Valgfrie tanker

Retrospektive tanker

Generelt

Inden der fokuseres på den aktuelle valgkamp, er det naturligt at motionere hukommelsen. Emnet “politik” har okkuperet blogejerens hverdag i varianter gennem adskillige decennier.

Det inkluderer den danske politiske situation set fra en overmoden vælgers synsvinkler, herunder en naturlig fokus på mit nuværende politiske ståsted. Det kan dog ej heller undgås at inddrage mine erindringer omkring de forskelligartede øjeblikke over tid, hvor begrebet “politik” mere eller mindre også var injiceret i substansen af begivenheder.

Min personlige tilgang gennem mit voksne liv er fortsat den – ville nogen sige – ambivalente indstilling, nemlig altid først at søge løsningerne. Kompromiset så vidt muligt. Synes mulighederne da helt udtømt, da tøves ikke med at udøve den optimale operative magt og stå fast. Det gælder både i professionelle såvel som private situationer.

Men – igen – hvor det er muligt, formes nogle resultater og aftalerne skal overholdes. I sådanne øjeblikke hjælper det meget, ifald man er “uafhængig” (jf. senere tekst). – Det gælder for så vidt i majoriteten af livets forhold, hvoraf forbløffende mange omstændigheder (de fleste?) er flettet sammen af politik med diverse eksempler i det efterfølgende.

Foto: Erik Hulegaard

Specifikt – valghandling

I mit tidligere professionelle liv var jeg i 22 år valgleder på en institution (storkøbenhavnsk hospital).  Det medførte mange interessante oplevelser i forbindelse med brevstemmeafgivningen. Nogle var fornøjelige og andre eftertænksomme.

I den modsatte ende af skalaen var der triste øjeblikke, i sjældne tilfælde egentlige “episoder”. Sidstnævnte var f.eks. mest i forbindelse med de snitflader, der opstod med modtagne brevstemmer fra meget sygdomsramte patienter, hvad enten de var indlagte på intensiv afd., neurologiske eller såvel åbne som (især lukkede) psykiatriske afdelinger. Her kunne der i selektive øjeblikke være tale om at tolke valglovens bestemmelser med en vis elasticitet. Af diskretionære årsager eksemplificeres ikke i denne kontekst, men det bød indimellem på en kraftig gradbøjning af begrebet “konduite”.

Blandt den mere fornøjelige ende af skalaen var der vælgere ved brevstemmafgivningen (næsten i alle aldre), der mere eller mindre direkte bad mig anbefale et parti, hvilket “embedsmanden” alias “stemmemodtageren” naturligvis ikke kunne gøre. Jeg erindrer med et indre smil adskillige øjeblikke, hvor ældre pensionister (af begge køn) foretrak at tegne små huse eller tændstikmænd på stemmekortet og stolt vise det frem for stemmemodtageren. Nogle var semi-senile, andre blot “kærligt provokerende”. 😉 – Mine smilehuller blev ofte masseret, men når den faste stemmeafgivning var overstået blandt de mellem 200-300 modtagne stemmer og materialet afsendt til respektive folkeregistre, sad jeg ofte tilbage med en stille undren.

Trods en sand urskov af kandidatplakater (udenfor institutionen), massive medietransmissioner næsten døgnet rundt i valgperioden og diverse politiske lokalafdelingers forsøg på at præge omgivelserne, efterlod hver valghandling en dyb forundring over den forbløffende manglende viden og egentlig interesse for den politiske substans hos mangen en vælger.

Foto Benjamin Child

Specifikt – udvalg – DK

I min forhenværende professionelle hverdag oplevedes også politik. Embedsmandens interessante (venligt sagt) berøringsflader med (kommunal-)politikere. Og hertil kom dagligdagens kontakter med politiske holdninger hos cirka 25 forskellige personalegrupper. Når man sad i udvalg/kommissioner – ikke mindst når placeringen var for enden af bordet – oplevedes politiske kampe, hvis aktionsradius strakte sig fra kommunister til fremskridtsfolk.

De berømte ender skulle mødes, så udvalgets beretning kunne afsluttes og resultater efterfølgende kunne forfølges i en praktisk hverdag.  Man kunne indimellem få det (forkerte?) indtryk, at udvalget/kommissionens indre liv i realiteten var en “syltekrukke”, der tidsmæssigt skulle forhale et uønsket projekt. Andre gange endte et udvalgs vanskelige konklusioner med dissens som papirrapport på en boghylde, hvor begrebet “støvets år” virkelig kom til sin ret.

