Daphne Sapphire

De Panne ved den belgiske Nordsøkyst 

(foto: Erik Hulegaard)

Intro

Bloggen bringer ofte et lidt længere indlæg ved højtiderne, således også for påsken 2025. – Nærværende blogindlæg er identisk med et kapitel i min seneste udgivne spændingsroman “Finalen i Fuengirola” (aug. 2024). Indholdet repræsenterer en sideordnet handling til hovedsporet i bogen, hvori antikvarboghandleren Edgar Halk indtager en hovedrolle. Kapitlet omtaler sociale sammenhænge for seniorer med international livserfaring, hvis substans oftest mere eller især mindre bevidst lever i det skjulte. Bogens indhold er en destilleret udgave af det interessante begreb “faktion”.

Daphne Sapphire

 

Navnet ”Daphne Sapphire” var ikke på nogen måde bekendt, medmindre man da enten tilhørte eller kendte til modeverden. En Google-søgning fortalte Edgar Halk en del om personen – og så alligevel ikke som mange Google-søgninger.

I en fortid havde hun været stjernemannequin, senere arbejdet med manuskripter til teater og film samt udgivet en enkelt bog om sit internationale jetset-liv. I en dansk oversættelse kunne bogtitlen lyde ”Set fra garderoben”.

Billederne ved Google-opslaget, der var nogenlunde opdateret, viste en overmåde velholdt slank kvinde med langt gråt udslået hår, et stadig kønt ansigt og et stærkt blik mod kameraet fra nogle mørke – næsten sorte – øjne. En stærk personlighed ligesom ”Malou”, dog på en noget anderledes måde.

Påklædningen bar præg af alternativ mode på en meget slank aldrende kvindekrop og naturligvis – en næsten perfekt makeup. Hænderne forekom store for en kvinde. Lange slanke hænder med tydelige årer, kun med en tydelig special designet ring på højre hånds længste finger. På ingen af de tilgængelige mange fotos på Google-opslaget smilede kvinden.

######### 

Belgien er med ca. 30.700 km2 et forholdsvist lille land, knap 12.000 km2 mindre end Danmark. Til gengæld bor der lidt mere end 10 millioner indbyggere. Både bil- og togtrafikken har gode forbindelser mellem de større byer. Edgar fravalgte ved landingen i Zaventem lufthavnen i Bruxelles at leje bil, men løste i stedet togbillet til Oostende, den gamle fiskeriby ude ved Nordsøen, hvor også kendte kunstmalere har tanket inspirationer gennem århundreder. Her havde han reserveret et dobbeltværelse på et mindre hotel, der lå tæt på Vorhafen og i rimelig gåafstand til stationen.

Edgar havde været i Oostende for en del år siden til en koncert i den gamle Kursaal, hvor den amerikanske sangerinde Dionne Warwick havde underholdt ved vellykket koncert. Dette område af Belgien havde afgjort ramt Edgars ”rejsehjerte”, og det var derfor en stor fornøjelse at gense området. Hotelværelset var blevet reserveret til fire døgn, så han også kunne nå at gense forskellige lokationer i Oostende og omegn.

De Lijn hedder banens selskab, der indeholder Kusttram – den letbaneagtige linje mellem i nord Heist og i syd den mindre by de Panne tæt på grænsen til Frankrig. Kusttram har både en fornuftig regularitet og hurtig forbindelse langs kysten. Edgar stod på i Oostende og lod sig befordre sydpå i retning mod de Panne. Vejret signalerede let regn og blæst. Efterårsvejr.

Han gik det sidste stykke fra stoppestedet ud til Zeedijk, som promenaden langs dele af stranden ved Nordsøen kaldes. Og det var netop i en af de utallige boligkomplekser, et af de ældre, der var hans endemål. De fleste af disse 5-7 etagers høje bygninger rummede enten restaurant eller forretning i stueetagen.

Det adskilte hans bestemmelsessted fra de fleste andre. Selve bygningen – beliggende direkte til promenaden og dermed med fri udsigt over stranden og Nordsøen – forekom af ældre dato. Men stedet var tydeligvis meget velholdt med en fin facade.

Daphne Sapphire, Littoral Residence, Zeedijk 66, de Panne, België/ Belgique. Næste to linjer i brevhovedet rummede to telefonnumre og en gmail-adresse. Landenavnet var på både flamsk og fransk, ganske som Belgien er todelt.

