December måneds essay er årets længste. Det er samtidig det sidste i 2019 og – måske – det vigtigste. Der er en eksemplificeret hensigt med dette essay. En historie fra det virkelige liv og en morale. Til ethvert facit findes nogle mere eller mindre smukke og faktuelle mellemregninger, i hvert fald når det gælder mennesker og ikke aritmetik. Derfor først lidt afklarende baggrundsfakta, inden læseren møder selve historien.
November – 2019
November opleves for det meste i Nordeuropa, herunder Danmark, som særlig mørk, blæsende og med skiftende nedbør. Denne netop afsluttede november 2019 har ikke været nogen undtagelse, dog med tilføjelsen af rekordlignende efterårsnedbør.
I Europa opleves i disse årtier også et andet mørke, i skikkelser af de såkaldte “parallelsamfund”. Ofte er det religion, der skiller og splitter europæiske samfund, især i de større byer og den massive indvandring fra andre verdensdele er begrundet i flugt fra krige eller nød eller simpelthen ønsket om indvandrerstatus til et bedre liv i den gamle verdensdel Europa.
Samme verdensdel har qua sin tidligere historie som – for visse landes vedkommende – kolonimagt skabt nogle særlige forbindelser til befolkningsgrupper i andre verdensdele. Nogle – i nutiden efterhånden mange – fra de tidligere kolonier har søgt mod de gamle europæiske kolonimagter og her skabt variable størrelser af uhomogene parallelsamfund. Det ses – ikke overraskende – mest i Storbritannien, Frankrig, Nederlandene og Belgien med deres respektive traditioner som tidligere koloniherrer. Jeg har oplevet det alle fire steder, enten som betragter hovedsagelig i hovedstæder og større byområder eller i et tilfælde direkte i kernen af problematikken.
Utrecht – primo 1970erne
Det var sådan en mørk novemberaften for næsten 50 år siden. Stedet var den nederlandske by Utrecht. En by med en lang historie og en stolt universitetsby med cirka 30.000 studerende. Den største af sin slags i det kompakte land, der kendes af de fleste som Holland, men mere korrekt hedder Nederlandene (NL). Et forhold, som landet har planlagt at præcisere fra 2020. Landet er reelt et mikrokosmos af mange nationer. Det rummer i nutiden cirka 17,2 millioner indbyggere på et lidt mindre landeareal end Danmark.
Etniciteter i NL
Meget af efterkrigstidens bornerte moral hang stadig ved det nederlandske folk op gennem flere årtier; faktisk overordentlig meget, især fordi landet allerede på det tidspunkt var ved at udvikle et multietnisk samfund ligesom Storbritannien, Frankrig og Belgien. Et mix af etnicitet, der først senere blev kendt i Skandinavien (og Vesttyskland) i forbindelse med den betydelige allokering af arbejdskraft fra især Tyrkiet og (det daværende) Jugoslavien.
Selvom befolkningssammensætningen stadig var overvældende etniske (hvide) nederlændere, var større befolkningsgrupper fra de efterhånden tidligere nederlandske kolonier i såvel Sydamerika, Caribien som Asien på vej ind i det kompakte land. Denne begyndende etniske blanding blev yderligere udfordret af såkaldte “fremmedarbejdere” fra (det tidligere) Jugoslavien og ikke mindst Tyrkiet og senere fra Maghreb området, især Marokko.
Men de etniske mindretal var på det tidspunkt, dvs. primo 1970erne, stadig hovedsagelig fra de gamle nederlandske kolonier. Det gjaldt således Indonesien og dets mange mindretal, Surinam (tidl. Nederlands Guyana), samt de caribiske øer alias Nederlandske Antiller: Aruba, Bonaire, Curacao, Saba, Sint Eustatius og Sint Maarten (øen er delt med Frankrig, så franske Saint Martin er det nordlige territorium). – Og de elskede bestemt ikke hinanden indbyrdes!
Som et – blandt flere – eksempler kunne nævnes verdens største befolkningsmæssige muslimske land Indonesien, der indtil 1949 hørte under den nederlandske krone. En del – især yngre – var med årene immigreret til den gamle kolonimagt i Europa, men også store etniske mindretal i Indonesien havde mere eller mindre vellykket fundet plads i det nederlandske samfund.
