Intro
Sædvanligvis underholder bloggen med et kapitel fra en af mine bogudgivelser som begyndelse eller afslutning på forårs- eller efterårssæsonen. Denne gang sker der en undtagelse. En noget anderledes – for variationens skyld – “julehistorie”, der i total sandhed omhandler en begivenhed fra et miljø, der næppe er læseren bekendt.
“Det skete i de dage, da …” (et klip fra juleevangeliet) for næsten nøjagtig 30 år siden (medio 1990´erne), men erindres med krystalagtig klarhed af flere årsager.
Den redaktionelle disposition på det lidt lange indlæg nedenfor er helt bevidst. Det sker for at indramme en af mit livs sælsomme og uforglemmelige øjeblikke for udenforstående.
Klog sprogundervisning
I 1975/76 tog jeg privattimer i nederlands (hollandsk). Årsagen var den enkle, at jeg var i færd med at danne grundlaget for et forventet varigt samliv, af nogle kaldet ægteskabet, med en nederlandsk kvinde. Mere præcist en kvinde af sydmolukkansk oprindelse med mangeårigt nederlandsk statsborgerskab.
Privatundervisningen foregik på en fashionabel adresse i det københavnske postdistrikt DK-2100 Ø. Lærerinden var af nederlandsk oprindelse og gift med en dansk shippingman. Når jeg ankom rettidig til lektionen, stod “husets søn”, en ca. 7-årig vandkæmmet og velklædt dreng, klar og åbnede hoveddøren til den store Østerbro-lejlighed.
Det var tydeligt, at det ikke modebestemte kortklippede drenge-/enebarn Piet var velopdragen. “Goddag, hr. Hulegaard”, sagde han hver gang og førte mig ned af en lang gang, åbnede døren til en stor stue, trådte et skridt tilbage og lod mig passere ind i et klassisk møbleret rum med smukke antikke møbler, stuk i loftet og ægte tæpper på gulvet. Det føltes næsten i de ustyrlige og langhårede 1970´ere som at træde mindst en generation tilbage i tid.
Her rejste lærerinden sig nærmest synkront op fra det klassiske mahogni skrivebord. Med en let håndbevægelse samt et “ambassade-smil” ledte hun mig hen til et sofaarrangement i mahogni og diskret farvet polstring. Lærerinden var en 44-årig yderst præsentabel cirka 175 centimeter høj kvinde med akademisk baggrund fra et universitetsmiljø i “Mokum” i Nederlandene. Ved nærmere fokus anedes en sort paryk-lignende frisure, der fik mig – fejlagtig – til at formode en jødisk baggrund.
En afdelingschef af norsk afstamning i det magtfulde Axelborg – kendt som hovedsæde for interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer i Københavns centrum – havde “guided” mig ind som “nøje udvalgt” hos lærerinden, der kun anvendte undervisningen som bibeskæftigelse i forbindelse med hendes erhvervsmæssige dagligdag som betroet PA for den belgiske ambassadør ved ambassaden på Øster Alle i København (vis-a-vis det danske nationalstadion “Parken”, daværende “Københavns Idrætspark”).
I løbet af dette selvbetalende kursusforløb blev ikke bare bøjet verber, men reelt langt mere værdifuldt udvekslet informationer om Nederlandene, herunder de tidligere nederlandske besiddelser i såvel De Nederlandske Antiller og Surinam som Indonesien og (for min skyld) især med fokus på det sydmolukkanske mindretal, der befandt (og befinder) sig – blandt de mange multietniske samfund – i Nederlandene.
Nogle af hendes erfaringsbaserede sætninger gennem undervisningen huskes tydeligt 50 år senere og vel livet ud: “De vil opleve et minoritetssamfund med helt andre værdier……De vil komme ind – hvis familien tillader det – i nogle helt besynderlige kulturberigede og non-vestlige samfundscirkler.” var nogle af de udsagn, som blev serveret. Og – skulle det med tiden vise sig – hun havde så inderligt ret!
