Tanker om en magiker

Foto: Rafael Guajardo

Intro

Dette essay indeholder en sælsom blanding af omstændigheder, tankerækker og ikke mindst minder. Indholdet vil sikkert rumme nogle beskrivelser, der kan få en stringent naturvidenskabelig og analyserende sjæl til at ryste på hovedet, men ikke desto mindre sker der omstændigheder i livet for de “vågne” eller reflekterende, der er værd at få på “opslagstavlen”.

Selv har jeg flere gange i ind- og udland oplevet med især østerlandske vinkler, hvad sædvanligvis ville blive benævnt “uforklarlige hændelser”. Personer af begge køn, der syntes at besidde overnaturlige emner, noget som med et frankofilt udtryk kaldes “clairvoyance”.

Siegfried Martens

I min ungdom fik jeg ældre ven. Ikke en mentor (som tre andre), men derimod en mand, hvis liv ikke just formede sig som de fleste i de ret borgerlige cirkler, som udgjorde væsentlige dele af min familie og deres omgangskredse. Faktisk blev denne senior holdt ud i absolut strakt arm af mine især nære familiære relationer, fordi han var så meget anderledes og ikke gerne skulle påvirke “et ungt menneske i forkert retning”.

De unge år

Et synonym for hans rigtige navn kunne være Siegfried Martens. Han var ud af en skibsfører-familie på Fanø. Martens havde fire søstre og var som den eneste bror stærkt forkælet livet igennem af dem; modsat sine søstre med “normalt hverdagsliv” stiftede han aldrig familie, selv om han uafviseligt var en stor ynder af “det smukke køn”.

En tårnhøj sproglig studentereksamen fra Esbjerg gymnasium overbeviste ham (og hans omgivelser) om en høj intelligens. Det udløste et aktivt studieliv i 1930´ernes København, hvor universitetets lokationer lagde x antal timer til hans uregelmæssige teologistudium.

Anden Verdenskrig ændrede meget for millioner af mennesker. Han var en af dem. Af uransagelige veje (han deltog ikke i den danske modstandsbevægelse eller det modsatte) skiftede hans tro retning i en blandet agnostisk/ateistisk retning. Til sidst blev teologistudiet vraget og afløst af nogle ad hoc sproglige studier.

Hans efterfølgende liv efter “Befrielsen” blev en lang – til tider – ret udfordrende socialt betinget tilværelse. Det gjaldt for øvrigt for tusindevis af danskere efter “Besættelsen”. Studiehjælp som SU var ikke et socialt operativt begreb i efterkrigstiden. Legater holdt han sig for “kvalificeret” til søge. Og fagforeninger og arbejdsløshedskasser var for Martens noget på en anden galakse.

Økonomisk holdt hans søstre “broder Siegfried” kørende, når ikke ældre elskerinder formede en platform af såvel husly som økonomisk tryghed i hans hverdag, der i hovedparten gik med studier i sprog og med tiden især mere “mystiske emner”. I sociale relationer fremstod Martens uhyre veltalende og gerne docerende. Enhver dagligstue i hans sociale cirkler blev hurtigt konverteret til et auditorium. En noget bizar form for humor kunne lejlighedsvis graves frem, ofte strippet for det intellektuelle og forbløffende nok dosseret med mere jordnære pointer; sidstnævnte blev ikke sjældent ledsaget af en tør astmatisk-lignende latter i felttog med ledsagende cigarrøg.

Livslinier mødes

Jeg mødte ham en sommeraften i 1969 til et selskab hos to af mine tanter i den yderst velbjærgede nordlige københavnske bydel Hellerup (Gentofte Kommune). Det var en af disse type sammenkomster, hvor velhavende mennesker finder interesse i at invitere forskelligartede typer af mennesker, som de måtte have mødt i andre sociale sammenhænge. Ved at blande forskellige mennesker fandt disse ældre tanter livsnæring og inspirationer i deres ellers beskyttede og velpolstrede tilværelser, hvor opståede problemer i hverdagen hovedsagelig var skabt af dem selv.

Indholdet af gæstelisten var således tit en blanding af familie og nye bekendtskaber; sidstnævnte genereret fra nordsjællandske parties, kulturelle premierer, ferniseringer o.lign. Det sker, at man på livets sociale selskabelige flersporede vej kan møde mennesker, hvor den fælles kemi bobler til trods for forskelligheder i alder og livssituationer. Aftenen erindrer jeg tydeligt. – Mødet med Siegfried Martens var et sådant eksempel.

Det førte sidenhen gennem hans sidste 10 leveår 1969-1979 til mange interessante øjeblikke, såvel under hjemlige forhold som på forskelligartede værtshuse og natklubber i Storkøbenhavns mange postnumre. Han syntes om min kontante stil og trang til dynamiske og stringent holistisk prægede konklusioner (som han udtrykte det…), i skarp kontrast til hans egen akademiske tilgang til mangt og meget (undtagen kvinder).