Sidstnævnte indbefattede et større kontingent af sydmolukkere, der under det blodige koloniopgør i 1949 havde været i opposition til landets muslimske majoritet, der skånsesløst forfulgte mindretallene rundt om i, hvad der også korrekt kan benævnes verdens største ø-rige Indonesien med sine omtrent 17.000 øer.
Disse asiaters traditioner, som f.eks. Sydmolukkerne, havde strenge moralbegreber, der var grydeklare til at kollidere med den nederlandske langt mere frie tilgang til livets spændende udfordringer og ikke mindst familiemønstre; sidstnævnte inkluderede børneopdragelse og forældres kompakte opfattelse af begrebet “suverænitet”. Faderen havde typisk en nærmest høvdingeagtig position, der stadig kan opleves i nutidens mange hovedsagelig muslimske parallelsamfund i de fleste af Europas større bysamfund. Et af mange håndhævede moralbegreber var “det naturlige”, at forældrene valgte ægtefællen til deres børn (= datter). – Sammenligningen er stjerneklar i nutiden med adskillige muslimsk-dominerede enklaver i nævnte lande, næsten udelukkende i større bysamfund.
Hotel Terminus – Hoog Catharijne – Utrecht
Mange byer i datidens Europa havde hoteller, der hed Terminus. Det havde Utrecht også. Et pænt mellemklassehotel, centralt beliggende, hvor tjenerne i hotellets restauration om aftenen var klædt i kjole og hvidt. – Sandelig!
Hotellet lå i nabolaget til den daværende gamle Utrecht station, der allerede den gang (stadig primo 1970erne) var et uhyre travlt og vigtigt knudepunkt i det tætpakkede nederlandske tognet, der betjenes af det velfungerende NS (Nederlandse Spoorwegen).
Trafikken blev i efterkrigsårene mere og mere intensiv. Nederlænderne forstod med den innovative og handlingsmæssige overlevelseskraft, som mange af dem besidder, at der måtte ske en tilpasning til forholdene. Faktisk ganske meget samme politiske og eksekverbare metodik, som når der blev bygget dæmninger og kanaler justeret i det lille driftige land.
Det endte op i, at den smukke gamle station blev udraderet. Et nyt kæmpecenter – Hoog Catharijne – med tilhørende tidstilpasset togstation blev opført og er stadig i dag et betydeligt trafikknudepunkt. I forbindelse med denne urbane tilpasning blev også diverse beboelsesejendomme, forretninger og hoteller revet ned. Det gamle hæderkronede hotel Terminus forsvandt således.
Manden og kvinden – primo 1970erne
Blandt gæsterne denne halvkølige, regnfulde og blæsende novemberaften i starten af 1970erne på det gamle hotel befandt sig et ungt par på et dobbeltværelse. Den unge mand var etnisk europæer af kaukasisk race. Han var velbygget, i rimelig god form og havde naturligt i en alder af primo 20 mod på livets udfordringer emballeret i den protestantiske tro og med en socialliberal portal af meninger omkring samtidens brydninger i det vestlige kapitalistiske samfund. Han var ugift, havde ingen børn og havde et fast (offentligt) job i sit hjemland.
Kvinden var på mange måder en modsætning. Hun var køn, velskabt og absolut præsentabel bag en let reserveret facade, hvor smilet i udvalgte (af hende) øjeblikke kunne tænde for en positiv kontakt med omverden. Noget, der kan opleves hos nogle asiater. På mange måder mindede hun i udseende (dog knap så høj), intelligens og uafviselig mod utrolig meget om det politiske fyrtårn i det tidligere Burma (nu Myanmar) – Aung San Suu Kyi. (bill.)
Den nederlandske kvinde, asiat af race, var syv år ældre end sin mandlige ledsager og havde oplevet en buket af begivenheder allerede i sin unge alder, der ikke er enhver forundt. I sin barndom havde hun haft et velhaverliv, som hendes fars officersstatus tillod i Østen. Det store hus var omgivet af en spændende natur og tjenestefolk, der ryddede hverdagens mere trivielle rutiner af vejen for officersfamilien. Stedet var omtrent midtpunktet på den indonesiske hovedø Java. Men så skete der ting og sager omkring 1948-49 i slipstrømmen af en revolution og frigørelse fra den gamle kolonimagt. Politisk var det faktisk allerede opstartet under japanernes brutale fremfærd i landet under 2. Verdenskrig.
