Jeg indrømmer det gerne! Fransk filmkunst har været en af mine “svagheder” siden min ungdom. Interessen har bølget i perioder, men altid været der. Og som med al kunst har man(d) sine præferencer.
Når der så ovenikøbet er fusioneret to af Frankrigs ypperligste (talent, skuespilerfaring og karisma) skuespillerinder i samme film, var en billetafrivning et logisk valg til den aktuelle premierefilm. Ja, vel et must!
Verdensberømte franske filminstruktørers værker uniformeret af Claude Chabrol, Francois Truffaut, Louis Malle, Jean-Luc Godard og i nyere tid Luc Besson og Francois Ozon har de seneste især 50 år sat sig spor hos det frankofile filmpublikum og såmænd flere end det.
Filmen La Vérité – Sandheden
Ved en stormfuld genforening besøger forfatteren Lumir (Juliette Binoche) efter mange år sin berømte mor, skuespillerinden Fabienne (Catherine Deneuve). Fabienne er en feteret stjerne i den franske filmverden og lever som en dronning blandt mænd, som elsker og beundrer hende. Hun er aktuel i en Sci-Fi film, hvor hun spiller en mor, som aldrig bliver voksen, og samtidig udgiver hun sin selvbiografi. Bogen fremstår som fiktion ‘baseret på en sand historie’, men hvad er sandt, hvad er fortrængt og hvad er forskønnet? Bogen skuffer hendes kollegaer og undrer hendes voksne datter, manuskriptforfatteren Lumir (Juliette Binoche), som vender hjem fra New York sammen med sin amerikanske mand (Ethan Hawke) og deres fælles barn. Gensynet mellem mor og datter bringer hurtigt eskalerende konfrontationer, når sandheder kommer frem i lyset og regnskaber skal gøres op…
I sin første spillefilm uden for Japan forener Guldpalme-vinderen Kore-eda de to franske filmstjerner Catherine Deneuve og Juliette Binoche med fabelagtig kemi i en både skarp, morsom og gribende historie om familiekonflikter. (Citat: Øst for Paradis – Aarhus).
Refleksioner
Den familiære visit af datter, svigersøn og unge (barne-) barn, i filmen i skikkelse af en 7-årig pige, kendes af de fleste familier, ikke mindst “stammoderen”. Her er der så i den grad tale om en “stammoder” i skikkelse af den eksorbitante selvbevidste Fabienne (70+ skuespillerinde i stykket). Den lumre kølige luft mellem mor og datter blæser ivrigt, medens svigersønnen og ikke mindst barnebarnet forsøger at distrahere med mere eller mindre ligegyldige afbrydelser.
Anledningen til “set-uppet” er omstændighederne omkring den kendte skuespillerindes selvbiografi, hvis indhold med “bold skrift” understreger hendes fantastiske scenekarriere, hvorimod det er mere end småt med de private udgydelser.
“Jeg er en stor skuespillerinde. Den nøgne sandhed var ikke interessant”, affærdiger Fabienne. I hendes optik kan livet ikke måle sig med kunsten. Noget en del kunstnere gennem historien helt sikkert ville skrive under på, men en ringe trøst for en datter, der altid har savnet sin mor, selv når hun var der. Fabiennes nærmeste har det til fælles, at de stort set ikke figurerer i Fabiennes selvbiografi eller gør det i et lys, de ikke kan genkende. – (Jovist kan man også ved læsning af en selvbiografi notere sig de private udeladelser, der er foretaget, hvilket for øvrigt gælder alle fag!)
“Hellere være en dårlig mor og veninde og være en god skuespillerinde”, erklærer Fabienne trodsigt. En af filmens verbale godbidder. Sætningen kalder på en guldramme. Og heri ligger en slet skjult sandhed. Brutal i sin præcision. Narcisisme opløftet til x´te potens. Enhver, der har socialiseret sig med “kendisser”, især i de nære cirkler, kan genkende det symptomatiske spil. Versalerne er indsmurt i fed sort farve. 😉
Og så medtager filmen (en styrke!) også det gammelkendte tema i kunstnerens verden: Nye talenter, der med ungdommens glans og (tilsyneladende) naive underdanighed og beundring for den aldrende stjerne er ved at overtage hele cirklen af spotlight.
Ud over relationen mellem mor og datter udspiller der sig nemlig også et professionelt drama i den film, den aldrende diva Fabienne er ved at indspille. Her åndes hun hedt i nakken af et nyt stortalent, som til forveksling ligner Fabiennes gamle rival Sarah Mondaban. Sarah, som Lumir som barn så op til, og som Fabienne med ufine midler (sex, you know!) satte ud af spillet for selv at komme til fadet.
Mor og datter
Temaet mellem de to generationer af kvinder er nærmest en “evergreen”. Et ukendt antal variabler i skønhed og gru. Selv har jeg i min fortidige nærhed oplevet yderpunkter som dyb, inderlig og nærmest kritikløst symbiotisk mor-datter-forbindelse svingende med en trapezkunstners neurologisk dirigerende balance til fornægtelse, manglende tilgivende mor-datter relation iblandet et mere eller mindre synligt utilgiveligt had og heraf livsvarig afstandtagen, hvis menneskelige følelser næsten kan måles med atomar kraft.
Som den mandlige tilskuer kan det være betagende og i sekvenser både inderligt rørende eller skræmmende, alt efter hvor på mor-datter-skalaen vi befinder os. Selvklart findes der også yderpunkter i far-søn-forholdet. Men mestens med enten semi-broderlig omklamring eller som andet yderpunkt afklapsning, enten i ord eller mord.
