Intro
De danske myndigheder – in casu PET – har afsløret konkrete russiske planer for sabotageaktioner mod virksomheder i Danmark. Blandt målene er særligt virksomheder i forsvarsindustrien med tilknytning til militærhjælpen til Ukraine. Det blev (naturligvis) straks afvist fra russisk side (Ruslands ambassade i DK).
Apropos omkring samme lands ambassade kan som en let sidebemærkning til dagens tekst citeres fra fagbladet Folkeskolen (04/09/26):
“Eleverne på den russiske ambassadeskole i København modtager en særlig militærpræget undervisning, hvor de blandt andet lærer om angrebsrifler, maskingeværer, håndgranater og gasmasker. Denne undervisning foregår dog ikke på en almindelig dansk folkeskole, men derimod på den russiske skoles eget område på Kristianiagade på Østerbro, som hører under den russiske ambassade og er beskyttet af diplomatisk immunitet.”
Ovennævnte russiske “issues” gav mig anledning til at genlæse den internationalt roste bog “Hvis Rusland vinder”, skrevet med imponerende glød af den tyske politolog Carlo Masala og fik en kraftig udbredt presseomtale i mange europæiske medier.
Handlingen
Året er 2028 i bogens fortælling. Russiske militære styrker indtager den lille estiske by Narva og øen Hiiumaa i Østersøen. Efter sejren i Ukraine er Putins længe varslede fremrykning mod de baltiske lande begyndt. Det går langsomt med Europas oprustning, de militære kapaciteter er i ringe forfatning, og efterretningstjenesterne halter efter. Nu trykprøver NATO´s fjender alliancens artikel 5. Hvad gør europæerne? Vil de risikere en atomkrig? (delcitat bogens bagside)
Omtaler
Den internationale bestseller på dansk giver udvalgte medier følgende omtale:
”Mesterværk” ❤❤❤❤❤❤ – Politiken
“Det sker meget sjældent, at jeg ikke kan lægge en bog fra mig. Men denne gang var der ingen vej udenom. Jeg slugte de 128 sider i ét hæsblæsende stræk. Det kommer du også til.” ****** – Jyllands-Posten
“Statsminister Mette Frederiksen har efterlyst åndelig oprustning for at få danskerne til at indse, at vi lever i en ny og farligere verden. Hun kunne ikke gøre noget bedre end at bestille 2,8 millioner eksemplarer af Carlo Masalas nye bog Hvis Rusland vinder og lade den omdele til samtlige husstande i kongeriget.” – Weekendavisen
En isnende udforskning af, hvordan verden kan se ud, hvis den russiske aggression ikke bliver stoppet.” – Financial Times.
Tanker fra bogen
Pag. 26: (…) “Borgere fra Rusland bliver flyttet til de tidligere ukrainske oblaster (provins/område (rus)). Ukrainere, som ikke vil anerkende det russiske herredømmes legitimitet, bliver sendt i genopdragelseslejre. Og adoptionsbølgen fortsætter: Ukrainske børn kan stadig blive adopteret af russiske par, uanset om de har biologiske forældre.”
Pag. 28: (…) Efter den tabte krig vokser de gamle brudflader i Ukraine også frem. Oligarkerne og militæret mod regeringen, præsidenten mod Kyivs borgmester og så videre. Alle disse konflikter, som under krigen gled i baggrunden, træder nu frem igen. Det er tid til at gøre gamle regnskaber op.”
Pag. 39: (….) De vestlige sanktioner har ramt den russiske økonomi hårdt, og Rusland er derfor meget afhængig af Kina, da kinesiske virksomheder har overtaget de positioner i markedet, som vestlige firmaer efterlod, da de trak sig ud af Rusland. Nok er de langvarige forhandlinger om “Power of Siberia 2”-gasledningen, der skal transportere russisk gas til Kina, nu lukket med en aftale. Men det er kineserne, der har fået deres vilje i spørgsmålet om prisen, og Rusland er nu modvilligt gået med til at levere gas til “storebror” i Beijing til særdeles fornuftige priser. Overalt i Rusland bliver der talt om, at landet er blevet til Kinas billige tankstation.”
