“Den, der lukker øjnene for fortiden, bliver blind for nutiden”, sagde den afdøde tyske forbundspræsident Richard von Weizäcker engang. En tysker af den fineste aftapning fra vores sydlige nabo. Den nu afdøde CDU-politiker havde levet længe nok, erhvervet rigelig politisk (Murens fald og Tysklands genforening) og militæriske (WW2) erfaringer, samt ikke mindst menneskelig indsigt til at omfavne betydningen af udsagnet.
Eks-forbundspræsident Richard Karl Freiherr von Weizsäcker (1920-2015) ved et symposium i Københavns Universitets festsal (sept. 2009), hvori også afdøde eks-udenrigsmin. Uffe Ellemann-Jensen (1941-2022) deltog samt faciliteret af KU´s (daværende) vicerektor Lykke Friis (f. 1969).
############
München 13-15 febr. 2026
Hotel Bayerischer Hof i München lægger aktuelt platform og rammer til den årlige internationale sikkerhedskonference, hvis tema “Under destruction” er eksempel på tysk præcision. Konferencen er nr. 62 i rækken.
https://securityconference.org/en/
Verden husker stadig nr. 61 anno 2025, hvor USA´s vicepræsident J.D. Vance chokerede tilhørerne ved blandt så meget at udtale “Der er en ny sherif i byen”.
Flere opfattede talen som et forsøg på at splitte Europa og skabe kaos, nøje koreograferet med bagtanker om præsentationen af en ny verdensorden. Om vicepræsident J.D. Vance kan meget siges. Det samme gælder hans chef. Fakta er, at intet enkelt adjektiv kan rumme en personbeskrivelse, der er dækkende såvel for taleren eller talens indhold. Derimod blinker det sjældent anvendte begreb “neo-royalisme” med en laseragtig skarphed.
Meget er blevet “disrupted” i de seneste efterfølgende 12 måneder. Denne weekend gentages så sceneriet et år senere. USA er denne gang repræsenteret af udenrigsminister Marco Rubio. En politiker, der ved seneste valg havde ambitioner om at blive præsident. Om det lykkes for ham eller for J.D. Vance pr. 07. november 2028, kender kun de clairvoyante…måske!
Samme Marco Rubio holdt tale lørdag d. 14. februar 2026. Indholdet adskiller sig ikke væsentlig fra J.D. Vance´s året forinden, omend substansen er pakket langt mere dekorativt ind og tilsat nogle sløjfer af tanker om fortidig politisk og militært samarbejde mellem USA og Europa. Men bliver pakken åbnet og indholdet scannet, er budskabet fortsat: “Europa skal tage sig sammen!”
Sidstnævnte har i substansen en flig af sandhed, men det totale politiske og militære helhedsbillede er langt mere sammensat. Det skyldes en klar opfattelse af, at afstanden mellem USA og EU i nutiden (og fremtiden) bliver længere end de ca. 5.500 km, som Atlanterhavet udgør.
Et “spejlbillede”
Kunne man for et øjeblik forestille sig en sikkerhedskonference i en større amerikansk by, hvor en fremtrædende politiker fra “Koalitionen af Villige Stater” udtalte, at det multietniske USA i nutiden forekommer at være et dysfunktionelt samfund, der er i fare for senere i dette århundrede at implodere som stat grundet en astronomisk gæld, meget store indkomstmæssige forskelle, multietniske sociale oprør og fjenders opsparede modstand af især økonomisk art? Læsere med adskillige årringe erindrer den massive aversion hos mange vestlige landes befolkninger mod USA under Vietnam-krigen, især ved årtiskiftet mellem 1960´erne og 1970´erne.
Hertil kommer, at den amerikanske stat i nutiden skylder i omegnen af 36 billioner USD væk, hvilket i opstablet stand måske knap nok kan rummes på landets 11 hangarskibes dæk. Gælden estimeres af fagfolk til at vokse med mindst 14.000 milliarder kroner de kommende år, som følge af ‘Big Beautiful Bill’, hvortil kommer, at i nærheden af 40 mio. indbyggere lever under fattigdomsgrænsen. Samtlige tal kan forskydes få procenter plus/minus afhængig af opgørelsesmetoder, men stadig er der tale om flammende bundlinjer.
