Den ultimative sidste rejse

Foto: Hass Ftouni 

Intro

Overskriften kan lyde fatal. Men den dækker indlæggets indhold på lidt anderledes og reflekterende vis. 

Når nogen ikke længere er tæt på os – eller ikke længere lever – bliver minderne en slags fortsat forbindelse. Ikke som en perfekt gengivelse af personen, men som den måde vedkommende har sat spor i os på og i andre tilfælde, fordi afdøde i den grad associerer med en lignende person og dennes afgang. Således et eksempel på sidstnævnte.

For nylig oplevede jeg en overraskende telefonisk kontakt fra en gammel kollega, som der ikke havde været nogen forbindelse med i 20 år. Vedkommende ringede for at berette – i detaljer – om en anden fælles kollega, der var død under både tragiske og kritisable forhold på den græske ferieø Korfu. Opringningen skyldtes også det hensyn, at jeg gennem de seneste cirka 8 år havde haft lejlighedsvis både personlig og forholdsvis regelmæssig mailkontakt med afdøde. 

Når man bliver alvorlig syg – eller dør – på udenlandske destinationer, skaber det altid en kombination af større eller mindre sorg samt næsten altid stressende praktiske foranstaltninger.

Den nævnte afdøde på Korfu har altid mindet mig i fysisk størrelse og – delvis i sit gammeljomfrus-lignende livsforløb – om en anden kvinde, hvis liv generationsmæssigt var parallelt med min afdøde moders.

Foto Tropehuset – Odense Zoo (Erik Hulegaard)

A.E.

Min moder og hendes gode kollega, lad os anonymisere hende til ”Annie Engelhardt (A.E.)”, som dette indlæg drejer sig om, var jævnaldrende, kollegaer og gode veninder i en årrække helt fra ungdommen. Begge var aktive medlemmer af Dansk Kvindesamfund. Skatteret var deres professionelle fag og interesse. De havde begge frekventeret en privatskoles gymnasieklasse, begge med ønsker og udsigt til et senere fuldendt jurastudium. Hvor min mor grundet (stofskifte-) sygdom måtte opgive og nøjes med lejlighedsvis at være “domsmand”, fortsatte ”A.E.” og blev jurist.

”A.E.” derimod forblev barnløs. Mænd interesserede hende afgjort, men det modsatte var ikke tilfældet. ”A.E.” fremstod som en prototype på en gammeljomfru og ”den vare” har aldrig haft den store omsætning når frases spekulative motiver, vel næppe ej heller ikke i vor tid med eller uden kontakt via datingapps.

Som afdøde kollega på Korfu, brugte fortidens ”Annie” en væsentlig del af sit månedlige økonomiske overskud på at rejse. I 1950´erne og især de efterfølgende decennier steg rejselysten i takt med de generelt forbedrede økonomiske forhold for befolkningerne i Vesteuropa.

En fuldmægtig-løn (med juridisk baggrund) i en kommunal skatteorganisation var fornuftig, dog ikke prangende. Men når der ikke blev brugt midler til dyre ejerlejligheder, børn, biler og mere eller mindre feminine fornødenheder, var overskuddet på den private rejsekonto absolut operativt i henseende til dyre langdistance rejser. 

“Annie” rejste flere gange årligt til kortere europæiske destinationer og med tiden til de fjernere verdensdele. Hendes langt “mindre bemidlede” kollegaer havde af sociale årsager ikke det samme overskud på rejsekontoen og måtte så “nøjes med” at forestille sig de mange eksotiske steder under de “moppeknald” (som de cirka 6-8 faste kvindelige kollegaer kaldte det), når “Annie” inviterede til lysbilledshow i sin lille lejlighed i et kendt prisbelønnet ejendomskompleks på Frederiksberg. 

Rummene i lejligheden var små. Pladsen tillod ikke altid den fornødne plads til såvel fremviser apparat som det efterhånden anseelige antal af trækasser med billedkassetter. Da “Annie” ikke just – ekstremt mildt sagt – besad den mest elegante motorik, skete det – næsten hver gang – at det lykkes at vælte kasser med billedkassetter på gulvet under forevisningen, der rituelt fulgte efter middagen. Det medførte så et efterfølgende udredningsarbejde, hvor kassetter med fotos fra destinationer i Oceaniens vilde natur blev blandet sammen med rejseminder fra Afrikas savanne, det skotske højland, de ægyptiske pyramider og Silkeborgsøernes geografiske herligheder m.fl.

