Intro
I en tid, hvor anonymiserede, nysgerrige og yderst uvelkomne droner duellerer med begreberne “hybridkrig” og “prepping” om at fylde rigeligt i de flestes bevidsthed, kan det være mentalt vederkvægende at reflektere over stimulerende positive indtryk fra fortiden.
Således et eksempel på søndagens blog, hvis sidste afsnit også danner en passende serv til det efterfølgende indlæg i anledning af Bogforum (09. nov. 2025).
##########
En smuk sensommerdag i starten af dette århundrede blev min debut på en rejsedestination, som sidenhen er blevet frekventeret mindst en håndfuld gange. Den Franske Riviera (Côte d’Azur) er blevet et af mine absolut yndlings steder i EU.
Oftest har basen været Nice, hvilket skyldes såvel byens sammensatte italiensk-fransk baserede charme som den logistisk bekvemme beliggenhed, ifald man (som blogejeren) har udstrakt sin research til hele området fra den italienske grænse i øst frem til Marseille i vest.
Besøgene har været fordelt mellem årstiderne med undtagelse af egentlig sent efterår. Nogle af destinationerne har været “repeteret” ved hvert besøg, såsom Antibes (inkl. Juan-les-Pins), Cannes, Menton og Monaco, samt “kun” to besøg i Marseille.
For nu at nærværende indlæg alligevel skal have en flig af aktualitet kan adderes, at den absolut præsentable russisk-ortodokse katedral, Cathédrale Sankt-Nicholas (foto), i Nice blev indviet i 1912. Den var en gave fra zar Nikolaj 2 (den sidste russiske czar). Det er den største russisk-ortodokse kirke i Vesteuropa. Den betjener stadig en ret stor gruppe af russere, der enten bor eller besøger den smukke middelhavsby, når det er muligt (årsagerne kan være flere, bl.a. at de kan være travlt beskæftiget andet steds i Europa).
De tilflyttede “oligarker” flasher deres hovedsagelig energiberigede rigdom på betydelig større matrikler ved Rivieraen og milliondyre yachts især i Antibes (milliardærernes kaj), Monaco m.m., men i selve Nice kan også opleves et mindre område omkring katedralen befolket med et kontingent af fastboende russere (ligesom f.eks. i Berlin).
Udvalgte berømtheder
Under mit første besøg i starten af dette århundrede oplevedes, hvordan området kan betragtes fra søsiden. Det skete på en sejltur fra fyrstedømmet Monaco retur til Nice. Da rutebåden passerede halvøen Saint-Jean-Cap-Ferrat, spurgte kaptajnen i højtaleren på engelsk, om passagerne kunne spotte en af de mange kendte matrikelejere vandre rundt på en af de store velhavergrunde på halvøen.
Der blev budt ind med flere navne, medens blogejeren diskret hviskede til sin (daværende) hustru: “Tina Turner” (1939-2023). Få øjeblikke senere gentog han det samme kunstnernavn med høj stemme næsten synkront med andre på båden. Kaptajnen bekræftede og tilføjede, “men her har også boet mange andre berømtheder som”…(og så opremsede han flere mere eller mindre kendte navne af rigmænd, politikere, skuespillere, kunstnere etc.), men netop ikke det navn, som jeg tænkte. Okay, godt nok havde personen på nævnte tidspunkt for sejlturen været død i omtrent 36 år, men havde dog lagt en del skattekroner og ikke mindst – en fortidig – berømmelse i området. Navnet var…..
W. Somerset Maugham
Foto: Pexels.com
Hvem var W. Somerset Maugham?
Faderen til den mangeårige britiske forfatter William Somerset Maugham (WSM) var i en periode i det 19 århundrede ansat ved den britiske ambassade i Paris. Det udvirkede, at Somerset Maugham praktisk taget blev fransktalende, inden han talte et ord engelsk, hvilket påstås af særlig lingvister at have påvirket hans skrivestil. Maugham bosatte sig i Paris fra 1898 for at hellige sig sin forfattervirksomhed og for at undslippe den britiske bornerthed. 
