Foto: Porapak Apichodilok
Intro
I slipstrømmen af “samlingsregeringens” store lovkataloger med finanslov, sundhedsreform, Forberedt på fremtiden (uddannelsesreform) etc. kan også udtrækkes en noget mindre og egentlig ret tankevækkende politisk Christiansborg-aftale, nemlig det såkaldte “Kulturpas”, der vil gives til “udsatte unge” mellem 15 og 24 år.
I Frankrig er forsøgt noget lignende, så vidt researchet uden den store effekt. Men lad os fokusere på den danske model omkring dette nye initiativ:
Substans
SVM-regeringen, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet er blevet enige om at give de omkring 43.000 unge mellem 15 og 24 år, som ikke er i job eller under uddannelse, et digitalt betalingskort på 2.000 kroner. Det kan så anvendes til en tur i biografen med biografklubben eller til et besøg på Statens Museum for Kunst.
Ifølge kulturministeren er det “temmelig ekstraordinært”.
“For vi sætter på mange måder gang i et smukt forsøg, som vi ikke har prøvet før. Vi vil give de her unge mennesker en vej tilbage til vores fællesskab”, siger den kronragede kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M). Samme politiker har måske en særlig sans for det stimulerende. Nogle vil erindre i februar 2018, hvor han blev stoppet af politiet med kokain i blodet. Efterfølgende forsøgte han at dække over begivenheden og holdt hændelsen hemmelig i en længere periode uden partiets kendskab. I maj 2018 tog han betalt sygeorlov fra Folketinget. Siden fulgte han sin mentor Lars Løkke Rasmussen ind i Moderaterne og fik (som belønning?) posten som kulturminister i SVM-regeringen.
Faktuelt kan suppleres, at det såkaldte “kulturpas” kommer til at køre gennem to forsøg, hvor det digitale betalingskort er det ene. De unge vil kunne bruge kulturpasset på 2.000 kroner fra sommeren 2025 og frem til udgangen af 2026. Det andet forsøg handler om at lave op til 15 længerevarende forløb for grupper af unge. De skal via kultur, fritid og idræt hjælpes i job, ligesom målet er at forbedre deres generelle trivsel.
På finansloven for i år er der blevet afsat i alt 140 millioner kroner til og med 2026 til forsøget med kulturpasset.
Refleksion
Egentlig “politisk stemmefiskeri” er der vel næppe tale om. Det må formodes, at SVM-regeringens majoritet ikke just findes i de helt unge årgange, der typisk placerer deres kryds på fløjene. Altså, hvad er så motivet?
Jeg har gennem mange år været en (mere eller mindre) trofast gæst i kulturlivet. Udstillinger, kunst, sport etc. – bortset fra sport har jeg yderst sjældent mødt det helt unge segment og i givet fald i “slæbende ledsagelse” til en eller flere voksenpersoner. Og jeg har mine stærke tvivl om, at dette forslag skulle formå seriøst at aktivere unge fra den såkaldte “restgruppe”.
Samme “restgruppe”, altså andelen af unge mellem 15 og 24 år, som ikke er i uddannelse eller arbejde, er steget lidt i 2023. Det viser nye tal fra Styrelsen for It og Læring og udgør altså omkring 43.000 unge. Andre undersøgelser viser, at størstedelen af restgruppen udgøres af unge mænd, som er faldet fra i en erhvervsuddannelse, herunder især unge med anden etnisk baggrund end dansk.
Skal man tage de positive briller på – og det bør man alene af både samfundsmæssige og humanitære årsager – tror jeg, at sportens verden (bold eller kampsport) har vist de (eneste?) mest synlige og positive resultater. Altså mixed af disciplin og omsorg. IKKE et kulturkort, men et betalt abonnement til en sportsklub klausuleret som “tvungen deltagelse”; alternativt en udvidet mentor-ordning, hvor den unge kærligt tvinges ind i et fag.
Jeg er helt givet blevet præget af min skolegang på Det Kgl. Vajsenhus i en fortid, hvor disciplin og – om ikke “omsorg” – så i det mindste ansvarlig opfølgning var en del af “lektien”. Nutidens bløde pædagogik er ikke svaret!
Man hører i det fjerne nogle i det store (digitale) menneskehav tænke lidt som titlen på eks-statsminister Poul Nyrup Rasmussens seneste bog:
Kan vi ikke gøre det lidt bedre?
Det smukke forsøg, som kulturministeren kalder det, synes jeg er en god idé. Kulturpasset kræver næppe ekstra ressourcer for kulturinstitutionerne, så det kan vel betragtes som et ekstra statstilskud til institutionerne og samtidig give unge mennesker nogle måske nye og gode oplevelser. I forhold til så mange andre jobskabende tiltag, tror jeg at “det andet forsøg” kan blive en god og måske billigere måde, at forsøge at forbedre udsatte unges trivsel og fremtidsudsigter. Jeg er dog enig med dig i, at støtte til idrætsaktiviteter, måske vil have større appel for mange unge. I forbindelse med en anden sag – om støtte til tyrkiske moskeer – opdagede jeg at idrætsforeninger også kan få støtte til idræt fra kommunale puljer til “kulturelle” formål, så “kultur” og “idræt” er måske tæt forbundne i praksis?
@Per Jan: “Kultur” og “idræt” kan sagtens opleves nært begrebs beslægtede. Det kan blive interessant at betragte udbyttet, når kulturministeriet sikkert om x antal år vil lave en DJØF-baseret evaluering. Din kommentar afslører, at du er mere humant indstillet end blogejeren. 😉
Herfra et skuldertræk, for harmløst er det, og om få år lider det en stille død. De udsatte unge får ikke deres behov dækket af (fin)kulturel føde.
@Eric: Såmænd nej – finkulturel føde er for de udvalgte. De kommende år – uanset regeringsfarve – vil stigende udgifter (forsvar, klimasikring, beredskab etc.) helt opsluge yderligere sådanne initiativer.