Intro
Forsidebilledet til dette essay om Region Nords hovedsæde Aalborg er nøje gennemtænkt. Det måtte blive Anders Bundgaards bronzeskulptur “Cimbrertyren” fra 1937. Den er placeret midt på vejbanen på Vesterbro i byen. Den er betalt af De Danske Spritfabrikker og placeret netop på det sted, hvor den gamle spritfabrik lå indtil nedlæggelsen i 1931.
Kigger man lidt nærmere på statuen, ses et digt (Johs. V. Jensen), der hylder cimbrerne. Strofen er fra “Himmerlands Tyr”, som står i Cimbrernes Togt fra 1922. Et nordeuropæisk folk, der i en fjern fortid (2 årh.) kæmpede mod romerne. Såvel det historiske som den aggressive tyr synes umiddelbart at være ambivalent med nordjysk sindighed. Men netop egenskaben ambivalent kan også omveksles til det nordjyske sindelag, der – i min optik – bag den sindige eftertænksomhed også indeholder kraft og dynamik. Egenskaber, der i smuk samklang med entreprenørskab har skabt et livsdueligt og på flere måder beundringsværdigt samfund i Region Nord, med Aalborg-området som den absolutte stærke centrale kraft.
Danmarks 3´die største kommune (og 4´de største by) sammenligner jeg ofte med den næsten ens store Odense, der indtager stillingen som Danmarks 3´største by (og 4´de største kommune). Den nordjyske kraft og samtidig sindighed versus den fynske (stædige) blødhed og innovative snuhed (førende i f.eks. robot- og droneindustri). Man skal nok være indfødt dansker og samtidig have (mindst) et basalt kendskab til nævnte områder for at følge denne penneførers mangeårige trang til at sammenligne netop de to danske urbane områder.
I slutningen af indlægget findes relevante links.
Limfjorden
Baggrund
Dette essay med tilhørende illustrationer er en naturlig fortsættelse af et tidligere blogindlæg (rejsesektion) pr. 19. juni 2022, hvori der fremgik en beskrivelse af et dagsindtryk en junidag anno 2022 i Aalborg, guidet af min blogven Eric Bentzen. Kan ses på:
https://hulegaard.dk/et-besoeg-i-aalborg-1-2/
Nævnte besøg fødte nogle (mange?) naturlige refleksioner omkring Aalborg (og som nævnt sammenligninger med Odense), som jeg med meget spredte mellemrum og i forskellige anledninger har besøgt over nogle decennier. Jeg kender Odense særdeles godt. Aalborg langt mindre, hvilket nærværende essay forsøger at “lappe på”.
En beskrivelse af Aalborg by og kommune er selvklart ikke komplet, men i denne kontekst er der udelukkende tale om udvalgte emner, som i større eller mindre grad har min interesse og dermed avler refleksioner tilsat (naturligvis) faktuelle informationer og generel viden.
Aalborg – historik
De ældste spor efter mennesker i Aalborg Kommune stammer fra spredte jægergrupper for 11.000 år siden. Langt senere er såvel bronze- som jernalderen om byen velbeskrevet, ifald man vil studere dette. I Middelalderen bredte kristendommen sig. Sognene blev dannet i 1100-tallet. Historien fortæller, at frem til starten af 1700-tallet var en næsten ubrudt fremgang for Aalborg, indtil en stagnation optrådte. Fra anden halvdel af 1800-tallet oplevedes i Aalborg-området en betydelig befolkningstilvækst. Fødselsoverskud og vandring fra land til by var hovedårsagerne. I Aalborg, Nørresundby og Nibe sker der en betydelig industrialisering, hvor især brændevinsfremstilling, tobaksfabrikation og tekstilindustri samt kemisk industri blev førende.
Vel det største industrielle “fyrtårn” blev indviet i 1889. Navnet var – naturligvis – Aalborg Portland-Cementfabrik. Siden fulgte andre cementfabrikker og alskens fremstillingsvirksomheder. Det kan siges, at frem til starten af 1970´erne var industri afgørende for Aalborg Kommunes økonomiske vækst. I samme forbindelse bør nævnes Aalborg Værft. Enhver – med geografisk forståelse m.m. – kunne hurtigt tænke sig til, at en Limfjordsbro var nødvendig og den første blev indviet i 1933. Behovet for logistik blev yderligere understreget ved anlæggelsen af en lufthavn (1938) i Rødslet (Vadum-området nordvest for Aalborg by og vest for Nørresundby).
