Intro
Biografier kan være både spændende og indimellem dræbende kedeligt læsestof. Sidstnævnte opstår ofte, når en person med anden professionel baggrund insisterer på at skrive sin egen biografi. Førstnævnte kan derimod være spændende og samtidig befordre en både kompleks og samtidig forholdsvis dækkende profilering af en given person. Vestagers verden er absolut eksempel på sidstnævnte.
Den prisvindende forfatter Morten Møller (f. 1978) og hovedpersonen Margrethe Vestager (f. 1968) har bearbejdet en – foreløbig – biografi; foreløbig, fordi hun formodes langt fra at være færdig som offentlig person, uanset at hun ikke længere indtager en magtfuld EU-post eller dansk partilederfunktion, der i den nære professionel fortid kunne opregnes som:
Fra 2014 til 2024 konkurrencekommissær i EU og tillige fra 2019 også ledende næstformand i Europa-Kommissionen. Forinden var hun i perioden 2007-2014 politisk leder for Det Radikale Venstre samt økonomi- og indenrigsminister 2011-2014.
I det følgende er det værd at understrege, at teksten udgør en omtale, altså ikke en egentlig anmeldelse. Blogindlæggets vinkling på bogens indhold er således primært det politiske indhold og langt mindre den profilerede hovedpersons private meritter som strikning, mad og øvrig privatliv.
Bogens indhold
Margrethe Vestagers liv fra barndommen til nutiden beskrives typisk med minderige eksempler. Bogens midte er “krydret” med eksempler fra hovedpersonens optræden gennem årstider fra barndom til nutid; en blanding af private og især professionelle relaterede (=politiske) fotos. De viser naturligvis udvalgte – mere eller mindre skæbnebestemte – øjeblikke, hvor dog billedet af mormor-Margrethe med lille Jens på armen absolut giver et formildende og velkomment nedslag i de øvrige mere faktabaserede visuelle oplevelser.
Historikeren Morten Møller har fulgt Margrethe Vestager i hendes afsluttende tid som kommissær og ledende næstformand i EU-Kommissionen. Været med hende på arbejde i Bruxelles. Vandret med hende i gaderne omkring hjemmet på Amager. Kørt med hende i kommissærbilen til grundlovstale i Rødding. Gået i hendes fodspor under havevandring i barndomshjemmet i Ølgod. Og gentagne gange interviewet hende om hendes liv i og uden for Danmark.
Margrethe Vestager fortæller om sit personlige engagement i flere af de spørgsmål, som har præget hendes år i europæisk politik, og som fortsat optager hende i dag: teknologi, klima, flygtninge og krig. Og hun forklarer, hvorfor hun insisterer på at være optimist.
Heraf følger flere interessante politisk-relaterede nedslag i bogen:
Skiftet fra minister til EU-kommissær (pag.57-61)- enhver, med politisk interesse, erindrer det overraskende skift i 2014. Bogen bidrager med lidt viden. De “hemmeligt stemplede” indledende tilnærmelser og skift fra minister til kommissær dækkes fortrinligt. Det gælder både sonderingerne med hhv. den daværende danske statsminister (Helle Thorning-Schmidt) og ansøgningsprocessen med daværende kommissionsformand Jean-Claude Juncker (LUX).
Som Margrethe Vestager (også) citeres for “måske tænkte de også i Socialdemokratiet, at der var visse fordele ved, at jeg ikke var i regeringen længere. At det måske var meget praktisk, at jeg drog til Bruxelles. De færreste bliver trods alt, alene på grund af deres kompetencer.”
Hun omtaler også den noget blandede modtagelse af skiftet i hendes eget parti, hvor hendes tro væbner og allierede Morten Østergaard overtog ledelsen af partiet (politisk interesserede med en hæderlig hukommelse kan huske det efterfølgende forløb).
Internationale fora (pag.62-64)- Hun deltog i flere af den årlig kendte sikkerhedspolitiske konference i den bayerske hovedstad München. Omtalerne er interessante, bl.a. en kort snak med den (daværende) polske udenrigsminister Radosław Sikorski (g.m. den verdenskendte forfatter Anne Applebaum, hvis bøger kan anbefales, red.) – Derimod deltog Margrethe Vestager ikke af princip i World Economic Forums årlige møde i Davos (Schweiz), eftersom de er delvist sponsereret af techvirksomheder (Google, m.fl.), som det var hendes funktion i EU at kontrollere
Kongehuset (pag. 118) – “Jeg er radikal og modtager ikke ordener fra kongehuset. Det opfatter jeg som et levn fra et standssamfund, vi for længst har forladt” og så uddybes det lidt mere. Der vil nok være nogle radikale vælgere, der er enige og andre, der er uenige. Men en interessant vinkel, også set i lyset af Socialdemokratiets nylige holdningsskift og for en del (ledende) socialdemokraters vedkommende et rungende “ja tak!”.