Edgar ringede på nedenfor til det aftalte tidspunkt kl. 14.00. Der lød straks en summen og han skubbede den ret tunge hoveddør op og gik op ad trapperne til 2.sal. Igen ringede han på og straks blev lejlighedens hoveddør åbnet.

Han havde forventet at se den berømte aldrende model med det lange grå hår komme svingende, men nej, det var en ældre dame, vel omkring 70+ år, der lukkede op. En lille kraftig kvinde med asiatiske træk. Så hørtes en skarp stemme inde fra stuen på tydeligt engelsk,

”Velkommen, Mr. Halk, Ann følger dem den sidste vej ind til værtinden!”

Som på kommando ledte den lille eurasiske kvinde Edgar langs en mindre gang i mørke dunkle farver og ind i et større værelse. Herfra var der en fabelagtig fri udsigt udover Nordsøen. Stuen rummede også en udgang til en mindre balkon, men årstiden og vejret var ikke just til et besøg i det fri.

Daphne Sapphire havde rejst sig. Hendes højde var mindst 175 centimeter. Et kort, afpasset smil ledsagede hendes overraskende faste håndtryk og hun bød ham pladsen i en ældre, klassisk dyb rødlig plysbetrukket lænestol ved sofabordet, hvor der stod te og kager klar.

Når man tog hendes alder i betragtning, (Edgar havde researchet på nettet og fundet hendes fødselsår 1944) var hun stadig skræmmende flot og præsentabel i sit sorte, nedringede læderkostume i en buksedragt-version.

Under de rette tekstile kombinationer og omstændigheder kan læder signalere både elegance og erotik. Det var just tilfældet her og med den aldrende models svulmende erfaring i modebranchen, var sikkert ingen påklædning tilfældig. Hun bar et halssmykke, der var formet som et synligt dyrehoved af en leopard. Den aldrende mannequin, forfatter etc. havde flere ansigtsudtryk og var på ingen måde i tvivl om sit værd.

”Da jeg forstod af vores korte mailkorrespondance, at De ikke taler hverken fransk eller flamsk, afholdes vores møde på engelsk.”  Hendes engelsk var flydende, dog med en charmerende fransk accent.

Husholdersken Ann kom i sving skarpt dirigeret af Ms. Sapphire. Hun anrettede teen og satte forsigtigt et righoldigt kagebord. Belgierne har tradition for og glæde ved den søde smag, vel i det hele taget for bordets glæder, hvortil kommer såvel den berømte tilgang til diverse øl-sorter.

De kommende minutter gik med høflighedsfraser, smagning af diverse kager fra den forsølvede opsats i 3 niveauer samt ledsagende indtagelse af den let krydrede te. Værtinde-rollen var ikke Ms. Sapphire fjern, dog bekom det hende vel med den eurasiske husholderske som praktisk assistent. Det meste af den første time gik med at omfavne dette arrangement, ledsaget af diverse sætninger omkring vejret i særdeleshed og den sammensatte nation Belgien på det mere overordnede plan.

Daphne Sapphire havde en lille klokke af messing, der stod tæt ved den klassiske tekande. Hanken på messingklokken var formet som et tigerhoved. Måske havde Madame en svaghed for tigre?

Da de syntes færdig med kagerne og smalltalk, ringede hun med klokken. ”Ann” kom ind og ryddede hurtigt det brugte service og forsvandt derefter med et let buk. Der var noget fortidigt over hele arrangementet, tænkte Edgar, der associerede tilbage til Frankrigs kolonitid i Indokina. Måske var forbindelsen mellem de to kvinder netop skabt i dette område?

En mulighed kunne være, at nogle af værtindens aner havde haft deres perioder netop i dette område af verden. Så vidt Edgar havde kunnet researche, var Madame Sapphire et – med tiden velskabt – produkt af en fransk far og en belgisk mor, begge med jødiske rødder.

Han havde taget kuverten frem med brevene fra sin medbragte mappe og tog dem ud – et efter et – og lagde dem på sofabordet.