Aalborg – kommune
Aalborg Kommune er en kommune i Region Nordjylland med 221.082 indbyggere, hvilket gør den til Danmarks tredje største målt på indbyggertal og sjettestørste målt på areal. Kommunens største by er Aalborg med 119.862 indbyggere. Byrådet i Aalborg består af 31 medlemmer. Aalborg har gennem de seneste mange årtier været betragtet som “en arbejderby”, i væsentlig grad forårsaget af de mange industriarbejdspladser.
Ligesom i andre af Danmarks største byer er mange typiske industriarbejdspladser enten nedlagt eller konverteret til videns arbejdspladser (industrialderen versus informationsalderen). Men stadigvæk har Socialdemokratiet borgmesterposten og med sine 12 pladser i byrådet en afgørende betydning og politisk tyngde. Den øvrige fordeling er Venstre (6), Konservative (4), Enhedslisten (3), Radikale (2), Socialistisk Folkeparti (2), Nye Borgerlige (1) og 1 løsgænger (tidl. DF).
Når byrådets medlemmer gennemgås, kan nogle undre sig over titlen “rådmand” og samtidig associere til begrebet “Magistrat”. Aalborg afskaffede magistratsstyret pr. 1. januar 1998 til fordel for det såkaldte mellemformstyre med delt administrativ ledelse. “Rådmand” eksisterer således stadig, tolket som “En rådmand er politisk leder af en magistratsafdeling eller forvaltning i en kommune”. Det er kun de større kommuner som Århus, Odense, og Aalborg samt Frederiksberg, der stadig bruger rådmandstitlen.
For nærmere fokus på kommunens virksomhed anbefales indholdet af linket: https://www.aalborg.dk/
Aalborg – sundhed
I Aalborg Øst er man lige nu i fuld gang med byggeri af et nyt hospital som erstatning for Aalborg Sygehus Nord og Syd. Supersygehuset, der ventes at stå færdigt i 2024, er det største byggeri nogensinde i Nordjylland, har en beregnet pris på 4,8 milliarder kroner og kommer til at rumme 581 senge. Byggeriet omfatter 170.000 m2 (inklusiv en Serviceby). Projektsum: 4,1 mia. kr. (2009 p/l). 5,03 mia. kr. pl 2022.
I Nyt Aalborg Universitetshospital indgår robusthed og fleksibilitet som væsentlige parametre, hvor fysisk kompakthed medfører korte afstande både vertikalt og horisontalt. Det nye universitetshospital bliver fysisk sammenkoblet med Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Fakultetet opføres med et nybyggeri på 25.000 m2.
Visionen bag Nyt Aalborg Universitetshospital er, at hospitalet leverer patientbehandling af højeste kvalitet, integrerer klinik, forskning, uddannelse, udvikling og innovation, er en attraktiv arbejdsplads, en højtprofileret samarbejdspartner og har økonomien i top.
Logistik på hospitalet er baseret på just in time leveringer, og der vil være en høj grad af automatisering blandt andet i form af AGV (automatic guided vechiles – robotter) og rørpost.
Psykiatrien i Aalborg skal i løbet af en årrække samles. Den bygges i tæt tilknytning til Nyt Aalborg Universitetshospital, hvor den psykiatriske skadestue og modtagelse ligger ”dør-om-dør” med den somatiske akutmodtagelse. Et koncept, der også f.eks. indføres på NytOUH (Odense Universitets Hospital, forv. 2024).
Som et nutidigt eksempel på “akut telemedicin” kan nævnes, at Aalborg Hospital i juni 2022 igangsatte et pilotprojekt med droner og hjertestarter. Nærmere beskrivelse fremgår af linkets indhold:
https://www.tv2nord.dk/aalborg/saadan-skal-hjertestarter-drone-redde-liv-i-nordjylland
Det kan i denne forbindelse meget passende tilføjes, at Regionerne åbner op for offentligheden (igen) søndag d. 4. september 2022, hvor man kan komme ud og opleve det kommende Supersygehus, når Aalborg Universitetshospital åbner porten op til Åbent Hospital. Det skal adderes, at Regionerne i 2022 har udvidet denne introduktion til at gælde for landets samtlige hospitalsnybyggerier (supersygehuse, specialsygehuse etc.).