Aktuelt har USA siden efteråret 2025 baseret store dele af landets fremtid på en “lovning” om, at kryptovaluta og teknologiaktier ville stige mod himlen. De Forenede Stater skulle være “verdens hovedstad” for nævnte, men den forventede stigning for den mest kendte kryptovaluta, bitcoin, er afløst af en næsten halvering i værdi.
Man kun rolig sige, at det ikke – ligesom præsidenten – hviler på et stabilt grundlag, som i virkeligheden er det fundamentale for investeringer og tillid. Netop “tillid” er en uhyre kostbar og ældgammel valuta helt tilbage fra verdens skabelse, der er dødens farlig i en negativ variant og umådelig smuk i en positiv variant.
Samme begreb “tillid” kan også spejle sig i USA´s militære engagementer i nyere tid eksempelvis i Vietnam, Afghanistan, Iraq, Syrien etc. – groft sagt: Vandt man krigen, tabte man i den grad freden grundet manglende og inderlig håbløs realiserbar “post war strategy”!
##########
Europa anno 15. februar 2026
I de seneste måneder har EU(ropa) været i gang med at finde ud af, hvad fremtiden byder for dets 450 mio. indbyggere, fordelt på 27 lande, når deres allierede siden 2 Verdenskrig USA med 350 mio. indbyggere både viser foragt for det gamle kontinent og dermed skaber tvivl om, hvorvidt den atomare sikkerhedsparaply stadig bliver bredt ud, hvis Rusland og dets 143 mio. indbyggere vil udleve et autokratisk behov for genvinding af hele det gamle USSR´s territoriale dominans, startende med Ukraine.
Brydninger er i gang på forskellig vis. Et nyt begreb “Koalition af Villige Stater” er begyndt at tegne konturer til nye tider. Samme konstellation betragter med stor alvor et USA, hvor MAGA-bevægelsen og Donald Trump forsøger at omskrive USA’s historie på en måde, der tjener deres helt særlige interesse i at genskabe et hvidt og patriarkalsk Amerika.
##########
Beklageligvis synes dele af nutidens befolkninger i EU(ropa) at være på en rask march væk fra den socialliberale hverdag, der i store træk har omsluttet hverdagen for EU´s befolkning siden Anden Verdenskrig.
De kommende nationale valg i de store EU-lande Frankrig (Resemblement Nationale og Nouvelles Droite), Storbritannien (Reform UK) og Tyskland (AfD) varsler ændringer. De såkaldte “højrefløjspartier” er på march, med eller uden skrårem, mod de respektive parlamenter til at besætte flest mulige pladser.
Det gælder ikke kun i store europæiske nationer, men også i mindre, hvis historiebevidsthed burde lyse med flammeskrift. De aktuelle højreorienterede regeringer i Tjekkiet (Andrej Babis, partiet ANO), Slovakiet (Robert Fico fra det socialdemokratiske parti Smer – Sociálna demokracia (Smer-SD) samt Ungarn (Viktor Orbán fra partiet Fidesz (Ungarsk Borger Alliance)) øver allerede nu en aktiv modstand mod socialliberale tiltag fra EU´s udøvende organer.
Egentlig kan det undre. Måske skulle d´herrer og deres medløbere købe et årskort til Budapest-museet Terror Háza (Terrorhuset). Det centrale museum for den kommunistiske periode (og nazistiske), der dokumenterer undertrykkelse under begge regimer 1944-1990, men man kan også finde spor af kommunisttiden ved monumenter som Memento Park (uden for centrum).
Foretrækker man en anden østeuropæisk hovedstad, Prag, kan man opleve Kommunismens Museum, der udgør et vigtigt sted for at forstå livet bag Jerntæppet med udstillinger om dagligdag, undertrykkelse (hemmeligt politi), propaganda, og begivenheder som Prag Foråret og Fløjlsrevolutionen. Som man sagde i skoletiden: “Repetition skal ikke undervurderes!”
