Maribo Rådhus
Intro
For nylig førte skæbnen mig til et kortere ophold i et lejet byhus på torvet i Maribo. Forsidebilledet viser det nydelige ældre (1857) rådhus, der lå lige overfor. Det har stadig den funktion sammen med en større bygning andetsteds i byens centrum tæt på togstationen. Oven over balkonvinduet på rådhuset står skrevet “Retfærdighed ophøier et folk”. Så smukt, så sandt – og så svært at leve op til.
Nutidens kompleksitet kan nok siges at udfordre begrebet “retfærdighed”, men sammenlignet med stort set alle vores EU-naboer, kan danskerne – med den sælsomme cocktail af årtiers forudseende reformivrighed, 3-partssamtaler, national iboende fleksibilitet (trods kronisk brokkeri) samt gradbøjninger af begrebet “hygge” – nok være tættere på udsagnet “retfærdighed” end så mange andre befolkninger – alt i alt.
L-F fusioner
Med illustrationen som bagtæppe følger lidt statistiske informationer omkring Lolland og Falster. Samme både kønne og gamle Maribo købstad har i dag (2025) 5.786 indbyggere og blev ved seneste kommunalreform i 2007 fusioneret/sammenlagt med andre mindre kommuner (Nakskov, Rudbjerg, Højreby, Rødby, Holeby og Maribo) på Lolland til navnet Lolland Kommune, hvorved kommunens antal indbyggere voksede til 59.350.
Kommunegrænsen går ved Maribos og Holebys østlige grænse, hvor man kan opleve den pr. jan. 2007 også den fusionerede Guldborgsund kommune, der omfatter østlige del af Lolland samt Falster (Sakskøbing, Nysted, Nr. Alslev, Stubbekøbing, Sydfalster og Nykøbing Falster).
En udvikling, der er symptomatisk for nutiden, “større, (måske) bedre etc.”. –
“Højborge”
Det kønne lille rådhus var i en fortid en slags højborg for den lollandske købstad Maribo. I nutiden jongleres med mange begreber, hvoraf “højborg” er blevet bekendt ved ethvert kommunalvalg. Ved seneste kommunalvalg (16. november 2021) faldt f.eks. den konservative højborg i Frederiksberg Kommune, da kommunen for første gang i 112 år blev rød (socialdemokratisk borgmester-styre). Ved det kommende kommunalvalg den 18. november 2025 er der måske mulighed for at skrive lignende lokalpolitisk historie i de knap 20 procent af kommunerne, hvor det samme parti har haft borgmesterposten i over et halvt århundrede.
I Hovedstaden duellerer tre kvindelige (kønskvotering?) politisk ledende skikkelser fra hhv. Socialdemokratiet (Pernille Rosenkrantz-Theil), Socialistisk Folkeparti (Sisse Marie Welling) og Enhedslisten (Line Barfoed) om magten. I Aarhus skiftede den mangeårige magtfulde borgmester (Jacob Bundsgaard) kæde med en yngre model (Anders Winnerskjold), der så havde god tid at kunne cementere Socialdemokratiets placering i byrådet. I såvel Odense (Peter Rahbæk Juel) som Aalborg (Lasse Frimand Jensen) kommuner – mangeårige socialdemokratiske “højborge” – er der også potentielt muligheder for skifte, mens det forekommer ofte at bero på et personspørgsmål (læs: popularitet og tillid), der – indimellem i forbindelse med enkeltsager – er alt afgørende.
Nogle borgmestre kan sidde i flere valgperioder og i efterhånden få tilfælde selv vælge afskedsreceptionsdatoen. Men det hører i sandhed til mindretallet, dog sker en overraskende udskiftning ved dette kommunalvalg, hvor 26 ud af de 98 borgmestre, der blev valgt i 2021, ikke genopstiller som spidskandidater ved kommunalvalget.