Ms. Sapphire kiggede på bordet, hvor de lå. Hun tav, kiggede ud ad vinduet, som om minderne og brevenes indhold fusionerede i hendes feminine univers og blev indrammet i nostalgiens følsomme antikke ramme. Havde vinduet være åbent eller døren til balkonen, kunne de sikkert have hørt bølgerne fra Nordsøen slå mod stranden.

”Er De advokat eller kendte De Maud privat?”

Edgar havde indøvet et kortere resumé af sit mangeårige kendskab til ”Malou”, hvilket han nu præsenterede i et forståelig og nogenlunde korrekt engelsk for værtinden. Han havde bemærket, at den aldrende belgiske model ikke sagde hendes kælenavn ”Malou”, men det rigtige fornavn ”Maud”.

Ms.Sapphire nikkede let indimellem, som om hun interviewede ham.

”Af Deres intro-mail til mig forstår jeg, at Maud ikke har fortalt om sin forbindelse med mig?” – Hendes venstre øjenbryn bevægede sig opad og gav hendes ansigt ekstra karakter af klasse og beslutsomhed. Hun brugte dette flere gange under deres samtale.

Edgar nikkede og afventede. Der blev et øjebliks stilhed. Så fortsatte Daphne Sapphire,

”Jeg formoder også, at De er bekendt med indholdet af de fire breve?”

Edgar nøjedes med at nikke, medens deres blikke mødtes.

”Hvad er Deres pris for diskretion omkring indholdet?”

Edgar blev overrumplet af dette direkte tilbud. Men efter et øjebliks betænkningstid sagde han,

”Jeg havde et mangeårigt varmt, nært og platonisk venskab med ”Malou”, som hendes nærmeste kaldte hende. Dette venskab varer for mig livet ud og inkluderer selvklart også tavshed om indholdet, der naturligvis er forstået og perspektiveret under min læsning. Alene det forhold, at ”Malou” indgik i et særdeles kontroversielt – mildt sagt! – handlingsforløb….mindet om hende skal ikke plettes.”

Edgar fandt ikke, at det var øjeblikket til at fortælle, at kopier af de fire breve var henlagt i hans private boks i lejligheden og således en skønne dag ville blive læst af hans eksekutor.

”Kan De forstå, hvad vi gjorde?” – Daphne Sapphire så på ham med et fast blik, der implicit afkrævede et ærligt svar.

”Livet lærer os, at det meste hverken er sort eller hvidt. Der er mange gråzoner i livets rum, hvor motiver iblandes aktive handlinger. – Jovist – med min nu mangeårige livserfaring, ja så forstår jeg det godt!”

Edgar sidste bemærkning var omfattet af et forsøgt venligt smil. Det var ej heller næppe det rette øjeblik – alt i alt – til at fortælle den aldrende mannequin om hans eget uopklarede mord på den gamle – inderligt selvglade – skolekammerat Jakob på det nordsjællandske badehotel eller hans planlægningsmæssige medvirken til at ekspedere deres forhadte dansklærer Niels Bang bort fra jordens overflade.

Ms. Sapphire tog resolut den lille klokke og ringede. Eurasiske ”Ann” stod øjeblikket senere i den store smukke stue og fik besked på at hente en drink til dem begge. Den modne model fik åbenbart hver dag eftermiddagsdrink og – på forespørgsel – fik Edgar så serveret en cognac, modsat Madame Daphnes årgangs whisky.

Den eurasiske husholderske forsvandt igen beundringsværdigt lydløst efter at have serveret det ønskede og de to modne mennesker sad med deres respektive halvfyldte drinksglas i hænderne og reflekterede ordløst i nogle øjeblikke.

Da nu det ærinde-baserede emne – yderst sensitivt – var afviklet til begges tilfredsstillelse, fortsatte de med smalltalk resten af eftermiddagen. På anbefaling af Ms. Sapphire indtog de senere – med den belgiske kvinde som vært – en fortrinlig middag med gode vine i en nærliggende restaurant på Zeedijk, hvis tjenerstab tydeligvis kendte Madame Sapphire særdeles godt.

Afskeden bagefter var ligefrem hjertelig. Det blev en – for Edgar overraskende – varm omfavnelse samt kindkys og et gensidigt løfte om at holde kontakten fremover. Som hendes slutreplik lød:

”Kære Edgar – jeg har rejst millioner af kilometer i forskellige verdensdele og orker ikke at rejse mere, men kommer du forbi Belgien, forlanger jeg, at du giver lyd fra dig.”

