Intro
Jeg nåede det desværre ikke. Altså at se paven på Peterspladsen i Rom ved mit seneste besøg i byen for nogle år siden. Årsagen var typisk italiensk: “metroen blev forsinket og jeg stod som mange andre uoplyste under jorden og afventede fortsat afgang”. Nu er paven så afgået….på sin sidste tur til noget – for nogle ukendt – for andre formodet kendt destination. Ikke under jorden, men over jorden, temmelig langt oppe.
Pave Frans 1936 – 2025
“Fra det øjeblik, pave Frans den 13. marts 2013 for første gang trådt ud på Peterskirkens balkon, fik verdensoffentligheden en fornemmelse af, at både den katolske kirke og verden som helhed kunne være på vej ind i en ny ikke bare åndelig, men også politisk og social tidsalder. Han fravalgte de røde sko og mozzettaen (skulderkappen), som hans forgængere brugte ved den lejlighed, og bar kun den hvide præstekjole med et krucifiks af tin om halsen.
Den skinhellige pomp og pragt, der havde kendetegnet Vatikanet snart sagt så langt tilbage, som de fleste kunne huske, forsvandt, da Frans med en simpel gestus ønskede alle en fredelig “buona sera” og bad de titusindevis af mennesker, der var forsamlet på pladsen, om at “bede for” ham, før han lyste sin første urbi et orbi-velsignelse over byen.”
Således starter prologen på den fremragende fortælling om den nu afdøde pave med titlen “Pave Frans – forandring og håb”, forfattet af den prisvindende britiske journalist Jimmy Burns (udgivet maj 2016). Bogen er disponeret som:
Første optræden ; Afrejse ; Pave Benedikt XVI’s opstigning og tilbagetræden ; Habemus papam Francisco ; En immigrantfamilie ; Kaldet ; Med rødder i Jesuiterordenen ; Perón vender tilbage ; Den beskidte krig ; Biskop i Buenos Aires ; Politisk mægler ; Fronter ; Magt og slumkvarter ; Første stop Brasilien ; Guds bankmand ; Misbrugets lange skygger ; Kvinder og synoder ; En pave til alle årstider ; På pilgrimsrejse.
Afhængig af individuel selektiv interesse gennemlæste jeg med historisk interesse bl.a. pagina 176-181, hvor omstændighederne omkring invasionen på den britiske kronkoloni Falklandsøerne (Las Malvinas på spansk) blev beskrevet.
Pavens navn er taget efter Frans af Assisi, der er den katolske kirkes vigtigste emblem på from underkastelse. Pave Frans var nr. 266 i paverækken. Han blev valgt den 13. marts 2013 som efterfølger for pave Benedikt 16., der meget utraditionelt havde valgt at træde tilbage fra sit embede den 28. februar 2013. Den romersk-katolske kirke er den største kristne kirke og verdens største trossamfund med tæt ved 1,27 milliarder medlemmer.
Konklave
Filmen af samme navn havde premiere i det sene efterår 2024. Jeg så den og kan kun anbefale den. Indholdet kan summarisk beskrives som:
“I KONKLAVE bliver publikum vidner til en af verdens mest hemmelighedsfulde og ældgamle ritualer – konklavet og valget af den ny pave. Kardinal Lawrence (Ralph Fiennes) får til opgave at lede den hemmelige proces efter den højt elskede paves uventede død.
Men da den katolske kirkes mest magtfulde ledere samles fra hele verden og bliver låst sammen i Vatikanets hellige haller, befinder Lawrence sig pludselig i centrum af en sammensværgelse og opdager en hemmelighed, som kan ryste selve grundlaget for Kirken.”
Filmen vandt en Oscar for ‘Bedste Adapterede Manuskript’.” Men det burde have været en Oscar for bedste film. Som Weekendavisens anmelder bl.a. skrev: “Har man endnu filmen til gode, så lad dette være min anbefaling: Man har simpelthen ikke levet rigtigt, før man har set Ralph Fiennes i fuldt kardinalornat forsøge at betjene en kopimaskine. Men filmen bliver for alvor interessant som prisme for det drama, der er foregået rundt om den, i en helt anden konklave bestående af Oscar-akademiets knap 10.000 medlemmer.”
Refleksion
Filmen Konklave var en fiktion. Nu bliver dele af filmens indhold til virkelighed. Hvor meget og hvordan er en dyb katolsk hemmelighed. I filmen bliver en outsider valgt som pave. Det er set før. Mon det sker igen?
Og ja, ligesom den polske pave Johannes Paul 2 (f. 1920, pave 1978-2005) forekommer den nu afdøde Frans som et markant eksemplar af den århundrede lange række af paver. Hans asketiske og anstændige moralske holdning forekom befriende i forhold til flere af sine forgængere og mange af den katolske kirkes rituelle begivenheder og traditioner, for slet ikke at tale fortidens nazi-sympatier og udvalgte opdagede eksempler på overdreven kærlighed mod messedrenge.
Links
https://www.vaticannews.va/sv/dansk/news/2024-09/pave-frans-pa-besog-i-europas-hjerte.html
Øverste billede er fra min bog “Rosen i Rom”: Illustrator Jacob Hero Kramer
Et meget aktuelt blogindlæg. Nu troede man lige at Paven havde overvundet sin lungebetændelse og var godt i gang igen. Det overrasker mig at han tiltrådte helt tilbage i 2013, men tiden løber hurtigt.
Jeg oplevede pave Johannes Paul 2 meget tæt på, under hans besøg i Danmark i juni 1989, men ellers er det ikke noget jeg går op i, men anerkender at Paven betyder meget for mange mennesker.
Filmen Konklave går desværre ikke lokalt længere, men kommer vel snart på streaming.
@Per Jan: Enig – tiden løber (indimellem for) hurtig. Han forekom stærk afkræftet, men tilsyneladende havde han overvundet pneumonia gravis, dog kan det pludselig gå hurtigt i den alder. Også Johannes Paul 2 var – ligesom blogindlægget afspejler – min foretrukne sammen med nu afdøde Pave Frans. Jeg kender din indstilling (modsat din viv), men tak alligevel for blogkvittering. 😉
Som Per Jan går jeg ikke op i det pavelige, men jeg har da besøgt kirken i Krakow, hvorfra Johannes Paul blev headhuntet, og Peterskirken i Rom er imponerende.
Og som italiensk kuriosum betyder “papa” enten pave eller far, alt efter om trykket lægges på første eller sidste stavelse 🙂
@Eric: Krakow er – modsat andre steder i PL – ikke besøgt, men Johannes Paul 2 var en vellykket headhunting, alene grundet sin markante opposition mod det kommunistiske styre. Det italienske duo-tryk modtaget – tak. 😉
Jeg må desværre tilslutte mig foreningen af sekulære kommentatorer, men jeg læste indlægget med interesse. Beskrivelsen af pave Frans’ første fremtræden – det enkle ‘buona sera’ illustrerer fint det brud, han repræsenterede, og koblingen mellem bogen, filmen ‘Konklave’ og de faktiske begivenheder giver både historisk perspektiv og stof til eftertanke. Også interessant at trække tråde tilbage til pave Johannes Paul II og de bredere linjer i kirkens historie.
@Uffe Jerner: Jeg er bekendt med flere af mine loyale kommentatorers sekulære holdninger (og nogle, der læser med, men sjældent kommenterer), men i et forsøg på at tiltrække sig opmærksomheden trak jeg nogle historiske links eller også fordi det i virkeligheden faldt mig naturligt (vælg selv 😉 ). Men godt, at indholdet alligevel gav lidt perspektiver.