Specifikt
For nylig var jeg (igen) til en begravelse. Denne gang i Halsnæs Kommune, nærmere bestemt Torup Kirke tæt ved Hundested. Det var nr. 26 i rækken, spredt over tid i diverse kapeller og kirker i det ganske land. Jeg tæller dem hver gang, også de nu 8 gange, hvor jeg har båret ud. Det skete ikke denne gang, da familien i flere slægtsled var rigelig stor til at udpege bærere.
Afdøde blev 92 år. Hun havde haft et absolut indholdsrigt liv i ind- og udland (flere verdensdele) med sin livsledsager gennem 65 år (som døde i 2019). Fire voksne børn samt et utal af børnebørn og oldebørn samt disse ægtefæller, partnere etc. havde befolket kirken. Hertil nogle af husets venner (som man siger), bl.a en mildt sagt ældre herre, som jeg delte en upolstret kirkebænk med i den fyldte landsbykirke.
Ceremonielt var det en tilpas vellykket oplevelse, hvilket ikke altid har været tilfældet. Til den positive oplevelse kan adderes den modne kvindelige præsts indsats (tro mig, der kan være store variationer over dette tema !!). Jeg skal ikke på denne stille sidste februar søndag i det Herrens år 2024 underholde med nogle alternative oplevelser, dog nøjes med at addere, at naturligvis rummede tankerne også øjeblikke fra de knap 27 år, hvor jeg havde kontakt med afdøde kvinde og dele af hendes familie, men også en del andre sideveje blev krydset på “Memory Lane”. Læseren kender det sikkert. 😉
Generelt
Ifølge nye tal fra Sundhedsdatastyrelsen er december den måned, hvor flest danskere dør. (min familie er næsten alle døde i februar!) – I 2022 skete der i alt 59.000 dødsfald, og af dem fandt 5.800 sted i december. Omstændighederne omkring nutidens “afgang” er meget ændret i forhold til tidligere tider.
For hele Danmarks befolkning er det ca. 87% (i 2022), der vælger kremering (bisættelse). På landsplan bryder andelen af afdøde, der vælger at blive brændt den magiske grænse på 50%. Der er fortsat stor forskel på landsdelene. Øst for Storebælt, og især i de større byer, er procentdelen langt over 60%, mens man stadig holder fast ved gamle traditioner (=begravelse) vest for Storebælt.
Askespredning siges i nutiden at være et “stort hit”. Siden en ændring i begravelsesloven trådte i kraft (2008), har det været muligt at få sin urne nedsat i særligt anlagte skove. Der gik dog en rum tid, før fænomenet vandt indpas hos befolkningen. Først i 2014 blev en kommunal skovbegravelsesplads anlagt i Odense, og siden er flere private skove fulgt efter.
Siden virksomheden Skovbegravelse ApS blev oprettet i 2018, har omtrent 850 mennesker tilkendegivet, at de ønsker at få deres urne nedsat ved foden af et træ i en af de udvalgte skove. 136 ligger allerede i jorden, mens resten lever i bedste velgående, men har reserveret en plads, til når dagen engang kommer.
Bevæggrundene varierer for valg af “sidst tilmeldte adresse”: For nogle er det et spørgsmål om tro, idet de (ikke) ønsker at have tilknytning til kirken eller andre religiøse rum. Andre vil lette byrden for de efterladte, som slipper for at skulle vedligeholde en gravplads. Atter andre har måske drømt om at få deres aske spredt enten til søs eller i skoven for at give deres pårørende et sted at søge hen. Og så er der dem, der gør det, fordi de slet og ret ønsker at blive en del af naturen.
“Man giver naturen noget tilbage”
P.S. Fotos (Erik Hulegaard) er fra den fynske Haarby kirke og skovkirkegård bagved gravpladserne på samme destination.
Links:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2020/43 (Begravelsesloven)
Jeg har i modsætning til dig ikke tal på, hvor mange begravelser jeg har været til, men det er færre end 28 og for mange.
Begravelser såvel som svær sygdom maner altid til eftertanke, man gør status over sit eget liv og træffer måske endda beslutninger om den fortsatte kurs. Om man bryder sig om det kirkelige ritual eller ej er ligegyldigt – begravelsen sætter på flere måder et punktum, og det er godt.
@Eric: Meget enig i dine betragtninger, især for “modne drenge og piger” giver det tankestrømninger.
Det er da smukt at blive begravet i en skov, – og tanken om at være med til at skubbe anemoner op er nok til at få mig til at smile!
@DAX: Der findes efterhånden talrige eksempler på, at afdøde vælger havet som sidste udgang, men afgjort er der også noget “livgivende” over skovkirkegården som terminal destination. 😉
Jeg har ikke tal på antallet af bisættelser/begravelser jeg har været med til, men jeg husker ingen dårlige oplevelser. Ved lejlighed må jeg høre om dine kedelige oplevelser.
Skovkirkegårde lyder som en god idé, men hvis man vil spare sine efterkommere for besvær og penge til vedligeholdelse, så kan begravelse på vestjyske kirkegårde måske anbefales. Nogle ligger så tæt ved kyst og stormvejr, at kun en gravsten er placeret, måske med et mere eller mindre vejrbestandigt træhegn omkring. Nogle kirkegårde tilbyder også en “fredningstid” på 30 år.
@Per Jan: Vestjylland er klart det område i DK, jeg ved mindst om og har rejst færrest gange til. Det jyske tilbud om “30 års fredningspligt” lyder særdeles konkurrencedygtigt 😉