Pinsen, der markeres i dag og imorgen, har sine rødder i biblen som mange andre mere eller mindre fantastiske begivenheder, der knytter sig til Den Kristne Tro. I Danmark er 74,3 procent (2020-tal) medlemmer af Folkekirken. Det svarer til 4.327.018 personer. “Medlemsprocenten” er jævnt faldende og var f.eks. i 1990 omkring 90 procent.
Man kunne (også) bruge nogle øjeblikke i dagens anledning til at reflektere over, hvad “medlemsprocenten” ville blive, ifald kirke og stat blev adskilt (Grundlovens § 4) !!+!!=??
Kirkens fødselsdag
Pinse betragtes i den kristne verden efter jul og påske som kirkens tredje store højtid. Ordet pinse kommer af det græske ord pentekoste. Det betyder den halvtredsindstyvende og refererer til, at pinsen falder 50 dage efter påske. Pinsen er festen for Helligåndens komme. Her markeres, at Helligånden, som betragtes som Guds ånd, kom til verden og skabte tro, håb og fællesskab blandt mennesker.
Pinsen er helt centralt for den kristne kirkes begyndelse, for da Helligånden kom til disciplene, blev de sendt ud i verden for at dele deres tro på Jesus med alle. Som tegn på, at de havde fået Guds ånd, begyndte de at tale og forstå alle sprog. Det blev begyndelsen på de første kristne fællesskaber og menigheder. Derfor kaldes pinsen også for kirkens fødselsdag.
Det særlige øjeblik
“Jeg mødte Jesus” er unægtelig en overskrift eller bogtitel med power. Få (hvis nogle overhovedet?) kan nikke genkendende til den oplevelse. Men journalisten Charlotte Rørth fortæller om en temmelig enestående oplevelse den 25. februar 2009 i en spansk kirke, helt præcist La Sacra Capilla del Salvador i Ubeda (provinsen Jaén i Spaniens autonome samfund Andalusien).
Her “oplevede” hun at Guds søn bogstaveligt talt viste sig for hende og talte til hende. Det var – forståeligt nok – et lynnedslag i hendes verden, der tvang hende til at tage sit moderne og rationelle liv op til overvejelse.
“Jeg mødte Jesus er hendes personlige, eksistentielle beretning om at være bange for at miste sin sunde fornuft og sin familie og om den nagende tvivl, om hun var en håbløs, småskør excentriker uden mulighed for fodfæste i et nutidens Danmark (…)”.
Bogen følger hendes rejse tilbage i historien og litteraturen om den historiske Jesus. Hun opsøger forskere i epilepsi og psykiatri, præster og spirituelle vejledere for at finde viden om og ikke mindst afklaring og forståelse af, hvad der hændte for hende.
Charlotte Rørth fremstår som en velfungerende kvinde (f. 1962) og erfaren journalist, der i sit hidtidige kvindeliv har gjort flittigt brug af det rationelle; derfor virkede “synet” eller “oplevelsen” så meget stærkere.
Bogens forord er betroet den i offentlighedens søgelys kendte professor emeritus Steen Hildebrandt. Han er velkendt for sin lange karriere som underviser, foredragsholder (har oplevet ham flere gange) og forfatter til talrige lærebøger omkring især ledelse. I nyere tid har han engageret sig kraftigt i formidlingen og fortolkningen af UNs 17 Verdensmål m.m. – I andet afsnit til forordet af bogen rammer han med en kirurgisk præcision, hvad læseren umiddelbart kunne tænke:
“Det er let at afvise det, der er anderledes: Afvise det mystiske, det religiøse eller det spirituelle, afvise troen på eller oplevelsen af den ikke-lineære livsopfattelse. Afvise troen i det hele taget. Ja, afvise videnskaben, når der fremkommer ualmindelige hypoteser og resultater. Bogen handler om ånd, sjæl og sind, om liv og død, om Gud, om det enkelte menneske og om menneskelige fællesskaber (….)”.