Samarbejdet i EU (258-259) – Ikke overraskende er hun en hardcore EU-tilhænger og overbevist om konceptets stærke substans trods evident modstand fra forskellige lande og personer (ingen nævnt, vist nok ingen glemt!), der dog i lyset af de politisk-betingede flammer i forbindelse med “den særlige operation i Ukraine” giver anledning til refleksioner. Det samme gælder flygtninge- og migrantkrisen i 2015.
Ungarns kontroversielle nationalist og leder Victor Orbán (ihvertfald indtil april 2026) får naturligvis også nogle ord med på vejen, ledsaget af betragtninger omkring den nationalkonservative europæiske fremmarch i mange af EU´s medlemslande. Men hun understreger sin ukuelige optimisme for projektet EU, også når hun ser fem eller ti år frem i tiden.
Fremtiden (269-270) – det fremgår af hendes lidt “radikale udsagn”, at der er flere muligheder (er p.t. bestyrelsesfmd. i DtU, red.) – hun understreger meget fornuftigt, at EU har strenge regler for afgående kommissærer. Der er en slags karensperiode, hvor hun dog fortsat modtager en del af sin løn, inden hun kan påtage sig andre job(s).
Et spørgsmål/svar sentens omkring Rusland indkapsler også hendes holdning(er):
Morten Møller:
“(…) Vestagers antyder et permanent farvel til forestillingen om Rusland som en del af Europa. Betyder det ikke blot, at hun sender russerne i armene på Kina med det resultat, at vi får en stærk russisk-kinesisk blok vendt mod os?”
Margrethe Vestager:
“Det kommer mere an på vores forhold til Kina end på vores relation til Rusland. Men det er klart, at den russiske afhængighed af Kina stiger i takt med, at vi har lagt det russiske regime på is. Vores opgave er at overbevise kineserne om, at de ikke har en interesse i at puste til ilden i Europa, men derimod en interesse i en stabil verdensorden med handelspartnere, de også kan regne med i morgen.”
Refleksioner
For nogle vælgere er det socialliberale Radikale Venstre – stiftet i 1905 – et parti, der fortjent gennem decennier har haft forholdsvis stor indflydelse i dansk politik, ofte som den berømte “tunge på vægtskålen”. For en majoritet af samme vælgersegment fremstår partiet med sin faktabaserede, saglige, teknokratiske, antimilitaristiske, miljø- og klimafokuserede og internationale tilgang til stort set alle af nutidens (så vel som fortidens) spørgsmål/problemer (vælg selv) og som havende de absolutte rette svar.
For andre opleves partiet som en mega irriterende, bedrevidende, selvretfærdigt og en akademisk politisk bevægelse, der søger magten for magtens skyld, altid præsenterer “de rigtige svar” og har mere end svært ved “tvivlens nådegave” samt bare at kunne stave til ordet “selvironi”.
De beskrevne kontrasterende varianter kan sikkert også i individuelle dosseringer tænkes om hovedpersonen Margrethe Vestager. Et af denne blogs yndlingsudtryk “why” kan også her bringes i spil med tre eksempler:
Hvorfor blev hendes mandat som konkurrencekommissær ikke fornyet af SVM-regeringen trods hendes indiskutable kompetencer?
Hvorfor blev hun fravalgt i ansøgerfeltet som chef for Den Europæiske Investeringsbank trods en uafviselig faglighed?
Hvorfor har Radikale Venstre mistet sin tidligere landspolitiske tyngde?
Svarene vil blæse i den berømte vind, afhængig af den enkelte læsers opfattelser, men de kraftige strømninger i nutidens samfundsmodeller udviser bestemt ikke behov for socialliberale og (for?) elitære holdninger, men derimod nationalkonservative, der kalder på enkle – hvis nødvendig tvungne magtbaserede – svar og løsninger på hverdagens udfordringer, herunder forestillinger om en (u)velkommen blandet etnisk befolkning, omend hverdagens realiteter ikke altid matcher disse ønsker.