Det gjaldt naturligvis mest på selve institutionens geografi. Men med årene førte mine tiltagende kompetencer (og dermed “råderum”) mig også mere ud i samarbejdende fora af offentlige institutioner, landsdækkende organisationer, styrelser og leverandører samt fusionerede hospitalsplatforme. Også her oplevedes – mere eller mindre skjult – politiske holdninger, der afhængig af den grundliggende substans også boblede op til overfladen i mere eller mindre synlig indpakning.

Specifikt – EU

Ja, selv under mit EU-udvekslingsophold i Storbritannien for hospitalsprofessionelle ledere kunne fornemmes politiske toner (det var i de senere år af Labours premierminister Tony Blairs glansperiode 😉 ). Den britiske nationalkoordinator for EU´s HOPE-udvekslingsprojekt var selv aktiv politisk engageret som liberal i lokalpolitik (Manchester) og ikke just rystede af beundring over den “skandinaviske socialdemokratiske velfærdsmodel”.

Specifikt – politiske vinkler

Kommunal politik opleves anderledes (end landspolitik). Der er trods modstand (politisk og personligt) en mere pragmatisk indstilling til at nå resultater. Det “presse-liderlige” element – som i landspolitik – forekommer at spille en langt mindre rolle. Måske er det en af flere årsager.

Mit arbejde som embedsmand (slutstilling: kontorchef/informationschef) foregik i en dybt konservativ kommune. I perioder med/uden flertal (konservativt). Gennem årene har det moret mig, når enten socialdemokratiske eller konservative politikere (samt personaler) var helt overbevist om min totale sympati for netop deres parti. Det gjaldt for øvrigt også i samarbejde med leverandører.

I to tilfælde udvirkede det forslag om frimureri, hvilket jeg venligt afviste. I begge tilfælde var jeg bekendt med deres forskellige (blå) politiske holdninger. I et andet tilfælde kom et forslag om aktivt medlemskab af et parti (rød) og i et tredje om tilknytning til en faglig organisation (rød).  Også disse blev venligt afvist. Min karriere havde (efter sigende) “shinet” betydelig mere, men til gengæld havde jeg pantsat min “elskede uafhængighed”.

Det var og er fortsat min erfaring, at den personlige kemi mellem mennesker kunne (og kan) udvirke store resultater og tilsvarende umulige øjeblikke. Det ses til alle tider, uanset hvad der må(tte) påstås…..af “saglig argumentation”. En mekanisme, der også læres med større eller mindre erkendelse hos enhver politiker. Nogle gange “sladrer” tv-skærmen, andre gange er det en fornemmelse og så udvises der i øjeblikke også en forbløffende personlig generøsitet mellem politikere, ikke sjældent af forskellig partifarve. Mon den interne konkurrence i samme parti spærrer for generøsiteten….mon?

Det indforståede fedtlag

Ved de seneste valg (og det forekommer kun mere og mere) anes et sandt fedtlag af kommunikationsfolk, kommentatorer. analytikere, iagttagere og diverse DJØF´iserede  rådgivere. Ligeledes opleves unge/yngre statskundskabs-uddannede politikere, hvis både erhvervs- (og ikke mindst livs-) erfaring forbløffende tit baseres på sommerjobs på en strandbar, alternativt et kortere vikarjob på et (mere eller mindre) rent kontor eller anden temporær erhvervsprofil.

Disse grupper synes på forunderlig (faglig?) vis at være mere eller mindre filtreret ind i hinanden, hvilket nu og da også kan aflæses på deres interaktive kropssprog, måske grundlagt på universitære matrikler. Sammenligningen er for mig nærliggende til britiske magtpolitiske og magtudøvende forhold, hvor f.eks. mangen en stilling i “Whitehall” og/eller de britiske efterretningstjenester MI5 og MI6 samt GCHQ efter sigende er sket ved “intern rekruttering”.

Udvælgelsen

Den rene og forholdsvis enkle tanke, at en almindelig vælger selv kan tolke og finde ud af, hvor han/hun befinder sig politisk, synes ikke at være til stede hos de fleste i ovennævnte grupper. Min egen politiske platform blev “navigeret” i en del år via ad hoc gennemlæsninger af John Garodkins “Håndbog i dansk politik”. Her udvalgte jeg typisk 3-4 partier, screenede deres beskrevne holdninger på f.eks. 10 emner (sundhed, social, forsvar, etc.) i bogen, point-klassificerede dem og talte så points sammen. Der var sjældent diskrepans mellem min intuitive fornemmelse og resultatet.