Regioner
Valget den 18. november 2025 gælder både til kommuner og regioner. Lad os fokusere på nogle betragtninger omkring de nærværende regioner og følge op med lidt statistik:
Regionerne råder i 2025 over et ikke direkte skattefinansieret beløb, hvoraf langt det største er til sundhedsudgiver (B.2025 ialt ca. 150 milliarder kroner). Regionerne har dog også ansvar for en række opgaver inden for socialområdet, miljø og forureningsbekæmpelse, kollektiv trafik og uddannelse.
I betragtning af dette blogindlægs samlede volumen fravælges her yderligere budgettal, der kan botaniseres på
https://www.regioner.dk/aftaler-og-oekonomi/oekonomisk-styring/budget/
Den 18. november opstiller således i alt 1.148 kandidater til de 134 pladser i de fire kommende regioner. Tidligere var det fem regioner, men i forbindelse med udmyntningen af den kommende sundhedsreform (2027) har man for en gang skyld udvist administrativ klogskab og sammenkoblet Region H(ovedstaden) med Region Sjælland til Region Øst.
Her vil den nuværende Region Sjællands hovedsæde i Sorø ved fusionen være hovedsædet for den fremtidige store Region Øst. Regionsrådssalen i Regionshuset i Sorø skal således forlænges med tre meter – omkring 45 kvadratmeter – for at gøre plads til alle 47 medlemmer af Regionsrådet i Region Østdanmark med virkning fra d. 1. januar 2027.
Så vidt erfaret (på rygteplan) var det også overvejet, om region Nord (mindste region) skulle fusionere med Region Midt. Men – subjektivt vurderet – fungerer den nordlige region udmærket administrativt og den midterste har sine problemer med nogle “sager”, der ikke skal anføres i denne sammenhæng.
Fra tid til anden – også i nutiden med sammenlægning af regionerne Hovedstaden og Sjælland – har det politisk været drøftet, om Regionerne skulle nedlægges. Man er så i en fremtidig version især under hensyn til sundhedsreformen (og ikke mindst visse politiske partiers ambitioner om taburetter, red.) nået frem til at supplere nævnte reform med 17 nye såkaldte “sundhedsråd”. Nævnte organ skal bestå af politisk valgte repræsentanter fra regionsrådet og de kommuner, som ligger i sundhedsrådets geografiske område.
Det bør i denne sammenhæng nævnes, at en af kritikernes (og vælgernes?) anke mod regionerne er den manglende skatteudskrivning og dermed (modsat de tidligere amter 1970-2006) at skulle løfte et politisk-økonomisk ansvar.
Til det kommende regionsrådsvalg opstilles:
Region Syddanmark: 258 kandidater (V)
Region Midtjylland: 263 kandidater (A)
Region Nordjyllland: 207 kandidater (V)
Region Østdanmark: 420 kandidater (den nuværende Region Sjælland (A) og Region H (A))
Bogstaver A og V, henholdsvis partierne Socialdemokratiet og Venstre symboliserer nuværende regionsrådsledelse.
Befolkningen (2024) med procenten for forventes befolkningsfremskrivning:
- Region Hovedstaden: 1.911.067 (13,7 %)
- Region Midtjylland: 1.365.688 (8,9 %)
- Region Syddanmark: 1.238.406 (3,2 %)
- Region Sjælland: 852.953 (3,9 %)
- Region Nordjylland: 593.135 (2,3 %)
Kommunalt kendskab til velfærd og forkælelse
Blogejeren har qua sin professionelle fortid sammenkoblet med en mangeårig interesse rimelig godt kendskab til såvel fynske som en del sjællandske kommuner, hæderligt kendskab til især østjyske og absolut marginalt kendskab til nogle midt- og nordvest jyske kommuner. Derfor er fravalgt en yderligere uddybning i denne kontekst for at undgå “slagside”. En væsentlig faktor, der adskiller folketings- og kommunevalg, findes i det forhold, at der forekommer de såkaldte “borgerlister” i de 98 kommuner.