Dette “juleindlæg” giver med fortællingens substans et eksempel på hendes udsagn. Desværre døde hun året efter af en accelererende lungecancer på et for længst ophørt mindre katolsk hospital i Østdanmark.
Fakta
I respekt for læseren opregnes først nogle afklarende geografiske, politiske, religiøse og mediemæssige fakta som baggrundstæppe for indholdet af “Casen” nedenfor:
På nederlandsk skelner man konsekvent mellem Holland (de to hollandske Noord- og Zuid-Holland provinser) og Nederlandene (hele landet). På dansk (og i mange andre lande) kaldes landet overvejende Holland i almindelig tale, mens Nederlandene bruges i mere præcise sammenhænge, i officielt sprog og af de fleste, der beskæftiger sig med nederlandsk sprog og kultur.
“Randstad” i denne kontekst skal ikke forveksles med det verdensomspændende vikarbureau af samme navn, hvis hovedbase også findes i Diemen Kommune i Amsterdam-Oost. Derimod defineres “Randstad” geografisk som et sammenhængende, hesteskoformet byområde i det vestlige Holland, der omfatter byerne Amsterdam, Rotterdam, Haag (nederlandsk: Den Haag, officielt ‘s-Gravenhage) og Utrecht samt omkringliggende områder.
“Mokum”, det i visse kredse hebraiske synonym for Amsterdam, der i nutiden skønnes at indeholde mindst halvdelen af de ca. 30.000 jøder i Nederlandene; f.eks. er den kendte fodboldklub Ajax Amsterdam jødisk domineret. Mange (ortodokse) jødiske kvinder er kronraget og bærer paryk, jf. afsnittet ovenfor “Klog sprogundervisning”.
Molukkerne er en indonesisk øgruppe med et areal på 74.505 km². Området er en samlet betegnelse for en provins i den nordøstlige del af Indonesien, der med ca. 17.000 øer almindeligvis anses som verdens største ørige. Provinshovedstaden er Ambon, der ligger på øen af samme navn. Andre vigtige øer i gruppen, der i alt omfatter over 1000 øer, er Buru, Halmahera, Seram og Ternate.
Øgruppen kom i 1500-tallet under portugisisk kontrol. I 1663 etableredes her en nederlandsk koloni. Nogle læsere med geografiske og/eller gastronomiske kompetencer vil kende området omtalt som “Krydderiøerne”. Siden 1990´erne har Molukkerne været præget af flere sammenstød mellem kristne og muslimer. De mest kendte krydderplanter muskat og kryddernelliker stammer herfra. Med krydderihandelen som basis kom Det Hollandske Ostindiske Kompagni snart til at herske over størstedelen af det nuværende Indonesien. I 1800-t. gik krydderihandelen dog drastisk tilbage.
Øerne var besat af japanerne under Anden Verdenskrig, og efter krigen etablerede Nederlandene en lydstat i det østlige Indonesien. Ved Indonesiens selvstændighed i 1949 var der et kortvarigt oprør på Sydmolukkerne med krav om en selvstændig stat. Oprøret var blodigt og blev nedkæmpet, og mere end 40.000 flygtede til Nederlandene, hvorfra de fastholdt kravet om et selvstændigt Sydmolukkerne. I 1975 kaprede sydmolukkanere et tog i Nederlandene og besatte den indonesiske ambassade i Haag, og i 1977 stod de bag endnu en togkapring.
Befolkningen, der bl.a. består af malajer og papuanere, er dels kristne, dels muslimsk med indslag af traditionel åndetro. Siden slutningen af 1990’erne har flere områder været præget af blodige uroligheder, specielt i provinshovedstaden Ambon.
Så vidt researchet findes der ikke i nutiden et eksakt opgørelse over etnisk sydmolukkansk antal borgere i Nederlandene.
