September 5

Intro

Kort efter kl. 04.00 om natten til den 5. september 1972 klatrede en gruppe mænd over hegnet ved indgang 25A til OL-byen i München. Porten var låst, men ikke bevogtet. Mens de sportslige arrangementer ved legene foregik, var det blevet helt almindeligt, at idrætsfolk m.fl., der havde festet i den bayeriske hovedstad, kravlede over hegnet, når de kom hjem om aftenen eller natten efter at have festet i byen. Derfor var der ingen, der tog sig af de otte palæstinensiske mænd, der også forcerede afspærringen.

Få øjeblikke senere nåede de den israelske OL-trups bygning på Conollystrasse 31. Der var intet vagtmandskab på stedet. Det efterfølgende var udartede sig til vold og tumult. Det lykkedes to israelske sportsfolk at flygte, men to andre blev dræbt og ni israelske sportsfolk blev medtaget som gidsler. Alle gidsler og de fleste af gidseltagerne blev dræbt under den efterfølgende tyske befrielsesaktion. Hensigten ved terrorangrebet havde fra palæstinenserne været at få frigivet 200 fængslede af deres landsmænd i israelske fængsler.

Den palæstinensiske terrorgruppe kom fra Sorte September, der var en palæstinensisk guerillagruppe, som blev dannet som udbrydergruppe af al-Fatah efter Jordans nedkæmpelse af PLO-grupperne i september 1970. Sorte September blev opløst af PLO i 1973, og året efter forbød PLO’s leder Yassir Arafat at gennemføre voldelige aktioner uden for Israel og de israelsk besatte områder.

OL i München 1972 skulle netop vise, at det daværende Vesttyskland var helt genrejst efter Anden Verdenskrig. Man kan rolig fastslå, at den mangelfulde sikkerhed ved OL forvandlede den traditionelle idrætsfest til en sand tragedie, vel den største i de Olympiske Leges moderne historie. 11 israelske idrætsmænd blev således myrdet af de palæstinensiske terrorister, som brød ind i OL-byen.

I 1972 kastede massakren på israelske atleter selvklart mørke skygger over OL. Dengang blev venstrefløjsekstremister mistænkt for at have samarbejdet med de palæstinensiske terrorister bag massakren, men det blev aldrig bevist. Hidtil hemmeligholdt arkivmateriale viser, at nynazister spillede en særdeles aktiv rolle, og at Vesttysklands efterretningstjenester vidste besked om det. (Afsnitskilde: Politiken 15. juli 2012)

Filmen September 5

Den ret nervepirrende film fortæller historien. Filmmagasinet Ekko bringer en meget rosende anmeldelse, hvorfra her skal delciteres:

“Det autentiske drama September 5 viser os de tekniske udfordringer og nervepirrende beslutninger, som et modigt og opfindsomt amerikansk nyhedshold måtte træffe for at rapportere om krisen, mens den fandt sted.

Sportsreporterne fra kanalen ABC, der anføres af den skånselsløse Roone Arledge (Peter Sarsgaard), venter sig en døsig weekendvagt i den olympiske landsby med discipliner som løb, længdespring og svømning. Men tidligt om morgenen affyres skud i sovesalene, hvor det israelske brydehold opholder sig. Snart forlyder det, at en palæstinensisk gruppe ved navn Black September har dræbt to af atleterne og taget resten til fange.

Uden at spilde et sekund sætter den ambitiøse unge producer Geoff (John Magaro fra Past Lives) alt ind på at dække krisen sammen med en broget skare af reportere, kameramænd og en enkelt tysk oversætter (Leonie Benesch fra Lærerværelset).

Hvor enhver med en smartphone i dag har en direkte forbindelse til omverdenen, krævede liveudsendelse i 1972 gigantiske kameraer tilsluttet en upålidelig satellitforbindelse. Optog man med skjult kamera – som reporterne gjorde, da de indfangede de berømte optagelser af en maskeret terrorist på sovesalens balkon – var man nødt til først at få filmen fremkaldt.”

(…..)

“Lange, nervøst håndholdte optagelser følger skuespillerne, som de ræser rundt på redaktionen på jagt efter sandhed og seertal. Peter Sarsgaard er perfekt som den hårdføre producer, der ikke tøver med at udnytte krisen til at fremme sin egen karriere. Men John Magaros Geoff er filmens moralske kompas, der stiller spørgsmålstegn ved det etiske i at udbasunere den igangværende katastrofe for hele verden. De teknologiske begrænsninger giver holdet tid til at reflektere over, hvad det indebærer at lade hele verden overvære en diplomatisk krise og personlig tragedie fra første parket.

Hvad betyder det for atleternes pårørende? Hvad betyder det for de palæstinensiske fanger, som terroristerne ønsker at få løsladt? Og hvad vil det betyde, hvis terroristerne bruger liveudsendelserne til at få overtaget i forhandlinger med politiet?”

Refleksion

September 5 er bestemt ikke en politisk film, men derimod en moralsk film. Den animerer tilskueren til at forholde sig til de menneskelige omkostninger, der kræves – ofte med livet som indsats – for at være først med nyhederne. Det er umuligt ikke at drage paralleller til nutidens reporteres on location aktioner og topaktuelle beskrivelser. Det gælder såvel Mellemøsten som Ukraine, hvor bombenedslag med efterfølgende menneskelige og materielle ødelæggelser er hverdag i fjernsynet, ofte suppleret op med mere eller mindre troværdige indlæg på SoMe-platforme.

Breaking-bjælkerne arbejder på overtid dagligt. Mange påvirkes og for andre mistes følsomheden over for de rullende “fakta”, medens det individuelle immunforsvar testes igen og igen. Det kan måles, at mange – især unge og børn – føler sig mere og mere utrygge.

Under og efter filmforevisningen er det logisk at koble handlingen sammen med nutidens krig i Mellemøsten, der synes at være en religionskrig, der aldrig slutter. Skal der noget atomar ammunition til, før alvoren går op for de implicerede?  Eller indser de reelt set to stridende parter, Israel og de palæstinensiske fraktioner, at en 2-statsløsning med international garanti er den eneste farbare løsning.

Appendix

Filmen havde premiere torsdag d. 06. marts 2025 i udvalgte danske biografer

 

 

 

 

DEL SIDEN