Den vedvarende årelange botanisering i følelseslivets hoved- og biveje samt (ikke mindst) omkørsler, ligger ikke rigtigt til det maskuline køn i gennemsnit, om end livslang respekt og kærlighed eller kontraster af dyb foragt og trang til fysisk knockout-punches udmærket kan overskygge det daglige erhvervsrettede præstationskrav og den private livsførelse på respektive matrikel (vælg selv postnummer).
Mon det er forkert at påstå, at der i de fleste opståede konflikter mellem mor og datter indeholdes følelsen “jalousi”, nogle gange i ekstreme gradbøjninger? Hvem husker ikke filmatiseringen af Klaus Rifbjergs “Den kroniske uskyld”, hvor Susse Wold mesterligt fremstiller femme fatale-rollen som moderen, der forfører datterens unge kæreste. Vel næppe verdenshistoriens eneste variant af dette tema.
Emnet er mindst en doktordisputats eller Ph.d. grad værdigt. Det er komplekst, langt mere end noget computerprogram. Voldsomt! – Emnet er også følsomt og har eksisteret i århundreder, forklædt i tidernes traditioner, religiøse anfægtelser, følelsesrelaterede tekstiler og moralske afgrænsninger, men det har altid været der…..det rummer vel sin egen…..
La Vérité
Det var spændende at læse, og du giver mig bestemt lyst til at se filmen. De to hovedroller spilles af nogle af mine yndlingsskuespillere. Jeg har også altid holdt af franske film lige som dig. Da jeg i min ungdom gik ½ år på Krogerup Højskole, var mit yndlingsfag netop film, og vi havde en fantastisk inspirerende lærer, Niels Jensen.
@Madame: I filmen nævner hovedrolleindehaveren Catherine Deneuve med slet skjult ironi navne på franske skuespillerinder med fælles forbogstaver, som f.eks. Simone Signoret, Anouk Aimée, Brigitte Bardot, Danielle Darrieux, Michèle Morgan. Navne, som enhver fransk filmelsker kan relatere sig til med større eller mindre entusiasme. – Min filmbegejstring har alle dage været centreret om det engelske og franske samt skandinaviske (svenske og danske), modsat det amerikanske. 😉
Afledt af kommentaren kender vist de fleste den forunderlige verden, der kan åbne sig (næsten uanset emne), ifald en lærer formår at formidle på en levende og inspirerende vis. Og i sandhed også det modsatte!
Mit konsum af film er meget beskedent, måske fordi amerikansk ragelse dominerer markedet. Mere eller mindre tilfældigt har jeg set nogle få franske film, og de har alle begejstret – måske fordi kvalitet er en betingelse for at stå distancen på et eksportmarked, hvor kun de færreste taler fransk.
Din fine anmeldelse og beskrivelse giver lyst til at se filmen – og ikke ved en tilfældighed.
@Eric: Din lingvistiske pointe er afgjort valid. Dansk filmindustri anvender den også (flittigt 😉 ). Temaet kalder ikke bare på kvinders attention, men også vi mænd kan nikke genkendende fra livets runder af opsamlede erfaringer.
Jeg måtte tygge lidt.
Trapezkunstnerens …
Altså, at kvinders registrering af følelserne involveret i mor-datter relation er “neurologisk” – eller måske detaljeret-nuanceret? –
Det er altid en fornøjelse at se en god film, og den får virkelig pirket til nysgerrigheden — kan man overhovedet forstå kvinder? Og hvis man kan, er det så fordi de ligner mænd på et eller andet menneskeligt plan?
@DAX: Selv ikke (for?) meget “ordsalat” kan omringe den rette beskrivelse af yderpunkter, når mor-datter-forholdet skal beskrives. – Forstå kvinder? Måske ligger sandheden let skjult: “Det er ej heller meningen, at manden helt skal forstå kvinden (og omvendt) 😉
Jeg tror at vi godt kan forstå følelser mellem mor og datter — og også i høj grad “forstå kvinden” hvis man prøver lidt; denne evne, eller villighed, til at sætte sig ind i hvordan det er at være en anden, det er jo en evne man bruger flittigt, når man underviser eller bliver undervist på et højere plan end “den informative undervisning”, som består i at give informationer på en klar og tydelig måde, i modsætning til at registrere de følelser, der er omkring nye emner – altså for den der lærer noget nyt, – som fx. hvordan man skiller en riffel ad.
Rifbjerg filmen har jeg set engang, ville egentlig gerne se den igen – ja, det var smukt på sin egen forkerte måde. Men var det ikke også forlægget, romanen “Den Kroniske Uskyld”, som gav stødet til Rifbjergs berømmelse?
@DAX: Jeg kan udmærket følge din logik omkring den “empatiske vinkel”. Modsat dig har min undervisning kun begrænset sig til være ad hoc instruktør. Men tilbage på hovedsporet: Forstår manden kvindens handlinger i alle niveauer? – Min livslange erfaringer med det smukke køn i forskellige mentale uniformeringer (tro mig, jeg har oplevet nogle varianter!!!) gør, at jeg fortsat ikke mener, at manden begriber de “finere nuancer”.
Jeg har aldrig været nogen større ynder af Klaus Rifbjerg, slet ikke hans personlighed! – Jeg er bestemt ikke den rette til at bedømme det, dog fandt jeg eksemplet velegnet i denne kontekst. Jeg vil dog tro, at adskillige litterater med lange universitetsuddannelser i sammenlignende litteratur etc. kan havde divergerende meninger om hans “gennembrud”. 😉
Yep godt exempel i denne sammenhæng 🙂
@DAX: 😉