En naturlig åbenhed overfor livets mangeartede strømninger gjorde, at vi gensidig kunne tanke viden om to generationers livstrafik. Samværet blev med tiden knyttet af en gensidig (værdifuld) respekt, der igen blev bagtæppe for mange gode fortrolige øjeblikke. Noget, der reelt først afsluttedes i øjeblikkene før hans død i en hospitalsseng i en alder af 61 år.

Det fysiske og filosofiske

Men forinden havde han også i nævnte sidste 10 leveår delt nøje afmålte timer af sit freelance ungkarleliv med en overmåde sød og jævnaldrende kvinde, hvis bogholderjob i et københavnsk reklamefirma udelukkende var “smør-på-brødet”.

Det lykkedes ham også i samme tidsforløb efter nogle års ansættelse som timelærer i hovedsprogene på en sjællandsk kostskole at have penge nok til en centralt beliggende lejlighed på Frederiksberg. Dette blev krydret med sproglige enetimer for yngre feminaer som forberedelser til deres respektive afsluttende eksaminer på gymnasie- eller universitetsniveau.

At denne undervisning også i selektive tilfælde blev horisontal, forblev en indforstået hemmelighed, som deres respektive forældre – eller Martens bogholder-veninde – af “humane grunde” ikke var indviet i.  Derimod blev hans unge ven (alias denne signatur) betroet disse mere fysisk krævede gradbøjninger iklædt begejstrerede erotiske-bundne sproglige blomster og positiv-ladede ansigtsudtryk. Det ses ikke sjældent hos højtbegavede mænd, at de “forfølges” af en stærk libido. Siegfried Martens manglede ikke testosteron og var et ypperligt eksempel på dette.

Hans nøje afmålte økonomi tillod ikke – beklageligvis – et større rejsepensum, men det blev dog til enkelte “studieture”. Siegfried Martens sproglige kompetencer hjalp til med at berige disse kortere ophold i Europa, eftersom han med tiden underviste i såvel engelsk, tysk og fransk såvel privat som i perioder på en sprogskole i Københavns centrum. Hertil kom en vis beherskelse af italiensk.

Sporene efter en magiker

Sidstnævnte sprog førte ham til et kortere ophold i Christoffer Columbus´ fødeby – den store italienske havneby Genua i Ligurien, hvilket skyldtes et længe ønsket og aftalt møde med en meget ældre italiensk mandlig filosof. En af mange akademisk funderede eksistenser i Europa, som Siegfried Martens førte omfattende korrespondancer med. Denne italiener besad “en kompetence”, der var interessant, nemlig at han i sine unge dage havde mødt og var blevet voldsomt fascineret af Aleister Crowley. Det havde taget nogle dage og aftener for disse to akademiske sjæle at fordøje indtrykkene af denne besynderlige personage ikke så langt fra den dynamiske italienske havn, hvor begreber som mafia, profit, sved, fysisk slid og akkorder var eksorbitante kontraster til den akademiske filosofiske clinch.

Martens og italieneren havde fortsat en massiv korrespondance efter hjemkomsten. I vore dage kunne den samlede korrespondance have udvirket en “samtalebog”. En ekstrem intensiv dialog mellem to mennesker om et emne og endnu mere om en person kan sætte sig dybe spor i de respektive hjerner. Sådanne skrifter kan ofte opleves som en osteklokke, hvor tekstsubstansen egentlig kun vedrører forfatterne. Når Siegfried Martens beskrev mødet med den italienske filosof (og det gjorde han gerne flere gange), var det som om Aleister Crowley sad i et hjørne af stuen.

Aleister Crowley

Hvis man googler “Aleister Crowley” (1875-1947) fremkommer > 3 mio. forekomster. Derfor den korte version:

“Aleister Crowley, født Edward Alexander Crowley var en af de ledende skikkelser inden for 1900-tallets okkultisme, kendt som verdens ondeste mand. På trods af et dårligt omdømme, der forfulgte både Crowley selv og hans idéer, har han øvet en stærk indflydelse på nyreligiøse bevægelser, magi og populærkultur.(Wikipedia)

Citater af Aleister Crowley: https://best-quotations.com/authquotes.php?auth=2284

Interessen for denne mystiske person førte mig dengang naturligt videre til en af mine (og stadigvæk beundrede) yndlingsforfattere, William Somerset Maugham (1874-1965). Også om denne afdøde forfatter kunne skrives ganske meget. Det “tætteste” jeg selv er kommet på ham, var i dette århundrede under en af mine ture til Den Franske Riviera, hvor jeg besøgte området omkring hans fabelagtige villa La Mauresque, der var placeret på Saint Jean Cap Ferrat. Har man kørt/gået rundt på den halvø, erfares hvad begrebet “gammel europæisk rigdom” virkelig betyder. I sandhed!

