Nordens Firenze in memoriam

Intro

I år er det 80 år siden, at Anden Verdenskrig blev afsluttet. Det vil utvivlsomt i løbet af året blive markeret på forskellig vis på europæiske og asiatiske matrikler. Minderne bliver revitaliseret af de få overlevende, der stadig har deres sanses fulde brug i form af interviews, artikler etc. Anledningerne er mange, fortrinsvis positive. De allieredes sejre op gennem Europa samt i Fjernøsten indeholdt – udover frygtelig mange døde og sårede – forskellige sejrrige øjeblikke, der af historiske og moralske grunde bliver markeret.

For denne blogs vedkommende var valget af markering nemt. Læseren vil forstå det under “refleksioner”.  Men til inspiration og bibliofil støtte valgtes en særlig bog, der blev udgivet for 5 år siden i anledning af 75-året for afslutningen af den Anden Verdenskrig.

Den bedste fortælling

Den saksiske hovedstad Dresden er blevet kaldt for Nordens Firenze med henvisning til de storslåede bygningsskatte, som blev opført over flere århundreder. Derfor var der sorgens tårer, da byen blev sønderbombet i slutningen af Anden Verdenskrig, nærmere bestemt tirsdag den 13. februar 1945; altså på torsdag d. 13. februar 2025 for 80 år siden. Der er skrevet (og i en fortid fortalt) meget om netop den bombning. Noget af det bedste, hvis ikke det bedste, er indeholdt i bogen af Sinclair McKay: Dresden – 1945 – ilden og mørket.

Bogens 440 sider (inkl. noter og stikordsregister) er ikke en page turner, men med et indhold til fordybelse og refleksion. Der er al mulig grund til at anbefale den britiske journalist Sinclair McKays populære bog om ildhelvedet i den tyske by Dresden. På baggrund af skriftlige kilder skildrer McKay i bogens tre dele først Dresdens kulturelle historie, derpå selve bombenatten 13.-14. februar og endelig debatten om i krig mod civile. Der er et kortere, men meget illustrativt billedmateriale, som på naturlig vis understøtter beretningen.

Allerede i april 1945 konstaterede Dresdens nazistiske myndigheder, at byen indtil da talte omkring 25.000 bombedræbte. I dag anslår forskere, at mellem 22.700 og 25.000 blev dræbt under selve terrorbombardementet.

Det fortælles, at Adolf Hitlers propagandaminister, Joseph Goebbels forsøgte at vende den tyske katastrofe i Dresden til en pr-sejr ved at udskamme fjenden med, at Dresdens undergang havde kostet 250.000 civile livet, altså ti gange det faktiske tal. Selv om bombardementet blev tilrettelagt og vedtaget i London, efterkom det gentagne sovjetiske opfordringer, senest fremsat af Josef Stalin på de allieredes Jalta-konference 4.-11. februar 1945, få dage før angrebet. Den befæstede by var et integreret led i Nazitysklands forsvar mod Den Røde Hær, der rykkede frem mod Berlin fra øst. Det er også “værd at huske”. at det efter Tysklands deling i 1949 lykkedes Max Seydewitz, Dresdens kommunistiske borgmester, at fordømme det “anglo-amerikanske terrorbombardement” og indskrive det i en “imperialistisk gangsterkrig”.

Luftkrigen under Anden Verdenskrig kostede det britiske flyvevåben 55.573 dræbte soldater – ud af 125.000! USA’s flyvevåben mistede 93.000 mand ved nedskydninger, ulykker eller træning. McKay gennemgår meget grundigt debatten omkring sir Arthur Harris, den kontroversielle leder af RAF’s bombekommando, der kaldte krigen ’total’. Krig bringer samfund ud af balance og viser, hvor skrøbelig vores civilisation er, konkluderer forfatteren advarende.

Kritikere af bogen har påpeget, at vi kun ser tragedien i Dresden ud fra ofrenes synsvinkel. Bogen giver således ikke plads til at give et billede af den kritikløse tilslutning til nazismen i Dresden, et forhold, der desværre ofte bliver “underbelyst” i beretninger fra Anden Verdenskrig.

Refleksioner

Jeg var ikke født på tidspunktet. Som jeg sagde til min moder med ungdommelig tone, når hændelsen blev omtalt ved familiære sammenkomster: “Det var din skyld, at jeg var minus 4 år”.  Det smilede vi ofte af. Det samme gjorde min fynske yndlingsonkel fra Odense. Og han havde i sandhed en helt særlig grund: Han havde været i Dresden den samme nat og oplevet krigen “on location”.

Hans historie blev ofte genfortalt. Der kunne være nogle nuancer, men hovedsporet var altid det samme. Ordene “voldsomt”, “uforglemmeligt”, “traumatisk” og “uvirkeligt” ledsagede altid hans repetitioner. Det var før krisepsykologien fik fat i menneskeheden.

Min yndlingsonkel var født i slutningen af det 19´ende århundrede. Hans private selvvalgte skæbne var ungkarlens, men med en væsentlig addition. Han var glad for kvinder og det var absolut gengældt. Den maskuline charme førte ham til interessante oplevelser og erfaringer i ind- og udland, hvoraf han i sine ældre og sidste leveår gavmildt delte dem med denne signatur i en ung version, blandt så meget det københavnske nattelivs varierede spisekort.