Maugham skrev både teaterdramatik, romaner og noveller. Det er påstået, at en bevidsthed om, at viljen til eksistentiel udforskning ikke altid modsvares af litterær kunnen. Helt op i vores tidsalder er påstande en tilstand, der opleves hver dag. Læseren skal spares for eksempler.
Hans egentlige romangennembrud efter flere naturalistisk prægede udgivelser kom med den delvis selvbiografiske Of Human Bondage (1915, dansk titel Livets Lænker, 1942). Som skarp og kynisk iagttager af menneskelige svagheder fremtræder han også i sine fire erindringsbøger, begyndende med The Summing Up.
Det er dog navnlig som novelleforfatter, han er kendt verden over. Samlingen Ashenden: Or The British Agent (1928, dansk titel Ashenden: Den hemmelige agent, 1952) er baseret på hans efterretningsarbejde under 1. Verdenskrig.
Med sikker sans for det korte prosaformats muligheder fører W. Somerset Maugham diskret, men skånselsløst, sine figurer frem til desillusionering og skuffelse. (delcitat fra lex.dk)
Den populære britiske romanforfatter, dramatiker, novelleforfatter og den bedst betalte forfatter i verden i 1930’erne, Somerset Maugham, dimitterede i 1897 fra St. Thomas’ Medical School og kvalificerede sig som læge, men opgav lægegerningen efter succesen med sine første romaner og skuespil.
Under Første Verdenskrig arbejdede han som hemmelig agent og bosatte sig i 1928 i Cap-Ferrat i Frankrig, hvorfra han foretog rejser over hele verden. Maughams tidligere nævnte spionroman “Ashenden; eller Den britiske agent” (1928) er delvist baseret på hans egne oplevelser i den hemmelige tjeneste. I overgangen fra hemmelig agent til forfatter fortsatte Maugham i traditionen fra klassiske forfattere som Graham Greene (der også gennem mange år var bosat ved Rivieraen (Nice)), John le Carré, John Dickson Carr og Ted Allbeury. Enhver krimi-begejstret læser formodes bekendt med disse forfatternavne.
Kritikere har sammenlignet Maughams evne til at håndtere plot med Guy de Maupassants. I mange af Maughams romaner er omgivelserne internationale. Historierne fortælles i en klar, økonomisk stil med en kynisk eller resigneret undertone. Selvom Maugham havde succes som forfatter, blev han aldrig slået til ridder; noget, der med næsten garanti var sket i nutiden, hvor talrige kunstnere næsten i en lind strøm overdænges med ordener og titler af det britiske kongehus. Få – meget få – kunstnere med republikansk sindelag har haft tilstrækkelig stamina til at afslå denne hæder (ex. https://hulegaard.dk/honor-blackman-in-memoriam/ )
Hans privatliv var – som hos adskillige forfattere – en sammensat variant. Forholdet til hans sekretær Gerald Haxton og andre maskuline profiler har givet anledning til logiske konklusioner. Men samtidig velsignede ægteskabet med Maud Gwendolen Syrie Barnardo (1917-1928) ham med et barn (Mary Elisabeth, f. 1915). De fleste vil arkivere disse informationer i skuffen mrk. “sladder”. Men, menne, men når man(d) retter tankerne mod andre kunstnere (forfattere, skuespillere, kunstmalere, skulptører, fotografer etc.), optræder der ikke sjældent nogle mere eller mindre oplyste og især troværdige eksempler på afvigelser af den stadig klassiske seksuelle orientering.
Mon det giver en dimension af erfarings materiale som grundstof for den pågældende kunstner m/k i udøvelsen? – Sidstnævnte betragtning har jeg mødt i min periodevis nære omgang med kunstverdens både charmerende, til tider skabagtige og ofte alternative væremåder hos personer af de to mest almindelige køn (læseren skal her skånes for en opdateret opremsning af nutidens regnbueagtige varianter).