https://www.alltrails.com/da-dk/france/alpes-maritimes/saint-jean-cap-ferrat

Magikeren

Også W. Somerset Maugham fandt den jævnaldrende “magiker” Aleister Crowley interessant. Deres livslinjer krydsedes for de to erfarne britisk fødte mænd på forskellig vis i Paris. Som forfatteren (og lægen) W. Somerset Maugham skriver i sin meget roste bog Magikeren (The Magician) på pagina 9: “(….) På den tid, da jeg kendte ham, fuskede han med satanisme, magi og det okkulte.”

Men forfatteren Maugham lod sig i den grad (alligevel) fascinere af troldmanden og magikeren. Det blev til:

“Magikeren” var oprindeligt udgivet i 1908. I denne fortælling forsøger tryllekunstneren Oliver Haddo, en karikatur af Aleister Crowley, at skabe liv. Crowley skrev en kritik af denne bog under pennenavnet Oliver Haddo, hvori han anklagede Maugham for plagiat.” (delcitat fra Wikpedia)

Handlingen er interessant og typisk Maugham. Bogens bagside citeres:

“De kunne ikke lide Oliver Haddo (= Aleister Crowley, red.). Men alligevel – lige fra den første dag, Arthur Burdon og hans forlovede Margaret Duncay, i Paris så den excentriske englænder, var de som tryllebundne af hans væsen og af de sjælelige bånd, der knyttede ham til en verden, de ikke kendte. Haddo selv syntes ikke at mærke den stadig stigende lede, der omgav ham. Han smilede blot fortrøstningsfuldt. 

Og så skete det. En morgen var Margaret forsvundet. “Når du læser dette,” lød det brev, hun havde efterladt, “er jeg på vej til London. Jeg har i dag giftet mig med Oliver Haddo….”  –  Arthur Burdon ville ikke tro, hvad han læste. Hvorfor? Hvordan kunne det være sket? Hvilke kræfter havde dette umenneske taget i sin tjeneste? Var det en hævnakt?  Og hvad mere var der i vente fra den syge hjerne, der ikke syntes at ville lade sig standse? 

Svaret på alt dette er gemt i denne fantastiske roman af én af verdens største fortællere.”

W. Somerset Maugham

Skulle læseren ikke just erindre forfatteren og hans baggrund, portrætteres Maugham på udmærket vis på bogens bagside:

“William Somerset Maugham er født i Paris i 1874. Han fik en alsidig uddannelse ved universiteter i Heidelberg, Paris og London og tog medicinsk embedseksamen, hvorefter han praktiserede en tid som læge. Somerset Maugham foretog lange rejser, bl.a. til Østen (flere af hans romaner er fra Østen, red.). Han begyndte ret tidligt sit forfatterskab, og han skrev både romaner og skuespil, hvor hans menneskekundskab, intelligens og fordomsfrie syn på tilværelsen kom til sin fulde ret.”

Adderende – Somerset Maugham var en kosmopolit i ordets egentlige betydning. Han ejede verdensmandens (kyniske, red.) livssyn og temperament, egenskaber, der til fulde går igen i hans bøger. Summen af forfatterens medicinske baggrund, betydelige rejsepensum i flere verdensdele, sociale relationer med en del kendte og velhavende personer især under sine sidste mange år ved Den Franske Riviera, stringente intelligens og sikkert også hans biseksuelle observans, skabte et fundament af såvel fordomsfri som ikke mindst lidenskabsløst reflekterende menneskesyn, der mere eller mindre synligt skinnede igennem hans betydelige litterære produktion.

Refleksioner

I bogens handling fremstår denne magiker (Oliver Haddo alias Aleister Crawley) med blandt andet udsagnet om, at han er ved at skabe et menneske ud af magi. I vores tidsalder kan man – selv ikke på steroider – tage det alvorligt. Men nutidens begreber som kloning og avatarer giver associationer, som ikke er helt så fjerne fra datidens forestillinger.

Apropos avatarer udtalte den kendte kvindelige fremtidsforsker Liselotte Lyngsø for nylig, at hun levede med to mænd. Den ene er hun gift med. Den anden hedder Kim – og ham har hun været kæreste med i over et år. Men hun har aldrig mødt ham i virkeligheden. Han bor i hendes telefon og er en animeret person på skærmen, som teknologien hjælper hende med at placere i rummet sammen med hende.

Siegfried Martens ville have foretrukket tankens kraft og kødets lyst, Somerset Maugham havde nok anvendt lægens diagnoseklassifikation iblandet nogle tunge erfaringsbundne reflekterende øjeblikke med begge køn, men hvad mon magikeren Aleister Crawley havde kunnet skabe af avatarer, fantasier via augmented reality og ikke mindst robotter etc. ?