Herudover vinkles to andre forhold i bogen, nemlig en russisk aktivering af flygtninge fra Mali mod Europa via de (u)kendte flygtningekorridorer (inkl. Belarus) samt spændingerne i Det Kinesiske Hav, hvor en oppustet konflikt mellem Kina og Filippinerne om Woody-revet (jf. link) giver anledning til nogle bekvemme operative øjeblikke fra Kinas side mod Taiwan.
Imedens snakkes og snakkes der NATO. En afvisning fra den amerikanske præsident omkring udløsning af paragraf 5 i anledning af russisk besættelse af grænsebyen Narva ender op i, at NATO´s generalsekretær må konkludere en manglende hjælp til Estland. Europa er – fortsat – ikke tilstrækkelig militært operativ til at håndtere den – indtil videre – begrænsede invasion i NATO-område.
Refleksioner
I hvad der med rette er blevet kaldt en “international bestseller”, forudser bogens forfatter, hvordan Rusland brik for brik med skakspillets imponerende sans for varianter forsøger med magt at genskabe det tidligere Sovjetunionen. Bogen skitserer et europæisk skrækscenarie med et ukrainsk nederlag, et kollapset Nato og en ny verdensorden domineret af Kina og Rusland.
Bogens tema må være “bibellæsning” i forbindelse med det netop afholdte møde i Shanghai Cooperation Organisation (SCO), hvor de toneangivende lande Kina, Rusland og Indien har udvekslet tanker, kindkys og fremtidsperspektiver. Hvis den vestlige verdens leder Donald Trump fortsætter sine labile politiske og militære handlinger f.eks. i Mellemøsten, er det blot en ekstra politisk velsmagende dessert til det fremtidige samarbejde i SCO.
Og så kommer tankemæssige pegepind op og udtrykker:
I det fredsbevarende Vesten er vi blevet vant til, at det nok skal ende godt til sidst. Men hvad hvis det ikke gør?
Note: Som altid på bloggen er der ikke tale om en egentlig boganmeldelse, men et koncentrat af blogejerens opsummerede tankebaner.
Link
https://en.wikipedia.org/wiki/Woody_Island_(South_China_Sea)
Tak for en både tankevækkende og lettere foruroligende gennemgang. Man får næsten lyst til at lægge ‘Hvis Rusland vinder’ tilbage på hylden og finde noget mere opløftende.
‘Hvad hvis det ikke ender godt?’ er desværre et spørgsmål, vi har været lidt for gode til at betragte som en hypotetisk øvelse i Vesten. Masala beskriver et scenarie, hvor Rusland tester NATO, Kina udnytter situationen, og Europa stadig diskuterer, hvor hurtigt man bør opruste. Det sidste er måske bogens mest realistiske element.
Tak for at minde os om, at fred ikke nødvendigvis er en naturlov – og at ønsket om, at det hele nok skal ende godt, desværre ikke udgør en forsvarsstrategi. Man kunne næsten kalde det åndelig oprustning uden uniform.
@Uffe Jerner: Lad mig starte med et tragikomisk eksempel. For nylig slap det ud i fagbladet Ingeniøren, der havde “opsnappet” følgende: “Det danske forsvar har lavet en kæmpe regnefejl, men det drejer sig helt præcist om 27.000 schweizerknive, som er købt for meget. Dette eksempel er i sig selv uskadeligt (bortset fra muligheden for at skære sig). Men det beviser en forbløffende manglende professionalitet i indkøbssektoren af det danske forsvar. Tænk på Beredskabsstyrelsen manglende handlekraft (mgl. operative beskyttelsesrum).
Forstørret op i EU-skala forekommer det som om, der er for mange kindkys, intetsigende håndtryk og tandlægesmil i skræddersyet habitter foran kamera ledsaget af resolutioner og (pladder-)humanitære tiltag, når der endelig vedtages noget.
