Olympia Stadion – Berlin
Intro
Tysk fodbold er blevet fulgt gennem en del år. Mest via tv og i øjeblikke LIVE på stadions i Tyskland. Anledningen til denne fyldige refleksion skyldes et dødsfald. En af de mest respekterede tyskere i Danmark har forladt taktikbordet, omklædningsrummet, grønsværen og presselogen samt ikke mindst sit danske (fynske) domicil for sidste gang.
Overskriften “Der Reichstrainer ” – den tyske glose for rigstræner eller landstræner for et nationalt mandskab i herrefodbold – dækker i virkeligheden for to mænd med fornavnet “Joseph” eller det ofte anvendte kælenavn “Sepp”. I kombination med overskriften er de to mest kendte og helt åbenbare eksempler, som fodboldverden kender, nemlig Sepp Herberger og Sepp Piontek.
Ved sidstnævntes død d. 18/02/2026 lever ingen af dem mere, men de fortjener petabytes af hædrende ord. De var begge af en helt særlig sportslig aftapning, som vel kun Tyskland kan præstere i verden. Hermed følger lidt om den gamle og den unge Sepp, herunder deres respektive “Finest Hour”.
Sepp Herberger (1897-1977)
Mannheim er en by i den sydvestlige del af Tyskland. Byen har knap 310.000 indbyggere, hvilket gør den til den tredje største by i delstaten Baden-Württemberg, kun overgået af delstatens hovedstad Stuttgart og Karlsruhe. Og det var netop i den by, at der i perioden 1897-1977 levede en person, som i perioder af sin voksne tilværelse skulle blive verdensberømt som “Der Reichstrainer”.
Sepp Herberger var tysk rigstræner i fodbold i to omgange, først i perioden 1932-1942 (de første fire år som assistenttræner) og senere for (Vest-)Tyskland i perioden 1950-1964. Han stod også i spidsen for holdet ved VM i 1938, 1954, 1958 og 1962.
Af disse årstal er 1954 legendarisk. Hans “Finest Hour”…..
Enhver fodboldelsker kender begrebet “Das Wunder von Bern”. Den tyske “Der Reichstrainer” var om nogen manden bag den fantastiske sejr på 3-2, da det (vest-)tyske landshold vandt guld ved VM en regntung 4. juli 1954 foran 62.500 tilskuere på Wankdorf stadion i Schweiz’ hovedstad Bern. Jeg skal spare læseren for de to holdopstillinger. 😉
Det var (vest-)tyskernes første VM-titel, der faldt efter en særdeles overraskende finalesejr over storfavoritterne fra Ungarn, der på den tid som ubesejret gennem flere år regnedes for verdens absolut bedste fodboldhold med Ferenc Puskas, Sandor Kocsis, Jozsef Bozsik, Nandor Hidegkuti, Gyula Grosics etc. i spidsen.
Sejren – og det at (Vest-)Tyskland blev verdensmestre – var så meget større, fordi holdet (bortset fra Fritz Walter) ikke indeholdt nogle egentlige stjerner. Et forhold, der senere gjorde Herbergers efterfølgere succesrige på en langt billigere baggrund med stjerner som Franz Beckenbauer, Gerhard Müller, Uwe Seeler, Sepp Maier, Karl-Heinz Schnellinger, Günther Netzer, Bernd Schuster, Berti Vogts, Karl-Heinz Rummenigge, Jürgen Klinsmann, Oliver Kahn, Harald Schumacher, Lothar Matthæus, Rudi Völler, Michael Ballach og Matthias Sammer.
Ledetrådene for Herberger var nøjsomhed, grundighed, beslutsomhed, overblik og snuhed. Hertil kom en nærmest overmenneskelig evne til at tilpasse sig Nazi-styrets forventninger og krav, uden at signalere aktiv medvirken i nazismen. Andre fundamenter var hans mangeårige fasttømrede barnløse ægteskab med fru Eva og så hans elskede små sorte notesbøger, der var hans livs computere.
(Vest-) Tyskland har i efterkrigsårene genereret nogle af verdens absolut bedste klub- og landsholdstrænere, vel samlet set de bedste! Danske fodboldspillere i Bundesligaen stiftede med bekendtskab med toptrænere som: Hennes Weisweiler (Sepp Pionteks idol), Uto Lattek, Helmut Schøn, Dettmar Cramer, Jupp Heynkes, Ottmar Hitzfeld, Franz Beckenbauer samt i nyere tid Otto Rehhagel, Joachim Löw, Jürgen Klopp, Hans-Dieter Flick (FC Barcelonas chefcoach), Thomas Tuchel (Englands nuv. landstræner), Ralf Rangnick og senest Tysklands nuværende landstræner Julian Nagelsmann. – (Jupp Derwall og Berti Vogts er ikke glemt, men hører ikke efter min mening til på den øverste hylde).
– Men Sepp Herberger var den største af dem alle. Han opnåede at komme på frimærke, noget helt særligt for en sportens repræsentant på den tid, hvortil kommer selvfølgeligheden i markeringen foran Tysklands fodboldmuseum i Dortmund.