Aalborg – viden
Aalborg Universitets ældste uddannelse går tilbage til 1768, hvor landinspektøruddannelsen blev oprettet. De andre institutioner, der indgår i Aalborg Universitet, er:
- Handelshøjskoleafdelingen i Aalborg (oprettet i 1920)
- Statens Byggeforskningsinstitut (oprettet i 1947)
- Esbjerg Teknikum (oprettet i 1955)
- Aalborg Teknikum (oprettet i 1963)
- Den Sociale Højskole i Aalborg (oprettet i 1966)
- Danmarks Ingeniørakademi i Aalborg (oprettet i 1967)
- Handelshøjskolen i Københavns Aalborgafdeling (oprettet i 1969)
Aalborg Universitet blev officielt indviet i 1974. I nutiden indeholdes Bachelor-, kandidat- og efteruddannelser samt forskning for en række fagomåder, hvortil kommer samarbejde med landets øvrige universiteter. Adderende har AAU adresser i såvel København SV som i Esbjerg. I nærheden af Gigantium (jf. sportsafsnit, håndbold, nedenfor) ligger i Aalborg Øst AAU´s hovedcampus. Også i samme område – DK-9220 Aalborg Øst – ligger Regionshuset Nordjylland, Nordjyske Medier, DR Nordjylland, hvortil kommer en betydelig bosætning de seneste årtier. Nærmere beskrivelse af “AAU” ses på https://www.aau.dk/
Aalborg – logistik/trafik
- Lufthavn – Aalborg Lufthavn kunne fejre 83-års fødselsdag den 29. maj 2021. Men lufthavnens hovedrute, Aalborg-København, er endnu ældre. Det er Danmarks første indenrigsflyrute, der startede 4. september 1936 fra Københavns Lufthavn til cementfabrikkens lille flyveplads i Rørdal i udkanten af Aalborg. I 1936 er flyet lidt dyrere end lyntoget, men fem timer hurtigere. En beskeden start på Aalborg-København-ruten, som skal blive Danmarks suverænt største indenrigsflyrute med skønsmæssigt knap 30 mio. passagerer til nu. Med normalt omkring 800.000 indenrigspassagerer årligt (før COVID-19), er indenrigstrafikken i dag fortsat en meget stor del af Aalborg Lufthavn, men lufthavnen har udviklet sig i en international retning, hvor over 40% af alle rejsende sætter kursen mod udlandet – en betydningsfuld udvikling igennem over 80 år. Lufthavnen tiltrækker passagerer fra hele Jylland på grund af spændende rejsemål, 6.000 gratis p-pladser – med et stigende antal el-ladestandere – og direkte tog til lufthavnen. Fra 2008 til 2019 er passagertallet fordoblet, hvor der i dag på et normalt år er omkring 1,5 mio. passagerer. Hovedruten Aalborg-København er i 2022 fortsat Danmarks største indenrigsrute, der tegner sig for over halvdelen af alle passagerer på de danske indenrigsruter.
- Tog – Aalborg Banegård blev indviet i 1869, hvor den nye jernbanestrækning fra Randers til Aalborg blev indviet. Sidenhen er sket diverse bygningsændringer og tilpasninger til nutidens behov. Bygningen i dag fremstår stadig smuk og bevaringsværdig placeret på John F. Kennedy Plads. Stationen bruges dagligt af 6.027 rejsende, hvilket gør den til den sjettetravleste station vest for Storebælt, den niende mest brugte udenfor Hovedstadsområdet. – Fra banegården afgår der fjerntog (DSB) mod Aarhus, Odense og København, regionaltog (Nordjyske Jernbaner) mod Hjørring, Frederikshavn og Skagen samt lokaltog på Aalborg Nærbane mod Skørping. Endelig er der i nyere tid oprettet en togforbindelse fra Aalborg Banegård til Aalborg Lufthavn.
- Bytrafik – Oprindeligt skulle en letbane have løbet fra øst til vest gennem Aalborg centrum. Fra Væddeløbsbanen til Aalborg Universitetshospital. Der var endda sat penge af til projektet på finansloven i 2014, hvor den daværende SR-regering bevilligede 830 millioner til etableringen af, hvad der skulle have været Aalborg Letbane. Men året efter punkterede V-regeringen, som i mellemtiden havde overtaget magten, Aalborg Kommunes drøm om at få en letbane på lige fod med Aarhus og Odense. Med et mindre statstilskud gik man i gang med planlægning af et alternativ.
- Plusbus er navnet, også kaldet BRT (Bus Rapid Transport) – er en højklasset busforbindelse, som kommer til at køre på en 12 km lang strækning fra Væddeløbsbanen gennem midtbyen via Aalborg station til Nyt Aalborg Universitetshospital i selvstændig busbane.