Se, det er jo næppe tilfældigt, at bloggen bringer denne korte bogomtale i dag. I begge tilfælde markeres noget overnaturligt, eksorbitant mildt udtrykt.
Pinserefleksion
Jeg kender flere af mine recidiverende (trofaste) læsere relativ godt efterhånden; nogle af begge køn er tilmed mødt IRL (In Real Life). De er forskellige af personlighed og alderen udgør primært det “modne segment” med et ofte tungt vidensgrundlag tilsat absolut sproglig begavelse altsammen nedpakket individuelt i deres respektive rygsække med det globale brand “Livserfaring”. Forskelligheden gælder dog i uddannelse, (tidl.) erhverv, politisk indstilling, familieliv etc, men “akut screenet” har et absolut flertal enten den agnostiske eller ateistiske holdning til fælles.
Personligt er jeg – ellers yderst rationelle og kontante sjæl – bestemt ikke afvisende overfor hverken Pinsens budskab eller Charlotte Rørths fantastiske øjeblikke. Jeg har selv i ind- og udland oplevet få clairvoyant-lignende situationer, som bestemt ikke “logisk” lod sig forklare, når facit efterfølgende blev mentalt fordøjet og efterrationaliseret.
Skal man kunne måle og veje alt?
Lad os returnere til “jordforbindelsen” og afslutte med følgende. – Mit foto øverst viser Ørsted Kirke (Assens Provsti). Ørsted sogn er et mindre bysamfund i Assens kommune med 539 sjæle. I 1876 var Christian Richardt (1831-1892) sognepræst netop i Ørsted på Vestfyn. Byen (og flere andre byer i DK) har en vej opkaldt efter digteren – Chr. Richardtsvej.
Desuden er der i Ørsted by rejst en mindesten lige overfor kirken for Christian Richardt. Han forfattede bl.a. ordene til min yndlingssalme “Altid frejdig, når du går” (1867) med melodi af C.E.F. Weyse, især de stærke begyndende sentenser i andet vers har ofte betydning:
Aldrig ræd for mørkets magt, stjernerne vil lyse!
Fortsat god pinse!
Note:
ISBN: 978-87-02-25927-8 – Jeg mødte Jesus (Charlotte Rørth)
Jeg har fået anbefalet Charlotte Rørths bog flere gange, men har ikke fået den læst. Steen Hildebrandts kloge forord giver mig bestemt lyst til at læse bogen.
De fleste af os har nok haft clairvoyant-lignende oplevelser, der ikke lader sig forklare. Jeg skulle for mange år siden på rejse i Norge, men var nervøs ved at tage af sted, fordi jeg kunne mærke, der ville ske noget alvorligt på turen. Jeg bildte dog mig selv ind, at det var noget pjat og rejste alligevel. På den sidste dag i Norge skete der en bilulykke, der kunne have kostet mig livet. Men mirakuløst kunne jeg rejse mig og gå uskadt ud af en totalskadet bil. Man gør sig mange tanker efter en sådan oplevelse …
@Madame: Norges-miraklet er et godt eksempel på “den indre stemme”. – Charlotte Rørths bog blev gen-skimmet grundet mit kombinationsønske om pinsebudskabet.
Igen en interessant og aktuel blog – og boganmeldelse. Jeg kan godt forstå, at Charlotte Rørth blev befippet over at blive tiltalt af Jesus, men kunne hun som erfaren journalist dog ikke havde stillet ham nogle spørgsmål? Bogen fortæller måske hvorfor hun er sikker på at det er Jesus, som tiltalte hende? Nu er det jo sådan med hændelser som man har haft anelser/syner omkring, at der er sikkert er mange flere gange hvor der intet skete og man glemmer sine syner om dem. Jeg har en meget overbevisende bog om statistik og tilfældige hændelser i min bogsamling, som jeg desværre ikke lige kan finde. Jeg tror på statistik – indtil jeg bliver overbevist om noget andet.
