Foto: Eze Joshua
NGO-cases
Skæbnen har udvirket, at jeg to gange i min karriere som pensionist har været inddraget i NGO-projekter.
I det første tilfælde var der tale om et nogenlunde konsolideret projekt rettet mod den asiatiske stat Nepal. Linket, der var fødekæden for kontakten, kom via en mailpartner netop fra Kathmandu, Nepal. Pågældende kontaktede mig og viste sig efterfølgende at have en dansk forbindelse i en større jysk provinsby. Samme danske destination var “hovedsæde” for NGO-projektet.
Det udvirkede nogle personlige kontakter til den danske projektkoordinator, som igen genererede nogle møder bl.a. i mit byhus´ hjemmekontor, hvor konceptet blev forsøgt “justeret” og supportet med deltagelse af nævnte kvindelige projektkoordinator og den tilrejsende nepaleser.
At samarbejdet ophørte skyldtes reelt kun, at den personlige samarbejdsrelation af nævnte koordinator blev forsøgt konverteret til mere intensive personlige relationer med sideordnede invitationer til hendes fritidshus imod mit ønske. I den efterfølgende fase forsøgte nepaleseren over flere år at genskabe kontakten til mig med en sand energisk entusiasme, der var en gurkha-soldat værdig, men jeg stod fast på min retræte.
I det andet tilfælde skete forbindelsen via mine private cirkler. Fokus var den interessante store afrikanske stat Nigeria. NGO-konceptet var et forsøg på selektiv hjælp i form af “genbrug”. Også her var mit hjemmekontor i en periode base for en vanskelig opstartsfase. Skulle en bare nogenlunde operativ succesrate være en mulighed, var (og er) min tilgang en nødvendig grundig planlægning og dermed håndtering af strategi, taktik samt operativ tilgang til begreber som fundraising, logistik, kontrakter, information (hjemmeside etc.) og ikke mindst økonomi (realistisk budgettering).
Hertil kommer – hvad enten det er sympatisk eller ej – en kynisk og absolut streng nødvendig lidenskabsløs vurdering af samarbejdsrelationer såvel i DK som i modtagerlandet (aftaler, “returkommission” etc.). Efter nogle tempi i samarbejdet med den pågældende initiator af projektet valgte jeg døren med det velkendte navneskilt “Exit”, netop fordi den sympatiske idealisme ikke i tilstrækkelig grad matchede et nødvendigt operativt (prioriteret) overblik samt en koordination af alle typer af tiltag i processen eller sagt rent ud: Realismens svære kunstart udpenslet i alle faser af projektet.
Nigeria
Sidstnævnte “case” har ved flere lejligheder genaktiveret nogle minder på min indre (stadig fungerende) cerebrale harddisc. Afrika er et uafviseligt spændende kontinent. Indrømmet – jeg har kun rejst i Marokko (Tanger, Agadir, Marrakech), men det sidstnævnte NGO-eksempel ovenfor gjorde i tidsforløbet, at Nigeria faktisk var tæt på den anden rejsemulighed, eftersom jeg insisterede på en “tjenesterejse”, hvilket absolut blev positivt modtaget af initiatoren.
Nigeria rummer – som meget af kontinentet – nogle store muligheder, der ofte udnyttes kynisk og strategisk (=Kina) og ikke sjældent stadig i nutiden håbløs talentløst. Men der er dog naturligvis mange undtagelser.
En avisartikel (Politiken, 10.juli 2025) satte f.eks. tankerne igang. Oxfam var fødekæden for artiklen. Oxfam er en britisk sammenslutning af 21 uafhængige ikke-statslige organisationer (NGO´er), der fokuserer på at afhjælpe global fattigdom. Organisationen blev grundlagt i 1942 og ledet af Oxfam International. Organisationen har en international tilstedeværelse med operationer i 79 lande og 21 medlemmer i Australien, Asien, Europa, Mellemøsten, Nord- og Latinamerika samt Caribien.
