80 året – den 4. maj 2025
Befrielse er et ord med en næsten ubeskrivelig positiv ladet betydning. Der lever stadig personer, som kan erindre denne dag for 80 år siden. Men langt den overvejende majoritet af danskere noterer begivenheden som historisk, altså fået beskrevet i ord og visuelle former, hvordan forløsningen var og i sandhed, hvad grundlaget (=Besættelsen) bestod i.
Besættelsen af Danmark under 2. verdenskrig indledtes, da Nazi-Tyskland med Operation Weserübung-Süd den 9. april 1940 besatte et neutralt Danmark, der efter en kortvarig konflikt overgav sig til den tyske besættelsesmagt.
Læseren har således en mere eller mindre korrekt historisk ramme at forholde sig til. “Mere eller mindre”, fordi tidligere generationer, der oplevede Anden Verdenskrig, altid vil videregive indtrykkene subjektivt. Befolkningen i Danmark under Besættelsen 1940-1945 kunne groft sagt opdeles i tre kategorier: 1) De passive – 2) De aktive (Modstandsbevægelsen) – 3) De fjendtlige (de “nazi-venlige”, Schalburgkorpset, “stikkere”, etc.)
Der er kommunikeret terabytes af ord og visuelle effekter om Besættelsen, ja – selv professionelle historikere har beskrevet den forskelligt. Faktuelt skete der – sammenlignet med de øvrige nazistiske besættelsesområder i Europa – forbløffende få virkelig alvorlige ødelæggelser og relaterede dødsfald i Danmark. Sammenlignet med de øvrige nazi-tyske besatte europæiske landområder var tabstallene af en mindre størrelse, i omegnen af “kun” 3.000 personer.
Befrielsen fra den nazistiske besættelse den 4. maj 1945 var naturligvis en næsten ubeskrivelig glædelig begivenhed, der fortjener at blive husket i generationer. Men med til hukommelsens rummelige kamre hører også nogle ekstraordinære begivenheder i samme periode, f.eks. 45 dage før øjeblikkets befrielse.
Frederiksbergs borgmester Michael Vindfeldt (A) holder mindetale ved monumentet 21. marts 2025
Operation Carthage (Karthago)
“Collateral Damage” – direkte oversat “sideskade” – altså uhensigtsmæssige skader i forbindelse med en større (ofte succesfuld) handling fandt sted onsdag den 21. marts 1945. Det blev nok det alvorligste eksempel i Danmark på krigens omkostninger. Det kunne være undgået, nemlig bombningen af Den Franske Skole på Frederiksberg Allé i Hovedstaden. Forhistorien og begivenheden er efterfølgende beskrevet meget udførlig, så i denne kontekst skal det nævnes summarisk:
En stærk presset dansk modstandsbevægelse besluttede efter en længere tids vurdering, at Gestapos hovedkvarter med tilhørende vigtige arkiv beliggende i Shellhuset i Københavns centrum skulle tilintetgøres. Ønsket blev imødekommet af Royal Air Force (RAF), der under spektakulære forhold udførte et massivt bombeangreb mod det ønskede mål (Operation Carthage).
Et lavtflyvende britisk Mosquito-fly i første angrebsbølge strejfede under indflyvningen en lysmast på jernbaneterrænet nær Ingerslevsgade. Flyet tabte sin bombelast over ejendommen Søndre Boulevard 106 på Vesterbro og fortsatte ind over Frederiksberg, hvor det styrtede ned i Alleenberg-garagerne ved siden af Den Franske Skole ved Frederiksberg Allé og brød i brand. Besætningen blev dræbt ved styrtet.
På grund af branden på Frederiksberg Allé tog flere af flyene i 2. og 3. angrebsbølge fejl af målet og kastede deres bomber mod Den Franske Skole i stedet for Shellhuset. Skolen var en katolsk pigeskole beliggende på Frederiksberg Allé 74, der blev drevet af Sankt Joseph-søstrene.
