Foto: Daniel Reche
Kort og godt-serien fra Dansk-Psykologisk forlag rummer ca. 40 let tilgængelige “shortstories” omkring psykologi. Dette emne er næsten uudtømmeligt, når sindet skal beskrives. Det forekommer (næsten) nemmere med egentlige somatiske forhold, f.eks. mave-tarm, lunger, hjerte, nyre etc. – fordelen ved denne serie er at den interesserede læser får formidlet et emne på mere eller mindre klart dansk, ofte tilsat nogle perspektiver.
Et godt eksempel på dette er den nylig udgivne bog “Kort og Godt om PSYKOPATI”. Hvorfor er det spændende? Hvad er psykopati, hvilke behandlingsformer findes og (nok så interessant for “det normale menneske”), hvordan undgår man at blive offer for en psykopat.
Betegnelsen “psykopat” anvendes ofte i flæng og uden reelt klinisk sammenhæng. Umiddelbart opfattes psykopaten som en person, man helst ikke skal have nogen nærmere relation til.
Forfatteren Tine Wøbbe er en af landets førende retspsykologer (chefpsykolog på Psykiatrisk Center Sct. Hans). Hun er specialist og supervisor i psykopatologi og psykoterapi samt specialpsykolog i psykiatri med særlig ekspertise i diagnostik, udredning og behandling af psykopati, som forfatteren i udpluk præsenterer for læseren.
Bogen forekommer forbløffende læsevenlig og samtidig informativ. Sikkert udmærket som repetition for fagfolk og in casu forståelig for andre, der – uanset årsag – måtte have interesse i dette område. Denne forholdsvis enkle tilgang til et kompliceret emne er struktureret som
- Indledning
- Hvad er psykopati?
- Hvordan viser psykopati sig?
- Hvem er psykopat?
- Hvorfor bliver man psykopat?
- Hvad gør man?
- Afrunding, herunder bl.a. referencer og “Psykopatitjeklisten” med 20 tjekpunkter og supplerende litteraturliste
Nu skal det jo heller ikke blive for let. Man kan fastslå, at bogen sondrer mellem tre adfærdsarketyper inden for psykopatien, hvilket nuancerer begrebet. Reelt er der tale om en diagnose, som kan variere i graden af psykopati fra person til person – ligesom psykopatens adfærd kan have vidt forskellig påvirkning på vedkommendes omgivelser.
Undervejs i bogen introduceres læseren for forskellige cases. De fremstår letforståelige og giver læseren en praktisk og håndgribelig forståelse af psykopatiens væsen. Eksempelvis nævnes de tre “adfærds-arketyper”:
- Svindleren – bedrager andre direkte. Når han/hun har opnået det ønskede, fortsættes videre til næste offer. Svindlen kan være konkret og fysisk, som f.eks. at narre omgivelserne til at investere i et selskab, der ikke eksisterer, eller følelsesmæssig foregive nogle dybe følelser. Relationen til svindleren forekommer ofte at være mere kortvarig end de to andre (nedenfor nævnte) typer.
- Tyrannen – han/hun styrer gennem frygt og anvender ofte direkte/indirekte trusler. Profiler opleves som den psykopatiske familiefar, chef eller kriminelle. Mimik eller kropspositur anvendes tydeligt og opleves truende og intimiderende. Særligt børn af psykopatiske forældre er meget udsatte.
- Dukkeføreren – den manipulerende person, der synes at kunne “læse andres adfærd” og dermed mere eller mindre åbenbart styrer omgivelserne. Samme kategori (dukkefører), i skikkelse af en intelligent psykopat forekommer tit charmerende og forbløffende svær at afkode. Dukkeføreren forekommer i alle typer af psykopater, men oftest i en egentlig lederposition.
Bogen indeholder desuden en beskrivelse af kvindelige psykopater, som ofte går under radaren i patologien, og som derfor generelt har været underbelyst i den psykopatologiske litteratur ifølge forfatteren.
Psykopatibegrebet er mildt sagt en kompleks størrelse. Bogens tekst opregner i slutningen (pag.61-64) en såkaldt “psykopattjekliste” med 20 punkter, der benævnes som “Cleckleys kriterier for psykopati”. Ved gennemlæsningen kan det ikke undgås, at der associeres med personer, som man (måske?) har kendt i en fortid, adderende i nutiden. Således for blogejeren, som sikkert også for den læser, der måtte købe/låne bogen og dermed for alvor sætte hukommelsen i svingninger og i det indre fokusere på diverse “spændende personligheder”, der måtte have krydset ens vej med mere eller mindre velkommen effekt.
“Kort og godt om PSYKOPATI” fungerer som et nyttigt opslagsværk, uanset om man er en erfaren fagperson eller en reflekterende “civil person”. I en tidsalder, hvor psykiatriske diagnoser synes at have en markant synlighed i offentligheden bl.a. grundet krigstraumer etc. , er der sammenlagt rigeligt at tænke over.
Note:
Kort & godt om PSYKIATRI
Udgivet 2024 på Dansk Psykologisk Forlag
ISBN 978-87-7158-691-6
En meget interessant bog du anmelder. Alle har nok oplevet en “psykopat” i livets løb. Med bogens hjælp kan jeg måske få afklaret om en tidligere leder, jeg havde i Danske Bank virkelig var psykopat – Tyrannen eller Dukkeføreren – eller en mellemting. Måske kan tjeklisten også være et godt værktøj i fremtiden.
@Per Jan: Min non-videnskabelige/dokumentérbare teori er, at vi alle har mødt en (eller flere) psykopater på vores livs vej. De findes vist desværre i (næsten) alle miljøer.
Spændende. Jeg læste en gang, at psykopater er overrepræsenteret i lederstillinger, og det ville ikke overraske mig, hvis det er rigtigt.
@Eric: Jeg tilslutter mig din antagelse ligesom det formodes med en eksorbitant sandsynlighed, at der også blandt politikere findes en del. Af humane grunde og injurielovgivningen skal jeg undlade at nævne eksempler.