Og sidst, men absolut mest interessant, alle tre nævnte tidligere Warszawapagt-lande er nettomodtagere fra EU´s kasser på mellem 70-90 mia. dkr./årligt. Næppe samme beløbsstørrelse ville blive udbetalt fra Kreml, ifald de fik et totalt tilbagefald mod øst.
Lige i hælene på de nævnte kan adderes Italiens nye regeringsleder Giorgia Meloni fra partiet Fratelli d´Italia (Italiens Brødre), der påstås at have rødder i efterkrigstidens nyfascistiske grupperinger. Og så skal vi ej heller glemme vores svenske broderfolk, hvor partiet Sverigedemokraterne ånder Socialdemokraterna i den politiske nakke, ja sågar visse steder – især i det sydlige Sverige – er større.
Fælles for alle nævnte er en betydelig tiltagende magt såvel indenfor som udenfor regeringskontorerne i disse tider og ikke mindst med beklagelig stor sandsynlighed endnu mere i den nære fremtid.
Flere, hvis ikke alle, har fremtrædende medlemmer, der har udtrykt sympati for Ruslands statsleder, af venner (inkl. Potus) og fjender kendt som Vladimir Vladimirovitj Putin.
Kodeordene synes fælles at være: Stærk national stat, lukkede grænser og stop for indvandring.
“Pasokification”
Overskriftens ord var nyt for mig, måske også for læseren(?). Derfor en ultra kort udredning. Navnet er udledt af det græske socialdemokrati PASOK. Det henviser således til de store europæiske socialdemokratiers tilbagegang (med meget få undtagelser i Europa), hvor det overalt opleves som en nærmest uafviselig nedadgående tilslutning til socialdemokratiske, kristenkonservative og socialliberale partier og tilsvarende accelererende opgang før de (yderste) højrefløjspartier.
Why?
Denne blogs yndlingsord “Why” el. “Hvorfor” kan også her passende tages i anvendelse. Foretages bare en halvdyb research, fremkommer følgende to årsagsbelagte markører.
For det første forskelle i Øst og Vesteuropa af såkaldte “velstandsmarkører”. Den oplevede genforening efter Murens fald fornemmes meget kontrastfyldt. Ifølge dele af af den østeuropæiske (og tyske højrefløj) er det udtryk for, at Europa ikke er blevet genforenet, men at Østeuropa er blevet “pseudokoloniseret” af Vesteuropa.
For det andet mener den nye højrefløj (sådan bredt tituleret), at man i Europa har ignoreret konsekvenserne af den stigende indvandring fortrinsvis fra Mellemøsten og Afrika. Det opleves som et gigantisk angreb mod europæisk identitet, kultur og særligt økonomi, hvortil kommer udfordringen med sammenhængskraften i det enkelte europæiske samfund. Et forhold, som EU´s medlemslande med skiftende realisme og effektivitet forsøger at favne.
Den tværgående betydelige frustration ved en social tryktest over den ofte manglende integrationsvillighed i henseende til sprogindlæring, traditioner og normer fra hovedsagelig muslimsk-dominerede samfund er tydelig. Det afføder igen en erkendelse (eller frustration) over manglende kravspecifikationer i forbindelse med den (af nogle oplevede alt for) humanistiske indstilling til den efterhånden anseelige tilførsel af nye etniske indbyggere fra det føderale MENAPT (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan, Tyrkiet) i Europa.
En del lande, også med socialdemokratisk ledelse (fx. i DK og Norge), er omsider indstillet på en mere restriktiv migrationspolitik, der dog igen opleves med modstand fra selvsamme humanistisk indstillede institutioner som fx. Menneskerettighedsdomstolen.
EU(ropa)s overlevelse
Naturligvis vil betydningen af overskriften indeholde talrige mere eller mindre subjektive holdninger. Mine egne er sikkert mangelfulde, men en fusion af koncentration, research og fantasi i punktform udløser følgende:
- EU må i langt højere grad have et fælles militært forsvar
- EU må således tage ansvaret for sin egen sikkerhedspolitik
- EU skal stå fast på en miljøvenlig energipolitik, uanset pres fra andre magter
- EU skal gøre sig fri af USA´s handelssanktioner (told og i forhold til handel med Kina, Indien og andre i BRIKS-lande)
- EU bør sikre sig, at betalingssystemet SWIFT kan fungere uafhængig af USA
- EU skal investere massivt i højteknologi – militært og civilt. – Kan læseren f.eks. huske de mange tvivlere, da Europa forsøgte at opbygge en selvstændig flyproduktion. Tænk i dag, hvor Airbus udmærket kan konkurrere med amerikanske Boeing blot til inspiration.
