Prolog
For nylig var jeg til en begravelse. Denne gang i Københavns Domkirke. Min personlige “anciennitet” omkring emnet “Det Sidste Farvel” fortæller, at det var nr. 24 i rækken af denne “særlige oplevelse” (7 gange kistebærer).
Tankerne ruller hver gang under ceremonien. Det gælder naturligvis omkring afdøde og omstændighederne. Men tankebanerne fører ikke sjældent også videre af sindrige veje. Som eksempel standsede de under ceremonien ved en omslutning af begrebet “Stillet (træ-)skoene”, hvilket kan defineres som følger:
Det stammer fra dengang, hvor de fleste danskere boede på landet. Igennem flere hundrede år gik bønder og andre jævne folk i træsko. Og når man ikke brugte sine træsko længere, så var det fordi, at man var død. ‘At stille træskoene’ betyder derfor, at man dør.
Det nostalgiske
For nylig havde jeg ærinder i Malmø. Jeg kender til byen. Har boet der flere gange i forskellige områder og anledninger. Denne gang passeredes flere gange en særlig bro over Södra Förstadskanalen (forts. i sydlig retning fra Rörsjökanalen). Navnet er Davidshallsbron. Som ses på øverste billede og foto nedenfor står nogle sko i bronze.
Historikken er som følger:
Skoene repræsenterer et “Mindesmærke for Malmöartister”. Kunstneren er Åsa Maria Bengtsson. Tidslinjen er for den opstillede kunst årene 2014 – 2018.
Niogtyve Malmö-kunstnere fra forskellige epoker, med forskellige naturskønne erhverv, hædres med et mindesmærke på Davidhallsbron i Malmø. På grund af den brede vifte af kunstnere og deres forskellige personligheder har kunstneren valgt at designe mindesmærket både på en humoristisk, behagelig måde og samtidig med et kontemplativt(betænksomt), magisk udtryk.
Titlen “Way to go” refererer til den “røde løber”, som faktisk er en gangbro, men symboliserer også indgangen og højdepunktet i et liv som kunstner. Tæppets lange stræk omfavner broen og afsluttes i en projektion af det samme tæppe, der i aftentimerne omdannes til et magisk tæppe. Sagt anderledes: At rejse sig fra scenen, symboliseret ved skoene i bronze, som er placeret langs broens to sider på en hævet sokkel af grå granit.
“Way to go” kan oversættes til svensk som “godt klaret”, som kan anvendes på alle de succesrige og mindeværdige kunstnere, der hædres her.
Blandt de (for danske) mere kendte “skominder” er f.eks. skuespilleren Anita Ekberg (kendt især fra La Dolce Vita-scenen i Roms fabelagtige Trevi springvand) samt TV-entertainerne Lasse Holmquist og Östen Warnerbring.
Trevi springvandet i Rom desværre uden Anita Ekberg (foto Erik Hulegaard)
Suppleret med linket: https://news.artnet.com/art-world/watch-la-dolce-vita-actress-anita-ekberg-in-the-famous-trevi-fountain-scene-217951
Det historiske
For dem, der har befundet sig i nyere tid ved bredden af Europas store flod Donau, nærmere bestemt i den ungarske hovedstad Budapest, er et særligt syn velkendt (og skræmmende). Linkets indhold og foto til studie:
https://aish.com/shoes-on-the-danube/
Det religiøse
Apropos den kirkelige handling i domkirken tilføjes den religiøse reference:
“Du må ikke komme nærmere! Tag dine sandaler af, for det sted, du står på, er hellig jord.” (Herren åbenbarer sig for Moses i den brændende tornebusk – Gl. Testamente, Anden Mosebog, kap. 3, vers 5)
Epilog
Ved den domkirkelige ceremonis afslutning hørtes en dæmpet og alligevel tydelig trommelyd, der omkransede den molagtige stemning. Trommelyden lød dyster med sine regelmæssige slag i det store kirkerum. Lyden kom fra en yngre kvinde, klædt helt i hvidt som en engel, der sad på stengulvet tæt ved udgangen og slog monotont og langsomt på trommen.
En anderledes afslutning på det kirkelige rituelle forløb. Kisten blev båret ud og det ret store følge forlod langsomt og disciplineret efter kisten via domkirkens midtergang. Derved passerede følget den hvidklædte “engel”.