Bogen eksisterer ikke mere, så nu testes igen ad hoc diverse “kandidattests” fra udvalgte medier, hvor der over 30-50 spørgsmål om alskens relevante emner gives f.eks. 5 muligheder for tilkendegivelser; simpelthen for med fornuftige tidsmæssige intervaller at finjustere min politiske indstilling.  Og sjovt nok –  passer resultatet (næsten) altid med de kandidater, hvis holdninger (=politiske parti) står mig nærmest.  Jeg stemmer (indrømmet) meget sjældent personligt.

Foto: Erik Hulegaard

Varianter af politikere

Stimuleret i drengeårene har interessen for politik været massiv, såvel inden- som udenlands. Diverse danske valg er blevet fulgt med mere større eller mindre interesse siden midt-1960´erne. Det gælder også de to øvrige skandinaviske og udvalgte i Europa.

Få danske politikere har i min optik forstået at mestre “det politiske håndværk”, der inkluderer intuition, pragmatisme, samarbejds- og formidlingsevner, evner i kombination med forståelse af den skandinaviske samfundsmodel, international forhandling, fremsyn og i udvalgte øjeblikke den fornødne brutalitet til at opnå resultater.

Disse få politikere (fra forskellige partier og begge køn) har med en enkel undtagelse signaleret en personlighed, hvis samlede indtryk ikke kan imponere mig, men uagtet dette kan jeg nemt anerkende dem som værende absolut virkelig dygtige til deres “håndværk”.  De tænkte personer fordeles på 4 forskellige partier. Nogle er nulevende, nogle er ikke længere aktive og nogle er døde.

Modsat kan der opleves partier, hvis dele af det politiske indhold forekommer både sympatisk og ikke mindst operationelt, men hvor de politiske ledere skaber en aversion, der ikke lader sig skjule. –  Sådan har læseren det sikkert også, ifald denne tænker nogle “koordinerende” tanker om emnet “kompetente og troværdige politikere”.

Aktuelt

FV 011122 – jokeren Løkke

Et nutidigt eksempel på en fokuseret politiker er Moderaternes leder Lars Løkke Rasmussen. Den tidligere statsminister og V-partiformand synes efter de seneste meningsmålinger at have modbevist, at et midterparti kan nok så meget råbe op om bredt samarbejde, men uden et navn på den foretrukne statsminister – rød eller blå – så går det ikke. Det korte og knivskarpe ordspil om, at det drejer sig om ”noget” og ikke ”nogen”, synes at have en vis effekt på meningsmålingerne.

Modne læsere erindrer den daværende radikale statsminister Hilmar Baunsgaard, der med sin tilsyneladende panderynkende “ansvarlige” ansigtsmimik og særegne diktion i 1960’erne udtalte: ”det vigtige er ikke, hvem vi forhandler med, men hvad vi forhandler om”. RV vandt dengang 27 mandater, næppe så mange får Moderaterne med Lars Løkke. Men det forekommer aktuelt tungtvejende nok til at være den berømte blodrige tunge på vægtskålen.

At netop de Radikale – selvretfærdighedens maestro – har skudt sig selv i foden med at udfordre til valg i utide vil – jf. meningsmålingerne – skabe plads i midten af dansk politik og dermed berede en formodentlig mere stationær base for liste M.

Har Moderaterne (læs: Løkke) ret i sit sundhedsudspil? Med 36 års anciennitet i det danske hospitalssystem – en akut fase og en langsigtet plan – vil jeg sige “et tungt skridt i den rigtige retning”. Der mangler dog en erkendelse af, at udredningsretten (retten til at blive undersøgt og udredt indenfor 30 dage) nødvendigvis må sættes på standby i en periode; i modsat fald vil der fortsat være en utilfredsstillende “Corona-pukkel”, der ikke kan indhentes indenfor de kommende x antal måneder. Hertil bør komme, at der skal afsættes krystalklare “pejlemærker” for en fremtidig sundhedsreform inkluderet sundhedspersonalets løn- og arbejdsforhold samt interaktionen mellem offentlig sundhedsvæsen og privathospitaler.

Når M-lederen generelt anskues, bør man også huske Løkkes tidligere ministerresultater med den centraliserende kommunalreform, supersygehuse og ikke mindst regioner, som han nu ønsker at afskaffe. Og glemmes skal ej den grønthøsterbesparelse på to procent, der dominerede hans tid som finans- og ikke mindst statsminister. Idéforladt og perspektivløs.