Blandt konklusionerne på den læseværdige “Oxfam-artikel” var flere, hvoraf nogle enkelte associerede til mit tidligere “Nigeria-touch”. Der delciteres relevante punkter i det følgende.
- Det påstås, at der ingen mangel er på penge i Afrika. Afrikas problem er, at en lille, men voksende gruppe afrikanere lever i ekstrem overflod, og de bliver stadig mere velstående i en rasende fart.
- I 2000 var der ikke en eneste dollarmilliardær i Afrika. I dag er der 23, som tilsammen er gode for 112,6 milliarder dollar, viser en analyse fra udviklingsorganisationen Oxfam. Deres samlede formue er steget med 56 procent i løbet af de sidste fem år.
- De rigeste fem procent i Afrika har en samlet formue på 4.000 milliarder dollar (25.000 mia. kr.) – mere end dobbelt så meget som de øvrige 95 procent af kontinentets befolkning.
- En beskeden skat på Afrikas rigeste – én procent ekstra på deres formue og 10 procent mere på indkomst – kan generere 66 milliarder dollar om året. Det ville være mere end nok til at finansiere gratis kvalitetsuddannelse til alle, der ikke får i dag, og levere elektricitet til alle hjem og virksomheder, der endnu ikke har strøm, viser rapportens beregninger.
- 83 milliarder dollar bliver trukket ud af kontinentet hvert år i skattefifleri og korruption. De fleste stammer fra mine- og olieindustrien. Til sammenligning er den samlede bistand til Afrika på omkring 45 milliarder dollar. Så der forsvinder mange flere penge ud af de afrikanske lande, end de får i bistand.
Og så følger det gyldne spørgsmål:
Når nu pengene allerede findes i Afrika, hvorfor skal vi og andre så sende penge dertil? Kan man ikke bruge rapporten som et godt argument for at droppe bistanden?
Oxfams svar: “Det er helt rigtigt, at de afrikanske lande skal gøre meget mere selv. Problemet med fattigdom, mangel på uddannelse, sundhedsydelser, strøm og alt det andet kan kun løses, hvis landenes regeringer selv beslutter sig for at bekæmpe fattigdom og ulighed. Derfor er det en rigtig god pointe i den nye danske udviklingsstrategi, at vi skal gøre meget mere for at støtte landene i at styrke deres skatteopkrævning. Det kan give dem værktøjet til at gøre noget ved det.”
De fire rigeste milliardærer i Afrika er:
##########
Som overskriften byder, var der “kun” tale om N(ogle) G(enerelle) O(vervejelser), der måske kan danne nogle efterfølgende refleksioner hos læserne.
Note:
NGO: Non-Governmental Organization, eller på dansk ikke-statslig organisation. Det er en betegnelse for private, frivillige organisationer, som ikke er styret af en stat, regering eller anden offentlig myndighed.
Spændende at høre om “dine” NGO-projekter. Til en vis grad kender jeg til problemstillingerne, gennem mine mange års arbejde med eksportfinansiering. Ofte er fokus for meget på idéen og for lidt på budgettet.
Tankevækkende at læse om milliardærerne i Afrika og pengestrømmene ud og ind af kontinentet. Ulandshjælpen til Tanzania for eksempel; om ikke spildt må man i hvert fald konstatere, at massiv ulandshjælp gennem mange år ikke har hjulpet særligt meget. Som en engang sagde: “Et land er ikke korrupt på grund af fattigdom, men fattigt på grund af korruption.”
@Per Jan: Den sidste sætning er desværre virkelig rammende i henseende til u-landshjælp o.l. – Og din mangeårige erfaring med netop eksportfinansiering har – som nævnt – også bragt nogle tænksomme sideordnede erfaringer, når pengekassen skulle åbnes.
Der er mange prisværdige NGO’er, som gør et stort og uegennyttigt arbejde for at skabe en bedre verden. Dine eksempler, hvor du selv har været involveret, viser, at det ikke er problemfrit. Jeg er for doven (og måske for mistænksom) til at yde en praktisk indsats og køber mig aflad ved at støtte Læger uden Grænser.