En borgerliste er kort sagt en ikke-partipolitisk kandidatliste til kommunale og regionale valg. Borgerlister dannes for at fremme særlige lokale, kirkelige eller personlige interesser, som ikke forekommer at blive tilstrækkelig dækket af de landspolitiske partier. Man kan nemt få den opfattelse, at det fænomen har bredt sig. Men ved nærmere eftersyn er borgerlisterne gradvis blevet trængt tilbage af de landspolitiske partier. Før 1970 fik de over 40% af de afgivne stemmer mod knap 7% ved kommunalvalget i 2005. Nogle anfører de fusionerede kommuner som årsag.
I seneste valgperiode lykkedes det faktisk (kun) en borgerliste at erobre borgmesterposten. Odsherred Kommune er eksemplet, hvor Karina Vincentz fra “Nyt Odsherred” er siddende som borgmester. Om det vil fortsætte efter 18. november 2025 er tvivlsomt grundet diverse “kedelige sager” eksemplificeret primært ved skandalen omkring Odsherred Forsyning, der involverer en stor gæld (1,3 milliarder kr.), der resulterede i rekonstruktion og potentielt højere priser for borgerne. Et potent eksempel på en lokalpolitisk “møgsag”. Andre – der er nået de landsdækkende avisers overskrifter – er i Randers (miljøsag) og Frederikshavn (havneunderskud) samt Tønder (borgmesterens manglende dyreetiske moral).
Blandt de mange undersøgelser af vælgernes interesse(r) fortælles det, at 45 procent anser skole og uddannelse blandt de tre vigtigste emner. 42 procent mener, at sundhed, trivsel og socialt udsatte er i top tre, mens 39 procent vurderer, at ældrepleje er blandt de vigtigste emner.
Kommunerne er borgernes nære velfærdsleverandør. Er det godt nok? Kan det gøres bedre for samme midler – eller hvor meget mere skal tilføres? Svarene er mange, forventningerne er høje (måske urealistiske?). En forsker har for nylig udtrykt nogle interessante tanker, der udmærket kan indgå i den enkelte vælgers vurdering:
Valgledelse på institution
I mit tidligere professionelle liv var jeg i 22 år valgleder på en institution (storkøbenhavnsk hospital). Det medførte mange interessante oplevelser i forbindelse med brevstemmeafgivningen. Nogle var fornøjelige, andre eftertænksomme.
I den modsatte ende af skalaen var der triste øjeblikke, i sjældne tilfælde egentlige “episoder”. Sidstnævnte var f.eks. mest i forbindelse med de snitflader, der opstod med modtagne brevstemmer fra meget sygdomsramte patienter, hvad enten de var indlagte på intensiv afd., neurologiske eller såvel åbne som især lukkede psykiatriske afdelinger. Her kunne det i selektive øjeblikke være nødvendigt at tolke valglovens bestemmelser med en vis elasticitet. Af diskretionære årsager eksemplificeres ikke i denne kontekst, men det bød indimellem på en kraftig gradbøjning af begrebet “konduite”. Det nemmeste var de oppegående patienter, der i afmålte tidsforløb kunne stemme på mit kontor. De (fleste) sengeliggende patienter skulle derimod “serviceres”. Med tiden sendte jeg hold af sted til de respektive afdelinger, men deltog ofte selv direkte som stemmemodtager på de mere “udfordrende” afdelinger, især psykiatrisk (lukket) afdeling og neurologisk afdeling. Sidstnævnte kunne være en svær variant, da diverse lammelser og specifikke neurologiske symptomer kunne gøre stemmeafgivningen til en udfordring.
Blandt den mere fornøjelige ende af skalaen var der vælgere ved brevstemmeafgivningen (næsten i alle aldre), der mere eller mindre direkte bad mig anbefale et parti, hvilket “embedsmanden” alias “stemmemodtageren” naturligvis ikke kunne gøre. Jeg erindrer med et indre smil også adskillige øjeblikke, hvor ældre pensionister (af begge køn) foretrak at tegne små huse eller tændstikmænd på stemmekortet og stolt vise det frem for stemmemodtageren. Nogle var semi-senile, andre blot “kærligt provokerende” og få var direkte udfordrende (jf. lukket psyk.afd.).