Ved Royal Air Forces luftangreb på Shellhuset blev skolen og det omkringliggende kvarter således ved en ulykkelig fejl bombet og udbrændte. Katastrofen kostede omkring 250 mennesker livet, heraf 104 på selve Den Franske Skole. Skolen blev ramt af fire bomber og udbrændte totalt, mens beboelsesejendomme på Maglekildevej bag skolen blev ødelagt. Også ejendomme på Henrik Ibsens Vej og Amicisvej samt Frederiksberg Gymnasium blev ramt af bomber. Det var det største civile tab på en dag under hele krigen 1940-1945.
Ofre
Efterspil
Bombningen af Den Franske Skole og det omkringliggende kvarter fik et årelangt efterspil. I månederne efter angrebet udspandt sig en heftig debat af det kaotiske redningsarbejde, hvor både redningstjenester, offentlige myndigheder og privatpersoner gensidigt kritiserede hinanden og søgte at placere ansvaret for mangelfuld ledelse på skadestedet.
På skolens grund og Maglekildevej opførtes i de følgende år seks beboelsesejendomme. Mange af de bomberamte familier følte sig dog dårligt behandlet af Frederiksberg Kommune, både hvad angik erstatning og genhusning. Først i 1960 blev de sidste erstatningssager afsluttet.
Refleksioner
Min moders lejlighed (Frederiksberg Allé – annex) og hendes forældres lejlighed (Madvigs Allé) lå netop i det tilstødende område. Der bredte sig straks en usikkerhed om, hvorvidt der henlå “forsagere” (udetoneret sprængstof) bagefter i det mildt sagt kaotiske område. Kunne noget efterfølgende eksplodere?
Det blev hurtigt besluttet, at både min moder og mine bedsteforældre af sikkerhedsmæssige årsager midlertidigt blev evakueret til nær familie. Det skete til en større villa på Bjerregårds Sidevej i den nærliggende Valby bydel. De efterfølgende dage var naturligvis også mentalt udfordrende, men langsomt faldt der nogenlunde ro over den samlede familie.
Eneste undtagelse i det store hus på den ellers fredelige villavej var nogle periodevise mærkelige lyde fra husets loft. Det skete især om aftenen og natten i de logerendes to soveværelser. Husets øverste etage udgjorde et større aflåst loftsrum. Kun ejeren og dennes noget yngre hustru havde adgang til loftet, ikke engang den mangeårige ældre hushjælp, hvilket hun fandt mærkeligt.
De evakuerede og stadig sensitive familiemedlemmer undrede sig gennem de døgn, hvor de boede der. Måske var det rotter, måske andre dyr eller også var det måske i virkeligheden husets alder. Også hushjælpen undrede sig dagligt, thi loftet i hendes værelse syntes også at give nogle mærkelige lyde.
Forklaringen kom først ved Befrielsen den 04. maj 1945 om aftenen – i dag for 80 år siden. Den store villas ejer var en – på overfladen – pacifistisk overretssagfører (Axel Hulegaard), der bag sin lidt stive og korrekte facade havde vist stort mod til at skjule frihedskæmpere i loftsrummene i sin store villa.
Min moder (Esther Hulegaard) forstod ham efterfølgende som den eneste af en ellers passiv familie, eftersom hun havde gjort det samme i besættelsesårene, blot i sin lille 2-værelses lejlighed tæt ved Den Franske Skole. Var det blevet opdaget, havde hun været “selvskrevet” til et KZ ophold i kvindelejren Ravensbrück ca. 80 kilometer nord for Berlin, som jeg under seneste ophold i den tyske hovedstad besøgte for nogle år siden.
#########
Det var tider, der er svære at fatte for nutidens danskere og jeg har tit spurgt mig selv: Hvordan mon jeg selv havde reageret? – Læseren kan spørge sig selv om det samme…
#########
Links / Bibliografi
Ved afslutningen af Anden Verdenskrig var der registreret 4.045.000 indbyggere i DK. Modstandsbasen rummer ca. 85.000 navne, hvoraf en del kom til i krigens afsluttende fase. Jeg har kendt flere, der ydede en prisværdig og livsfarlig indsats gennem krigsårene uden at være registreret i samme base.