På de internationale bonede gulve erindrer jeg især Løkkes første store opgave som statsminister. Lederskabet for FN’s klimakonference COP15 i 2009. Hans amatøragtige mødeledelse kaldte i bedste fald på smil, i realistiske fald på en stille foragt. Mine internationale kontakter spurgte mig diplomatisk i de decemberdage i 2009, om underteksten “Danish Prime Minister” på deres tv-skærme var forkert?  Og jeg skammede mig som dansker. Det gentog sig senest, da han sad fastklinet med sin højrehånd omsluttet af USA´s ultimativt ringeste præsidents tilsvarende højre hånd en martsdag i 2017 på matriklen 1600 Pennsylvania Avenue NW i den amerikanske hovedstad.

Kan man estimere et valgresultat i nærheden af de foreliggende vælgermålinger nogle dage før FV 01. november 2022, er det nærliggende at estimere en socialdemokratisk-ledet regering med deltagelse af Moderaterne (og måske de Radikale).  Her kunne samme Løkke indgå som finansminister, eller snarere indenrigs- og sundhedsminister eller i et nyt større “samfundsministerium”.

Enhver, der trykker Løkkes hånd, bør være klog nok til at tælle fingrene bagefter. Visionerne og idéerne haves i metermål. Udmøntningen og resultaterne derimod behøves ikke en MR-scanner for at afsløre ulemperne. Adderende  er erindringen om samme politikers personlige moral, der har budt på talrige spektakulære øjeblikke om tvivlsomme overnatninger på københavnske hoteller, kryptiske taxaregninger, yderst behagelige og kostbare flyveture i forbindelse med sit internationale arbejde for grøn vækst, politiske vennetjenester for bidrag til sit fondsarbejde, medvirken til overkompensering af privathospitaler i forbindelse med indførelsen af ventetidsgaranti for udredning i sygehusvæsenet, partifinansiering af hans private garderobe (skal man le eller græde?), indblanding i sin kones personalesag (N. Zahles Gymnasieskole) og uigennemskueligt konsulentarbejde for et advokatfirma ved siden af sit folketingsarbejde, samt – bestemt ikke uvæsentligt – medansvarlig for en nedbrydelse af det (tidligere) i store træk velfungerende danske skattesystem, blot for at nævne nogle eksempler.

En politiker er også et menneske og retfærdigvis (glemmes ofte) bør der være plads til nogle fejltrin (gælder for alle uanset partifarve), men i dette tilfælde må det siges, at tolerancen er udsat for et næsten atomart pres. 😉

Varianter af aktuelle valgtemaer

Valgkampen har budt på et næsten galaktisk antal løfter om forbedringer og/eller tilskud i forbindelse med emnerne:

Klima (reducerede CO2-mål inden 2030 etc., vindmøller til lands og på vands, solcelleparker, varmepumper etc.), manglende hænder (=arbejdskraft), inflations-relaterede godtgørelser (til udvalgte “svage” befolkningsgrupper), akutte løntilskud til udvalgte personalegrupper i social- og sundhedsverden (obs.” “Den Danske Model?”), “løft” til folkeskolen  (klassekvotienter),  minimumsnormeringer i børneinstitutioner, kønskvoteringer, administrative besparelser (an ever-ever-evergreen!), ændring af jobcentrenes struktur samt genoprettelse af det “sårede” danske sygehusvæsen, herunder ikke mindst psykiatrien med særlig fokus på børne- og ungepsykiatrien.

Og så skal ikke glemmes “oprustningen” af et dansk militær, hvis beredskab (og dermed finansiering) har været underpræsteret i en årrække baseret på en inderlig naiv sikkerhedspolitik af skiftende regeringer. 

De forskellige partier har selvfølgeligt kørt fokusgruppeinterviews, meningsmålinger osv., som indikerer, at der er god resonans ude blandt kakkelbordene og Børge Mogensen-møblementet (vælg selv partifarve og postnummer) til populistiske udmeldinger om mere til alle finansieret af overfladisk beskrevne besparelser. Det vurderes, at politikeren kan banke igennem på de hurtige sociale medier og TV 2 News med ofte forsimplede udmeldinger. “Partiekkokamrene” på SoMe-platforme har været på overarbejde i denne valgkamp.

Milliardstørrelser har stået i køen af valgløfter. Indimellem krydret med forsigtige forbehold som “ansvarlig økonomisk politik”, som de smilende forligsministre har præsenteret efter hvert bredt forlig på Slotsholmen flankeret af diverse forligspartiers ordførere, der hver har fået en større eller mindre luns af den store forligssteg.