Den ofte massive information, der tilflydes vælgere til danske valg, skaber hos mig en stadig en (livslang?) dyb forundring over den forbløffende manglende viden og egentlig interesse for den politiske substans hos mangen en vælger.
Woke i København
Begrebet “Woke” har også invaderet dele af det danske samfund de seneste år, herunder det politiske område in casu kommunalvalget, hvorfor det medtages i denne sammenhæng. Definitionen er nogenlunde som: En person, der er “woke”, er bevidst om de strukturelle og institutionelle forhindringer, som visse samfundsgrupper står over for, og engagerer sig aktivt i at skabe social retfærdighed og lighed. At være “woke” handler altså om at sætte spørgsmålstegn ved og udfordre de eksisterende normer og magtstrukturer i samfundet.”
Woke-kulturen har haft en betydelig indflydelse på dansk samfund og kultur. Det har medført en øget opmærksomhed på sociale og politiske problemstillinger samt en ændring i den offentlige debat. Diskussioner omkring ligestilling, inklusion og retfærdighed er blevet mere udbredte og synlige.
I Danmark har “wokeismen” fokuseret på en bred vifte af emner såsom racisme, LGBTQ+ rettigheder, feminisme og klimaaktivisme. Målet er at skabe en mere inkluderende og retfærdig samfundsmæssig debat samt at skabe handlinger, der kan bringe reelle forandringer med sig – sådan bredt udtrykt!
Kønsbegrebet er genstand for en analyse. Eksempelvis har landet største kommune, København, nyligt udsendt en vejledning op til kommunalvalget i såkaldt inkluderende kommunikation og sprogbrug. Vejledningen indeholder anbefalinger om at bruge kønsneutrale ord som eksempelvis »dørvagt« frem for »dørmand«, »forperson« frem for »formand« og ikke mindst »bangebuks« frem for »tøsedreng«. Den indeholder også anbefalinger om, at man skal overveje, hvornår det er okay at drille, og hvornår det ikke er. Det er jo godt at vide i forbindelse med de mange debatter såvel skriftlige som mundtlige, samt måske især i forbindelse med begrebet “mobning”.
På Københavns Rådhus er meningerne delte. Enhver, der kender til kommunens historik og især administrative struktur (som f.eks. blogejeren), bliver ikke forbavset. I 2024 var Københavns udgift til administration og ledelse 10.772 kroner pr. borger. Men deres forventede udgiftsniveau var 9.037. Det placerer kommunen (sammen med Danmarks rigeste Gentofte Kommune) i toppen.
Ifølge Per Nikolaj Bukh (Berlingske 27.aug. 2025), professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, viser tallene, at der er potentiale for besparelser i de to hovedstadskommuner, selvom tallene er forbundet med en række forbehold (vis mig den forsker, der ikke tager forbehold, red.). Landets kommuner brugte samlet 62,5 milliarder kroner på administration og ledelse i fjor – eller hvad der svarer til 10.463 kroner for hver eneste indbygger i landet. “Jeg tror faktisk godt, at mange kommuner kunne realisere besparelser, hvis de ville,” siger professoren i samme artikel og her forekommer det som om, han er skræmmende nær ved den nøgne sandhed.
Landets største kommunes (over-)administration skyldes flere forhold. Magistratsopdelingen er blot et eksempel (eller undskyldning!). Personligt har jeg oplevet talrige eksempler i min tidligere karriere på en imponerende normering til mange mindre opgaver, modsat mange andre kommuner, hvor man ofte skulle have flere kasketter på for at varetage såvel den daglige administration som udmyntning af den flodbølge af love, der afsendes fra Christiansborg.
Refleksioner
Min daværende arbejdsplads (Frederiksberg Kommune) var konservativt ledet og blandt hospitalets mange faggrupper var A (og venstrefløjspartier, selv kommunisterne) rigeligt repræsenteret. Som embedsmand tog jeg det som en kompliment, at omgivelserne var (u)sikre på mit politiske ståsted. Og medens vi er ved “betroelserne”, stemmer jeg stort set altid kun på partiet og ikke personligt. Min mangeårige omgang som embedsmand med (kommunal-)politikere har været rigeligt (og her menes rigeligt!). Medens vi er ved de digitale betroelser, kan adderes, at jeg et pænt stykke hen af vejen deler Winston Churchills: “Demokrati er den værste styreform, der findes, bortset fra alle de andre, der er blevet prøvet gennem tiden.”
