Som læseren allerede afkoder af overskriften er der ikke tale om den traditionelle betydning af begrebet “Den Grønne Omstilling”, som medierne dagligt tæppebomber seere, lyttere og læsere med; for øvrigt ikke overraskende massivt mere i den aktuelle valgkamp.
Derimod omhandler dette indlæg om blogejerens egen “grønne omstilling”. Jeg er en stor elsker af naturen, måske grundlagt i mine drengeår som feriedreng på en sjællandsk proprietærgård….måske?
Men blomster og havearbejde kommer foruroligende langt nede på min natur-topliste. Erkendt! – Da jeg overtog mit byhus med en mindre aflang have for snart en del år siden, var et af de første tiltag at betale en gartner for at fjerne diverse blomsterbede og plante græs.
Nu er Fyn jo “Danmarks Have”. Det giver adgang til at bese og indimellem nyde offentlige parker og haveanlæg. Og det er så her, historien materialiserer sig for alvor. For en del år siden passerede jeg ved et tilfælde et skilt langt “ude på landet”. Teksten lød “De Japanske Haver”.
En af mine (mange?) svagheder er en årelang fascination af Japan, måske (måske ikke?) grundlagt ved fysisk træning af orientalsk kampsport i mine unge år (judo og karate) samt begreber som gensidig respekt (høflighed), udholdenhed, nøjsomhed og respekt for erfaring (ældre), samt generelt meget tætte forhold til natur, kultur, orden, skønhed og disciplin blot for at nævne nogle af mange japanske tilgange til livet. Hertil kommer japansk elektronik og ikke mindst sundhedsbegreber (lang levetid etc.).
De Japanske Haver – jeg besluttede på et nanosekund at give et besøg en chance. Bilrattet på (leje-)bilen blev drejet og efter parkering i området gik jeg igennem det lille museums port ind i de botaniske herligheder.
Siden er det blevet til flere gange. Hver gang finder øjnene noget nyt at glæde sig over. Der er både en balsamisk ro ved lyden af rindende vand i komposition med plantet natur. De bedste sider af østerlandske livsformer synes at omfavne en kynisk, til tider temperamentsfuld vesterlænding. 😉 – Jeg har ikke været i Japan, måske kommer jeg der aldrig og så er det ikke så ringe en trøst at nyde smuk japansk kultur på Sydfyn.
Asiaters mangfoldighed
Der er en særlig grund til, at jeg ved hvert besøg stopper op netop ved dette grønne natursyn (billede ovf.). Mit afslappede zen-mode afløses hver gang af en tiltagende temperamentsfuld tankevirksomhed. Udsynet minder mig om en jungle.
Det associerer til min asiatiske svigerfar, der som officer i KNIL (Koninklijk Nederlands Indisch Leger) kæmpede som molukkaner sammen med de nederlandske tropper mod de frygtindgydende japanske invasionsstyrker og forresten efter WW2 mod Indonesiens daværende guerillastyrker. Historieinteresserede vil vide, at Indonesien blev selvstændigt i 1949. Da var han med sin kone og fem børn flygtet via verdens næststørste ø, New Guinea og senere Singapore til en interneringslejr i Nederlandene.
Han var en barsk asiat, der formåede at kæmpe sig op i det nye europæiske nederlandske samfund og sørge for sin familie, hvoraf nogle af hans børn fik en universitetsuddannelse (herunder min senere første hustru). Hele livet hadede han japanerne, hvilket således også gjaldt hans nærmeste familie. Nye slægtled i den familie betragter imidlertid Japan helt afslappet, når de lejlighedsvis nyder sushi, kører japanske biler, anvender japansk elektronik eller andet tilsvarende i de nederlandske bycentre m.m..
Samme “nations aversion” kunne også opleves i Danmark omkring Tyskland. Men danskere af “krigsgenerationen” er næsten uddøde og nye generationer har skiftet synspunkter omkring det dansk-tyske forhold.
##########
I 2022 udkom bogen “Japanske haver i Danmark”. Forfatteren hedder Jørgen Skammeritz, ISBN: 87-11-16190-6. Bogen er rigt illustreret med mange dejlige og inspirerende farvefotos. Den forekommer nærmest komplet om emnet. Bogens indhold består også af generelle betragtninger og de indledende overvejelser om te-haven, tør-haven (Zen), sø- og bjerghaven. Ligeså beskrives design, konstruktion og vedligeholdelse samt brugen af sten og plantevalg. Og endelig omtales besøg i forskellige japanske haver i Danmark, hvor ejerne giver udtryk for et dybt engagement for den japanske havetradition og dens skønhed og fortæller om og giver gode råd og tips om anlæggelse af den japanske have.
Dine fotos illustrerer glimrende, at japanske haver er kunst og harmoni.
Selvom man ikke trimmer plænen med neglesaks og udskammer mælkebøtterne, kan man godt nyde frugten af andres anstrengelser. Endnu har jeg ikke set en “ægte” japansk have, men jeg nyder meget at besøge botanisk have, når der er en sådan.
@Eric: Stemningen er ret speciel i en japansk have. Fint, hvis fotos giver en fornemmelse. Også jeg kan (trods mine fattige botaniske evner) nyde en tur lejlighedsvis i en botanisk have. Københavns er udmærket. Det er samme Landbohøjskolens have på Frederiksberg, hvor jeg gennem 15 år boede tæt på. Og skulle din vej falde forbi London, er Kew Gardens en særlig oplevelse.
