Foto Victor Freitags
Skudåret 2024 er – udover en ekstra februardag (29/02) – også begavet med talrige sportsarrangementer, hvor især de kommende olympiske sommerlege bliver afholdt i Paris (26/07-11/08-2024). Toptrænede unge og yngre atleter vil kæmpe om medaljer og placeringer efter mange års trænings sessioner. Der ligger ofte i tusindvis af træningstimer i varme og kulde og mørke bagved en præstation, i bedste fald udløses en medalje.
Begrebet “vilje” er her en potent og uafviselig faktor som ekstra træner.
De negative rekorder
I den helt modsatte ende af præstationsskalaen befinder sig også nogle eksempler, der kalder på tristhed, måske medlidenhed (?), også fordi der er tale om en negativ rekord, der kun synes at fortsætte med at slå sig selv. Lad mig give et eksempel fra nutidens danske verden. For nylig kunne en landsdækkende avis bringe følgende suboversigt:
Nye tal bekræfter eksperternes bange anelser: Rekordmange unge bliver førtids- pensionister og parkeret på samfundets sidelinje.
“Det er lidt af en falliterklæring for velfærdssamfundet og for de politiske mål og ambitioner, når rekordmange danskere – i stort set alle aldre – er så syge og dårlige, at de er nødt til at tjekke helt ud af arbejdsmarkedet og leve resten af livet som førtidspensionister på offentlig forsørgelse.
Tallene taler for sig selv:
I 2023 fik mere end 22.0000 personer tilkendt en førtidspension, det højeste antal i næsten 20 år, viser en ny analyse, udarbejdet af de små og mellemstore virksomheders erhvervsorganisation SMVdanmark (SMV=Små og Mellemstore Virksomheder), på baggrund af tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering.
Og hvad værre er:
Den endelige statistik for 2023 bekræfter endegyldigt, at et stort og stigende antal førtidspensionister er helt unge lønmodtagere, der dårligt er kommet i gang med arbejdslivet.” (delcitat)
Ved udgangen af 2023 er opgjort, at der er godt 13.000 førtidspensionister i alderen 18-29 år. Det er også ny rekord. Dagbladet Politikens serie ’De Unge Førtidspensionister’ fortæller bl.a. om førtidspensionen, der blev reformeret i 2012 i et målrettet politisk forsøg på at begrænse antallet af førtidspensionister, først og fremmest antallet af unge førtidspensionister under 40 år. Det fik antallet af førtidspensionister til at dykke kortvarigt for så at stige til nye rekordhøjder. I 2023 blev der registreret op mod 37.000 unge førtidspensionister under 40 år – mod rundt regnet 35.000 før reformen i 2012.
Opgørelserne viser, at tre ud af fire unge under 40 år hovedsageligt tilkendt førtidspension på grund af en psykisk lidelse. Samlet set fik omtrent 3.500 unge under 40 år sidste år tilkendt førtidspension som følge af en psykisk lidelse, mens knap 1.000 unge fik førtidspension af andre årsager, viser en ligeledes ny analyse fra Dansk Arbejdsgiverforening.
Flere – politikere, arbejdsgivere, fagforbund m.fl. udtrykker med rette en stærk bekymring over, at så mange unge får tilkendt permanent offentlig forsørgelse som følge af psykiske lidelser, når psykiske lidelser som angst og depression ikke nødvendigvis er permanente.
Refleksioner
I mine sociale cirkler kendes to eksempler på unge mænd i alderen 20-30 år, der nærmer sig en inkludering i ovennævnte statistikker. I begge tilfælde er det primært psykisk betinget. De har f.eks. begge adgange til bilkørsel, men tør ikke køre i dem. Deres verden er i (for) væsentlig grad omsluttet af computerspil og nære kærlige forældres (over-)beskyttelse. Ture til psykolog og psykiater, herunder medicinering, er for længst indarbejdet i hverdagen, der ellers forekommer uforståelig for omgivelserne i denne iscenesættelse af manglende livsindhold.
Knap 48 pct. af alle ny tildelte førtidspensioner har baggrund i en psykisk lidelse. 85 pct. af disse er begrundet i ikkepsykotiske – funktionelle – lidelser, såsom depression, angst, stress, OCD, ADHD m.fl. tilstande (….) – Førtidspension, en enkeltbillet til evig glemsel ? (Ugeskriftet for læger)
Spørgsmålene står i kø for omgivelserne:
Har forældrene fejlet? – Hvor længe skal denne tilstand vare? – Er det rimeligt, at de (og x tusinde andre unge) tilkendes førtidspension? Har det danske samfund råd at betale en betydelig procent af unge af de 56 mia. kr. årligt, som førtidspensionen koster?