Det tog ikke sjældent resten af de aftener at sortere det, også fordi de øvrige kollegaer fik ondt i maven af grin over sceneriet. Da Annie rejste 3-4 gange årligt, kunne hendes kollegiale kollegaer altid glæde sig til de cirka kvartalsmæssige “moppeknald”, hvor “Annie” undskyldte de væltede kasser med rejsebilleder og slet ikke fangede årsagen til hendes kollegaers mavekramper af grin. Humoristisk sans stod skræmmende langt nede på listen over “Annies” egenskaber.

Derimod udviste hun mere og mere et utroligt mod til rejsedestinationer – som en kontrast til hendes daglige rutineprægede tilværelse, hvor det tit var handlingen med at balancere de indkøbte flødeskumskager fra den nærliggende bager hjem til lejligheden, der udgjorde søndagens alvorlige operative udfordring.

#########

Klimaks fulgte et efterår i slutningen af 1960´erne. En rundrejse i Sydamerika, der inkluderede og endte i en sejltur på Amazonfloden i Brasilien. Som mange steder på kloden kan der optræde lejlighedsvise klimatiske overraskelser (kastevinde etc.), således også denne skæbnedag på floden. Rejseselskabet af velnærede europæiske rejsedeltagere af begge køn kunne (så vidt erindret) optælles til 10, der hver sad i en kano med en indiansk-lignende padler som guide.

Pludselig fulgte en kastevind-type, hvorved kanoerne grundet de uforudsete ret kraftige bølger tippede rundt. Skæbnen ville, at kanoen med “Annie” var cirka i det midterste af formationen og derved længst væk fra strandbredden.

Panikken bredte sig. Druknedøden var nær. Men hendes indianske kanofører fik fat i hende. Hans begreb om “livredning” var noget alternativ. Sikker bjærgningsteknik, indeholdende adderende start hjerte-lunge-redning (30 brystkompressioner og 2 indblæsninger), hvis personen er bevidstløs og ikke trækker vejret normalt forefindes som instruks, men indgik vist ikke i indianerens pensum. Derimod hans hurtighed og faste tag i “Annie” formodedes at redde hendes liv. Aldrig havde nogen mandsperson taget hende så stramt om hendes anseelige talje. Det gjorde et dybt indtryk på hende.

Modsat f.eks. Tryg-livreddere på danske strande havde indianeren en udfordring mere, nemlig at der var synlige krokodiller i farvandet, der med biologisk snuhed og naturlig sult havde fornemmet det potentielle ekstra måltid. 

Det endte dog lykkeligt – og dog. “Annie” blev reddet op til søbredden. Der blev ingen lysbilleder til det kommende moppeknald, fordi det aldrig blev afholdt. Telefonisk beskrev hun det farefulde tableau for sine nære veninder (inkl. min moder) i detaljer, hvor vigtigheden syntes at være antallet af krokodiller og så den muskuløse og vidunderlige indianers dåd.  Om hun nåede at tilføje ham i sit testamente, erindres ikke.

“Annie” fik reddet sig nogle hudafskrabninger og allerværst nogle åbne sår på sine ben. Det skulle vise sig at være dødsens farligt ved hjemkomsten til Danmark, hvor den daværende danske bakteriologiske viden ikke matchede effekten af indholdet af det beskidte vand fra Amazonfloden, der var trængt ind i de åbne sår under den febrilske redningsaktion.

Forbløffende hurtigt udvikledes en egentlig diabetes, der viste sig vanskelig at regulere/behandle og “Annie” døde nogle måneder senere efter at den – på daværende tidspunkt – begrænsede lægevidenskab havde arbejdet forgæves.

Min nu daværende kollegas rejsedød på Korfu var langt mindre underholdende, nærmest tragisk. Men hun holdt sig også kun til de græske øer, helt modsat “Annie”, hvis rejsehorisont konstant blev udvidet via sine verdensomspændende dyre og langt farligere rejser. Fælles for begge jomfruelige og aldrende kvinder kunne følgende tanker flettes til refleksioner:

“Det er ikke stedet, man dør, der betyder noget, men det liv, man nåede at leve.”

 

 

 

 

DEL SIDEN