- Og måske vigtigst i den svære proces: EU´s beslutningsproces SKAL ændres til flertalsafstemninger, så varianter som “gruppe af villige stater” kan integreres, om nødvendigt i en ny overstatslig konstellation, hvor generende vetoer fra “Putin-venlige” EU-stater punkteres.
##########
“Besøgstid”
Betydningen af denne overskrift opleves primært i såvel Kriminalforsorgen (nu kaldet “Danmarks Fængsler”) som i hospitalssektoren. Vi kender dog også i det danske sprog vendingen: “Du må kende din besøgstid”. Et udtryk, der betyder, at
man skal vide, hvornår det er det rigtige tidspunkt at handle, gribe en chance eller træffe en beslutning, for ikke at gå glip af muligheden,
ligesom i en metaforisk besøgssituation, hvor man skal afsted, når det er passende, før døren (i visse situationer) lukkes for altid. Det handler om timing, intuition og at være opmærksom på livets signaler for at handle optimalt, hvad enten det er i karrieren, privatlivet, fædrelandets status eller i åndelig forstand.
En afledt tanke for blogejeren er altid, når han hører om dette begreb, erindringen om en kollega i en professionel fortid, hvor hospitalssektoren strengt holdt på besøgstidens begrænsninger. Samme kollega havde af uransagelige veje smuttet forbi et lille hul i det polske jerntæppe, der var et politisk “hjælpemiddel” i det daværende polske kommunistiske regime i 1980´erne.
Jerzy, hans polske fornavn, havde så dannet sig en fornuftig dansk tilværelse, hvor hans ingeniør-viden kunne gøre nytte. En hvid lægekittel med et selvfabrikeret skilt, hvori ordet “læge” indgik, hang med clips på den hvide kittels brystlomme, medens han med smalle læsebriller på næsen, samt et disciplineret og samtidig betydningsfuldt ansigtsudtryk, tiltvang sig gentagne adgange forbi diverse ledende (over-)sygeplejerskers frygtindgydende grænser for at tilse (læs: besøge) sine syge slægtninge på såvel offentlige som et mindre (daværende) dansk religiøst præget hospital. Jeg grinede hver gang, han fortalte mig om sine oplevelser under vores møde(ryge-)pauser på heldagsmøder hos Kommunedata rundt om i Danmark.
Det meste i livet kan – især med dansk pragmatisme – gradbøjes. I den langt større skala skal gradbøjningen virkeliggøres h….. snart, inden det bliver for sent for Europas politiske liv. Polske Jerzy i EU-version skal skaleres op i ekspresfart, volumen af bureaukrati, antallet af mødesekvenser, endeløse scener med håndtryk og kindkys og tandlæge-venlige smil i EU skal minimeres og kontant handling skal optimeres, medmindre russisk skal indføres i 2030´erne som et obligatorisk fag i samtlige skoler (uanset klassekvotient og karakterskala) og læreanstalter ganske som i “de gode gamle dage” i Østeuropa.
Verden i tre interessesfærer…
Samme Jerzy kunne sikkert med sin mangeårige tunge realistiske “kommunist-polske bagage” også have nikket til følgende udsagn:
Man bør altid huske, at det russiske våbenskjold prydes af en tohovedet ørn; her kunne måske efterrationaliseres, om det store østvendte rige altid taler med to tunger. Det skal huskes i den såkaldte komplekse fredsproces omkring Ukraine-krigen (“den særlige militære ekspedition”), der aktuelt finder sted på flere af Globens matrikler, heriblandt i nøje udvalgte oliestater på Den Arabiske Halvø.