Det skal også post humt adderes, at Herberger levede i en tidsalder, hvor en landsholdstræner ikke på nogen måde var overbetalt (som ses frygtelig mange gange i nutiden). Ved sin død efterlod Sepp Herberger sig ikke meget af værdi, dog i “faglig henseende” 361 tykke notesbøger, der stort set ikke fortæller andet end navne på spillere, deres styrke og svagheder, optegnelser af kampe, referencer af fodbolddiskussioner eller bemærkninger til taktik og strategi.
Sepp Piontek (1940-2026)
Den unge Sepp (Piontek) opnåede 6 landskampe på det daværende vesttyske landshold (højre back). Han fortalte om mødet i sine unge år med legenden Sepp Herberger: “Jeg turde næsten ikke sige noget til ham. Han var en meget stor mand, som alle og enhver så op til.”
Var Sepp Piontek også den største=bedste danske ”Der Reichstrainer”? Ser vi på den generelle faglighed og resultaterne siden WW2, kan de kendte danske efterfølgere Richard Møller Nielsen og Morten Olsen godt matche ham.
Men det skal ikke et nanosekund glemmes, at det var tyskeren, der opstartede dansk fodbolds rejse fra lilleput-nation til i gyldne perioder at være blandt Europas bedste. Han “kultiverede” et komplet utæmmet og udisciplineret lallende amatørhold fyldt af udlands-professionelle danske fodboldspillere, der betragtede landskampe omkring 1980 som badebilletter.
Eller som hans evige både hade- og elskeobjekt, Preben Elkjær beskrev det, da han i 2011 holdt tale for Piontek i forbindelse med tyskerens optagelse i fodboldens Hall of Fame:
“Han flyttede dansk fodbold fra at være en vittighed til at være en modstander, alle tog seriøst”
Omsider vågnede DBU op af sin amatøragtige tornerosesøvn i slut 1970´erne. Bryggerikoncernen Carlsberg tilførte et millionbeløb og således var grønsværen vandet og klar til noget seværdigt, noget stort. Og det kom de næste to årtier. Det kom i skikkelser af den mest talentfulde generation af unge fodboldspillere i 1980´erne og senere i 1990´erne, hvor Pionteks tidligere assistent og private gode ven, Richard Møller Nielsen (1937-2014), førte Danmark frem til Europamester-titlen den 26. juni 1992 i Skandinaviens største havneby, på Nya Ullevi stadion i Gøteborg. Ingen, der så kampen enten på Sveriges daværende største stadion eller på tv, vil glemme den.
Danmark havde faktisk en masse dygtige fodboldspillere, der gjorde sig gældende i det store Europa. Men når de var samlet med landsholdet, tabte de ofte, og slutrunder måtte de altid kigge langt efter. Sådan var billedet for fodboldlandsholdet, da den runde og (for) joviale falstring, landstræner Kurt Nielsen (1924-1986) i 1979 blev afløst af tyske Sepp Piontek.
Flere af datidens spillere har beskrevet kulturen ved landsholdssamlingerne som en lejlighed til ikke bare at spille fodbold, men også til at komme hjem og spise højtbelagt smørrebrød med der tilhørende øl. Med Sepp Piontek, der som aktiv spiller for Werder Bremen var en hård forsvarshund, blev den form for dansk hyggekultur afløst af tysk disciplin.
Piontek så et stort potentiale i sit materiale, og med sin kompromisløse stil og specielle sproglige accent formåede han at styre stribevis af stjerner som Preben Elkjær, Søren Lerby, Frank Arnesen, Klaus Berggreen, Allan Simonsen, Morten Olsen og Michael Laudrup. Fodboldeuropa fik en forsmag, da Danmark i 1981 besejrede de senere italienske verdensmestre med 3-1. Og to år senere førte den meriterende sejr på 1-0 over England på Wembley til deltagelse ved EM i 1984. Her vandt Danmark 5-0 over Jugoslavien og 3-2 over Belgien, og det trak op til en finale mod Frankrig, da Elkjær brændte sit legendariske straffespark, og Spanien vandt semifinalen.
I 1985 grundlagde sejren på 4-2 over Sovjetunionen Danmarks første VM deltagelse. Og året efter i Mexico blev landsholdet hele verdens kæledægger med besnærende angrebsspil. Særlig foldet ud, da Uruguay blev slået 6-1. Men Spanien stod igen i vejen for de søde danske drømme, da Emilio Butragueño scorede fire gange i ottendedelsfinalen, og Pionteks drenge måtte se sig slået med 5-1.
Den folkekære tysker nåede at stå i spidsen for Danmark i 115 landskampe, inden han i 1990 gav stafetten videre til Richard Møller Nielsen. Foruden det danske landshold har trænerkarrieren taget ham forbi det haitianske, tyrkiske og grønlandske landshold. Undervejs har han også haft trænerophold i superligaklubberne AaB og Silkeborg samt træner i tyske klubber (Düsseldorf og Werder Bremen).