Bureaukrati
Selvom jeg er gammel bureaukrat, opleves en stadig voksende betænkning ved det danske samfunds aktuelle offentlige bureaukrati. De berømte “kolde hænder” fylder alt for meget i nutiden. Årsagerne er flere, afhængig af indfaldsvinklen. For kompliceret lovgivning – tænk blot på skat, oppumpning af begreber som kommunikation og information etc. – Og så forbløffende svage landspolitikere, der ud af enkeltsager genererer knopskydninger på fungerende lovgivning. Den gamle EU-vittighed kan desværre udmærket også være skabelon på dagens danske bureaukrati:
– Hvor mange EU-kommissærer skal der til for at skifte en pære?
– Én til at skrive en strategi, én til at lave et pilotprojekt og 26 til at diskutere, om pæren skal skiftes på kort eller langt sigt.
Populisme
En anden faktor (nogle ville sige bacille) gælder i mere eller mindre kontekst til alle – også kommunale – valg, og påvirker mere og mere vestlige samfund. Det har aldrig faldet mig svært at afkode populisme i forskellige forklædninger. Den findes mange steder, såvel i DK som i langt farligere varianter i nogle af EU´s medlemsstater, hvor nutiden byder på eksempler i såvel Syd- som Nordeuropa (som aktuelt i USA).
I f.eks. Nederlandene (NL), hvor jeg har rejst en del, har populismen stortrivedes, indtil nu dog med sparsomme resultater. En tungtvejende årsag var den nu tiltrådte NATO-generalsekretær Mark Rutte, der forstod nærmest ekvilibristisk gennem sine ca. 14 år (2010-2024) som premierminister at holde de mest rabiate politiske partier i skak. Om den store vinder af det netop afholdte landsdækkende valg i NL Rob Jetten fra partiet D66 (svarer nogenlunde til Radikale Venstre), også formår det, vil tiden visse.
Eksempelvis står aktuelt højrefløjspartier på spring i Europas tre største lande Tyskland (AfD), Frankrig (Rassemblement National) og Storbritannien (United Kingdom Independence Party (UKIP)) ved de førstkommende respektive valg, såvel landsdækkende som lokale, hvilket i sandhed kan skabe både rystelser i EU´s organer som NATO og via attituder og lovgivning påvirker dybt ned i rødderne af de respektive samfund. De mest pessimistiske “iagttagere” antyder, at det kan være begyndelsen til borgerkrige i de store europæiske samfund.
Og så kommer bloggens yndlingsord “why” i spil igen!
Der snakkes, diskuteres og forsket i en (eller flere) forklaring(er) på den markante højredrejning. Mislykket migration, “den glemte middelklasses” oprør mod elitens præk om køn (regnbue etc.) og klima, om utilstrækkelig socialomsorg (ældrepleje), om DJØF´iseret dominans (læs overdimensioneret bureaukrati), manglende skoledisciplin og i nutiden en (uønsket?) erkendelse af Ukraine-krigens konsekvenser hos forbløffende mange trods det forhold, at krigen i det sydøstlige hjørne af Europa med stor sandsynlighed kan brede sig til f.eks. Baltikum grundet den russiske “czar”, der med kejserinde Katarina den Store (1762-1796) som sit store forbillede, er rejsende i brutal revanchisme.
Det er altid nemt at sidde på tilskuerpladsen og råbe “den rigtige løsning”. Det gælder på sportsstadions og i de politiske arenaer. Det skal blive spændende at betragte og mærke de kommende år, hvad konsekvenserne kan blive, når diverse såkaldte “højre-partier” forventelig kommer til magten i dette årti såvel lands- som lokalpolitisk. Krig og klima går ikke væk af sig selv, måske bliver de værre af at blive ignoreret…..meget værre!