Den hollandske radio- og tv-fond NOS (= Nederlandse Omroep Stichting) er en offentlig radio- og tv-station, der er oprettet i henhold til medielovgivningen. Den har til opgave at levere medieindhold til den nationale offentlige medietjeneste inden for nyheder, sport og begivenheder. Fonden er også juridisk ansvarlig for en række radio-, tv-, tekst-tv- og internetopgaver. NOS’ aktiviteter finansieres delvist eller fuldt ud af den hollandske regering og kan nogenlunde sammenlignes med DR i Danmark.
##########
Case (fra den virkelige verden)
Den aktuelle scene var i en weekend henlagt til et klasselokale på en mindre offentlig provinsskole i den sydlige yderkant af det nederlandske geografiske begreb Randstad. Tidspunktet var medio 1990´erne.
I klasselokalet befandt sig seks personer. Samme rum var ved nærmere syn ikke et egentligt klasselokale, men forekom snarere anvendt som et møderum. De fem deltagere – alle af sydmolukkansk afstamning – sad rundt om hovedbordet i lokalets midte. Rummet var oplyst af et underligt dæmpet neonlys, der denne efterårsdag matchede stemningen og i den grad understregede alvoren.
Den sjette deltager, her kaldet “Het witte man”, sad på en stol ved væggen bagved den eneste kvindelige deltager. Personerne rundt om bordet var alle i 50+ års alderen med forskellig erhvervsbaggrund. Kvinden var den eneste med en akademisk baggrund, der for øvrigt som den første af sin etnicitet i hendes yngre år var immatrikuleret ved det sociologiske fakultet på det kendte Erasmus Universitet i Rotterdam.
Mændene så kampberedte ud. Absolut ikke bevæbnede eksemplarer, man havde lyst til at møde en mørk aften. Flere af dem udviste et kropssprog, der signalerede en forsøgt nedbremset aggressiv attitude. I vor nutid en tilstand, som også kan afkodes i glimt af personer med en såkaldt bipolar lidelse, hvis udadreagerende adfærd kan forekomme både dynamisk (i nogle tilfælde dødens farlig) og ikke mindst uberegnelig.
For enden af bordet sad en særdeles selvbevidst mødeleder iklædt en tætsiddende lædervest, der sagtens kunne associere til den nederlandske rockergruppe Satudarah (også tidligere kendt i DK). Mødet var arrangeret i hast og var hemmeligt. Anledningen var diskussion og beslutning omkring indhold og eksekvering for “en aktiv operativ celle”, der skulle understrege dette mindretals betydning og manglende accept fra den nederlandske regering; eller sagt rent ud med danske termer: “terror mod den etablerede statsmagt”. Noget sådan var tidligere forsøgt og i to øjeblikke (1970´erne) effektueret med verdenspressens bevågenhed (togkapringer etc.).
Mødet varede ca. 2 timer. Så forlod den ældste af deltagerne sammen med sin yngre søster og “Het witte man” mødet. Under bilturen fra stedet og frem til rækkehuset i en mindre by andetsteds i Nederlandene skiftevis fortalte den ellers ret introverte broder med begejstring om mødelederens kvaliteter, herunder fantastiske strategiske evner. Hans lillesøster oversatte (nederlandsk/engelsk) dette samt tilføjede et koncentrat af mødeindholdet for “Het witte man”.
#########
Denne lillesøster havde 17 år forinden (august 1969) mødt “Het witte man” i London. Her opholdt hun sig i en kortere tid grundet deltagelse i en reception på den indonesiske ambassade sammen med sin svigerinde, der var inviteret i sin egenskab af en afdelingschef-funktion ved Nederlandse Omroep Stichting (NOS).
Dette sociale sammentræf mellem lillesøsteren og “Het witte man” blev efterfølgende videreudbygget gennem fælles rejseaktiviteter de efterfølgende år i Nederlandene samt især på adskillige europæiske matrikler og udartede sig til et meget nært forhold; i en periode sågar funderet i et kortere varende ægteskab (1976/1977).
#########
Kvinden og hendes ældre bror havde begge en betydelig både generel og især detailviden omkring deres etnicitet, eftersom deres fader havde været udøvende officer i Koninklijk Nederlands Indisch Leger (KNIL ) og havde kæmpet mod den senere indonesiske præsident Sukarnos tropper i årene lige efter den afsluttende japanske besættelse i 1945.