Krydsrefereres danske og engelsksprogede medieindlæg opleves antydningen af, at Trump og Putin allerede har en ”deal”, en aftale. Ikke bare om Ukraine, men også – endnu mere interessant og dystert – om en ny opdeling af verden i tre interessesfærer – en amerikansk, en russisk og en kinesisk. Der er ikke blevet selvstændig plads til det gamle kontinent Europa, der synes vejet for let og således – måske – anrettet i små bidder til Moder Rusland med den ukrainske region Donbass (oblasterne Donetsk og Luhansk) som hors d’oeuvres, inden der samles politisk appetit til nogle af de efterfølgende hovedretter: Baltikum og Moldova.
Det associerer måske til de tanker, at de to autokratisk interesserede præsidenter – Mr. Trump og Mr. Putin – har aftalt en fælles masterplan, der i realiteten er fredsforhandlingernes virkelige grundlag. Den ene præsident opfatter sig selv offentlig som absolut det klogeste og smarteste individ af alle. Den anden behøver ikke offentligt at bevise, at han er præsident for et land, hvor skakkulturen generer ca. 250.000 voksne skakspillere.
Samme masterplan – eller i virkeligheden en “deal” – kunne muligvis være emballeret (som antydet af nogle velinformerede medier) på en sådan måde, at Rusland og USA indgik en gigantisk handelsaftale (ca. 12. billioner US-dollars), hvis indhold “tilfældigvis” var strikket sammen af chefen for den russiske investeringsfond, Kirill Dmitrijev. Samme 50-årige russer er “tilfældigvis” uddannet på de to amerikanske eliteuniversiteter Stanford (CA) og Harvard (Mass.), hvilket må formodes at udgøre et yderligere miljøvenligt og bæredygtigt smøremiddel for den videre proces.
Det fører så videre til spørgsmålet: Om Trump er Putins mand? Og hvorfor eller hvordan? – Det interessante russiske begreb “kompromat” kan her fremdrages og ikke mindst inddrages i de komplekse tankebaner, der fører til en forventet – fremtvunget – ukrainsk våbenhvile og “fred” senere i 2026.
“Polske Jerzy´er i nutiden”
På statsplan i nutidens Polen bør især bemærkes to meget kompetente og realistiske politikere i skikkelser af Donald Tusk (statsmin.) og Radosław Sikorski (udenrigsmin.); sidstnævnte for øvrigt gift med den kendte og markante jødisk-amerikanske journalist Anne Applebaum, der bruger mange af sine vågne timer til at advare mod Putin og hans styre blandt massiv profilering i medier, bogskriverier (senest Autokrati A/S (kan anbefales)). Hertil kommer personlig deltagelse i diverse internationale debatmøder, herunder også i DK. Mange af det polsk-amerikanske pars tanker og verbale bestræbelser formes på den fælles bopæl i det historiske gods i Chobielin (nord-centrale Polen), hvor parret finder hvile, medens deres respektive godt brugte kufferter står klar til næste rejse.
Refleksion
I et kommende scenarie for EU(ropa)/Koalition af Villige Stater kan Polens geografiske betydning og “russiske erfaring” absolut adderes til de fremtidige “tunge drenge” i EU(ropa) sammen med Tyskland, Frankrig og Storbritannien, når en europæisk magtkerne skal formes såvel militært (forsvarsunion?) og handelsmæssigt (revideret EU?) og realiseres i praktisk koordineret politik; ingen vil være i tvivl om, at Norden med sin samlede styrke af såvel tekniske, innovative og sociale kompetencer står klar med absolut potente bidrag lige udenfor døren til denne kerne. Og Canada skal være så hjertelig velkommen i et strategisk fællesskab!
Lad strøtankerne ovenfor om EU(ropa) og Sikkerhedskonferencen passende afsluttes med endnu et citat fra Richard von Weizsäcker:
“Historien gentager sig ikke, men den gentager det, man kan lære af den!”
###
Post Scriptum: En naturlig association til ovennævnte blev verbalt serveret i Davos ved det årlige møde “World Economic Forum 2026” (19-23.jan.), hvor Canadas fortræffelige premierminister Mark Carney indrammede den aktuelle verdens situation:
https://www.youtube.com/watch?v=izDAOvHz5Wc
Foto: Erik Hulegaard
Ja, det er sandelig Europas besøgelsestid.