Refleksioner
Det potente ord “why” bør også her have en reflekterende rolle. Siden ungdommen har Somerset Maugham altid haft en særlig plads i min “læserhjerne”. Nogle gange har jeg forsøgt at dechifrere, hvorfor, men med alderens opsparede tyngde er den mangeårige sympati for netop denne forfatters udvalgte produktioner begrundet i den lidenskabsløse og underspillede ironi plus forsøgene på den tilstræbte tolerance overfor sine medmennesker, sirligt indpakket i en holistisk – nærmest international minded – nøgternt version.
Jeg har i mit tidligere professionelle liv oplevet en del læger. Her har kunst i forklædninger af musik, billedkunst o.l. forbløffende ofte udgjort en reel mental balanceret modvægt – mere eller mindre bevidst – til deres fag, hvis substans for de fleste specialers vedkommende indeholder hele spektret fra forkælelse og beundring til dybt traumatiske oplevelser. I Maughams tilfælde overtrumfede (fortælle-)kunsten så hans oprindelige lægefag. Godt for de mange læsere!
Min yndlingsbog er den noget mindre kendte The Narrow Corner (da: Ravnekrogen), der i overvejende grad udspiller sig i Fjernøsten. Årsagerne til den foretrukne er nok flere, men især skyldes det helt givet mine markante tanketråde til mit første ægteskab med en asiat, som ved genlæsning af nævnte bog giver anledning til nogle livskloge(?) refleksioner.
- Måske læseren også i en ledig stund har reflekteret over, (why) hvorfor en forfatters produktion (eller kunstmaler etc.) lejrer en (livslang?) interesse og/eller fascination?
##########
Kilder: Imdb.com – lex.dk – m.fl.
Links:
https://www.instagram.com/rivierahorizon/?next=%2F
https://hulegaard.dk/nice-er-stadig-nice/
Foto: Erik Hulegaard
Glimrende beskrivelse af Maugham og hans forfatterskab. Også jeg lod mig indfange i en ung alder, og jeg læste alt, jeg kunne få fat på, bortset fra hans skuespil. Jeg var begejstret for novellerne, romanerne var mig lidt for tunge.
Hans fortælleteknik var formidabel. Han kunne med få litterære pennestrøg fremmane en levende scene, og vigtigst af alt mestrede han “den gode historie”, som ofte havde en bittersød pointe.
Han skrev et sted, at han på sine mange og lange rejser altid medbragte en vadsæk fyldt med bøger. Det var dengang, man kunne hyre en drager til at mosle med bagagen. Jeg tænker, at han i dag ville være begejstret for e-bogslæseren, der kan putte et bibliotek i inderlommen.
Det er ved at være længe siden, jeg genlæste Maugham – dit indlæg har skærpet appetitten 🙂
@Eric: Jeg erindrer fra tidligere indlæg, at du også synes om Somerset Maugham. Man behøver ikke have en højere grad af litterær uddannelse for at kapere hans fortællekunst, men der er jo rigelig af “nørder-venlige” forfattere. “Vadsækken” har nok på hans modne/ældre dage været henlagt på udvalgt yndlingssted i hans kæmpestore Riviera-villa, der desværre ikke – modsat flere andre kendisser – har offentlig adgang. – En spændende tanke, hvorvidt e-bogslæseren ville have fanget hans interesse. 😉
Jeg har kun en gang været på Rivieraen – boede i Menton – man jeg forstår din fascination af området, med både spændende byer og et godt klima.
Jeg kender navnet Somerset Maugham, men med mindre han var pensum i skolen, har jeg ikke læst nogle af hans bøger. Jeg læser dog med interesse din omtale af hans bøger og hans liv. Hvis jeg nu skal læse en af hans bøger, så lyder Ravnekrogen som en god begyndelse.
@Per Jan: Menton er besøgt hver gang. “Citronbyen” er et af flere kaldenavne. Den er med sit fantastiske balsamiske klima meget velegnet til seniorer, der så tilmed kan tage et smut østpå til Italien (San Remo m.fl.). – Nej, Maugham var ikke pensum i vores tid, hvor der især blev lagt vægt på danske forfattere. Jeg havde præstekonen fru Rasmussen. Var bestemt ikke på hendes top-10 liste, så derfor var overraskelsen endnu større, da hun en gang gav mig 13 i dansk stil.