BRT-bustype fra Malmø som eksempel
- Fjordbus – Til august 2022 er planlagt landets første førerløse færgeforbindelse, der skal forbinde borgere mellem Aalborg og Nørresundby over Limfjorden. Ambitionen er at etablere en grøn forbindelse over Limfjorden, som kan være med til at forbedre mobiliteten for nordjyderne, styrke Aalborg som turistdestination og om muligt samtidig bringe byen i førerpositionen inden for bæredygtig og maritim udvikling. I spidsen for projektet er Center for Logistik og Samarbejde, der har arbejdet tæt sammen med sit moderselskab Port of Aalborg, ShippingLab, – Fjordbussen skal efter planen sejle mellem Musikkens Plads umiddelbart øst for Musikkens Hus i Aalborg og Stigsborg Havnefront i Nørresundby. Og med udviklingen af den nye bydel Stigsborg, der i fremtiden forventes at huse 7.500 indbyggere forventes det, at Fjordbussen til at spille en vigtig rolle som en grøn forbindelse over fjorden. -Nordjyllands førerløse færge, der skal sejle mellem Aalborg og Nørresundby, blev døbt GreenHopper 6. august 2022 i forbindelse med Tall Ships Race.
- Grønland og Færøerne – Aalborg havn har gennem årtier været et naturligt forbindelsesled til Færøerne som Grønland. Der er dog de senere år sket en nedskalering. Senest (juni 2022) stævnede f.eks. Tukuma Arctica ud af Aalborg Havn og markerede dermed Royal Arctics sidste kontraktmæssige aktiviteter i den nordjyske havn. Dermed afsluttedes 50 års nordjysk-grønlandsk samarbejde omkring forsyningen af varer til Grønland. Fra nu af bliver basishavnen i Grønland, mens Royal Arctic Lines eneste danske anløbshavn bliver Aarhus. (Søfart.dk)
- Aalborg Havn – Der er sket en del, siden DFDS-ruteskibene M/S Jens Bang og M/S H.P. Prior sejlede i regelmæssig rutefart fra Kvæsthusbroen i København og til Aalborg Havn. Hvert år besøges havnen af krydstogtskibe, der bringer liv og omsætning til byen. Aalborg Havn (Port of Aalborg) er en selvstændig virksomhed ejet af Aalborg Kommune. Man ejer 5,3 mil. m2 erhvervsareal, har 100 medarbejdere, en omsætning på cirka 200 mio. kr. og ligeledes ejer/medejer af en vifte af datterselskaber. Konceptet “Den intelligente havn” er i drift. Gods og service i variable er også således medvirkende til en dynamisk havn, der senest pr. 01. juli 2022 har fået en kendt politiker, Kristian Thulesen Dahl (eks-DF fmd.), som direktør. Som der står over indgangen til Port of Aalborgs hovedkontor:
- “gate to great”.
Aalborg – kultur
Kunsten – med Aalborgtårnet bagerst
- Kunsten – Aalborgs kunstmuseum – er tiden til det, kan museets indhold og skiftende udstillinger sagtens give kvalitetstid.
- Aalborg tårnet – er et vartegn i Aalborg, der er 105 meter over havets overflade og dermed det højeste udsigtspunkt i Aalborg. Tårnet blev opført i 1933 som anledning til en erhvervsudstilling, Nordjysk Udstilling. Tårnet skulle umiddelbart rives ned igen efter udstillingen, men da det kostede 40.000 kroner at rive det ned igen, købte Det Broderlige Skydeselskab tårnet for kun 5.000 kroner og har siden da drevet tårnet som en forretning. Fra toppen er der udsigt over hele byen i alle retninger og på en klar dag er det muligt at se helt ud til Hals Barre fyr- samtidig med man nyder noget at spise eller drikke fra bistroen. Den cirkulære bygningskonstruktion giver en fantastisk 360-graders panorama-udsigt der viser Aalborg by, for ikke at sige hele Nordjylland, fra en vinkel man ikke har set før og med en udsigt der ikke kan sammenlignes.
- Utzon – kunstmuseum – Nærmest midt på Aalborg Havnefront findes det særegne arkitektoniske værk, Utzon Center. Et værk der blev skabt af den verdenskendte og prisvindende (aalborgensisk-fødte) arkitekt Jørn Utzon i samarbejde med hans søn Kim Utzon. Værket stod færdigt i 2008 og var dermed det sidste værk af Jørn Utzon inden hans død samme år. Centret viser spændende udstillinger i smukke rammer. Her gøres arkitekturen levende og til et sted, hvor alle dine sanser kan komme i spil. Med andre ord så leger Utzon Centret arkitekturen ind i din krop – netop i den ånd som Jørn Utzon skabte centret i. Af udstillinger finder du både den permanente ’Utzon Gallery’, der guider dig igennem Jørn Utzons liv og karriere, samt skiftende udstillinger. Jeg har besøgt det og kan varmt anbefale enhver “arkitektur-nørd” et besøg.
