Senior nisser

Julen nærmer sig. For de 10 nisser, der ligger blødt og godt i den dekorative Hirschsprung cigarkasse, er det 122 gang. De blev “releaset” af min fynske oldemor og hendes to søstre ved århundredeskiftet 1899-1900. Som dreng stiftede jeg bekendtskab med cirka halvdelen og besluttede mig for at indsamle (tigge hos familiemedlemmer) dem alle 10. Det lykkedes endeligt i slutningen af forrige århundrede (1997).

De fleste danskere har opsamlede effekter og minder om deres respektive jule. Samme højtid oplyses traditionelt med levende lys, hvad enten det er på juletræet eller i andre julesammenhænge. Således anvender jeg de afsindig smukke  “isklumper” af det svenske fabrikat Kosta Boda i 3 forskellige størrelser á 4 stk. Man kunne tolke det som 1/mdr. af året. De symboliserer det nordiske, som helt klart ligger mit hjerte nær på mange måder.

December er årets 12´te og sidste måned. Derfor brænder der lys i dem alle. De lyser op i en kalendermæssig (og desværre også samfundsmæssig hård) tid. Snart er det vintersolhverv, den 21. december 2022. Herefter bliver det langsomt lysere. Ethvert fornuftsvæsen ønsker også, at det ikke bare vil være kalenderrelateret,  men også i henseende til den farlige situation i det sydøstlige hjørne af Europa samt de afledte negative effekter – økonomisk, forsyningsmæssigt etc.

Lad os slutte med nogle lokale illustrationer fra min nuværende hjemby Assens:

Julemanden ankommer traditionen tro i Assens havn med færgen fra den nærliggende Baagø

Han bliver budt velkommen af Assens Kommunes borgmester Søren Steen Andersen (V) samt en fremmødt skare af assenesere akkompagneret af bagvedliggende hornmusik

Assens juletræ tændes flankeret af henved flere hundrede assenesere (tradition ved advents start)

Et stille og nærmest mennesketomt øjeblik ved aftenstid i Østergade (Assens hovedgade)

For enden af hovedgaden ses byens (Danmarks ?) største adventskrans

###

Glædelig jul og godt nytår!

 

Bloggen holder som sædvanligt lukket i

Stenbukkens tegn (22/12-22 – 19/01-23)

 

 

 

DEL SIDEN

6 kommentarer til “Senior nisser”

  1. Tak for de fine billeder fra julen i Assens. Imponerende stor adventskrans, stort juletræ og stor Julemand – eller er borgmesteren lille?
    Flotte isklumper med lys. Stearinlys er hyggeligt, men vist ikke så godt for indeklimaet? Bare man ikke brænder sine lys i begge ender, så går det vel for en enkelt måned om året.
    Dine ti flotte små senior nisser ser ud til at holde sig godt. Er cigarkassen lige så gammel? – de burde vel have boet i en cigarkasse fra Assens Tobaksfabrik?
    Tak for interessante og lærerige blogs og essays i år!

    1. @Per Jan: Hirschsprung cigarkassen (ikke at forveksle med Hirschsprungs sygdom) er fra min salig bedstefars tid, dvs 1969-1971. Det var den sidste cigarkasse, jeg gav ham, inden hans muligheder (død) forsvandt for at nye sit yndlingsmærke. Også jeg lærte at nyde cigaren, men holdt op i 1978/79. Senere havde jeg to tobakstibagefald i to kortere perioder (pibe, cerutter og cigarer, aldrig cigaretter), hvilket jeg påstår var to af mine rygende X´ers skyld. ;-). Havde jeg fortsat, kunne jeg nok have brændt mit lys i begge ender.

      Også jeg siger tak for interessant og ikke mindst loyal kommentator aktivitet i 2022!

  2. Venerationen for de gamle nisser er forståelig. Her i huset har fruen også noget nedarvet julepynt, der behandles med ærbødighed. Den gamle glødelampelyskæde til juletræet er dog energibevidst skiftet ud med en LED-kæde, som debuterer i år.
    Din fine nisseemballage, cigarkassen, er også snart et auktionsværdigt klenodie. I min barndom var det nemt at få cigarkasser, og jeg brugte dem til struktureret opbevaring, men i dag er de vist svære at opdrive.

    1. @Eric: Jovist, julen er mange steder anledning til at skamride nostalgiens sande DNA. Cigarkassen med de seniorvenlige 10 nisser gemmes livet ud. Så må boet eksekutor (=min advokat) vurdere, om den smukke cigarkasse skal på auktion.

      Jeg noterer mig de aktuelle aalborgensiske traditioner. En af disse har været en uafviselig kommentator aktivitet/loyalitet på denne blogplatform, hvilket værdsættes ganske meget!

  3. Både julemanden fra Baagøe og Borgmesteren er glade mennesker der rummer et legebarns lyse sind sammen med henholdsvis skuespillerens karakter-arbejde og politikerens arbejde med at give folket, hvad folkets er.

    Det er smukt med de 12 lys, og ønsket om at vi nu bevæger os mod lysere tider, kalendertid såvel som geopolitisk tid.

    1. @DAX: Tak for en meget positiv-ladet kommentar. Kommunens borgmester(V) forsøger med større eller mindre held at kapitalisere sin begrænsede karisma, stærkt støttet af den 2-meter høje julemand, der “tilfældigvis” er ankommet med Baagø-færgen.

      Netop i skrivende stund befinder vi os i den mørkeste tid. Snart drejer det kalendermæssigt og forhåbentlig også politisk til lysere tider.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

38 + = 45