og en smule skræmmende) at få et indblik i hverdagen på Det Kgl. Vajsenhus i 1960’erne.
Beskrivelsen af Mortensen senior og junior er guld værd, og det er svært ikke at trække på smilebåndet over, hvordan elevernes opfindsomhed konstant kolliderer med lærernes temperamenter.
Episoden med spisefrikvarteret er til gengæld et godt eksempel på, hvor hurtigt drengestreger kunne tippe over i noget langt mere alvorligt. Her står ‘elevrådsformanden’ næsten som en slags uofficiel fredsbevarende styrke – måske ikke helt efter bogen, men effektivt!
Det er også interessant, hvordan du får flettet den større fortælling ind om disciplin vs. pædagogik. Man får næsten lyst til at spørge Søren Kierkegaard, om han ville kalde det hele for hukommelse eller en meget livlig erindring 🙂
Alt i alt en herlig beretning med lige præcis den blanding af alvor, nostalgi og tør humor, der gør, at man både bliver underholdt og en smule eftertænksom. Og måske også en anelse taknemmelig for, at nutidens klasselokaler sjældent involverer hverken pegepinde i kamp eller bananskræller i hætten.
God påske – og tak for turen tilbage til en tid, hvor selv tegnetimer kunne være en kontaktsport! Jeg kan ikke undlade at nævne, at også jeg har haft fornøjelsen af at gå til jiu-jitsu hos Ole Kringelbach – dog ikke på Metropolitanskolen, men i en filial, han havde i Rødovre.
@Uffe Jerner: Glædeligt, at kommentatoren følte sig underholdt og samtidig for en stund gav plads til nogle refleksioner. Reelt hele formålet med mine indlæg.
Det var jo (næsten) 60-års jubilæet, der gav tanken om beskrivelsen. Jeg kan lukke øjnene og se de beskrevne scenarier for mig, der i nutiden forekommer næsten for utrolige med den form for gummi-justits, der praktiseres. Ikke underligt, at mange unge har mentalt svært ved at navigere i det 21. århundredes undervisningsverden (og udenfor).
At Ole Kringelbach også havde en ”dojo” i Rødovre, er nyt for mig. Det vil jeg tænke over, næste gang jeg besøger ham i det lille kolumbarium på Frederiksberg Ældre Kirkegaard.
Tak for den velkomponerede kommentar og god påske retur til Hannibals matrikel.
En interessant historie som minder mig om bogen/filmen ”Det forsømte forår” – eller som kunne være noget du havde digtet om i en af dine bøger! Du nævner at Anker Jørgensen ikke var begejstret for skolen, medens det modsatte var tilfældet med Per Henriksen. Jeg har en noget anden hukommelse/erindring om skoletiden og har samme veneration for skolen som Per Henriksen, som jeg jo også havde det held at kende gennem mange år. Jeg har heller ikke oplevet nogle spændende/dramatiske episoder. Jeg kender og husker selvfølgelig de omtalte ansatte på skolen, dog ikke Mortensen Jr., som må være kommet til senere – sammen med de nye tider med elevråd, hvor du har gjort en forskel (som er et populært nutidigt udtryk) og været hovedvidne i en brydningstid. Jeg husker overhovedet ikke, at der var nogen undervisning i tegnetimerne, som derfor var gode til lektielæsning. I de senere klasser blev jeg i tegnetimerne hentet ud af viceinspektøren, som jeg skulle hjælpe med at opsætte fysikforsøg, hvilket var meget mere spændende. Den største ”omvæltning” jeg oplevede var, at vi fik en ung og smuk engelsklærerinde (Margarete Groes, født Blumenthal). De andre kvindelige lærere husker jeg med håret sat op i en knold i nakken og med en tydelige religiøs aura. Trods datidens disciplin, tror jeg de fleste fik en god skoletid og fik en god ballast til det senere liv. Skolen har en af landet ældste elevforeninger, ”Det Gode Minde”, hvilket jeg tager som udtryk for at mange føler, at de har haft en god tid på skolen. En af mine succeser var at viceinspektøren gav os en svær opgave matematikopgave, som jeg som den eneste i klassen løste. Det gav en præmie på 1 kr. Ps. det var godt at den velvoksne elevrådsformand greb ind og forhindrede personskader, selvom det medførte en advarsel!
@Per Jan: Når din velkomne kommentar læses, er det i min bedste optik en bekræftelse på, at din skoleprofil/personlighed matchede den absolut stolteste og bedste ”flidspræmieagtige” version, som vores gamle skole kan være stolt af, delvis eksemplificeret i ”Det Gode Minde”. I stedet for gymnasiet blev det så via CBS for dit vedkommende og en senere fin karriere i DB. Pudsigt nok gælder også dette for de tre andre elever (flittige, artige, adaptable, flidspræmie, dygtige, intelligente) fra skoletiden, som jeg har selektiv kontakt med. – Mit indlæg lægger vist ej heller skjul på, at jeg falder udenfor…..
Din tætte kontakt med viceinspektøren er kendt og absolut forståelig, når jeres persontyper eftertænkes. At jeg så havde en mere eller mindre frivillig kontakt med forstanderen, rummede anderledes, ret udfordrende og knap så gnidningsfrie kontakter. Viceinspektøren forsøgte at være det…forstanderen var det, nemlig ”en livsduelig benhård Vajsenhusdreng”.
Dit nævnte 1 krones-eksempel huskes (forståelig) som en lille succesoplevelse. Jeg erindrer også to 13-taller (dansk stil) i realskolen fra præstekone-dansklærerinden til trods for, at jeg bestemt ikke var på hendes hit-liste. – I den mere bløde afdeling er vi ganske enige (som om så meget andet) om, at engelsklæreren fr. Blumenthal var en yderst kærkommen pædagogisk forfriskning modsat de ”neutrum-agtige” aldrende, dybt religiøse lærerinder i gråsorte tekstiler og hårknuder i nakkeregionen. Men samme unge Blumenthal holdt vist også kun i 2 år….
En herlig beskrivelse af tegnelærerne, kampsporten i spisefrikvarteret og hvad der siden fulgte. Og ja, selvfølgelig skal tegnestifter bruges i tegnetimerne 🙂
De fleste har sikkert haft en lærerstab med originaler iblandt. Vi havde bl.a. én, der smed tavlekridt efter uvorne elever. Han sigtede efter panderegionen, og træfsikkerheden var stor. Og så var der den ældre, kvindelige vikar, som vi kaldte “Fadervor”, fordi hun altid læste salmevers. Hun kunne slet ikke holde disciplin. Tegnestifter blev det ikke til, men der blev knust en del stinkbomber (glasampuller med svovlbrinte) indkøbt i en forretning for spøg og skæmt.
Fysiske “overgreb” mod en lærer har jeg dog aldrig oplevet, om end det sikkert havde været på sin plads i visse situationer.
@Eric: Formodet stormfuldt hjemkommet fra Svendborg-skak-hotel noteres, at der også (gudskelov) har været lidt elevagtigt spræl i de nordjyske skoleelever. Det Kgl. Vajsenhus har siden 1727 haft eneretten til at udgive den autoriserede danske salmebog, og salget af salmebøger er en betydelig indtægtskilde for institutionen, der driver en skole. Eftersom Det Kgl. Vajsenhus således var/er en religiøs-præget skole (i perioder også kostskole) blev Fadervor anvendt meget hyppigt, især af ledelsen og mindre af de relativ få unge lærere.