Prospektive tanker

Krigen i Europa

Ukraine-krigen er årsagen til meget aktuel kaos.  Forsyning, priser, inflation og frygt for endnu værre krigshandlinger. Der kan tænkes flere scenarier. Næsten lige meget hvilket, vil meget ikke være som før. Rusland –  eller mere præcist – Kreml har en nøgleknippe med nogle nøgler, uanset hvilken af nøglerne der kommer i anvendelse, vil verdenssituationen efterfølgende have forskubbet sig.  Det gælder både i selve Rusland og de omkringliggende områder, herunder især de gamle USSR-territorier.

En af nøglerne ses aktuelt i den russiske strategi, da det tilsyneladende ikke går som forventet/ønsket med den “specielle operation”.  Asymmetrisk krigsførelse/-sabotage; sidstnævnte ved diverse sprængninger (vælg selv destination over og under vandoverfladen). Det vil fortsætte med forøget styrke, medmindre det stoppes effektivt. En anden tilbagevendende variant er cyberangreb. Også det vil fortsætte, medmindre der bliver svaret effektivt igen.

En anden af nøglerne rummer muligheden for, at Ruslands eliter og ikke mindst det bredere samfund forener deres – logisk set modsatrettede synspunkter og sociale kompetencer – og starter en revolution mod Kreml-styret indefra. Et stigende antal modtagne ligposer og sårede må helt naturligt og forventelig generere nogle tankebaner og måske reaktioner i russiske hjem. Men seneste refererede årlige (okt. 2022) møde i Ruslands præsident, Vladimir Putins, egen tænketank Valdaiklubben tyder på, at der (endnu) er kontrol på situationen.

En tredje nøgle kan være en brutal udvidelse af krigen med ABC-våben. Den yderst seriøse tyske ugeavis Die Zeit har for nylig oplistet tre scenarier for en sådan krig:

Scenario 1: Rusland affyrer et lille ’taktisk atomvåben’ højt oppe i luften over Sortehavet for at vise, at de putinske trusler er alvorligt ment. På den måde kan den russiske præsident Putin håbe, at Vestens befolkninger bliver så opskræmte, at de kræver et stop for våbenforsyninger til Ukraine.

Scenario 2: Rusland affyrer en atombombe højt oppe i luften over Ukraine med det formål at udløse elektromagnetiske impulser, der sætter kommunikationen i – og med – Ukraines militær ud af kraft. Dermed afbrydes også kommunikationen med amerikanske overvågningssatellitter, der bistår med måludpegning. Her er der altså både et politisk og et militært formål.

Scenario 3: Et atomangreb mod en ukrainsk by, der på en og samme tid ville koste tusinder mennesker livet og reducere Rusland til en paria, som end ikke Kina måske længere vil forsvare. Det scenario kalder eksperter i Die Zeit derfor »meget usandsynligt«.

Et russisk foranstaltet angreb med ABC (Atom, Bakteriologisk, Kemisk) – våben vil med ret stor sandsynlighed medføre NATO-ledet modsvar. En no-flight-zone samt indsættelse af landtropper i ukrainske kampområder som aktiv støtte for det ukrainske militær.  Der siges allerede at være amerikanske CIA-konsulenter forskellige steder i Ukraine, som næppe holder deres ferie her.

Foto: Erik Hulegaard

Herefter følger et af to efterfølgende scenarier:

Scenario 1: Rusland presses til en forhandlingsløsning/fredsløsning af såvel NATO (USA m.fl.) samt sine egne mere eller mindre loyale støtter med Kina i spidsen

Scenario 2: Den Tredje Verdenskrig bryder ud. NATO svarer igen med ABC-våben og……

Foto: Erik Hulegaard

Den danske fremtid

Hvis vi antager scenarie 1, altså en forhandlingsløsning og Ukraine-krigens fronter fastfryses, venter der fortsat en del problemer (det, som i moderne sprogbrug kaldes for “udfordringer”). Men i denne kontekst kan vi roligt stramme det og kalder det ved rette navn “problemer”.

Hvordan skaffer vi personale til både det offentlige og det private de næste 20 år? Antallet af +80-årige fordobles, men få synes at forholde sig til, hvem der skal passe dem?

Hvordan skaffer Danmark tilstrækkelig med arbejdskraft til mange erhverv, der aktuelt – og ikke mindst i fremtiden med uændret produktivitets niveau – mangler kvalificeret (faglært og ufaglært) arbejdskraft?

Hvordan får vi bygget en masse vindmøller og solcelleparker i en fart – også på land – og får reduceret landbrugets, industriens og transportens CO2-udslip? Ikke bremset væksten, men markant nedbragt den i en rasende fart, samtidigt med at vi har noget at leve af?  Klima-udfordringen vil være der i mange år, i bedste fald under nogenlunde kontrol med alvorlige sideeffekter af recidiverende oversvømmelser.