Portrættet af en yderst repræsentativ, intelligent, højtuddannet, international-minded, selvbevidst kvinde i sin (måske?) bedste alder støttet op af en anseelig imponerende politisk erfaring samt absolut tro på egne evner giver måske ikke svar på why-spørgsmålene og så ….måske alligevel (som en radikal kunne udtrykke det!).
Hvis læseren har sans og interesse for begrebet “politisk triangulering”, kan det sagtens indtænkes i bogens tekst. Den er læsevenlig og efterlader helt klart nogle tanker til refleksion, altså ikke tidsspilde!
##########
ISBN: 9788727161778 – Forlaget Lindhardt og Ringhof, udgivet 2024
Biografier hører til min favorit læsning og du har helt ret; nogle er interessante og velskrevne og andre er ikke. Du beskriver godt hvad man kan forvente af at læse i bogen om Margrethe Vestager og den kan jeg godt finde på at låne (men ikke købe) ved lejlighed. Jeg hælder til den udlægning af de Radikale som du nævner: “For andre opleves partiet som en mega irriterende, bedrevidende, …” men netop derfor kan det være fint at læse bogen.
@Per Jan: Selvom partiet ofte har søgt profileringen som samlende på midten, er der også (påstand!) en iboende pro-et-contra stilling til dets virke. Farven lilla er som bekendt kombinationen af rød og blå. Men den er således en sekundær farve, omend den også fremtræder i forskellige varianter. 😉 – Jovist – vi deler begge interessen for biografier med vores respektive kumulerede livserfaringer som basis.
Det er en elegant balance mellem politik og person, og det er fint at sondre mellem omtale og anmeldelse, så man ikke bliver styret til at danne sig et bestemt indtryk af bogen.
Jeg hæfter mig især ved refleksionerne om MArgrethe Vestagers overgang fra dansk politik til EU-systemet. Samtidig er omtalen af hendes holdning til kongehuset og Davos et godt eksempel på, hvordan hun holder fast i sine værdier, uanset hvad det koster politisk.
Som ung havde jeg stor sympati for Radikale Venstre, fordi partiets politik i mine øjne ikke var fastlåst til hverken højre eller venstre, men var baseret på sund fornuft, hvor man tog stilling fra sag til sag uden at skele til en ideologisk facitliste. Det yndede andre partier at latterliggøre og udlægge som holdningsløshed, hvor det i mine øjne var en styrke. Det har ændret sig efter Margrethe Vestagers formandsperiode, hvor partiet har stirret sig blind på politisk korrekthed og i foruroligende grad lefler for wokeismen – og jeg er blevet politisk hjemløs. Ikke desto mindre giver indlægget giver til at dykke ned i biografien, så tak for det!
@Uffe Jerner: Balancen mellem x og y er ofte relativ nem for en gammel embedsmand, der indimellem levede af at serve politiske muligheder for lokalpolitikere etc. – Efter overvejelser valgtes en forsøgt neutral præsentation i dette tilfælde, hvor (som nævnt i indlægget) hovedpersonen sagtens kan nå at bestride andre hverv i det offentlige søgelys med heraf følgende yderligere CV-mængde til post festum analyse.
Kommentatorens prisværdig ærlige præsenterede tanker omkring egen politiske platform deles med statsgaranti af x tusinde vælgere, der i nyere tid er blevet vidne til nye partibogstaver på stemmesedlen. Wokeisme og ikke mindst en tiltagende – mere eller mindre – heldig blanding af tilkomne andre etniciteter har kraftigt medvirket til en politisk kompleksitet, hvor også nye typer af politikere har entret det glatte scenegulv med større eller mindre balancekunst.
Undskyld fejlen til sidst. Det skulle selvfølgelig være: ‘…indlægget giver lyst til at dykke ned i biografien’.
@Uffe Jerner: Tak for addition og dedikeret interesse for bloggen. 😉
Interessant!
Vestagers parti får ikke min stemme, men hun vandt min respekt som en “hård nyser” over for tech-giganterne, og den respekt er ikke blevet mindre af dette blogindlæg.
@Eric: Den amerikanske teknologiske overklasse har længe trængt til at blive budt op til en økonomisk-juridisk dans. Og det er i nutiden kun EU (og Kina), der kan mønstre den massive variant af dansetrin. Dansen hedder ”konkurrenceforvridning” og Vestager var en kontant dansedommer.
Mon ikke hendes afgang markeres med jubeldans i Mountain View og Cupertino (CA, USA) m.fl. ?