- Springeren – Maritimt Oplevelsescenter – omtalt i blogindlæg (19/06/22): https://hulegaard.dk/et-besoeg-i-aalborg-1-2/
- Nordkraft – er uafviseligt et kulturelt fyrtårn i nutiden. Adskillige kulturelle institutioner, der før lå spredt rundt i Aalborg, er nu samlet i det gamle kraftværk Nordkraft (indviet 2009). Teater Nordkraft, det rytmiske spillested Skråen, kunstbiografen Biffen, Aalborg kulturskole, kunsthal NORD samt caféer og restauranter. En samlet beskrivelse indeholdes på fornem visuel vis i linket: https://nordkraft.dk/forside.aspx
- Aalborg Zoo ligger som en bynær dyrepark nær Aalborgs centrum. Aalborg Zoo besøges på årsbasis af omkring 400.000 gæster, og parken rummer mere end 1.500 dyr, fordelt på ca. 126 forskellige arter og er på ca. 8 hektar. Haven blev indviet i april 1935. Aalborg ZOO er det eneste sted i Danmark, hvor man kan hilse på Borneos store menneskeabe, orangutangen! Der er desuden spændende optrædener på Zoofariscenen. På en rangliste over mest populære dyreparker i Danmark har den en 11´te plads. Jeg er meget til dyreparker og har besøgt de fleste i DK. Selvom jeg hyggede mig ved zoo-besøget i Aalborg, er der langt op til de to største og mest populære i DK: København og Odense.
- Fjordbyen – Nogle kalder “Fjordbyen” for “Aalborgs Christiania”. Blogejeren har været begge steder og kan for stå godt forstå sammenligningen. Men der er i den grad væsentlige forskelle. Ifølge velunderrettede lokale kilder har Aalborg intet centraliseret marked for narkotiske stoffer; maximalt kan det forekomme i ad hoc dosseringer i Jomfru Ane Gades forlystelser og/eller i private hjem. – Fjordbyen, der begyndte som en fiskerklynge i mellemkrigsårene, er i dag et mangfoldigt sted med 122 huse, hvor personer af forskellige sociale lag og interesse for alternativ boligindretning lever et – måske lidt anderledes – liv. (se link nedenfor)
- Karneval
Et andet eksempel er det traditionsrige karneval. Denne latinsk-prægede viste løssluppenhed og de magiske latinamerikanske sambarytmer forbindes ej heller med nordjysk sindighed. Næste år (2023) kan denne begivenhed fejre 40-års jubilæum. Det er Nordeuropas største og fordeler sig i nutiden med International Parade, Børne Karneval og Aalborg Karneval i forbindelse med Pinsen.
- Gavlmalerier – Links indhold beskriver det bedst: https://www.enjoynordjylland.com/aalborg/things-to-do/street-art eller blogejer Eric Bentzens link: https://sitestory.dk/wordpress/?s=gavlmalerier eller TV-kanal National Geographic: https://migogaalborg.dk/kommer-ud-til-millioner/?fbclid=IwAR2DUJT41vr7-v1oa2IlGi2NN9vdKwqs5CU3jRJFmhIRpYIkotwYq8bAWt4
- The Tall Ship Race 2022 – det er et stykke “maritim kultur”, der her bør medtages. Som navnet antyder, er The Tall Ships Races en kapsejlads, som finder sted mellem forskellige havne verden rundt hvert år. Sejladsen organiseres af Sail Training International. Traditionen startede i 1956, og formålet var at samle fuldriggere til en sejlbegivenhed. Siden er The Tall Ships Races er vokset i omfang og popularitet. I dag deltager skibe fra over 30 forskellige nationer, og mødet mellem nationer er blevet et vigtigt element i The Tall Ships Races. Igen i år lægger Aalborg havn og vand til. For de heldige, der har mulighed for at være i nærheden, er der onsdag d. 03. august. 2022 kl. 17.00 – 21.00 mulighed for sejltur med en turbåd og opleve The Tall Ships Races og de smukke skibe fra vandsiden. Turbåden lægger til kaj ved Utzon Center. Én tur har en varighed af 45 min. Billetter til turbåden købes fra billetsalget på Honnørkajen ved Utzon Center.
- Andet i Aalborg – kan med fordel opsuges fra https://www.enjoynordjylland.dk/aalborg
Aalborg – domkirke
Budolfi kirke er beliggende næsten præcist i byens centrum med Aalborgs kilometersten som nabo. Blogejeren har besøgt samtlige 10 (dem i selve Danmark) af Kongerigets 12 domkirker. Umiddelbart forekommer Maribo Domkirke mindst, men det påstås, at Budolfi Domkirke er Danmarks mindste domkirke. Den engelske abbed Sankt Budolf har givet navnet til domkirken. Som mange andre kirker fra Middelalderen er den både forøget og renoveret. De 48 klokker fra 1970 (vejer til sammen 16 tons) underholder via timespil med melodier fra klassisk til pop.