En sand voldsom revolution fulgte i det kæmpestore ørige. Mindretal blev forfulgt og gerne dræbt. Den unge kvindes onkel (hendes faders bror) blev halshugget under den nødvendige flugt, som bl.a. det sydmolukkanske mindretal var tvunget til som modstandere af den senere mangeårige leder Sukarnos fremfærd.
Hendes familie flygtede over mange øer i Indonesien videre til verdens næststørste ø New Guinea under spektakulære omstændigheder. Den unge kvindes officersfar tjente i kommando af KNIL ( The Royal Netherlands East Indies Army). På den baggrund blev familien via mellemlandinger fløjet til Nederlandene. I starten var der tale om et midlertidigt ophold i det europæiske land (NL). Andre molukkere, der havde støttet den nederlandske regering, blev opsamlet og anbragt i lejre i NL, herunder den tidligere Westerbork transitlejr. I samme tråd skal præciseres, at nordmolukkerne hovedsagelig var muslimske og sydmolukkerne kristne; altså også her nogle kontraster.
Men udsigten for sydmolukkerne til at returnere til deres hjemland i Indonesien forsvandt hurtigt. Og så måtte familien i bogstavelige forstand starte forfra i 1951, nu i det nye europæiske land. Det skete fra en 1-værelses “lejlighed” i en opsamlingslejr (start 1950erne) i Nederlandene, hvor far, mor og 6 børn tilbragte den første tid.
Gennem et utal af større eller mindre barske mellemregninger lykkedes det familien med tiden at blive veletableret med eget rækkehus og gode jobs. Den unge kvinde blev den første af sin herkomst, der blev immatrikuleret på det berømte Erasmus Universitet i Rotterdam (bill. nedenfor) til sociologi-studiet. Forinden havde hun uddannet sig til lærerinde i nederlandsk og var flydende i de tre hovedsprog foruden sit oprindelige sprog; en lokal dialekt.
Hun var således – ligesom storesøsteren og de fire brødre – anden generation af indvandrere i Nederlandene. Selvom integrationen på mange parametre fungerede, var 1ste og 2en generation af familien livet ud spaltet i såvel det nederlandske som det asiatiske. Det sydmolukkanske mindretal i Nederlandene opbyggede parallelstrukturer og der var i perioder alvorlige vanskeligheder med myndighederne, medens andre forsøgte at acceptere de nye tilstande med større eller mindre frivillighed.
Men – som i nutiden – er viljen og evnerne forskellige, når det kommer til (fuld) integration. Nogle racer, nogle samfundslag etc. synes at mestrer det bedre end andre. Nutiden i Europa og Danmark beviser det næsten dagligt.
En novembernat på hotel Terminus
Tilbage til dobbeltværelset på førstesalen af hotel Terminus sad således dette unge par denne mørke novemberaften og nat. Det vil sige, den ene sad og den anden lå henslængt på dobbeltsengen. Sidstnævnte var den unge asiatiske lærerinde, der stadig boede hjemme i rækkehuset hos forældrene. Faderen – den gamle officer – syntes ikke, at hans datter på 28 år skulle opholde sig en aften og nat som ugift med en fremmed mand og så tilmed – det var det værste en mand af en anden race og fra et andet land.
Den gamle officer var ikke til så megen akademisk snak og diskussion. Militærlivet – såvel aktiv under 2 Verdenskrig mod japanerne og senere som flygtning i sit tidligere asiatiske land – havde lært ham, at handling var det bedste resultat. Altså konsekvent handling. Med militærisk præcision blev den unge kvindes ældre brødre i alderen 29 – 35 år aktiveret fra forskellige steder i Nederlandene, hvor de havde slået sig ned og “beordret” til Utrecht for at lokalisere deres unge søster og “befri hende” fra denne “het witte man” alias monsteret af et maskulint protestantisk væsen.
Begrebet “dialog” var en ukendt faktor for officers-faderen. Der var tale om et operationelt, omend personligt, “felttog”, hvor erobring med alle midler var naturligt eksisterende; om ikke ligefrem drab, så i det mindste invaliderende tæsk og en efterladt blødende hårdt såret ungersvend, medens deres (let uartige) søster blev medtaget som biologisk bagage i bilen og returneret til rækkehuset i en mindre by i det centrale Nederland.
Hvad de måtte medbringe af slagvåben blev aldrig afklaret. Den ene bror havde sortbælte i karate. De andre var mere “akademiske”. Den unge (hvide) mand havde kun et vist antal judotimer, sin nogenlunde veltrænede unge krop og en hårspray som eneste “modgift” mod dette kommende asiatiske angreb, der var under opsejling mod hotelværelset i Utrechts centrum.
