Foto: Kindel Media
Intro
Af Danmarks 98 kommuner har jeg boet i 4 kommuner. Tidsrammerne har været forskellige, fordelt med 44 år, 21 år, 8 år og 2 år. Selvom man har boet i en/flere kommune(r), kan man sagtens have et varieret og i nogle tilfælde grundigt kendskab til andre af de 94 kommuner, meget afhængig af ens livsforløb herunder såvel private som professionelle liv. Mit dybereliggende kendskab er primært til såvel sjællandske som fynske kommuner og i nogen grad til udvalgte jyske.
Men to kommuner trækkes naturligt ud i denne kontekst, simpelthen fordi jeg kender dem bedst og har boet der længst, nemlig Frederiksberg (44) og Assens (21). De er mildt sagt temmelig forskellige på mange måder, hvilket eksemplificeres i dette indlæg.
##########
Baggrund
Lad os starte med noget så kedeligt som at citere fra en forespørgsel i Folketinget, mere præcist Folketingets Ældreudvalg, der d. 23. maj 2023 stillede følgende spørgsmål til ældreministeren (Mette Kierkgaard (M)):
”Vil ministeren redegøre for, hvornår en kommune kan pålægge ældre mennesker at indkøbe f.eks. en robotstøvsuger, hvis de får hjemmehjælp, og hvilke muligheder man har som ældre, hvis man ikke har råd til dette?
#########
Så fulgte en længere redegørelse fra den sydvestjyske minister, som med statsgaranti var bearbejdet af mindst en DJØF´er. Af hensyn til læserens to T-parametre (Tidsforbrug og Tålmodighed) vil jeg plukke relevante afsnit fra svaret:
“Hvis en borger bevilges hjemmehjælp, vil omfanget af hjælpen afhænge af borgerens konkrete situation med udgangspunkt i borgerens behov og ressourcer. Den konkrete vurdering foretages derfor ud fra, hvor meget borgeren selv er i stand til at udføre. Hjælpen skal medvirke til, at borgeren med funktionsnedsættelse kan fungere i sin aktuelle bolig. Det primære mål med indsatsen er at gøre borgeren i stand til at klare sig selv, og hvis det ikke er muligt, bør indsatsen sigte mod at gøre borgeren i stand til at klare så mange opgaver selv som muligt. Borgeren skal have den hjælp, borgeren har behov for, uanset kommunens serviceniveau.”
“(..) Robotstøvsugere og robotgulvvaskere anses efter Ankestyrelsens principmeddelelse nr. 36-22 som forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo.”
##########
Aktuelt
Fælles for de to kommuner (Frederiksberg og Assens) er aktuelt, at egentlig (gammeldags) rengøringshjælp på kommunal basis er sparet væk hos hjemmehjælpsmodtagere. Der henvises til en klar forventning om, at borgeren selv anskaffer en robotstøvsuger. Det har skuffet (for nu at anvende et meget mildt udtryk) adskillige ældre borgere i de nævnte kommuner.
##########
I Frederiksberg Kommune resulterede det for nylig aftalte budgetforlig for 2025 bl.a. i, at “Vi har lyttet og anerkendt, at en robotstøvsuger ikke er for alle. – Det er besluttet at gøre det valgfrit for de af byens ældre, der modtager hjælp til rengøring, hvorvidt man vil gøre brug af en robotstøvsuger eller ej.”
Med andre ord: Hvis du som hjemmehjælpsmodtager ikke ønsker at bruge robotstøvsuger, vil du igen kunne få almindelig støvsugning. Den nye fritvalgsordning sættes i gang hurtigst muligt og begrundes i, at der er kommet styr på Frederiksbergs økonomi.
###########
Ældresagen har naturligvis været på banen. De har kendskab til en række kommuner, der påtvinger de ældre at købe en robotstøvsuger, men de har ikke mulighed for at oplyse det præcise antal. – Den her løsning breder sig fra kommune til kommune – ikke som en steppebrand, men som noget, der ligner (som de udtaler).
##########
“Støvets år” defineres som “halvfjerdsårsalderen, hvor man kan vente snart at skulle dø”. Nu er det jo så glædeligt, at denne term nok skal strækkes lidt i sin betydning, eftersom levealderen er steget de seneste mange år både for danske mænd og kvinder, altså for det potentiale af brugere, som er og bliver klassificeret som “hjemmehjælpsbrugere”.
##########
Mit private støv sørger mine to elektrisk tilsluttede Miele støvsugere stadig trofast for. De har deres respektive arbejdspladser hhv. i stueplan og 1.sal i mit byhus. Men jeg har fortalt dem begge, at deres dage langsomt rinder ud og vil blive afløst af robotstøvsugeren, når/hvis jeg skulle blive “hjemmehjælpsbruger” og tilmed opnå den udvidede udgave af “Støvets år“. 😉
#########
DEL SIDEN
“Nye koste fejer bedst, men de gamle kender krogene.”
Rollen som slangetæmmer morer mig ikke, og jeg kunne såmænd godt finde på at købe en robotstøvsuger, når vi engang flytter, så den ca. 50 år gamle Nilfisk kan blive aflastet. Støvsugning af gulvplanet (uden hjørner) alene rækker dog ikke til en glad hygiejne-smiley, og mange pensionistkøkkener ville sikkert blive lukket omgående, hvis sundhedsmyndighederne kom på besøg.
Robotstøvsugerdebatten er et symptom på det demografiske problem, vi (og det meste af den vestlige verden) har med befolkningssammensætningen og udviklingen af samme. Der er ingen nemme og politisk spiselige løsninger.
@Eric: He.he..”slangetæmmer..” vil jeg mumle næste gang, mine Miele-sugere skal i funktion. Mon ikke også din by stiller krav, når/hvis din husstand på (lang..) sigt får behov for hjælp. Robotterne vil til den tid også være videreudviklet til alm. hushjælp. 😉
At Ankestyrelsen anser robotstøvsugere som forbrugsgoder, der normalt indgår i sædvanligt indbo, er meget overraskende. Jeg kender ingen som er indehavere af produktet, men der må vel findes nogle data for udbredelsen. Måske er det blevet normalt inventar, netop på grund kommunernes krav? Jeg håber jeg fortsat kan bruge min 52 år gamle Nilfisk mange år endnu, men ellers må jeg glæde mig over at robotstøvsugerne vist er blevet meget billigere siden de kom på markedet. Udfordringen med at skaffe hjemmehjælpere nok, må løses bl.a. løses ved højere løn. Når der er “råd” til skattelettelser, må der også være råd til lønstigninger!
@Per Jan: Også jeg fandt oplysningen om Ankestyrelsen noget betænkelig. Du har således haft “guldbryllup” med din Nilfisk, der må siges at være fantastisk. Jobbet som “hjemmehjælper” har desværre ikke den status, som det vitterlig fortjener. Måske nogle af de ca. 1000 stillinger (Finanslov 2025) kunne konverteres…men det er jo en overenskomstsag. – Som jeg ofte har sagt: For mange DJØF´er og for få “varme hænder”.