Under Første Verdenskrig opholdt han sig i Hamborg som repræsentant for et dansk klædevarefirma. Det genererede mange oplevelser, hvoraf det tillærte tysk til næsten perfektion. Under Anden Verdenskrig var det grundet flere forhold, hvoraf sabotage var en grund, årsagen til, at han qua sine sproglige evner rejste til Nazi-Tyskland for at få arbejde.  Hvad ofte bliver “underbelyst” skete for øvrigt også for omkring 120.000 andre danskere. Min onkel endte i Dresden og med få arbejdsrelaterede mellemstationer blev han sporvognskontrollør. Ikke just noget misundelsesværdigt job, men begrebet arbejdsmarked var en beskæftigelsesmæssig volatil størrelse på det tidspunkt i det meste af Tyskland, når naturligvis frases højere rangerende medlemmer af nazipartiet eller udvalgte industridynastier.

Der havde været nogle mindre angreb mod Dresden siden august 1944, men aften og nattebombningen 13. – 14. februar 1945, foretaget af britiske og canadiske bombefly, var i en helt særlig storskala. Han boede på det tidspunkt til leje hos en tysk familie. Denne familie bestod af et ældre tysk par og nogle slægtninge, som sammen med min onkel og hans p.t. tyske veninde, befandt sig denne aften i husblokkens kælder, der udgjorde et noget primitivt beskyttelsesrum. Der skulle gå knap 2 timer, så rejste min onkel sig og søgte mod udgangen. Hans veninde og den tyske familie forsøgte at standse ham, men forgæves.

Hvorfor gjorde han det? Var det en 6´te sans? En instinktiv fornemmelse? –  Svaret kendes ej. Han kendte det ikke. Hans clairvoyante storesøster alias min bedstemor i Danmark mente at kende svaret (?) – Få øjeblikke senere befandt han sig i gadeplan. Bomberne faldt, ildstormen begyndte. Han blev – formentlig af trykluften fra et bombenedslag i nærheden – slynget hen af gaden.

Han rejste sig øjeblikke senere og hans blik ramte netop det hus, hvor han havde befundet sig i kælderen kort tid forinden. Det brutale syn af, hvad han betragtede, fik ham næsten til at besvime. Huset havde fået en fuldtræffer og var nærmest pulveriseret. De personer, der måtte have befundet sig i kælderen, var naturligvis alle døde.

Han forsøgte at kompensere chokket ved at gå mod Dresdens hovedbanegård med den hensigt at få mulighed for at rejse mod Danmark. Alt var kaos. På et tidspunkt medens han halvvejs gik og løb, faldt hans blik til højre. En løve løb pludselig ved siden af ham. Et velvoksen rovdyr, snart syntes han at se flere. I sit indre forstod han, at Dresden Zoo også var blevet bombet og dyrene var sluppet ud af fangeskabet.

Han huskede ikke, hvordan han nåede hovedbanegården. Men han huskede, at toget mod nord var overfyldt og han og andre fandt plads på nogle buferter (forbinder togvogne). Hvor længe han sad der, var ikke helt klart. Da toget af “af uransagelige veje” og skift – mon der var en køreplan? – nåede til Schleswig-Holstein, stoppede det. Han – og andre – fik mirakuløst adgang (sikkert i håndgemæng) til en telefon. Han brugte sine sidste D-mark til at telefonere til sin søster og svoger, der via sit bankjob i Odense fik ham “købt fri” den sidste vej til Odense.

For fuldstændighedens skyld skal nævnes, at den voldsomme oplevelse var blevet “suppleret” med indlæggelse knap en uge før den 13. februar 1945 med en infektion i sit ben. Den vagthavende læge havde kun en besked til ham ved stuegangen: Vi amputerer benet! –  Det skete ikke, fordi min onkel nægtede og humpede ud af hospitalet. Infektionen forsvandt mirakuløst under flugten.

Det siges, at nogle mennesker er født under en heldig stjerne. Min onkel fik efter krigen – da han efter nogle måneder var restitueret – mange gode stjernestunder og sov udramatisk og fredfyldt ind af en blodprop 30 år senere om natten. Ugen forinden havde jeg besøgt ham i Odense. Vi havde de sædvanlige vellykkede øjeblikke sammen.  Da vi tog afsked, fik jeg en uforklarlig fornemmelse af, at det var sidste gang.

Intuition er en besynderlig faktor!

###

 

Efterskrift

Jeg besøgte Dresden en solrig septemberdag i 2009. Byen var fuldt genopbygget og de kendte historiske og meget smukke bygninger som Frauenkirche (med kuplen), Zwinger slottet og Semper operaen m.fl. blev besigtiget, ligesom udvalgte spots på begge sider af Elben. Jeg har planlagt et genbesøg senere i 2025 i forbindelse med anden rejse. Af mange tyske byer, som jeg har besøgt, er Dresden, hovedstaden i den tyske delstat Sachsen, noget helt særligt.

Men det er ikke bare smukke bygninger, kultur og omkranset idyl. Byen er også noget andet, der desværre også må med i denne kontekst. Den rummer et større kontingent af AfD´s (=Alternative für Deutschland) sympatisører. De har netop i mange år (i dette århundrede) markeret den 13. februar med store demonstrationer; kraftige sammenstød med venstrefløjs sympatisører udvirker voldelige optøjer næsten hvert år.  Som andre østtyske byer ligger der latent et had mod demokratiske og ikke mindst mere velhavende områder i den vestlige og sydlige del af Forbundsrepublikken Tyskland.  Det kommende valg (23/02/25) vil igen afsløre dette. Meningsmålinger peger tydeligt på dette. AfD står i skrivende stund til at blive det næststørste parti – i hele Deutschland!

Foto: ARD history

Appendix

Kilde: ARD history

https://da.wikipedia.org/wiki/Luftbombardementet_af_Dresden

Dresden – 1945 – ilden og mørket af Sinclair McKay # The Fire and the Dackness by Sinclair McKay

ISBN 978-87-11-91118-1   Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

DEL SIDEN