Min personlige holdning har længe været: Der skal strammes op – for megen blødsødenhed og for lidt kærlig/brutal motivation? Der bør iværksættes tvungne personlige programmer indeholdende motion og konstant arbejdsprøvning, som f.eks. Headspace-konceptet. Resultaterne vil givet ikke altid kunne medføre en guldmedalje, men behovet for udenlandsk importeret arbejdskraft (f.eks. Afrika og Asien o.a.) vil blive decimeret og som indlægget startede med Olympiske Lege, lad os slutte:
I den olympiske målsætning er sportsånden det centrale: “Det vigtigste ved De Olympiske Lege er ikke at vinde, men at deltage..
Kilde: Politiken
DEL SIDEN
Jeg tror det ville glæde dig at møde min søn, han er bevidst om problematikkerne med førtidspension og statsbudgetter, for at sige det kort.
Hans udholdenhed og søgen efter arbejde endte med at han fandt job som frivillig i genbrugs-butik, først en for Folkekirkens Nødhjælp, og da den lukkede for “Det Grønne Hus”, som virkelig gør nytte i Helsinge.
@DAX: Nu kender jeg ikke din søns (uddannelsesmæssige) baggrund, men ethvert initiativrigt ungt menneske (uanset etnicitet og hudfarve) skal – efter min grundholdning – hilses velkommen i det danske samfund, der (glædeligvis) har hårdt brug for arbejdskraft. Et forhold, der af demografiske årsager bestemt fortsat vil have sine massive udfordringer.
https://www.detgroennehus.com/om-det-groenne-hus/ forekommer værdifuldt og absolut glimrende, ifald din Malte-søn kan se en mening i at yde sin arbejdskraft og tid til konceptet.
Jeg ved for lidt til at kunne udtale mig om årsagerne til, at flere unge får (diagnosticeret) psykiske lidelser, og hvad der kan løse problemet. Men den “håndfaste” metode giver mig ubehagelige associationer om endeløse ressourceforløb og jobtræning, som (naturligvis helt tilfældigt) sparer kommunerne penge.
En del af problemfeltet i dag er måske også, at der stilles større krav til arbejdskraftens kvalifikationer, og at der sammenlignet med tidligere er meget få jobs til “fejemænd”.
@Eric: “Endeløse ressourceforløb og jobtræning” igangsat af sagsbehandlende personale på Arbejdsformidlingen er IKKE vejen frem. Jeg nævner f.eks. Headspace som en af flere muligheder. Den gamle “mesterlære-funktion” er desværre forsvindende, hvilket igen skaber – for mange – uoverkommelige entréer til arbejdslivet. Hertil kommer, at der “overuddannes” for meget efter min mening. Ifald unge ikke er i gang med “videregående uddannelser”, synes de fortabte, hvilket er en stor synd.
Din “fejemands-teori” er vi ganske enige om. I min hospitalstid fandtes der altid nogle “sinecure-jobs”; noget sådant eksisterer næppe mere og det er faktisk synd. Det fleksible arbejdsmarked” forekommer nogle gange kun at være en overskrift i et folder på et fagforeningskontor.
Det er triste og tragiske høje tal for tildeling førtidspensioner. Jeg har kun kendskab til én yngre mand, som har fået tilkendt førtidspension. Jeg tror dog et dine forslag er vejen frem. Desværre Albertslund Kommune stoppet med at give tilskud til Headspace her i kommunen, selvom de nemt kunne finde penge til støtte palæstinensere. I andre lande er der krav til unge mennesker om deltagelse i socialt arbejde og i nogle lande krav om at virksomheder beskæftiger et vist antal handicappede. Det kunne man måske også overvejere herhjemme for at begrænse antallet af unge mennesker, som ofte for evigt forlader arbejdsmarkedet og selvforsørgelse.
@Per Jan: Dine forslag – ref. andre lande – forekommer velvalgte. “Kærlig motivation” i mesterlære og/eller psykosociale miljøer bør være tunge konkurrenceparametre mod en AF-rigid fremtoning. Og – ja man kan undre sig over kommunernes prioritering, in casu din egen på den københavnske vestegn.