Aalborg – sport
- Fodbold
Sportsinteresserede vil vide, at superligaklubben AaB står mange hjerter nær. Hjemmebanen har skiftet navn nogle gange, men aktuelt hedder den Aalborg Portland Park og er beliggende i Aalborg Vestby. AaB har 4 Danmarksmesterskaber i herrefodbold på deres klub-CV (1995, 1999, 2008, 2014). Hertil kommer deltagelse i flere europæiske turneringer gennem årene. Aktuelt hører AaB nok til top-6 i Superligaens fineste fodboldrække. Interesserede kan med fordel checke indhold på https://aabsport.dk/om-aab/historie/
Blandt mange gode fodboldspillere vil jeg nævne to – samtidige – nemlig Kjeld Thorst – https://da.wikipedia.org/wiki/Kjeld_Thorst – en angrebsfarlig forward. Den anden står i den grad mit “fodboldhjerte” nær. Den stærke centerhalf Henning Munk Jensen lever (ligesom Kjeld Thorst) stadig. https://da.wikipedia.org/wiki/Henning_Munk_Jensen
- Aalborg Håndbold – Gigantium
Gigantium – overblik
AaB hører knap nok til top-6 i Superligaens fineste fodboldrække. Derimod kan Aalborg Håndbold brøste sig af at være Danmarks bedste herrehåndboldhold. Hjemmebanen er Aalborg Gigantium. Holdet forventes yderligere fra 2022 forstærket med to danske verdensstjerner, Mikkel Hansen og Niclas Landin samt skandinaviske topspillere. Hensigten er naturligvis at kunne deltage (og gerne vinde) det berømte Final Four – Europas håndbolds topplacering for klubhold – der sædvanligvis afholdes i en maj-weekend i den gigantiske Lanxess Arena i Køln.
- Aalborg Atletklub “Jyden”
Enhver af især de modne læsere, der har stiftet bekendtskab med boksning, enten som udøver, klubmedlem eller tilskuer, vil erindre “bokseprofessoren”. Navnet er Børge Krogh, en af de kendte bokse-brødre fra netop Jyden i Aalborg. Især i 1960´erne opnåede han en særlig status i professionel boksning. https://da.wikipedia.org/wiki/B%C3%B8rge_Krogh
Aalborg – industri
Ved indflyvning til Aalborg en halvtåget efterårsdag anes Aalborg Portlands rygende skorstene
- Aalborg Portland – I korthed dannes cement ved at sand blandes med kridt og derefter brændes ved ca. 1.500 grader Celsius. Herved dannes en ny mineralstruktur. Når det brændte materiale knuses og blandes med fx ler eller flyveaske og brændes igen, fås cement. Cement er et bindemiddel, der kan bruges til fremstilling af mørtel og beton. Aalborgs undergrund har vist sig rig på kridt. I perioden 1889 – 1913 blev grundlagt ikke mindre end fem cementindustrivirksomheder. Den kendteste – og stadig fungerende – er Aalborg Portland, der blev grundlagt i 1889.
- De Danske Spritfabrikker – De Danske Spritfabrikker blev grundlagt og stiftet i 1881, og man producerede snaps i store mængder. Produktionen af snaps stoppede dog i 2015, og samme år blev bygningerne fredet. Spritfabrikkerne repræsenterer en fantastisk industrihistorie, som altid vil være meget værdifuld for samtiden. Området kendes i dag som Spritten og vil i de kommende år omdannes til en helt ny bydel, der i særklasse vil være præget af kulturarv, kunst, arkitektur og gastronomi. Med en vis redaktionel retfærdighed kunne afsnittet også placeres under “Kultur” ovenfor. Der er f.eks. igangværende projekter omkring bygningen af et af verdens største glaskunstværker. Nærmere på: https://obel.com/projekt/nyt-internationalt-vartegn-paa-vej-i-aalborg/
Egholm
Egholm er på ca. 6 km2 med en beliggenhed midt i Limfjorden ved Aalborg centrum. Den er faktisk den eneste af Danmarks 27 småøer, som er beliggende i Region Nordjylland og ved en storby. (Definitionen på en “småø” er, når øen udgør et helårssamfund, har færre end 1.200 beboere, er uden broforbindelse og ikke er egen kommune).
Småøen Egholm fremstår i dag med ca. 20 husstande og ca. 50 beboere. De fleste af arealerne er udlagt til planteavl og en mindre, men voksende del, til eng, strand og skov. Som noget unikt er hele øen omlagt til økologi og er som sådan Danmarks største økologiske ø. Da højeste punkt er 1,5-2 meter over havoverfladen, valgte man i begyndelsen af 1900-tallet at opføre diger på de fleste af kysterne.