Jeg mødte ham af og til gennem de senere år på OBCs rulletrappe på vej til/fra Odense hovedbibliotek (daværende indgang før Borgernes Hus). Det samme disciplinerede ansigtsudtryk. Den samme ukomplicerede frisure. Dansk fodbold har meget at takke Josef Emanuel Hubertus Piontek for. Tyskeren, der næsten blev dansk i sine modne år.
Finest hour
Sepp Piontek oplevede flere store øjeblikke, men der er næppe tvivl om, at højdepunktet af dem alle kom en lun og overskyet Grundlovsdag – 05. juni 1985. Ingen af de 50.000 tilskuere, der var i den gamle Københavns Idrætspark eller så kampen på tv, vil glemme den. Piontek indrømmede senere i et tv-portræt, at han kunne få gåsehud af blot at tænke på den. For en gangs skyld havde den hårde tysker intet at brokke sig over efter den kamp….
I denne kvalifikationskamp til VM i fodbold i Mexico 1986 mødte Danmark det daværende USSR (Sovjetunionen). Vi vidste det godt: Vi tabte hver gang. Men denne Grundlovsdag skete der noget helt særligt. Danmarks landshold spillede lige op mod et af verdens bedste hold, herunder verdens daværende bedste målmand Rinat Dasajev (med kælenavnet “Jerntæppet”). Sidstnævnte oplevede noget, han aldrig havde prøvet før i sin hæderkronede landsholdskarriere, nemlig at blive udspillet og hente hele fire bold i sit målnet. To danskere, der i de år nåede verdensklassen. Michael Laudrup og den utæmmelige Preben Elkjær var skarpretterne – The Executioners.
Finest Hour – 05. juni 1985. Danmark – USSR 4-2
Hall of Fame – en selvfølgelighed!
Requiescat in pace Sepp – in duplo!
Kilder:
Personfotos: Alcheron
Øverste foto: Olympia Stadion, Berlin (Erik Hulegaard)
Foto (Sepp Herberger plade): Von Nicola, Wikimedia Commons, CC-by-sa 4.0, CC BY-SA 4.0,
Foto Sepp Piontek (DR-TV portrætudsendelse)
https://www.bt.dk/fodbold/stort-sepp-piontek-interview-jeg-skulle-vaere-fortsat-som-traener
Von Nicola, Wikimedia Commons, CC-by-sa 4.0, CC BY-SA 4.0, https://commons.wikimedia.org/w/index.php?curid=48338141
En meget fin hyldest til to markante skikkelser i europæisk fodboldhistorie, som ellers er en lukket bog for en sportsignorant som mig.
Beskrivelsen af Sepp Herberger og ‘Das Wunder von Bern’ rammer den næsten mytologiske betydning, triumfen fik for et efterkrigstraumatiseret Vesttyskland. Notesbøgerne og det beskedne økonomiske eftermæle tegner et billede af en træner, der byggede sin succes på disciplin og systematik – ikke stjernestatus.
Portrættet af Sepp Piontek som kulturforandrer og overgangen fra hygge og smørrebrød til struktur og professionalisme er lige så interessant. Vi havde måske talentet, men manglede strukturen. Og de små anekdoter – mødet på rulletrappen og Elkjærs citat gør hyldesten troværdig og menneskelig.
En værdig ‘Requiescat in pace – in duplo’.
@Uffe Jerner: Sædvanligvis ville jeg kunne opretholde en konversation/kommunikation omkring fodbold, håndbold (især), badminton samt visse kampsportsgrene og atletik (mellemdistanceløb). Men bloggen har som hovedregel fravalgt omtale af disse (herunder mine mange gode oplevelser på diverse stadions og sportshaller i ind- og udland), da emnet ”sport” ikke har den store interesse hos min faste/trofaste læserkreds, herunder kommentatorer. Men der gives få undtagelser, hvorunder det aktuelle dødsfald henhører.
Faktisk havde jeg ikke forventet nogle kommentarer – jf. ovennævnte – og blev derfor varm om mit digitale hjerte, da en af de absolut trofaste kommentatorer – trods sin erklærede sportsignorance – alligevel gav sig tid til at omfavne dagens blogemne og krydre det med nogle konkluderende sprogblomster. Man takker oprigtig!!!
Bloggen bestræber sig generelt på at veksle mellem forskellige relevante emner, hvilket indlægget søndag d. 22. febr. 2026 er et eksempel på….og således efter planen fortsat frem til og med søndag d. 28. juni 2026.
Tak for en meget detaljeret og interressant beretning om Piontek og dansk foldbold. Jeg var en kort periode højre back på et drengehold i AB, men siden blev det til håndbold og fodbold har ikke været noget jeg er gået op i, men jeg husker da Pionteks succes med landsholdet.
@Per Jan: Jovist, Sepp´erne har altid interesseret mig, den ene mest historisk, den anden gennem en del år i livagtig version. Din korte karriere som efterfølger for salig “Europa-Poul”(Pedersen) på backpladsen hos Akademikerne blev efterfulgt af en imponerende mangeårig karriere som håndboldmålmand på Danske Banks firmahold.