Det var blevet til ”Edgar” og ”Daphne” under desserten Champagne-granité med hindbær, vaniljecreme, rød syre og chokolade. Ordene til afsked var afleveret udenfor restauranten efter den absolut godkendte middag og forekom både varme og velmenende.

Da han tog Kusttram tilbage til Oostende om aftenen, var Edgar i sjældent godt lune. Og – indrømmede han for sig selv – det kunne sagtens være, at han genbesøgte Belgien ved en senere lejlighed. Der var meget at se i det lille land, såvel i den flamske del som i den fransktalende vallonske del.

##########

I Oostende, som er placeret favorabelt på Belgiens begrænsede 65 kilometer lange kystlinje, boede der i mange år en mand ved navn James Ensor. Han var kunstmaler, ekspressionist ligesom Vincent van Gogh og Edvard Munch. Helt præcist er Vlaanderenstraat 29 adressen på Ensor Museum i Nordsøbyen.

Og det var netop her, at Edgar havde planlagt et besøg dagen efter. Dette ville han så opfølge med et mere grundigt besøg i havneområdet og byens centrum.

Men begrebet ”reschedulering” blev virkeliggjort som så mange gange før i hans liv. Medens han gik rundt på museet og netop stod og betragtede et af Ensors værker mrk. ”La Place Publique”, modtog hans mobiltelefon en tekstbesked. Teksten på engelsk var klar og bestemt fristende:

”Mon ikke Edgar kunne presse en eftermiddagsdrink ind i sit program, inden han forlader Belgien?”

”Jeg har noget mere at fortælle!” – havde Daphne tilføjet. Edgar reflekterede, om han skulle ”bide på krogen” eller fortælle om et (påstået) fuldt rejseprogram.

Denne gang tog han en taxi fra Ostende centrum to timer senere. Daphne lukkede selv op. Hun så blændende ud. Kunne sagtens være 10-15 år yngre. Den asiatiske husholderske Ann var der ikke. Hun var nok sendt på tvungen afspadsering. De var alene.

Edgar fik en endnu mere detaljeret beskrivelse af nogle dramatiske hændelser og efterfølgende eksekveringer, som Daphne og Maud alias ”Malou” havde gennemgået, delt og skjult i en fortid. Det var barske sager, også fordi en relativ kendt europæisk politiker i det internationale søgelys havde været involveret.

Livserfaringens umådelige interessante og dybe erindringer omsluttede dem begge. Det mentale blev lidt senere konverteret til det fysiske. Deres kondition var på deres respektive alderstrin selvklart anderledes end i de unge år; til gengæld tilførte deres respektive erfaring betydelige seksuelle kapitler til en erotisk oplevelse af nydelse, aldrende begær og sammensparet behov for satisfaction.

Det blev sent, meget sent, inden en taxi bragte Edgar hjem fra en særlig adresse i de Panne til hans hotel i Oostende. Han gik efterfølgende en tur ved nattetid på havneområdet. Luften var kølig, men frisk. Det var, hvad han netop trængte til i denne midnatsstund.

Dagen efter fløj han hjem til København med samme luftfartsselskab. Selvom flyafstanden mellem Bruxelles og København er kort, blev der alligevel rigelig tid til refleksion over de seneste “belgiske døgn”; alt i alt godt, at han havde valgt at overbringe ”Malous” fire breve personligt.

Få dage senere sad han hjemme. Da han rutinemæssigt tømte sin mail om aftenen, var der blandt andet en mail fra Daphne Sapphire. Sproget var engelsk, dog iblandet nogle franske gloser. Den sluttede af:

”gid vi dog havde været lidt yngre, så….”  Edgar læste mailen flere gange og skænkede så et velvoksent glas cognac. Udsigten havde været formidabel og deres samvær det samme. Utroligt at erfaringens sum af fysisk begær kunne bevæge og bringe to seniorer ind i nogle smukke, om end anstrengende rum. Fakta var, at oplevelsen samlet set var noget af det bedste, han havde oplevet. Og han havde bestemt ikke sultet erotisk.

Hans tanker omsluttede oplevelsen med rammer af det ædleste metal.

###

Læseren ønskes en fortsat god påske 2025!

 

 

 

 

 

DEL SIDEN