 

 

 

 

 

 

 

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Tanker om en magiker”

  1. Det er et spændende portræt, du tegner af Martens.
    Det er vel snart 50 år siden, jeg læste Magikeren. Også jeg beundrer Maughams forfatterskab, men af en eller anden grund fængede Magikeren slet ikke, og det er sikkert derfor, jeg ikke husker andet end titlen.
    Crowley i dag? Et bud kunne være, at han nu ernærer sig som konspirationsteoretiker i USA´s ultrakonservative bagland.

    1. @Eric B.: Jeg erindrer, at din litterære smag lejlighedsvis omfatter Somerset Maugham. Forfattere med en vis portion livserfaring (begge køn) er ofte mest interessante at læse og reflektere over. Omkring Aleister Crowley er dit “jobtilbud” (desværre) et blandt mange mulige i dagens komplekse og dødens farlige USAs indre. – Fint, hvis du følte dig lidt underholdt. 😉

  2. Du indleder dit essay med en ”trigger warning” til naturvidenskabelig og analyserende læsere og det føler jeg må omfatte mig. Imidlertid synes jeg, at det er en meget interessant historie om en usædvanlig mand. Jeg kunne godt have tålt, at høre mere om hans ”clairvoyante” sider. Siden du nævner hans korrespondance med Aleister Crowley, tænker jeg, at korrespondancen er bevaret. Det kan der måske engang komme en bog ud af?
    ”Siegfried Martens” har givetvis været et spændende indslag i borgerskabets selskaber, og for dig. Desværre døde han i en alt for tidlig alder.
    Nu om dage tales meget om ”mangfoldighed”, ofte i uforståelige sammenhænge, men for det meste med en underforstået betydning af ”etnicitet”.
    I min bankverden i 1960’erne og 70’erne var der mere mangfoldighed og flere specielle personligheder. De blev efterhånden færre og færre, da bankerne blev mere profitorienterede.
    Heldigt at Siegfried var fortrolig med dig, så du nu har kunnet fortælle en god historie fra det virkelige liv, som kun få kender til.

    1. @Per Jan:
      ”Trigger warning” – jovist er din intuition på rette spor. Jeg ville gerne have beholdt noget af hans intelligente korrespondance, men bobehandlingen viste sig meget nøjagtig, eftersom han havde – til forundring for sin familie – grundigt havde dokumenteret sine efterladenskaber. Dele af den anseelige bogsamling skulle sælges og dele af hans breve skulle tilfalde arkiver (vistnok Kbhvn. Univ.).

      Til mig var der to bøger samt hans kostbare skrivebord og tilhørende skrivebordsstol (version klassisk dansk møbelkunst), dyre varer, der var indkøbt i hans sidste år, hvor lærerlønnen strakte sig til betydelige indkøb af især bøger og rejser.

      Mine periodevise bopælsskift gjorde, at jeg grundet pladsmangel måtte sælge skrivebordet (og stolen) til en antikmøbelhandel i Københavns City, men da havde jeg også haft rig glæde af det i perioden 1979-2001. Skuffesektionerne i hver side kunne skubbes ud og bordet blev således også anvendt som spisebord ved gæstebesøg. Min daværende ene svigerfar (Helge Kjærulff-Schmidt) var meget begejstret for bordet, hvor vi engang sad efter middagen resten af aftenen i de (af mig) dyrt indkøbte Vinga-stole fra Sverige.

      Der var (som Siegfried udtrykte på dødslejet) en mening med netop disse to bøger; noget som jeg først forstod med min senere erhvervede livserfaring.
      Og ja – ”mangfoldighed” – helt enig.

      Jovist – 61 år er ingen alder. Han ville i disse dage været fyldt 105 år. Siegfried Martens var samme årgang som din gamle klasselærer Per Brasen.

  3. Det er sjovt at du bruger et alias for ungdommens forførende bekendtskab. Jeg tror vi alle kender til det at have mødt mennesker, som familien ikke lige godkender. Især mellem “mandlige filosoffer” udvikler der sig somme tider et nært forhold bestående af lige dele nysgerrighed og kunstnerisk dybde. Nogle gange må man som ungt menneske erkende, at man er meget naiv eller uerfaren, og det har stor betydning for den måde, man senere vælger sin omgangskreds – forstået sådan at man forhåbentlig finder mennesker med ligefrem uforblommet ærlighed.

    Men så mangler der måske lidt af mystikken.

    1. @DAX: “Uforblommet ærlighed”…forekommer ædelt, men er desværre IKKE en hyldevare på nutidens sociale markeder. – Din sidste bemærkning rammer fint og rundt om!

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

87 + = 97