Fjernstyringens finurligheder

Forleden var jeg til en urnenedsættelse på en mindre kirkegård på Fyn.  Når man har oplevet begravelser/bisættelser indtil dato ialt 27 gange, er det naturligt med ceremonielle gentagelser og samtidig ikke mindst afledt tankevirksomhed. Selvom Den Danske Folkekirke (siges det?) forsøger at tilpasse sig nutiden, er der stadig mange mere eller mindre faste rituelle rammer for “Det Sidste Farvel”.

En naturlig slutning på afskeden med afdøde er så urnenedsættelsen efter kremering, der typisk sker med et kortere tidsinterval (dage/uger) fra selve den kirkelige højtidelighed. Nogle gange skyldes det også et ønske fra pårørende om, at gravstenen skal være på plads ved det afgrænsede område, der tjener som mindested for afdøde; andre gange skyldes det hensyn til tilrejsende eller simpelthen kalenderforhold.

Der går således også nærmest rituelt nogle uger fra den kirkelige bisættelse til den berammede nedsættelse af urnen, der i nutidens Danmark udgør mindst 85 procent af alle dødsfald, modsat tidligere tider med kistebegravelser, hvor sidstnævnte udgjorde en klar majoritet.

Fjernstyringen

Afdøde, der var årsagen til fremmødet af den nære familie (dog undtaget den ledsagende blogejer), havde forladt denne jord efter et mangeårigt sejt og inderligt hårdt cancerforløb. Den kirkelige (absolut vellykkede) ceremonielle bisættelse havde fundet sted i en smuk lille landsbykirke for nogle uger siden.

Fremmødet havde været overraskende stort, men traditioner, naboskab o.a. giver ofte (har oplevet det flere gange før) en tilskyndelse til at møde op ved sådanne højtideligheder. Den kvindelige præst havde trods manglende personligt kendskab til afdøde holdt en absolut godkendt ceremoni (og tro mig, jeg har oplevet varianter…) og gravkaffen var på bedste vis afholdt efterfølgende for 20-25 mennesker i et nærliggende forsamlingshus. Velgørende – ingen pinligheder, intet nævnt, intet glemt.

Nu stod vi ialt 9 personer (“efterladte”) og deltog passivt i urnenedsættelsen. Den kvindelige kirkegårdsgraver havde boret hullet og stod klar, da vi kom kl. 14.30 (det var overtid for hende). Urnen blev udpakket og nedsænket af enkemanden og den ene søn. Kirkegårdsgraveren hentede så trillebøren med tilpasset mængde jord, dækkede hullet til og så skete det……

Hun gik lidt diskret væk fra følget, tog en fjernbetjening frem og trykkede på en af knapperne. Kirkeklokken på den nærliggende lille kirke begyndte at ringe. Det fortsatte i ca. 2 minutter. Herefter pause. Hun kiggede hen på følget, hvorefter der igen blev trykket på fjernbetjeningen og der hørtes langsomt med passende mellemrum 9 klokkeslag.  Jeg talte med (i mit indre) og noterede mig, at antal klokkeslag passede til antal fremmødte. Jeg tænkte uvilkårlig på tidligere oplevelser på de store københavnske kirkegårde Vestre og Bispebjerg, hvor den slags højtidelige signalering ikke kunne være fundet sted. – Præcision, respekt!

“Gravkaffen”

Følget forlod efter en kort stund kirkegården. Fire parkerede biler fordelt mellem de ni fremmødte på en ellers tom parkeringsplads fik aktiveret deres fjernstyrede autolåse. Bilerne kørte næsten i procession med naturligt tempo (modsat bilkørsel efter kiste, tro mig, det er ikke altid nemt, især ikke på landeveje etc.) de cirka 10 kilometer til kaffe og kage hos den ene af afdødes sønner, der boede med kone og to sønner på 20 og 17 år (deltog også) i et topmoderniseret større tidligere husmandssted.

Jeg sad overfor den ældste søn ved det velassorterede kaffebord. Han – Mikkel (ligesom i ræv) – fortalte på min venligtsindede forespørgsel om hans nylige etablering i en lille lejlighed i Odenses centrum med sin kæreste. Tæt på Letbanen.  Et hedt emne i denne fynske tid, hvor folkestemningen (og den politiske mening) spalter Odense i næsten to lige store dele, når det kommer til beslutningen om en udvidelse af den bestående letbanerute med en etape 2 forgrening til de østlige forstæder. Snakken førte os videre til en afklaring af min nysgerrighed, hvordan han klarede den offentlig baserede logistik, når han med spredte mellemrum var i København med S-tog, busser og fjernstyret metro.