Statistik er en forunderlig disciplin, som jeg i min tidligere professionelle karriere mere intensivt stiftede bekendtskab med på Forvaltningshøjskolen. Selvom jeg efterfølgende bestod eksamen med en pæn karakter, føler jeg stadig, at der nok var glemt nogle parametre. 😉
##########
*) Ordet Hipo er en forkortelse for tysk Hilfspolizei ‘hjælpepoliti’. HIPO-korpset var styret af den tyske besættelsesmagt og skulle officielt fungere som politimyndighed i Danmark efter arrestationen af det danske politi i september 1944. I virkeligheden bestod HIPO’s arbejde i at samle efterretninger om modstandsbevægelsen og foretage anholdelser og likvideringer af modstandsfolk.
Filmen “Skyggen i mit øje” af Ole Bornedal – https://www.youtube.com/watch?v=_yBnTjcAJDY
https://natmus.dk/museer-og-slotte/frihedsmuseet/
https://oplev.frederiksberg.dk/80-aaret-for-danmarks-befrielse-paa-frederiksberg
https://stadsarkivet.frederiksberg.dk/
https://lex.dk/Den_Franske_Skole
Bombemål – Shellhuset – af Christian Aagaard (2020) – SBN 978871 1980026
Foto: Erik Hulegaard
Flotte billeder fra mindedagen og god opdatering om hændelserne den tragiske dag i 1945.
Særligt spændende er det, at høre om din families involvering i krigen, som de heldigvis slap afsted med uden problemer. I modsat fald havde vi nok ikke været skolekammerater!
@Per Jan: Den sidste sætnings indhold er vi helt enige om. Det samme gælder vist også vores separate og fælles minder fra Danmarks smukkeste alle, der ofte bliver opdateret, når vi passerer området.
Og mens der (igen) lyder støvletramp i Europa, USA og andre steder, tænker jeg over, hvor meget man egentlig har lært af historien.
@Eric: De tanker er du bestemt ikke alene om. Det kan senere i dette decennium blive rigtig grimt i Baltikum, også fordi begrebet “De Allierede” fra WW2 er blevet opløst.
Tak for et tankevækkende indlæg, som elegant kombinerer historiske fakta med personlige erfaringer. Især beretningen om din mors og dine slægtninges evakuering gør historien levende og minder os om, at mod og civilcourage ofte fandt sted i det skjulte – i lejligheder og på lofter, blandt helt almindelige mennesker. De små detaljer, som lydene fra loftet og den ældre hushjælps undren, giver fortællingen nerve og autenticitet. Indlægget er en værdifuld påmindelse om, hvor vigtigt det er at huske og videreformidle både de store linjer og de stille heltegerninger fra besættelsestiden.
Hvad angår links, så jeg Ole Bornedals film om den katastrofale ‘sideskade’, som jeg husker fik blandede anmeldelser. Selv hæftede jeg mig ved den imponerende visuelle side, og børneskuespillernes præstationer var meget overbevisende.
Det nye Frihedsmuseum er også blevet kritiseret, især af gamle modstandsfolk, der føler sig utilstrækkeligt repræsenteret, og formidlingsmetoderne har ligeledes været genstand for kritik. Jeg må sige, at jeg fandt besøget både oplysende og interessant, selv om jeg til dels forstår anken mod de interaktive og måske for poppede indslag.
@Uffe Jerner: Hensigten med at fusionere skolebombardementet med befrielsen pr. d.d. er helt bevidst at eksemplificere ironien i, at den største civile katastrofe skete kort tid før den endelige befrielse. Ligeledes nævner jeg helt undtagelsesvis eksempler fra min familie som eksempler på “modstand” og “passiv accept”, ganske som befolkningen (og tusindevis af familier) var opdelte i deres syn på “kamp vs. modstand”. Også min biologiske far ydede et bidrag i det skjulte i Modstandsbevægelsen, uden at blive nævnt i den “overfyldte” database. Jeg passerer Frederiksberg Alle regelmæssigt af flere årsager året igennem, således også som en selvfølge d. 21. marts 2025.
Dine bemærkninger om Bornedals film kan jeg fuldt ud tilslutte mig, især børnenes præstationer. Det nye Frihedsmuseum blev besøgt kort efter indvielsen (sammen med Per Jan) og vi var nok på “kritikernes linie”.