Hvordan får vi genskabt et troværdigt forsvar, der kan fungere tilstrækkeligt operativt i Arktis, i Østersøen samt de indre danske farvande og hele danske luftrum?

Hvordan skal vi fremover forholde os til de forventede massive socioøkonomisk baserede folkevandringer fra især Afrika og Mellemøsten m.fl., der med stor sandsynlighed vil forekomme?

Hvordan kan Danmark navigere udenrigspolitisk med en forandret magtbalance, hvor Kina vil agere stadig mere aggressivt, hvor dagsorden nu og i fremtiden kalder på fokus af Taiwan og Great Belt Road (den moderne “Silkevejen”), aktivt helt eller delvist ejerskab af havne (kritisk infrastruktur!) i flere verdensdele, herunder Europas tre største havne Rotterdam, Antwerpen og (senest) Hamborg. Dette sammenholdt med et stadig langsomt imploderende USA grundet interne befolkningsmæssige spændinger, hvis strategiske fokus i langt overvejende grad er rettet mod Asien.

Hvordan kan EU holde til at skulle overtage NATO-lignende forpligtigelser i eget europæiske område grundet denne alliances udvanding som følge af USA´s forventede implodering og samtidig primær fokusering på Asien? Eller omformuleret: Er det i virkeligheden ikke på sigt EU(ropas) eneste redning mod Kina (og Rusland)?

####

Epilog

Ofte har vi de seneste år hørt ledende politikere tale om, at “Danmark er et lille land med en sund økonomi”.  Vores levestandard vil blive kraftigt udfordret de kommende decennier. Det er slut med den politiske magelighed, økonomiske “råderum” og farvevalg af rødt og blåt. Begrebet “samlingsregering” kan blive påkrævet og revitaliseret; noget, som såvel Danmarks statsminister Mette Frederiksen og den tidligere Lars Løkke Rasmussen har introduceret med “en samlende regering henover midten i dansk politik” i en realistisk erkendelse af en anderledes verden de kommende år(tier).

Hvis vi slipper for ABC-scenariet, skal vi nok klare os. Danmark har vist i udfordrende situationer (verdenskrige og Corona-pandemi etc.) at være enestående til begrebet “adaption”. Vi lever i et af verdens bedste samfund – det skandinaviske. Lad det vare bedst muligt, længst muligt!

Læseren ønskes et interessant valg tirsdag d. 1. nov. 2022  😉 

 

 

 

DEL SIDEN

8 kommentarer til “Valgfrie tanker”

  1. Det var en stor ”mundfuld”, så jeg måtte printe dit essay ud for bedre at kunne reflektere over dine tanker.
    Dit tidligere job har naturligvis givet dig et enestående indblik i politik, som du kun perifert kan omtale.
    Jeg fatter heller ikke, at folk kan være så meget i tvivl om hvor de skal stemme, så jeg har det som dig: ”en dyb forundring over den forbløffende manglende viden og egentlige interesse for den politiske substans hos mangen en vælger. ”
    På anden side synes jeg også at det useriøst, at høre nogle tale om hvor mange år de har stemt på samme parti, med en stolthed i stemmen, som man hører når fodboldfans fortæller om deres mangeårige forhold til deres fodboldklub!
    Det er selvfølgeligt i orden at man holder fast ved et parti, men det må være med et udgangspunkt i en vurdering af partiets aktuelle politik og ikke blot en tradition.
    Jeg var selv til mit første politiske møde i 1964, hvor Krag gjorde et stort indtryk. Jeg blev dog først politisk aktiv langt senere, da støvet efter den ”splittende” folkeafstemning om EF medlemskab var kommet på afstand.
    For rigtig mange år siden var det måske nemmere, da godsejere, bønder, husmænd, virksomhedsejere, funktionærer, håndværkere og arbejdere havde deres naturlige partitilhørsforhold.
    Problemet i dag er måske, at bortset fra yderfløjene som henholdsvis vil have højere offentlige ydelse (gratis tandlæge, billig offentlig transport) og lavere skatter (afskaffelse af arveafgift og topskatten), så er der mange mindre – og i det store billede bagatelagtige – forslag som; en lille forhøjelse af ældrechecken, varme- og huslejehjælp, større skattefrihed til sommerhusudlejere og boligforbedringsfradrag til boligejere.
    Hvis man ser egoistisk på politik, kan det jo være et større arbejde at regne på om summen af forslagene gavner en selv.
    Hvis man er i tvivl om hvilket parti, man skal stemme på, burde der måske være mulighed for at finde en kandidat, som virker troværdig. Det ser ud til at Vanopslagh går efter det, med hans brug af de unges medio TikTok. For os modne vælgere virker det dog komisk, at han reklamerer med: ”Hold nallerne fra andres penge! ” – når han nu ser ud til at have gjort det selv i forbindelse med hans boligsag.
    Lars Løkke Rasmussens projekt ser ud til at have medvind; som en dreven politiker har han formået at tale godt for sin sag om ”noget”, selvom hans fortid jo ikke just er flatterende. Hans største problem bliver vel at han kan få en meget uhomogen gruppe med sig ind i folketinget; ender det mere flere afhoppere i næste valgperiode?
    Når du nu ikke vil sætte navn på nogle politikere, som du har beundret, så vil jeg gerne fremhæve Erling Olsen som en stor politiker, selvom han ikke blev statsminister. Udover at være lynende intelligent, var han også morsom og modig, fx da han engang talte Anker Jørgensen imod. En journalist sagde noget i retning af dette til Erling Olsen. ”De er en meget modig mand! ”, hvortil Erling Olsen svarede: ”Nej, jeg har bare en bedre pensionsordning end de andre! ” Og så fortsatte han på posten, hvilket vel også var stort af Anker Jørgensen -at beholde ham som minister.