Det unge par ventede og ventede. Det blev midnat. Klokken sneglede sig afsted. Ved 3- tiden om natten fandt “den hvide mand” anledning til at snige sig ned til receptionen. Og her fik han en oplevelse, der stadig huskes.
Den grimme natportier
Hotellets hall, hvori portierområdet naturligt befandt sig, var tomt. Kun natportieren stak sit hoved ud og så serviceagtig ud. Han havde et af de grimmeste ansigter, som den unge mand nogensinde havde set. Natportieren kunne have tjent kassen som rolleindehaver i en Hollywood-gyserfilm. Hans ansigt var fyldt af koppear, uregelmæssigt i facon og tilmed “garneret” af et halvlangt og fedtet mørkeblondt hår. Der lå et let lag af skæl på uniformens rygparti. Han var slank, nærmest mager. Hans hånd var lille. Neglene var nedbidte. Han havde næppe haft mange chancer i vores nutidige “dating-tidsalder”.
Men “Grimlingen” havde så til gengæld noget andet: Mod! – Modet til at stå imod nogle halvbevæbnede, støjende og aggressive asiater, der kanske rigtigt havde entreret hotellobbyen omkring midnat på jagt efter deres “vildfarne” søster.
Portieren beskrev på et langsomt engelsk – suppleret op med nederlandsk (hvor de engelske gloser var fraværende) – hvad der var sket. Han løftede endda klappen til portierområdet og gik ud og demonstrerede i rolige bevægelser på gulvarealet foran i lobbyen, hvad der var foregået. Det hele var gået stærkt. Han havde afvist at have nogle gæster af de beskrevne personer boende og havde hurtigt truet med politiassistance. Han kendte åbenbart tilstrækkeligt til de nederlandske mindretal, hvilket gjorde, at han kunne definere deres molukkanske races tilhørsforhold og vidste, at de ikke just elskede politiet og trods deres uomtvistelige mod i mange sammenhænge, meget gerne undgik en konfrontation med ordensmagten.
Sceneriet blev afløst af de højtråbende brødres forsvinden. Roen sænkede sig da i det smukke gamle hotel Terminus, hvor intet skete, før den hvide mand kom til syne nogle timer senere.
“Mine gæster skal have ro og fred!” – Igen syntes det vigtigt for ham at udtrykke sig på korrekt engelsk. Han blev få øjeblikke senere meget rørt over de sedler (nederlandske gylden), der gled henover disken til ham efterfulgt af et taknemmeligt håndtryk.
Da den unge mand gik op ad trapperne til hotelværelset, havde han lært en værdifuld lektie: Aldrig vurdér en person på udseende…
Naturligvis er der en morale i dette essay. Den kan være svær at efterleve, men der er ikke nogen smutveje, medmindre kriminalstatistikkerne skal ajourføres intensivt. Skal integrationen i Europa ved starttrinnet til et nyt årti lykkes i et befolkningshav af forskellige religioner, hudfarver og sociale traditioner, skal der gennemføres – læs: Ikke tilbydes, men (tvangs-)gennemføres – nogle integrationsprogrammer, hvor indlæring af sprog og respektive hjemlandes kultur indgår, uanset alder og personlig status.
Gennem snart mange årtier, ja århundreder, har f.eks. jøder og visse asiatiske folk (be-)vist, at man ved en nødvendig indsats udmærket kan integreres i europæiske samfund på en aktiv og (økonomisk) positiv måde, samtidig med at man kan bevare dele af sin oprindelige kultur.
Adskillige europæiske lande har i komplet misforstået tolerance ladet integrationen sejle i sit eget loop-minded kølvand til stor skade for alle parter. Der findes områder i Europas byer, hvor politiet dårligt nok tør komme ved mørkets frembrud og om natten (læseren skal slippe for eksempler). Er det holdbart?
Nederlandene er på mange måder et sindbillede på, at det kan lade sig gøre med en “nødvendig motivation til integration” og så…alligevel mangler der stadig store dele af 1-2 generationer. I Danmark kendes også områder og forhold, der trænger til en “konsekvent og kærlig hånd”. Vilje og konsekvens og eksekvering er nøgleord….ellers går det rivende galt i Europa, f.eks. i vort broderland Sverige, i næste årti, hvor foruroligende mange i 2en og 3die generation af indvandrere har tilpasningsproblemer, hvilket er miljøvenlig benzin på højrefløjenes bål.