@Per Jan: Din naturvidenskabelige tilgang til livets forhold kendes og respekteres. Selvklart! – Så vidt afkodet af bogens indhold blev den ellers så rationelle journalist nærmest stigmatiseret ved dette sælsomme øjeblik. – Med nutidens modeudtryk “jeg tænker”…..skal man nok opleve en “uforklarlig personlig hændelse”, før tæppet går rigtigt op til det sceneri, der netop kunne kaldes “det uforklarlige”. – Selv har jeg oplevet clairvoyant-lignende hændelser, der livslangt har overbevist mig om, “at der er mere mellem himmel og jord end…”
Troen har mange ansigter. I byen Trecastagni på Sicilien besøgte vi en kirke, hvor flere lokaler i sideskibet rummer vidnesbyrd om mirakler, som kirkens tre helgener har forøvet siden 1800-tallet. Der er kopier af helbredte legemsdele samt mange hundrede naivistiske billeder af hændelserne/ulykkerne, som selvsagt var gået helt galt, hvis ikke helgenerne havde grebet ind (se fx https://sitestory.dk/rejser/giardini-naxos-2017/fotodoc/10.htm). Det vidner vel om, at man på de kanter har barnetroen i behold og ikke ser noget mystisk eller “overspændt” ved mirakler og Guds hånd.
Den gamle vending, om at enhver er salig i sin tro, er ikke forældet.
@Eric: Den katolske “gren” af den såkaldte Kristne Tro mestrer som få, hvis nogle, at visualisere såkaldte “mirakler” i forskellige varianter på forskellige matrikler. For de mere pragmatisk-betingede protestanter kan det let forekomme i grænselandet mellem “reservation” og “humor”.
Dine mange Italiens-rejser med hovedvægt på Sicilien giver helt sikkert “inspirationer” til tanker, som f.eks. udtrykt af prof. Steen Hildebrandt; dit eksempel fra Trecastagni er sikkert blot et af mange. Helgerne er på overarbejde og for en rationel nordboer kalder disse scener på en skarptsmagende cocktail af tanker, der indtages med hovedrysten.
Linket gav anledning til syn af endnu en “åbenbaring”, hvor diverse kropsdele var stuvet sammen i tankemæssig taknemmelighed….en sand sjælden taksigelses-relateret komposition fra samme steds.
Din sidste sætning skal også være min i kommentarens kvittering. 😉
Min første reaktion efter præsentation af Bogen og læsning af Hillebrandt citat, og lidt af dine refleksioner:
Den filosofiske tradition i den del af verden som har gemt tanker og informationer i skrift, er rig på spekulationer. Det er som om at det åbenbare mirakel at mennesker kan skabe mening ved at udsvexle lyde, ikke rigtig har givet anledning til en skelnen mellem ånd og sjæl.
Blandt de mange filosoffer, der taler åbent om det og prøver at forklare, er der en håndfuld i Upanishaderne, vi har — heldigvis! — også en matematiker, Descartes, for Matematik er menneskeskabt, modsat hvad der ofte prædikes; og så har vi en TED video, som præsenterer forskellige forsøg på at omsætte det til moderne videnskab, Dan Dennet forklarer at én model (som er foreslået) er at liv er en kraft på linie med tyngdekraften, noget, som følger hvert atom (i atomistisk små mængder, naturligvis). Det er en hård pille at sluge for mennesker, men Indianerstammer skulle have nået til noget lignende konklusion. Liv opstår, fordi der er en kraft på linie med tyngdekraften – liv “styrer ikke” men er selve drivkraften, energien.
Men altså, dog, det er en sump hvor man risikerer at møde krokodiller, som vil sige dig at du ikke har fattet noget og derfor fortjener at blive spist … ❤ ☻
(Den mest problematiske del er da jeg kom til at skrive at “liv styrer ikke”, — der kunne stå i små mængder, eller noget andet. Men det er altså det område, som er problematisk: Forklaring af “den frie vilje” versus videnskabernes “årsag virkning”.)