Modsat officerens broder (der blev halshugget under flugtforsøg), overlevede officeren og under spektakulære forhindringer flygtede med sin familie bestående af hustru og daværende fem små børn via New Guinea og to kendte asiatiske storbyer til Nederlandene.
Hans militære karriere (støttede den nederlandske regering) formodedes at give adgang til en tilværelse i Nederlandene, men blev trods dette allokeret den første tid i en interneringslejr, hvor syv personer (far, mor og 5 børn) kunne opleve en anderledes hverdag i et enkelt rum med køjesenge i en skarp kontrast til årene i Indonesien, hvor familien havde boet i et større hus med tjenestefolk.
I modsætning til mange af nutidens immigrant-/flygtningescenarier i Europa kæmpede den sydmolukkanske officer og hans familie med en beundringsværdig og stålfast vilje for en hurtig adaptation til et nyt nederlandsk liv. Konsekvent sproglære, fleksibel jobparathed, fornøden arbejdsindsats og ikke mindst sparsommelighed medvirkede kraftigt til en efterfølgende og med tiden relativ vellykket tilværelse i et rækkehus, der var placeret i et af de mindre byområder, som den nederlandske regering gennem 1950´erne øremærkede hans nationalitet. De med tiden i alt seks børn (4 drenge og 2 piger) voksede op under kærlige, religiøst prægede og strengt disciplinerede forhold.
#########
Netop to af dem, den ældste af drengene og den yngste af pigerne, var deltagerne i det beskrevne hemmelige møde. De boede sammen i familiens rækkehus, hvor også “Het witte Man” var gæst såvel ved den lejlighed som både før og siden. På et tidspunkt senere om aftenen efter hjemkomsten fra det beskrevne hemmelige møde havde begejstringen for “lædervest-manden” og projektet nået et mere tempereret niveau. Søskendeparret spurgte da ind til “Het witte Man”s mening.
Den fik de – serveret i nøje eftertænksomme, afmålte og kontante termer. Essensen var, at “projektet på baggrund af de oversatte fakta samt ikke mindst den selvglade “lædervest-mand” var dømt til at mislykkes; ja måske sågar med mortale konsekvenser!” og det fortsatte “den selvbestaltede leder er en overvurderet bluffmager uden realistisk indsigt i (nord-)europæisk moral og geopolitiske fundamenter.”
Kvinden og hendes broder rystede på hovederne. Essensen af deres god-nat-bemærkninger var “en tilgivelse af den håbløs uvidende “Het witte Man”s totale manglende og forbløffende uintelligente opfattelse af realiteterne.” (ekstremt venligt udtrykt!)
Eftertanker
Der gik cirka to år. Meget andet skete i midt-1990´erne på verdensscenen og i det private. Medens den amerikanske præsident Bill Clinton en solbeskinnet 12. juli 1997 holdt tale for ca. 80.000 begejstrede tilhørere på Gammel Torv i Københavns centrum, sad “Het witte man” i det lille nederlandske provinsbys rækkehus og rørte rundt i sin kaffekop, så den nøje afmålte varme mælk passende kunne fusionere med kaffeindholdet. Overfor sad kvinden og hendes broder, der havde deltaget i det “vigtige hemmelige møde”.
“Hvad er så status på mødet, der blev afholdt xx/xx-199X på lokationen XXXX?” – En både høflig og naturlig nysgerrighed fra “Het witte Man´s” side var anledningen til spørgsmålet. Der blev helt stille i rummet. Virkelig meget stille. Manden så væk. Det gjorde kvinden ikke. Hun kunne i en mindre fysisk version sagtens være en klon af den næsten jævnaldrende verdenskendte burmesiske (nutidig Myanmar) politiker, diplomat, forfatter og modtager af Nobels Fredspris, Aung San Suu Kyi.