Lyden af trommeslagene var tydelige. “Englen” sad som i trance……barfodet…..
Begravelser kalder altid på statustanker.
Jeg bemærkede skoene i Budapest under en spadseretur langs floden i 2006. Synet virkede dystert på mig, men jeg havde ingen umiddelbar forklaring på “udstillingen”, før jeg senere søgte på nettet. Der er også en artikel på Wikipedia.
@Eric: De “jødiske” sko ved Donaus bred kalder afgjort på mørke tanker. I nutiden er sceneriet veldokumenteret. Det samme gælder så ikke for “Malmø-skoene”, hvis politiske tyngde ikke lader sig sammenligne, men alligevel fortjener nogle bogstaver. Fortsat gode dage i maltesiske rammer. 😉
Jeg husker at min mors inderlige protest imod alderen var at alle veninderne forlod hende — stillede træskoene, og det var svært at finde nye. Men hun blev ved.
At have sagt det sidste farvel 24 gange er meget hvis det ikke er i embeds medfør, og jeg kan så godt forstå at tankerne ruller. Også til broen i Malmö – og den flodbred ved Donau i BudaPest, hvor vi ved at så mange i generationen lige før vores blev myrdet; og hvor skoene er mindesmærke for de tusinder personer, who were murdered in broad daylight along the river.
Og Wikipedia:
Between 15 May and 9 July 1944, over 434,000 Jews were deported on 147 trains,[5] most of them to Auschwitz, where about 80 percent were gassed on arrival.
Det er så meget så jeg kan ikke fatte det. Antallet af tyske flygtninge i Danmark var Febr.1944 samme antal og Danskerne måtte lide men hjalp (måske ikke begejstret, men dog).
I den forbindelse forekommer Malmö som den heldigste stad i Europa gennem 1900-tallet. Ja ja jeg ved godt at de har problemer nu, men … mon ikke Svenskerne er kan løse dem?
@DAX: Din moders beklagelse over andre/nære relationers bortgang var også en meget anvendt “sang” i min familie, hvor bl.a. min moder oplevede sin store omgangskreds forsvinde. Min begravelses-statistik er ikke i embeds medfør. En skønsom blanding af familie, venner, bekendte og kolleger i forskellige aldre og dødsårsager (coronar, cancer, AIDS, suicidium etc.).
Jeg ville gerne afslutte denne respons på din venlige kommentar med at udtrykke optimisme på vegne af Malmøs kriminelle rate, men de tre største svenske byer (som jeg alle har rejst og boet i og faktisk befundet mig mega godt ved) har alle tunge problemer, i væsentlig grad funderet i rivaliserende indvandrergrupper fra Balkan og Mellemøsten. Den svenske politiledelse har fra årsskiftet 2022/2023 kaldt x hundrede politifolk fra andre kredse til hjælp for en koordineret indsats i de store byer, men jeg er desværre pessimist omkring resultatet.
Jeg kan godt forstå bekymringerne. Det er vigtigt at der skabes en form for tryghed, og det tror jeg selv de rivaliserende banders almene medlemmer ønsker, så her gælder det altså om at få udpeget og imødegået lederne, som sætter grupperne op imod hinanden.
Når vi hører hvor meget ondskab der dukkede op ved invasionen i Ukraine, Butcha (også andre steder) hvor man slagtede mennesker som ikke var nogens fjender – så er det svært at være optimist.
@DAX: Jeg deler i princippet din analyse: Gå efter at inddæmme lederne med motivation af den bløde og/eller hårde version. Nogle synes (som også i DK) at være “helt udenfor pædagogisk rækkevidde”. Sverige er i dag – som de gamle europæiske kolonimagter – Storbritannien, Frankrig, Nederlandene og Belgien – et multinationalt samfund med alle de betydelige friktioner og territoriekampe, der optræder. Det gælder også i Tyskland, om end det er mere skjult.
Mit forsigtige gæt er, at vi skal en generation frem, før der falder lidt mere ro over kamppladserne. Og så skal vi sætte vores lid til de unge kvinder; det gælder ikke blot i Sverige, men også i Mellemøsten, herunder aktuelt Iran m.m.