@DAX: Upanishaderne søger ligesom brahmanaerne at give forklaringer på offerets betydning, men de indeholder endvidere religiøse anskuelser af esoterisk art. Et slags fundament for hinduismen. De respektive store verdensreligioner har hver deres hoveddør til livets grundlag og ikke mindst – for nogle – “facitlister”, der ivrigt bekendtgøres med større eller mindre kraft i forskellige verdensdele; i århundreder har det medført alvorlige konfrontationer på tværs og i de respektive (f.eks. shia vs. sunni i islam).
De udmærkede og eftertænksomme kommentarer på dette – mildt sagt – tunge emne matcher mine fornemmelser for mine respektive kære og trofaste kommentatorers synspunkter, der – som jeg skriver – næppe befinder sig i det meningsdannende “artificielle felt”, hvor f.eks. journalisten Charlotte Rørth causerer fra.
Begreber som “beviser”, “evidens” og ikke mindst “tro” tumler rundt og er uforenelige. Som jeg provokatorisk skriver “Skal alt kunne måles og vejes?” – Nogle gange skifter det enkelte nok så rationelle og intelligente individ mening, når en uforklarlig begivenhed rammer. (Min påstand!). – Det var, hvad der skete for den kvindelige journalist og det kunne det også blive for den mest hardcore naturvidenskabelige person, ifald han/hun ville blive omsluttet af en kraft bestående af noget uforklarligt udfra de (aner-)kendte naturlove.
Sådan som jeg ser Upanishaderne forklaret af University of Tennessee (af alle steder!) i en omfattende filosofisk encyclopedia, er Hinduisme ikke en religion i vores forstand. Og Upanishadernes esoteriske dele er slet ikke entydigt pegende i samme retning! eller noget lærebogsagtigt. Men det er menneskelige overvejelser over de store ting i livet. Netop “liv” bliver her (måske for første gang i historien) undersøgt filosofisk: Liv er som salt i vandet. Du kan ikke se det, men det er der, (og du kan smage det). Det er selvfølgelig en “lignelse” der som andre metaforer/lignelser skærer i ét punkt og ikke må over-forbruges. Jeg læste videre i det afsnit og blev forundret over at se at vores forfædre i den grad har haft tanker om “årsag virkning” og “frihed, vilje” — :: emphasizing that the self operates the same way in him as it does in all living beings. Repeating the phrase ‘you are that’ (tat tvam asi) throughout his discourse, the thrust of Uddālaka’s teaching is that the self is both the essence that connects parts with the whole and the constant that remains the same even while taking on different forms.
Med andre ord, jeg nævnte det ikke fordi de gamle indiske religioner tiltaler mig, men blot fordi det er historiske, og ganske gode, exempler på kort formulering af det store spørgsmål. … Og:
Når jeg så hører Hillebrandt og andre komme med åbenhjertige refleksioner over hvordan de oplever noget, der går ud over dagligdagens rationalitet, så er det at jeg søger efter ord. Jeg mener vi burde have meget mere filosofi-historie (og endda religionshistorie) hvis vi vil kunne samle op på “GOP+Flat-Earth-Trumpism”.
@DAX: Interessant(e) refleksion(er). Jeg formoder ikke, at du har haft nogle såkaldt clairvoyante oplevelser; i samme kontekst stiftet bekendtskab med astrologi og/eller kiromanti. Substansen omkring tro vs. ikke-tro kan føre ud af utallige tråde.
Men oprigtig tak for nogle absolut uddybende og engagerede kommentarer til indlægget!
Selv tak – jeg søger ikke i astrologi mv. men i videnskabens opdagelser og grænser.
Jeg huskede desværre ikke navnet rigtigt, den foredragsholder, jeg tænker på, hedder “David Chalmers” og “udfordrer” den almindelige holdning ved at fremhæve de store spørgsmål.
@DAX: Tak for addition. 😉