“Har du problemer med navigationen mellem de forskellige transportmidler, når du som provinsbo skal finde rundt i landets hovedstad? ” – Jeg skyndte mig at tilføje, at København jo også snart (omsider?) får en letbane (1 etape forventes i 2025) i den vestlige del af Storkøbenhavn.

Han så på mig og svarede så som en naturlig del: “Jeg lader Google fjernstyre mig – altså slår adressen op og følger så anbefalingerne på Google!”  

Mine tanker sporede mig straks ind på de efterhånden utallige gange, hvor den fjernstyrede metro har været min transportør ved forskelligartede kalenderkrydser i Hovedstaden. Jeg mindedes så de (forbløffende) mange gange, hvor en metallisk stemme kunne fortælle om “forsinkelser” eller “manglende elevatorfunktioner på en station” eller….

Den unge mand tilføjede, at han var rigtig glad for denne Google-funktionalitet og hans mor (der sad i den modsatte ende af kagebordet) istemte med høj kvindelig røst, at hun i den grad gav ham ret. Samme unge mand læser biokemi på SDU (Syddansk Universitets Center), fordi “emnet virkede spændende”.  

Til min inderlige forbløffelse var han ikke helt bevidst om, hvad studiet skulle munde udi (eller måske skiftes studieemne senere?).  Jeg ville med en schweizerknivs skarpe præcision være helt sikker på, hvorfor jeg sad x antal timer og år på en auditorieplads og lyttede til x antal forelæsninger.

….med samme præcision, som den kvinde kirkegårdsgraver udløste to gange med sin fjernbetjening, så vi – det lille sluttede følge på 9 personer – kunne nyde stemningen af kirkeklokken hin efterårsdag anno 2024 på den lille provinskirkegård …. helt uden Google.

Links

https://begravelsesguiden.dk/bisaettelse

https://hulegaard.dk/?s=Skovbegravelse

DEL SIDEN

4 kommentarer til “Fjernstyringens finurligheder”

  1. De digitale velsignelser er mange, og flere af dem ville jeg nødigt undvære – fx Google Maps. Men der kommer hele tiden nye tjenester eller apps til, som (efter sigende) kan spare besvær med dit og dat. Ofte spørger jeg mig selv, om det sparede besvær står mål med besværet med at sætte sig ind i den nye funktionalitet og evt. holde styr på endnu en adgangskode.
    Men de digitale velsignelser er også en sårbarhed – selv fjerstyrede kirkeklokker bliver tavse ved et strømsvigt eller flade batterier i graverens fjernbetjening.
    Jeg tror, det er meget almindeligt, at de unge har et lidt uklart (job)mål med deres studievalg, og så er interesse for faget som sådan ikke den værste vejviser. Med den danske medicinalindustris medvind og den unge mands interesse synes biokemi at være et fortræffeligt valg.

    1. Ovennævnte kommentar ovf. på vegne af Eric Bentzen grundet spam problemer.

      @Eric: Tidsforbrug ifm. “vidensoptankning” vil nok altid være en afvejning. Nogle er mere tålmodige end andre og igen i visse situationer opleves en glæde ved tålmodigheden til at anvende ny viden. Sårbarheden såvel menneskelig som digital kan ofte byde på overraskelser og in casu var der (måske?) sket en batteritest forinden “festligheden”. Hun virkede meget kompetent.

      Jobmål og strategi. Jovist, du kan have ret. Jeg har med forbløffelse oplevet det flere gange før. Men da jeg nævnte NOVO (er i gang med etablering i Tietgenbyen – Odense Øst) lyste Mikkel op med et stort smil.

  2. Fin beretning om “et sidste farvel”. Flot at kirkegårdsgraveren kunne synkronisere klokkeringning pr. fjernbetjening. Jeg var for nylig til “urnenedsættelse”, hvor asken blev hældt ud i et indre farvand til lyden af bølgeskvulp. Heldigvis var vejret fint, hvilket jeg synes at erindre, det altid har været til de heldigvis færre begravelser/bisættelser jeg har været til end du har. Google Map bruger jeg også tit, men for nylig viste appen mig en forkert vej til Gl. Estrup herregårdsmuseum.

    1. @Per Jan: “Urnenedsættelse til lyden af bølgeskvulp” har jeg til gode….og dog, ifald du læser næste søndagsblog (27/10-24), vil du forstå det. 😉 – Og ja, din Google Map forkerte henvisning er netop årsagen til, at jeg aldrig anvender GPS, men forlader mig på min slidte, men stadig operative og intensive stedsans. 😉

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

71 + = 81