    1. @Per Jan: Uddybende kommentar, der vidner om mange års opmærksom erfaringsoptankning. Jeg har helt bevidst valgt at være “embedsmand emeritus” og ikke nævne navne (bortset fra Lars Løkke) eller tal i indlægget. Men – som udtalt under private former mellem os – kan jeg sagtens forstå din mangeårige fascination af den afdøde socialdemokratiske professor.

      Din analyse af en af hovedårsagerne til trængslen på midten er godt ramt. Derimod kommenterer du ikke på det udenrigs-/militærpolitske issue. Kender jeg dig ret, er du mere optimistisk end jeg, der ser ganske alvorligt på den nære fremtid.

      Tak for en indholdsrig kommentar….

  2. Du kommer vidt omkring i dette indlæg, så her kun nogle “nålestikskommentarer”.
    Jeg deler din undren over mange vælgeres manglende viden om og interesse for, hvad der egentlig foregår på det politiske plan, når det er resultater og ikke varm luft, der tæller.
    Jeg tror, det var/er Information, der i sin kandidattest tager udgangspunkt i, hvordan partierne HAR stemt i konkrete sager, og ikke hvad de under valgkamen siger, de går ind for. Det giver god mening for mig – “Du er, hvad du gør”.
    Folketinget repræsenterer ideelt set befolkningen som helhed, men det betyder vel ikke, at kanaljer og sjufter uden moral fortjener plads på tinge, selvom den slags utvivlsomt udgør en del af befolkningen.
    Du redegør udmærket for Løkkes moral-CV, og man kunne nævne et par stykker mere, hvor “retsskaffenhed” ikke er det første tillægsord, der falder en ind. Fx er der visse jobs, den gode Støjberg ikke kan få med plettet straffeattest, men hun kan åbenbart godt blive justitsminister, hvis det står til kollegaerne på tinge. Hm …
    Man kan forestille sig mangt og meget om udfaldet af krigen i Ukraine. Mange vestlige løver håber på, at Putin afsættes (pga. osv. osv.), men det er ikke mange (om nogen), der peger på, at afløseren/afløserne sagtens kan være værre udi den nationalistiske og magtliderlige disciplin. Høgenes pres på Putin er allerede betydeligt.
    Uanset hvad der sker, har du sikkert ret i, at det vil påvirke vores levestandard mere, end krigen allerede har gjort. Og så er det en fattig trøst, at det demografiske problem er en del større i Rusland end her, hvor det trods alt afhjælpes lidt af indvandring.

    1. @Eric: En grundig kommentar (tak!) til et kroniklængde-agtig indlæg. “Du er, hvad du gør” er nok tæt på sandhedsskiven. Dette valgs store “boblere” Lars Løkke og Inger Støjberg signalerer opbrud med især de fire gamle partier (plus DF). Interessant er det, at ingen aktuelt kan forudse den næste regerings sammensætning og antallet af dronninge-runde, netop fordi især Lars Løkke med sin politiske erfaring vil stramme grebet mest muligt. Som bl.a. skrevet i indlægget er jeg i store træk enig i hans/liste M´s sundhedsudspil, men min mangeårige aversion mod personen og politikeren er uafviselig. Inger Støjberg repræsenterer noget inderligt (vest-)jysk og Søren Gade skal nok få kamp til sin i forvejen sparsomme frisure.