Der er meget i dit indlæg, man kan kommentere, men lad mig nøjes med de økonomiske udsigter for USA. Som noget forholdsvis nyt sælges der ud af amerikanske statsobligationer, hvilket får kursen til at falde og renten til at stige. Dollarkursen falder også, og dollarens status som reservevaluta er i stor fare. Europæiske investeringer i USA falder markant – usikkerheden gør sin virkning. Alt i alt går det den vej, som hønsene skraber.
@Eric: Dine økonomiske additioner er helt korrekte og på linje med flere af indlæggets. DTU fortæller denne formiddag om det decimerede antal danske udvekslingsstudenter til USA – man(d) forstår de unge mennesker, hvor nogle har motiveret det med “ICE” og generel usikkerhed. Samme tilstand – både på isen ved den aktuelle vinterolympiade i Milano og især politisk – kan vise sig dødens farlig på sigt. Som nævnt i andre svar-kommentarer er jeg ret pessimistisk omkring den nære fremtid (dette årti), så dine velvalgte ferieperioder – in casu det vidunderlige Malta – bør nydes intensivt.
Citatet fra Richard von Weizsäcker fungerer som en stærk ramme: Fortidsforglemmelse er ikke blot historieløshed, men politisk risikoadfærd. Netop den pointe klæder analysen af både Munich Security Conference og de transatlantiske spændinger.
Spejlbilledet mellem Europa og USA, er interessant. Det udfordrer den ofte ensidige fortælling om et svagt og handlingslammet Europa over for et stærkt og handlekraftigt USA. Ved at inddrage økonomiske realiteter, sociale spændinger og spørgsmålet om ’tillid’ som geopolitisk valuta, bliver billedet nuanceret. Det er en vigtig påmindelse om, at stormagter også har indre skrøbeligheder.
Afsnittet om ‘pasokification’ rammer en central europæisk nervetråd. Tilbagegangen for de traditionelle midterpartier og fremgangen for partier som Rassemblement National, Alternative für Deutschland og Fidesz peger på dybere strukturelle frustrationer – ikke kun ideologiske forskydninger, men faktiske kulturelle og økonomiske ubalancer. Pointen om forskellen mellem Øst- og Vesteuropas velstandserfaringer vigtig.
Forslagene til EU’s fremtid – fælles forsvar, flertalsafgørelser, teknologisk oprustning og strategisk autonomi – placerer indlægget i den aktuelle debat om europæisk suverænitet. Eksemplet med Airbus illustrerer konkret, at europæisk handlekraft faktisk kan materialiseres, når viljen er til stede.
Timing i geopolitik er afgørende – og fortællingen om Jerzy fungerer som en menneskelig kontrast til de store strategiske linjer. Den minder os om, at historiske erfaringer fra Østeuropa ikke er abstrakte, men realiteter.
Man kunne også spørge: Hvad binder Europa sammen positivt – ikke kun i frygt for Rusland eller usikkerhed om USA, men i værdifællesskab, innovation og demokratiske institutioner? For hvis historien ikke gentager sig, men gentager det, vi kan lære af den, er spørgsmålet, om Europa er i stand til at lære kollektivt og ikke mindst handle i tide.
Tak for den engagerede ‘forelæsning’, der inviterer til både eftertanke og debat 🙂
@Uffe Jerner: Kommentatoren bringer et naturligt “kontra-argument” ind, nemlig ” Hvad binder (i virkeligheden) Europa sammen positivt – ikke kun i frygt for Rusland eller usikkerhed om USA, men i værdifællesskab, innovation og demokratiske institutioner?”
Svaret er nok afhængigt af, hvem man spørger. EU har gennem årene ved en både økonomisk og (forsøgt) politisk knopskydning forsøgt at forme et værdifællesskab. Mine personlige sammenklistrede tanker nævnt i blogindlægget antyder, at det bliver nødvendigt med en alvorlig rekonstruktion af EU´s grundlag (antal lande) og dermed et forsøgt nyt “Europa” i en model, hvor såvel forsvar som økonomi er sammenlagt. Det betyder også en afskalning og dermed et nyt NATO.