Det kan meget vel også ske i en naturligvis voldsom 0pskaleret version for højresnoede partier, når de enten helt eller delvis bliver “fedtet ind i magtens komplekse udfordringer”.
Nutidens danske medier, (over-)fyldt med klogeåger af (for) højt betalte analytikere, kommentatorer og kommunikationsfolk, bidrager også både til underholdningen og ikke mindst ofte en forvirring af den i forvejen komplekse hverdag i en mere eller mindre farlig duel med AI, droner og robotter.
#########
Inden der går helt negativ selvsving i det aktuelle politiske billede, bør det også fremhæves, at der meget ofte i de fleste danske kommuner (og regioner) eksisterer en mangeårig fornuftig samarbejdskultur, der ikke fremtræder (tilstrækkelig!!!) i medierne. Dette fornuftsbetonede scenarie forventes forhåbentlig at fortsætte…..
#########
Det – og meget andet – tænkte jeg på i nogle oktober morgener på vejen til den fremragende bager efter morgenbrød netop vis-a-vis det kønne lille rådhus på torvet i Maribo i betragtelig afstand fra “jernmarker”.
Kilder / Links
https://www.regioner.dk/om-os/kontakt-danske-regioner/
https://www.ism.dk/media/27303/det-er-dit-valg-en-guide-til-demokratisk-deltagelse-i-danmark.pdf
Foto: Erik Hulegaard
Det er interessant, hvordan du får bundet Maribos rådhus’ inskription om retfærdighed sammen med nutidens komplekse virkelighed, hvor både strukturreformer, kommunale fusioner og regionspolitik konstant udfordrer vores forståelse af netop retfærdighed og lokaldemokrati.
Betragtningerne om bureaukratiets vækst og populismens fremmarch falder også på et tørt sted. Mange borgere oplever en voksende afstand mellem hverdagens praktiske behov og de administrative lag, der skal forvalte dem. Her er det befriende, at du samtidig anerkender den solide samarbejdskultur, som trods alt præger de fleste danske kommuner – et positivt korrektiv i en tid, hvor meget af debatten ellers er præget af konflikt og polarisering.
Tak for en reflekteret og nærværende tekst, hvor lokal forankring møder store politiske perspektiver.
@Uffe Jerner: Kommentaren indrammer på sublim vis indlæggets mange tanker om emner, der mere eller mindre i en fortid har fyldt en del hos blogejeren, men stadigvæk kan sætte strøm på tankevirksomheden. Reelt lever vi – det lyder slidt, men er sandt – i en politisk brydningstid, hvor det kan være svært at bevare et fornuftigt overblik for de fleste. Landspolitiske komplekse forhold, tvunget af internationale begivenheder, drypper også i betydelig grad af på det lokalpolitiske, hvor klima, oprustning etc. er blevet mere eller mindre velkomne konstanter for den enkelte borger/vælger. Den kommende kommunale valgperiode bliver måske en af de mest “udfordrende” nogensinde…..
Tak for en omfattende og grundig afhandling om det kommende valg og gode links. Også interessant at høre om dine erfaringer med valgprocessen på Frederiksberg Hospital.
Hvis ikke min kommentar skal blive lige så lang, som din blog, må jeg nok nøjes med at plukke nogle få emner ud.
Valgdeltagelsen; mange steder tales der om hvor vigtigt det er, at stemmeprocenter bliver høj – at det er vigtigt for demokratiet. I fx Albertslund har der i kommunalbestyrelsen været en heftig diskussion om på hvilke sprog, man skulle orientere om valget. De Radikale ønskede bl.a. oversættelse til arabisk. Eftersom ikke EU-borgere uden statsborgerskab her skal have opholdt sig i Danmark uafbrudt i de sidste fire år inden valget, så burde det vel være unødvendigt med information på andre sprog end dansk. Det er nok også snarere muligheden for at tiltrække stemmer fra etniske mindretal, som er den reelle begrundelse.