Med dine gode billeder og omfattende links, er der ingen undskyldning for at vide mere om japanske haver. Selvom dine billeder af haverne er flotte, er jeg fortsat til almindelige danske haver med græsplæne og blomster og buske – og hvis haven er stor nok, også med store flotte træer, som kan give skygge på en varm sommerdag.
@Per Jan: Mit eget troldetræ og den sydlige nabos kastanietræ danner tilsammen en svalende portal i min vestlige havedel, som også du har nydt godt af en hed sommerdag under besøg på min matrikel. “Naturens effekter” kan være enestående. Jeg takker den erfarne fotoentusiast for de venlige “linse-ord”; jamen absolut….danske haver kan absolut også præstere, f.eks. på højeste niveau, som vi oplevede for nogle år siden i Frederiksborg Slotspark.
Jeg har måske ikke læst ordentlig, men jeg tænker at den fynske have burde være med i den omtalte bog om Japanske Haver i Danmark, mn det er den jo nok, når du viser dens adresse efter omtale af bogen og nævner de andre Japanske Haver i Danmark.
Kan du ved lejlighed uddybe hvorfor Japansk Kampsport tiltrækker en ung mand? Eller også, og meget hellere, fortælle mere om din første svigerfar og om hvordan det var at du fandt din første hustru?
Jeg kom undervejs til at tænke på en scene i den Amerikanske satiriske “Family Guy”, hvis persongalleri bl.a. består af “God” og “Jesus” – (med tilpas lange mellemrum og præsenteret på en måde, så man ikke fornemmer forfladiegelse, men bliver lidt overrasket hver gang) — en dag ser vi et bestyrelsesmøde i en stor amerikansk concern, og frem træder en begejstret mand i hvid kjortel og med hvidt hår og et underfundigt smil, han siger: “jeg præsenterer min nyeste opfindelse for jer! Smart og udholdende og meget intelligent – The Asian!!!” tadaaa – og så trækker han dækkenet af et mandshøjt udstillingsglas med en “asian” person inden i, som en anden “Barbi Dukke”.
Ja, vi ved fra WW2 at japanerne kunne være utrolige, stærke, intelligente, og sejge, udholdende til sidste blodsdråbe, men også naivt hadende – som selvmordsbomber osv.
Mine idealer går heller ikke i retning af indiske guru’er eller store kunstnere. Men den japanske have er udtryk for en kærlighed til livet, og til at forme livet til smukke oplevelser, intens etisk glæde.
Aåh skal jeg nu til at regne igen? Hvad er 73 minus 64 …
@DAX: Indholdet af det sidste afsnit i den fyldige og interessante kommentar er vi meget enige om, omend jeg ikke begriber regnestykket. 😉 – Den omtalte fynske japanske have indgår – udover de på listen angivne links – som en “botanisk japansk oplevelse” i DK. Der findes vist nogle private haver med japansk profil.
Hvorfor tiltrækker østerlandsk kampsport? Der er sikkert flere facit på dette interessante spørgsmål. Det gælder for diverse østerlandske kampsportsgrene – som f.eks. med dans – at der går mode i dem. I 1970´erne skabtes filmisk med f.eks. Bruce Lee en sand bølge. Lad mig fokusere på min egen tilgang: For judo var det ren interesse for selvforsvar. Senere for (koreansk) karate var det også “mode i 1980´erne”, der bragte mig (og min anden hustru) til træning. En fremragende grundtræning i kondition og smidighed. Også det kinesiske Tai Chi forsøgte vi i en sæson. Fælles var fin træning, viden om kroppen, men for mit vedkommende ingen “tændsats” til at fortsætte efter grundforløb. Altså ingen farvede bælter. 😉
Omkring det meget specielle første ægteskab kunne der berettes mangt og meget. Vi mødtes i London (1969), hvor hun sammen med sin svigerinde (senere kendt profil på Hilversum TV station) skulle til en reception på den indonesiske ambassade i London. Det har været on/off i ægteskabet og senere relationen. Vi har stadig kontakt med hinanden. Et indtryk af det initiale forhold kan fås ved at læse mit blogindlæg https://hulegaard.dk/natten-i-utrecht/
Ja egentlig vidste jeg godt at både kondition og selvforsvar er elementer i kampsport-træning, og det forstår jeg selvfølgelig godt. Men et eller andet sted inde i mine erindringslagre er der noget, der tænder røde lamper ved træning til kamp, + det blev måske forstærket af min onkel, egtl. meget rar, som trænede og vandt i boxning (Kaj Axel – sidst i 1920’erne) (Måske Kai istf Kaj).
Det har været spændende 1969 i London, jo jeg kan se det for mig, internationalt milieu, mange mennesker, dejligt møde og kærlighed. Jeg kom kun udenlands på meget korte rejser.
Jeg læser videre …
For at sende kommentaren skal jeg først udregne hvad 9+1 summerer op til og udfylde et felt. Det er OK – jeg kan godt klare det i dag … 😀 😀 😀
@DAX: Det “aritmetriske hegn” har ikke været der længe. Måske er det påført under en af de talrige opdateringer af WordPress? Men godt at du klarede det. 😉 – Omkring kampsport gælder også, at nogle (måske) aggressive/negative energier kan stækkes. Det er næppe en tilfældighed, at mange klubbers træningslokaler er fyldt med nydanskere….