Den nederlandsk-sydmolukkanske kvinde besad – ligesom sin officer-far – et sjældent mod, ubestikkelighed og en uafviselig intelligens, men også en i visse sammenhænge bastant stædighed kombineret med en mindre tilbøjelighed til at anvende begreber som “pragmatisme” og “kynisme” i udvalgte operationelle sammenhænge. Hendes personlighed rummede også en evig kontrasterende duel mellem en overmåde stærk intuition og en forbløffende flig af naivitet; sidstnævnte ses ikke sjældent hos særdeles intelligente personer. Nævnte forhold blev yderligere udfordret og omsluttet af en stærk religiøs calvinistisk protestantisme.
Der var fortsat meget stille i rummet, men så svarede hun endelig med en sjælden præcision i direkte øjenkontakt til “Het witte man”: “Du havde desværre fuldstændig ret i dine udsagn om såvel “lædervest” som projektets manglende duelighed!”.
Det skal for fuldstændighedens betydning tilføjes, at andre grene af samme nationalitet i tilsvarende tidsforløb havde antydet muligheden af, at hun skulle anvende sine helt åbenbare medfødte og tillærte kompetencer (hun talte fem sprog flydende) samt akademiske baggrund og – ikke at forglemme – sit personlige mod som leder af en repræsentation for dette etniske mindretal med foretræde for FN i New York i en NGO-variant.
Hendes betingelse var, at hun ville have “Het witte man” siddende bag ved sig som “advisor”. Den eneste mand, som hun både nærede en livslang kærlighed til og (bortset fra sin far og sine fire brødre) reelt nogensinde fuldt ud havde stolet på! Hendes krav blev (af etniske årsager) afvist. Hun afslog efterfølgende opfordringen.
Hendes ældre bror (den ene mødedeltager) er for længst død. Selv har kvinden de seneste mange år levet i en selvvalgt klosterlignende tilværelse på et anonymt sted i Nederlandene, der er “Het witte man” bekendt.
##########
Kendskabet til den beskrevne anonymiserede hændelse fra det virkelige liv samt nogle andre konfidentielle og mildt sagt utrolige oplevelser af såvel operativ art som eksempler på mysticisme (clairvoyance, okkultisme o.l.) gennem tiden har – sammen med en gensidig respekt – medvirket til et stærkt link mellem kvinden og “Het witte man”, der formodes at vare livet ud….
##########
Kilder
Museum Maluku var et museum for den molukkanske kulturarv, som lå i Utrecht fra 1986 til 2012. Museet måtte lukke på grund af utilstrækkelige økonomiske midler. Samlingen blev bevaret af den Molukkanske Historiske Museums Fond og blev i 2017 flyttet til Sophiahof Museum i regeringsbyen Haag, som nu viderefører museets arbejde. Museet samler, bevarer og præsenterer den materielle og immaterielle kulturarv for det molukkanske samfund i Nederlandene.
Lex.dk
Foto: Erik Hulegaard
Tak for en meget interressant “julehistorie” og i øvrigt tak for mange oplysende og spændende emner du har skrevet om i din blog i 2025. Det er mange år siden at man hørte om molukkerne i Holland. Som tiden er gået, er drømmen om et selvstændigt land vel aftaget meget og dermed også ønsket om at gøre noget for at få international opbakning. Det må have været interressant at have være tæt på de aktive molukkanske grupper, men vel også lidt foruroligende? Du burde jo i detaljer nedskrive din erindringer, og “udgive” dem om fx 50 år? PS. burde vi danskere fremover kalde Holland Nederlandene, da det er det rigtige navn?
@Per Jan: Faktisk burde vi (danskere) sige “Nederlandene”, men i daglig tale er det mere “bekvemt” at sige “Holland”. I en fortid har jeg været tæt på molukkanske grupper, ligeså andre etniciteter fra Caribien og Surinam. Det er mærkeligt som “hvid” at opholde sig i hhv. privat regi og/eller byområde, hvor jeg er den eneste “Het witte man”. Nederlandene er et meget koncentreret etnisk patchwork, hvor spændingerne nogle gange kommer op til overfladen. Historisk er problemet også, at f.eks. nogle (Surinam og ABC-øerne) har opnået selvstændighed, medens andre (Molukkerne) ikke har.