      Udenrigspolitisk er jeg enig i dine sentenser. Allerede før 24. februar 2022 var jeg stensikker på, at Rusland ville invadere Ukraine (ligesom som CIA). Den barske dreng, der voksede op i Baskov gaden i St. Petersborg og havde en rotte som bedste ven, vil kæmpe, indtil han måtte overvindes. Kampen kan meget nemt snart inkludere ABC-våben, hvis ikke den aktuelle mobilisering på ca. 280.000 mand kan udvirke markante resultater på slagmarken i samspil med terrorbombning af især den ukrainske energisektor. Så bliver det helt store spørgsmål, hvor meget NATO vil svare igen.

  3. Som Per Jan siger: en ordentlig mundfuld, og jeg skal videre så det var kun ganske lidt jeg fik læst – dog : “I’ll be back!”

    Historien fra hvervet som valgleder vækker smil, – altså den morsomme afdeling. Ja, hvem skulle tro at der er nogen der spørger en venlig mand i valglokalet om hvad man skal stemme på? Og vel at mærke ikke for sjov. Det med at tegne huse eller andet krims krams har jeg ikke set den håndfuld gange jeg har været med til at tælle. Jeg kan huske at brevstemmer var noget besværligt noget, for man skulle lægge en seddel på bunken om hvor mange stemmer der var INCLUSIVE brevstemmer, som IKKE lå i bunken! Det var så meget imod min kontrol- og fejlretningsmentalitet, så jeg kunne ikke lade være med at skrive to tal, et for brevstemmer og et for bunken – og det skabte desværre ravage i optællingen! Tro det eller ej!

    Så kan jeg lige nå en kommentar om “henover midten” uden nævnelse af en statsminister. Løkke har også fundet ud af at man skal sidde om et rundt bord. Sådan set er det jo fornuftigt nok, men husker jeg rigtigt, så var der foruden ridderne om det runde bord også en bestemt person, Arthur, som nok har haft en vis overvægt (nej nej nej nu ikke de ordspil).

    1. @DAX: De sædvanligvis recidiverende kommentatorer på denne blogplatform er snarere overfrankeret i begavelse end det stik modsatte, hvorfor jeg ikke umiddelbart finder anledning til ændre den lejlighedsvise aritmetiske dør.

      Jeg forstår egentlig godt dit udsagn om brevstemmeoptællingen. Jeg kunne have fundet på det samme. 😉 – Smlg. mellem King Arthur og Løkke kræver en tænkepause, men Løkkes (tilsyneladende) runde tilgang er forståelig. Egentlig er Løkke (modsat sin V-forgænger) ikke den fødte leder, snarere prototypen på en snu politiker, der ….(jeg henviser til min tekst i det l-a-n-g-e essay).

  4. Så fik jeg læst noget mere, og det er interessant, og trods nogle sætninger hvor jeg fik meningen galt i halsen (i første læsning) er der en spændende dybde i analysen af de forskellige politikere. Jeg kunne ikke helt forstå om vi fik navnene på de tænkte personer, der fordeles på fire partier. Det var vist ikke “tænkte personer” i betydningen figurer opfundne til lejligheden, men levende og døde personer, som havde gjort indtryk ved deres ageren i dansk politik.

    Forudsigelsen i indlægget er jo delvis blevet til virkelighed, den Radikale leder har skudt sig selv i foden, ja – MEN det skabte ikke plads til Løkke som tungen på vægtskålen, fordi der kan arbejdes uden om ham.

    Mht planer for sundhedssystemets reform (eller helbredelse, eller “regrouping” som man siger om en hær, der er skudt sønder og sammen) så er Løkke da vist ikke den eneste, der ser nødvendigheden af akut opmærksomhed på problemerne, men det får vi at vide senere.

    Den følgende gennemgang af Løkkes arbejde er så godt ramt, pletskud efter pletskud. Men jeg får ondt i tæerne af at krumme dem. Det var virkelig pinligt i 2009, det husker jeg også, jeg forstod ikke at der ikke var venner eller modspillere, som pillede ham ned før, under og efter COP 2009.

    Nu må jeg slutte, det lille skrive-vindue gør det umuligt at se, hvad jeg har skrevet. Jeg håber ikke det er noget sludder!

    1. @DAX: Essayet var også langt, men mange tanker blev filtreret og skulle alligevel med i “kroniklængde”. Du har ret: Eksempler på de få politikere af forskellig køn og partifarve, som jeg kan respektere, blev – med vilje – ikke nævnt. Der skal være lidt til læserens fantasi (som i mine bøger) 😉

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Du modtager en mail, når din kommentar er godkendt.
Gør regnestykket færdigt: 6 + 2 =