Forbindelsen eller færgehistorikken er som følger: I 1914 blev der etableret en postbåd mellem Egholm og Aalborg centrum. I 1972 blev postbåden afløst af en bilfærge og i 2011 fik Egholm sin “store” færge. Færgeoverfarten fra Aalborg Vestby er nem og tager kun omkring 5 minutter. Overfarten ejes af Aalborg Kommune og tonnagen udgør juni 2022 M/F Egholm og M/F Egholm II.
I 2021 havde færgeoverfarten 209.186 passagerer fordelt i begge retninger. Det svarer skønsmæssigt til 105.000 gæster, hvilket er det højeste i nyere tid og en fordobling i forhold til 2013. Årsagerne til den – især de seneste års – store passagerstigning skyldes “Sommerpakken fra Christiansborg” (gratis i sommerperioden) og Coronaen.
Logistikken har et væsentligt kapitel mere. Den lille ø har været en central del af debatten om en tredje Limfjordsforbindelse, der efter planen skal gå hen over øen. I sommeren 2021 aftalte et flertal i folketinget (Strukturplanen 2035), at motorvejsforbindelsen skulle gå hen over øen. Forbindelsen skal efter planen stå klar i begyndelsen af 2030´erne.
Aalborg – fremtid
Dette essay startede med en refleksion over den (skjulte?) nordjyske dynamiske styrke – symboliseret ved “Cimbrertyren”. Limfjordsbroen forbinder Aalborg og Nørresundby. Broen er en fast bro, med et bevægeligt parti som ses på billedet.
I en ubesværet association er det netop et – af mange – symboler på Aalborgs fremtid. Fleksibilitet, forbindelse på land og vand. Udviklingsmuligheder for fortsat at vokse befolknings- og erhvervsmæssigt. Der er en velfungerende infrastruktur for alle trafikanter, der skaber en fremkommelighed via havn, jernbane og motorvejssystem.
AAU (Aalborg universitet) og ikke mindst det planlagte supersygehus Aalborg Universitetshospital samt andre større uddannelsesinstitutioner vil garantere for en kvalitetsmæssig standard i samarbejde med regionsadministrationens respektive fagområder. Geodatastyrelsen og Skattevæsenets styrelser er tilmed eksempler på (videns-)arbejdspladser.
Region Nord er godt nok befolkningsmæssigt den mindste af de fem regioner med sine knap 600.000. Erfaringen med private kontakter over tid i Aalborg koblet sammen med min mangeårige professionelle hverdag med offentlig administration, herunder mødevirksomhed, fortæller mig blandt meget, at Regionshovedsædet Aalborg forekommer at være en absolut kvalificeret administrativ og innovativ “wingman” for den nordjyske befolkning og samtidig en konkurrencedygtig medspiller på landsplan.
Og ambitionerne strækker sig endnu mere, når essensen af Aalborg Kommunes slogan betragtes:
“Vild med Verden”, på engelsk “Seize the World”
#############
Kilder
TrapDanmark – Aalborg, 6 udgave, Bind 5, 2017 – ISBN 978-87-7181-009-7; er et sikkert valg for den læser, der vil fordybe sig i næsten alle sider af den store Limfjordsby, måske inspireret af ovennævnte kortfattede beskrevne udpluk af indtryk fra Hovedsædet i Region Nord.
Aalborg fra oven – i ord og billeder, (Michael Erfurth, Evanthore Vestergaard), Nordkraft forlag, 2019. ISBN 9788792558190
DFS – Færgefarten, juni 2022
Tak til
Marketingsafdelingerne i AaB og Gigantium for informationer og tilsendte fotos.
Fotos: Erik Hulegaard
Links:
https://www.aalborg.dk/om-kommunen
Vibyggerforlivet – Nyt Aalborg Universitetshospital
https://www.tv2nord.dk/aalborg/saadan-skal-hjertestarter-drone-redde-liv-i-nordjylland
https://portofaalborg.dk/gods-service/krydstogt/
https://migogaalborg.dk/fjordbus-er-kommet-til-aalborg/
https://obel.com/projekt/nyt-internationalt-vartegn-paa-vej-i-aalborg/
https://www.aalborgtaarnet.dk/
https://nordkraft.dk/forside.aspx
https://springeren-maritimt.dk/
https://rn.dk/genveje/fakta-om-nordjylland/regioner-i-danmark
https://www.aalborgportland.dk/om-aalborg-portland/
https://www.aalborgkarneval.dk/
https://www.sitestory.dk/ – Eric Bentzen
https://politiken.dk/kultur/arkitektur/art9105532/Byrummet-er-p%C3%A5-steroider-p%C3%A5-Aalborg-Havn-men-selv-i-lyser%C3%B8dt-eftermiddagslys-er-succesen-tydelig – Politiken 17/12/22
Jeg skal love for, at du kommer vidt omkring i dette omhyggeligt researchede indlæg. Selv for en “indfødt” er der ny viden at hente. Som et af flere eksempler kan jeg nævne, at det aldrig er faldet
mig ind at finde ud af, hvor mange der dagligt benytter banegården.