Selvom jeg har oplevet en del, er det beskrevne (gudskelov) eneste gang, hvor jeg har været “indbudt” til terror. – Hvad angår erindringer, viser dagens blogeksempel et “kapitel” og nogle andre er mere eller mindre “secretesse-belagt”(fra NL og mit tidl. professionelle liv).
Tak for et modigt og usædvanligt indlæg. Jeg sad med en klar fornemmelse af at få lov til at kigge ind i et stykke levet liv, som de færreste af os normalt får adgang til – og netop dét gør teksten vedkommende. Fortællingen rummer hele tiden en underliggende spænding mellem idealisme, realpolitik og personligt ansvar.
Det var ikke de dramatiske rammer i sig selv, der gjorde størst indtryk, men de mennesker, der træder frem mellem linjerne. Især kvinden står stærkt: intelligent, kompromisløs, modig – og samtidig menneskelig i sin tro og sin loyalitet. Hendes historie siger meget om, hvor vanskeligt det er at navigere mellem arv, identitet og politiske drømme, når konsekvenserne kan være fatale.
Samtidig fungerer ‘Het witte man’ (der af uransagelige grunde, hm, virker bekendt) som et interessant modstykke: observerende, analyserende og måske mere kynisk, men netop derfor i stand til at se faldgruberne, før de bliver katastrofale. Det giver teksten en fin balance mellem følelse og nøgtern erkendelse.
En fortælling, der bliver hængende – ikke som dramatik, men som eftertanke. Den minder én om, at de vigtigste kampe ofte udspiller sig i det stille og i de valg, man vælger ikke at føre ud i livet.
@Uffe Jerner: Kommentaren indrammer igen med tak min hensigt, nemlig underholdning og refleksion tilsat i udvalgte øjeblikke ”redigerede referater” fra et liv i ind- og udland, der adskiller sig fra et ”normalt dansk liv”.
Vi bærer alle rundt på en rygsæk, der indeholder både tungt og let indhold. Noget kan nemt rulles ud i dagslys, andet er mere egnet til tusmørke. Dagens blogindlæg er en verbal smagsprøve på sidstnævnte og så findes – som antydet i sidste afsnit – også andre tunge eksempler i rygsækken, der af fortrolige/ergonomiske årsager bliver liggende i bunden.
At opleve som eneste ”Het witte man” at være omsluttet af fremmede etniciteter i forskellige sammenhænge, former en (international) livsduelighed, uanset om substansen er politisk eller mystisk (umiddelbar uforklarlig). Der er i perioder slidt på de engelske begreber ”open minded” og ” operative cynicism”, men stadig ingen nedslidning, dog en let patina. 😉
Du har før skrevet om dine nederlandske forbindelser – de har forståeligt gjort et stort indtryk.
Og så er det tankevækkende, hvordan dit liv ville have formet sig, hvis der ikke havde været modstand mod din rolle som rådgiver.
@Eric: Din anciennitet som regelmæssig og meget værdsat kommentator på denne blogplatform tilgodeser med din velfungerende hukommelse, at der helt rigtig er bragt et andet eksempel 01/12/19 – https://hulegaard.dk/natten-i-utrecht/ – en noget andet variation. Det var i to perioder af mit liv virkelig tæt på, at jeg var endt i Nederlandene (1970´erne og 1990´erne), men ud fra en (meget svær) samlende overvejelse, blev jeg i DK.
Og helt rigtigt: Hvad var sket, hvis jeg havde tilsluttet mig “kvinden” i 1995? Jeg trives bedst i funktionen som “advisor” (gammel embedsmand ;-)), men lærte selv under EU-udvekslingsopholdet i Storbritannien (og Grækenland), at jeg – hvis presset – kan stå på scenen og skabe resultater.