Jeg synes ikke at folk nødvendigvis skal stemme, hvis de ikke interesser sig for politik eller lokale forhold!
Rådet for etniske minoriteters pjece er meget grundig om processen, og oplyser om hvilke politiske områder man kan få indflydelse på, fx ”Hvordan dit barns skole skal fungere”. Det forudsætter jo nok at man løbende følger med i kommunalbestyrelses arbejde, for til valget lover alle partier jo en bedre skole!
Jeg deler din forundring over manglende viden og interesse for politik hos mange vælgere. Det må skyldes dårlig folkeskoleundervisning? Nu om dage er der flere kandidattest på internettet, som burde kunne hjælpe, men det er måske dem som er mest politisk interesserede, som kan teste kandidaterne, selvom de allerede ved hvem de vil stemme på?
Jeg har læst Københavns kommunes vejledning om inkluderende kommunikation og sprogbrug. Nogle af forslagene er woke, men generelt tyder det på, at der blandt kommunens ansatte har været en del med uacceptabelt sprogbrug – på grund af manglende dannelse? – og konfliktsky ledelse?
I mange kommuner på den københavnske vestegn, bygger man uhæmmet for at få befolkningstallet øget, så økonomien kan forbedres. Der burde man måske overveje kommunesammenlægninger, for at få de større bæredygtige enheder, som man har gjort rundt omkring i landet. Ulempen, især i valgtider, er at borgerne mister den nære tilknytning til kommunalbestyrelsesmedlemmerne. Jeg vil nødig være ny kandidat til valget i Region Øst – det er jo umuligt at være synlig et i så stort område.
I år bliver det ekstra spændende med valget i Hovedstaden, ikke mindst fordi et emne, som slet ikke har noget med kommunalpolitik at gøre, Gaza, er blevet et så betændt emne; alle vi jo gerne ”stå på den rigtige side af historien”!
@Per Jan: Jeg vidste det! Altså, at emnet genererede en stor portion af (velkomne) tanker specifikt og generelt. Blogejeren og kommentatoren er vidende om hinandens ofte sammenfaldende synspunkter, så blot nogle få additioner:
1) Københavns Kommune – “konfliktsky”? jamen, hvordan kan du dog få den tanke? 😉 – 2) Et af flere fremtidige spørgsmål bliver, om Region Øst bliver en dominerende størrelse, som har været antydet vest for Storebælt, men sundhedsrelaterede oplevelser og tal markerer tydeligt, at Region Sjælland halter utilfredsstillende bagefter. 3) Udenrigspolitik invaderer (fejlagtigt), men uundgåeligt (?), men dagens konservative eksempel fra Albertslund Kommune er et uafviseligt eksempel. Uanset hvad man kan mene om den gamle elitesoldat (Sayeret Matkal) Benjamin Nethanyau, aktuelt stadig Israels premierminister og faktiske leder, har det ingen sammenhæng med lokal dansk KR-valg.
Tak for en indholdsrig og spændende kommentar.
Som altid har du lavet grundig research, og dine erfaringer/oplevelser som valgleder på hospitalet er interessante – jeg har aldrig tænkt over, hvordan det mon blev fikset.
Ellers må jeg tilstå, at jeg ikke følger meget med i den lokale valgkamp. Uanset hvilke sten, de koger suppe på, og uanset hvad madanmelderne siger, smager suppen ens, når den bliver serveret. Kommunernes og regionernes handlefrihed er (økonomisk) begrænset af de rammer, Folketinget udstikker, så jeg stemmer, som jeg gør til Folketinget, ud fra devisen at man skal dømme dem efter, hvad de gør, og ikke efter hvad de siger.
@Eric: Tak for kommentar set i lyset af din aktuelle matrikel-travlhed! – Og til substansen: Problemet med dette emne er, at man kan researche i det uendelige og alligevel føle, at indlægget både var for langt og for kort. Også jeg stemmer ens til Folketing, KF-valg og EU-valg, stort set aldrig personligt, men ud fra en sammenfattende holdning til de – for mig – essentielle vigtige emner.