Vanskelighederne i Afrika er proportionale med kontinentets størrelse, og lidt syrligt kan man sige, at den skæve fordeling af indkomster og formuer i princippet ikke adskiller sig det mindste fra den, der er i USA. USA fremhæves tit som det rigeste land i verden, men rigdommen er koncentreret på ganske få hænder, korruptionen er monumental, og 42 millioner amerikanere er afhængige af fødevarehjælp.
Det er ikke nemt at skære kagen retfærdigt.
@Eric: Médecins Sans Frontières; MSF alias Læger uden grænser er bestemt et kvalificeret valg for støtte, som du deler med din blogven på Vestfyn. Hensigten med at hjælpe humanitært uden skelen til religion og hudfarve har tiltalt mig i en del år.
Dine US-relaterede bemærkninger er ikke syrlige, men derimod sødlige i mit hele univers, der aldrig (siden Vietnam-krigen) har været nogen stor ynder af den amerikanske model, herunder f.eks. også effekterne af den “velsignede” sociale skævvridning af ca. 345 mio. amerikanere. Nutidens præsident og landets MAGA-tro understreger en fortsat bastant reservation.
Det er en tankevækkende beretning, du deler om dine erfaringer med NGO-arbejde, både i Nepal og Nigeria. Det står klart, at du har taget dine opgaver alvorligt og set nødvendigheden af professionel planlægning, realistiske arbejdsgange og klare samarbejdsrelationer – noget der ofte er en undervurderet forudsætning for, at idealistiske projekter overhovedet kan fungere.
Samtidig giver dine refleksioner et ærligt indblik i de strukturelle udfordringer, som mange udviklingsprojekter støder på: forskelle i kultur, forventninger, professionalisme og ikke mindst det svære spændingsfelt mellem idealisme og realisme.
Oxfam-citaterne understreger endnu en vigtig pointe: Afrika mangler ikke nødvendigvis ressourcer, men strukturer, der sikrer, at ressourcerne bruges til gavn for befolkningen. Det gør dine tidligere erfaringer med “returkommission”, uklare aftaler og behovet for kritisk vurdering af samarbejdspartnere endnu mere genkendelige.
Derfor bliver dit overordnede budskab også stærkt: Hjælp virker kun, når den hviler på gennemsigtighed, ansvar og en stærk lokal vilje til forandring – ikke blot på gode intentioner.
@Uffe Jerner: Man(d) mærker redaktørens rutinerede “gen” for at afgrænse og selektere et emne med en kompakt substans. Det sidste afsnit er tilskåret på fornemmeste vis.
Den vinkel har jeg ikke tænkt på før; forholdene i Nigeria var skildret i en TV udsendelse hvor en ung kvinde efter et forgives illegalt immigrationsforsøg til Europa fortalte at hun var indstillet på at prøve igen, fordi forholdene i hendes land/område var uudholdelige, dårlige.
Men der er for mange som tror at gaderne i EU er brolagt med guld.
@DAX: UM skriver “Vi fraråder alle ikke-nødvendige rejser til Nigeria, herunder Abuja, Lagos og Port Harcourt, på grund af en høj risiko for terrorangreb, voldelig kriminalitet og kidnapninger. Risiciene er så alvorlige, at du bør have helt særlige grunde til at besøge landet.” – Landet er et på mange måder dynamisk og farligt land, der også rummer mange muligheder. En stormagt i Afrika! – Initiatoren i nævnte projekt var 1/2 nigerianer, 1/2 dansker. En ret sammensat kvinde med vilje, semi-humanistisk tankegang, innovativt talent og for mange ukontrollable “tråde”, der ikke kunne indpasses i den nødvendige “nordiske disciplin”, hvis projektet skulle lykkes.
Din approach er meget velkommen. Håber at helbredet er stabiliseret i den på mange måder rekreative Gribskov Kommune til glæde for dig selv og din Malte-søn.