Den gamle verdensdel har langtfra set (og modtaget) den sidste henvendelse om asyl. Tyrkiets magtfulde leder kan blot lukke døren op til flygtningelejrene efter den syriske borgerkrig og de fortsatte voldsomme spændinger i Iraq og Afghanistan, som er resultater af en mislykket amerikansk-ledet indgriben i flere tempi. Og hertil kommer så det fortsatte pres fra Nordafrika, især Maghreb og Sahel-områderne.
Epilog
Forholdet mellem den unge mand og den sydmolukkanske kvinde endte nogle år – og flere “mellemregninger” – senere med et ægteskab mod hendes families vilje. Det unge par besad nemlig en undervurderet vilje og handlekraft.
Denne oplevelse på det gamle – nu som tidligere nævnt – forsvundne hotel Terminus i Utrechts centrum – var en af mange ret specielle oplevelser med kvinden, der skulle blive den unge mands første hustru ud af tre, som livet sidenhen bibragte ham.
Samme unge mand er nu blevet meget ældre 😉 , men denne (og mange andre) oplevelser fra Europas multietniske postnumre står stadig lyslevende, medens det digitale blæk bliver tørt på dette indlæg.
Tankevækkende essay. Både om dine personlige erfaringer, Indonesiens nyere historie og indvandringen til Europa. Og du har helt ret i diagnosen: manglende krav til indvandrere om at integrere sig og blive selvforsørgende. Utroligt at der fortsat findes danske politiske partier, som ønsker at vi skal være lige så ”humane” som svenskerne. Mange mener at vi har nået et punkt, hvor det er for sent at redde klimaet; håber ikke det samme gælder for indvandringens problemer
@Per Jan: Din egen internationale erfaring, herunder ikke mindst i privatlivet, tilsiger, at dine refleksionslamper sikkert har glimtet stærkt nogle gange under gennemlæsningen. Omkring “min diagnose” imødeser jeg yderligere bekræftelse, når jeg forventelig i januar genbesøger en af mine absolutte yndlingsbyer, Stockholm (og Uppsala). Den svenske statsminister Löfven har store problemer. De er i den grad selvforskyldte grundet svenskernes berøringsangst overfor realiteterne, der er langt mere udbredt (opleves ved recidiverende besøg i Malmø og Helsingborg) end i DK.
Tankevækkende oplevelser.
Problemerne med integration har også i nogen grad en social dimension, idet indvandrere som oftest starter “på bunden” som en slags proletariat, og det fremmer ikke følelsen af at være inkluderet medlem af samfundet.
Hvad man præcis skal gøre ved det, har jeg ikke noget godt bud på, men som du selv er inde på, skal der stilles krav, og et af kravene må være uddannelse, så de unge ikke per automatik bliver marginaliserede arbejdsløse.
Man kunne måske også hente inspiration fra USA, der jo er en etnisk smeltedigel. Mange bevarer noget af deres oprindelige kultur, og det bliver ikke ugleset, men de fleste føler sig alligevel som en del af The American Way og det nationale fællesskab. En slags både og, men selvfølgelig med masser af undtagelser og andre problemer.
@Eric: Man kan sige, at USA, Canada og Australien nærmest er konstitutionelt bygget til et multietnisk samfund. Anderledes forholder det sig med Europa. De nævnte 4 tidligere kolonimagter har især – grundet deres respektive lovgivninger og borgerrettigheder – oplevet denne massive indvandring i de seneste decennier med alskens problemer, hvor hovedsagelig den kristne og den muslimske indstilling står – beklageligvis – ofte som voldsomme kontraster og dermed fronter. I samme tråd kompliceres det også af “vesterlændingens” indblanding i Mellemøstens sekteriske mosaik, hvortil kommer Tyrkiets aktuelle rolle.
Noget anderledes er forholdene i de to non-kolonimagter Tyskland og Sverige. Der er ikke den historiske kobling og ønsket om humanistiske værktøjer til løsning af integrationen forekommer i venligste fald naive. Som også antydes i mit “eksempliciferede indlæg” ser jeg en fare i en resulteret højredrejning, der i nævnte to lande vokser. I Sverige især omkring de tre store byer og i det tidligere DDR (især).
Hvad jeg oplevede i start-1970erne, opleves i nutidens især muslimske europæiske samfund, altså cirka 50 senere.