Personligt tror jeg ikke på, at USA aktuelt vil hjælpe Baltikum, ifald Rusland – inden US-præsidentvalget i 2028 finder sted – foretager en “special operation” af mørke mænd, der pludselig invaderer Narva og ruller videre frem mod vest. Faktisk er jeg ret pessimistisk, hvad angår de kommende år. Falder Ukraine eller stopper det a la Korea-løsningen, venter der en russisk krigshandling i Østersøen (og Moldova). – Men i så fald har Rusland måske (igen?) forregnet sig, eftersom Østersømagterne samlet set bliver en mere og mere magtfuld modstander de kommende år. I første led bliver Danmark ikke direkte berørt (Bornholm?), men det kan blive meget grimt, hvis det eskalerer, især atomart.
Aktuelt er den primære faktor “frygt” indpakket i det solide materiale kaldet “pragmatisme” – på sigt kan et nyt Europa – “de villige stater” – udmærket finde en operativ platform, hvor både protestanter og katolikker samt diverse europæiske mindretal kan finde plads i en ny union, Nordeuropas EU-stater alene af strategiske årsager, Sydeuropa grundet presset af flygtninge fra syd og øst. I en maggiterning: Bliv spist eller kravl op ved bordet, grib kniv og gaffel og lad det “ske” – deltag i verdens “måltider” på lige fod med øvrige hungrende gæster fra de andre “unioner” i Vest og Øst med lejlighedsvise krydrede retter fra Mellemøsten og Afrika samt fyldig vin fra Sydamerika.
Det var en lang og indholdsrig tekst, du i dag har lanceret, og som jeg har måttet læse igennem flere gange. Stort set er jeg enig i dine holdninger og forslag.
Det var en langt bedre tale Marco Rubio holdt i München i forhold til J. D. Vances uforskammede og historieløse tale sidste år.
Du har ret i at EU’s besøgelsestid er nu. Med så stor en befolkning og økonomi må EU vise sin styrke og ikke lade sig tryne af p.t. Trump, hvis tid som ”konge” forhåbentligt er slut efter midtvejsvalget i november i år.
EU har desværre i mange år været mere innovative indenfor bureaukratiske tiltag og unødvendige regler, men været langsommelige på andre områder, hvor der burde været handlet for længst. Et eksempel: Hvorfor har EU i mange år accepteret, at Kina havde fri fragt på varer i EU landene, begrundet i at Kina var et ”udviklingsland”??
Victor Urban taber forhåbentligt det kommende valg, og mon ikke at mange af de højrefløjspartier du omtaler, mister momentum i disse urolige tider?
Jeg er enig i, at EU må frigøre sig teknologisk fra USA, og du nævner et godt eksempel, Airbus. EU må i fællesskab beslutte at nu skal der investeres, for at vi ikke i fremtiden bliver for afhængige af USA – eller Kina.
@Per Jan: Det er sjældent, men det sker, at et indlæg har kroniklængde. Men emnet er – desværre – næsten uudtømmeligt og selv en betydningsløs pensionist i et dansk udkantsområde kan ikke holde tankerne tilbage, når vi – som det sker aktuelt – skriver verdenshistorie i disse tider (seneste var Covid-19). Det er et næsten traumatisk årti, vi lever i.
Jeg anvender netop ”Airbus” – Concorde er et andet, der dog af diverse årsager fik en trang skæbne. Blot som eksempler. D(ansk)I(ndustri) og andre professionelle organisationer og erhvervsrelaterede samlinger kunne sikkert også liste flere op. Der findes ganske meget knowhow i EU, pengene er der, men ofte synes EU-bureaukratiet at blokere unødigt.
Indlægget bærer også præg af den pessimisme, der tegner sig politisk og militært, i hvert fald så længe US-præsidenten hedder Donald Trump og hans nære ven i Kreml ikke er stoppet (indefra).
P.S. Jeg kan ”trøste” dig med, at de kommende planlagte indlæg frem til og med 28/06/26 ikke har samme længde, medmindre der sker uforudsete hændelser. 😉