I de “fredelige” 00´er havde jeg en langvarig og meget interessant mailkontakt med to akademisk uddannede russere (Moskva og Nizhni Novgorod). Den ene af russerne havde to sønner, hvoraf den ene boede i “en hemmelig by”. Det lærte mig meget om russisk tankegang, som ej kan optages ved at læse i geografibøger.
Jeg ser ret pessimistisk på de kommende år og håber inderligt, at jeg tager fejl. Men det skal ikke hindre mig i at takke kommentatoren for en sædvanlig verbal venligt-sindet olieret massage af bloggens emne(r) 😉
Bevidsthed om tidens trusler er en god ting, men (uden at have læst bogen) den fantasifulde fremtidsskildring forekommer mig alligevel søgt. Alene EU-landene har en befolkning, der tre gange så stor som Ruslands (og en hel del mere hvis vi regner fx Tyrkiet og Canada med), og hvad angår økonomi og produktionskapacitet er der ingen sammenligning. Selvom Europas våbenproduktion ikke er oppe i gear endnu, ville Putins kæber nok gå af led, hvis han prøvede den mundfuld – endnu har han ikke kunnet gabe over Ukraine, økonomien er helt til rotterne, og den menige russer kan knap købe benzin til bilen.
Men det ændrer ikke på, at en roman kan være pokkers spændende 🙂
@Eric: De dimensionelle argumenter er vi helt enige om. Problemet er, at EU (med al sin potentielle kapacitet) først formodes “kampklar” omkring 2030 eller senere, hvilket russerne – især ifald der kommer våbenhvile denne vinter i Ukraine – formodes at benytte sig af ved at knave sig ind på Baltikum (og måske mere). Falder Baltikum, sprænges NATO med manglende US-arrangement (causa Trump). Hertil kommer USA´s forøgede engagement i Asien, når (ikke hvis) Kina indlemmer Taiwan. – Håbet for Vesten er, at Rusland imploderes af befolkningen eller at oligarkerne fjerner Putin inden 2030 (gerne før).
Flere af mine faste læsere er bortrejst i denne (jeg selv rejser i næste) uge. Det er derfor imponerende, at du giver dig tid til at stoppe fredspiben i dit græske refugium (tæt på den græske NATO-dødsfjende) for at “berolige” blogejeren (tak). 😉
Trods den gode anmeldelse af bogen “Hvis Rusland vinder” har jeg ikke lyst til at læse den, men forbliver i den tro at EU efterhånden har oprustet tilstrækkeligt til at modstå pres fra Putin. Det er godt eksempel må manglende dansk planlægning, med schweizerknivene – og især fordi de på grund af knivloven ikke bare kan foræres væk til almindelige danskere. Hvis der inden for det næste år bliver våbenhvile i Ukraine, så fortsætter Ukraine vel oprustningen og kan forhåbentligt også hjælpe EU-landene med droneteknologi, som vel næsten er den største mangel i dag for EU-landene. Mht. EU-Kina, bør EU klart meddele Kina, at EU’s bestående handelsunderskud er klart uacceptabelt og skal nedbringes, selvom det vil gå hårdt ud over Kinas økonomi.
@Per Jan: Apropos dine sidste bemærkninger (enig), giver den anden bog af Andreas Fulda – “Hvis Kina vinder…”næppe lyst til fordybelse. Også jeg fornemmer, at der er grundlag for en “trætheds-baseret” våbenhvile indenfor det kommende år. Ganske rigtigt vil Ukraines (selvlærte) droneteknologi kunne understøtte den manglende ditto hos NATO´s medlemslande. Alligevel ser jeg med bekymring på de efterfølgende år, hvor det russiske militær har opøvet en kamperfaring, der i meget lidt grad (bortset fra US) eksisterer hos de vestlige lande. Håber at min pessimisme ikke konverteres til realisme.