Supplerende, og i den kuriøse ende, kan nævnes, at den øgede tilstrømning af gæster til Egholm har givet nye problemer: https://www.tv2nord.dk/artikel/mangel-paa-toiletter-faar-turister-til-at-sidde-paa-hug-i-egholmernes-haekke-og-haver. Problemet løser nok sig selv, når og hvis der anlægges motorvej hen over øen (den 3. forbindelse).
Kuriøst er det slet ikke, at SAS virkelig pressede citronen, da de havde monopol på ruten mellem Aalborg og København. I 2004 var det billigere for os at flyve fra Aalborg til Venedig via København, end det var kun at flyve København! De skyhøje priser faldt først, da ruten blev udsat for konkurrence, og i dag er prisen det halve eller mindre end for 20 år siden.
Endelig (som en smule kuriøst) kan nævnes, at der er videnskabelig tvivl om cimbrerspørgsmålet. Se fx:
https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/museumsinspektoer-cimbrerne-var-tyskeindvandrere, hvor det diskuteres, om cimbrerne var ud- eller indvandrere.
@Eric B. Den (næsten) indfødte aalborgenser takkes for sin venlige bedømmelse samt ligeså for supplerende viden især omkring SAS og cimbrerspørgsmålet. 😉
Tak for den omfattende og spændende beskrivelse af Aalborgs attraktioner. Det er svært at finde noget som burde have været omtalt; men måske ”De syngende træer” i området omkring Aalborg Kongres og Kulturcenter?
Til gengæld glæder det mig, at du nævner Landinspektøruddannelsen, da en af mine aner (indvandret fra Tyskland – ligesom Cimbrerne) var en af pionererne indenfor faget i slutningen af 1700-tallet.
Jeg er jævnligt kommet i Aalborg gennem de sidste 50 år, så mange af den omtalte steder er velkendte. Dog var jeg ikke klar over, at også Aalborg står for at få et nyt supersygehus.
Aalborg Værft og flere andre industrier er lukket, men med lidt hjælp til CO2 afgiften, vil Aalborg Portland Cement fabrik nok overleve en tid endnu.
Et ny Aalborg besøg bør nok vente til den førerløse færge – Fjordbussen – starter driften i august i år – evt. i kombination med et besøg i september på det nye supersygehus.
@Per Jan: Det burde nok være muligt at finde “noget nyt” ved dit næste Aalborg-besøg. Fjordbussen ville også have været attraktivt for mig, men du bør observere, at Regionernes åbningsdag søndag 04.sept. 2022 for de mange (mere eller mindre færdige) supersygehuse og tilbygninger til eksisterende sghs, in casu Aalborg Universitetshospital (og f.eks. Odense Universitets Hospital (NytOUH)) langtfra er færdige, hvilket først med seneste opdateret research kan forventes 2024 (eller senere). Nyligt passerede jeg NytOUH med letbanen og blev negativt overrasket over den manglende attraktion i skikkelse af bygningsplads.
Ja det er da et langt indlæg, ikke typisk “blog”, men meget interessant, og inspirerende. Det ville da være mærkeligt hvis man ikke får lyst til en tur til Ålborg ved at læse denne artikel!
@DAX: Tak for besøget. “Typisk blog” kan man ikke kalde det ret lange indlæg. Enig! – Af organisatoriske årsager har jeg ind-/opdelt mine tekster i “Min blog”, “Mine essays”, “Shortstories” og “Mine rejser”, som også ses af forsiden på min hjemmeside https://hulegaard.dk/ – Indlæg (som dette), der ikke just er “typisk blog”, bliver via link fra blogsiden dirigeret frem til rette kategori, in casu “Mine essays”.
Dette indlæg er en naturlig fortsættelse/forlængelse af mit tidligere Aalborg-indlæg https://hulegaard.dk/et-besoeg-i-aalborg-1-2/ (i rejsesektionen). Nogle læser hele indlægget, andre plukker af min lange individuelt-opfattede indramning af Aalborg anno 2022.