Jens Bangs Stenhus, Østerågade 9, Aalborg blev bygget i 1624 i flammede, mørkerøde munkesten for Jens Bang, som var en typisk renæssanceskikkelse og storkøbmand, og en af byens rigeste mænd.
#########
Intro
Danmarks fjerde største by og tredje største kommune, Aalborg, er blevet besøgt lidt mere end en håndfuld gange fordelt over mange år. Årsagerne har været – mildt sagt – temmelig forskellige. Familiebesøg, ungkarle tryktest af Aalborgs forskelligartede natteliv, noget mødevirksomhed grundet mit tidligere professionelle liv i hospitalsverden, samt f.eks. hospitalsbesøg i forbindelse med tvangsindlæggelse af nære relationer på psykiatrisk afdeling.
Årsagen til seneste korte 3-dages ophold nogle juni-dage i 2022 skyldtes et aftalt returbesøg – en slags “kulturudveksling” – fra min mangeårige gode blogven Eric Bentzens besøg på Fyn i 2019. Diverse Corona-varianter o.a. havde udsat det, men omsider blev det til et gensyn i Aalborg. Hans værtskab omtales i dette indlæg.
Et længere indlæg om selve byen Aalborg under overskriften “Hovedstaden i Region Nord” (2/2) er planlagt til en senere søndagsblog.
Det gamle Aalborg
Det nye Aalborg
Beliggende ved Limfjorden i Aalborgs centrum ligger det relativt nybyggede Musikkens Hus. Det omfatter bl.a. koncertsal og øvelokaler for Aalborg Symfoniorkester og Det Jyske Musikkonservatorium foruden undervisningslokaler for sidstnævnte og Aalborg Universitets uddannelser i musikvidenskab og musikterapi.
Rundtur ved Limfjorden
Min vært havde planlagt en excellent gennemtænkt tur med Limfjorden som “anker”, hvori både indgik et generel visuelt indtryk af Aalborgs centrum kombineret med mine maritime og sociale interesser.
Vejrprofeterne holdt (stort set) på vandet. Det var overskyet og dagen sluttede med sol og skyer. Temperaturen var dansk sommer 16-20 C. Fra Limfjordens kant kunne vi betragte Musikkens Hus, kulturcentret Nordkraft, arkitekt Utzon Center samt diverse kultiverede parkområder forbi den gamle spritfabrik ud til Maritimt Oplevelsescenter. Apropos det maritime passeredes også stedet, hvor den førerløse færge/fjordbus kommer til at sejle fra, samt havnebadet og meget mere.
På vejen fik vi en god frokost og kunne efter det relativt korte ophold i Maritimt Oplevelsescenter gå videre vestpå til den særegne (alternative?) “Fjordbyen”. Herefter bragte en bus (Nordjyllands Trafikselskab) os retur til Aalborg centrum, hvor diverse indtryk fra den gamle bydel blev betragtet, inden værtens private matrikel og husstand blev besøgt.
Afslutningen skete standsmæssigt: Prinses Juliana skibs restaurant ved Limfjorden var et kulinarisk og socialt perfekt punktum for en oplevelsesrig og koncentreret dag i Region Nords hovedstad.
Visuelle indtryk
Jernbanebroen over Limfjorden har siden 2003 været det officielle navn for jernbanebroen mellem Aalborg og Nørresundby, der ofte blot kaldes Jernbanebroen. Tidligere hed den Limfjordsbroen ligesom vejbroen af samme navn. Færdigbygget 1938.
Vestre Bådehavn (ikke at forveksle med den vestlige Marina Fjordparken)
Maritimt Oplevelsescenter er et maritimt museum beliggende i Aalborg, hvis hovedattraktion er ubåden Springeren. Ubåden er i dag dog kun en af 11 udstillinger på museet, som har en omfattende samling af maritime effekter og flere interaktive udstillinger.
Selve yderskroget på ubåden Springeren var lidt slidt, så vi krøb ind i u-båden og monitorerede “rorpinden”
Den virkelige overfart nærmer sig en opgradering til elektrisk drevet færgetonnage af færgeruten mellem Hals og Egense ved Limfjordens munding mod Kattegat. Ruten besejles af noget af den ældste færgetonnage (modelfærge), der er i drift i dag. Rutens primære færge ’Hals-Egense’ er således fra 1961.
Meget seværdige skibsmodeller fra forskellige tidsaldre – skal man fordybe sig i detaljer over disse maritime herligheder, kræver det næsten et årskort til museet
Simulator – et værktøj, der både anvendes maritimt og i aviation – en slags “teknisk mesterlære”
To visuelle indtryk fra “den alternative by” – se links nedenfor
Skibsrestauranten Prinses Juliana – interiør
Den indfødte guide
Jeg er før blevet delvis guidet af familie under Aalborg-besøg. Denne gang var “mikrofonen” og de præsenterede urbane udsnit af byen lagt i kyndige rammer af Eric. Aalborg blev simpelthen præsenteret af en erfaren indfødt. Det mærkedes, ikke bare på accenten, men også på den slet skjulte (ægte) stolthed og det gennemarbejdede dagsprogram.
Der findes forskellige typer af guider. Jeg har oplevet en del af slagsen i ind- og udland. Til enhver tid foretrækkes dem, der har fuld kontrol over stoffet, tidsdisponering og samtidig mestrer at formidle stoffet med både hjerne og hjerte samt et stænk af uhøjtidelig humor. Det mestrede dagens guide og samtidig blev det krydret med fine stemningsindtryk via besøg i privaten og sidst, men ikke mindst “fuld pension” under dagens oplevelser, hvilket især inkluderede en særdeles veltilrettelagt og kostbar middag på Prinses Juliane skibet i Aalborgs inderhavn.
En absolut vellykket fusion af begrebet “værtskabets sublime kompetencer”!
Hjertelig tak – Eric!
Værten til venstre og blogejeren til højre
Links:
https://springeren-maritimt.dk/
https://www.tv2nord.dk/aalborg/ny-hals-egense-faerge-elfaerge-skal-erstatte-gamle-dieselfaerger
https://sitestory.dk/wordpress/2019/07/11/sviptur-til-fyn/
https://www.sitestory.dk/ (Eric Bentzens hjemmeside)
https://hulegaard.dk/hovedsaedet-i-region-nord/ Supplerende (længere) indlæg om Aalborg
Velbekom, du er alt for venlig; men det glæder mig, at du fandt behag i turen.
En lille “taste-svipser”: Det orangerøde vedhæng (for gående og cyklister) på jernbanebroen kaldes “Kulturbroen”.
@Eric: “Kulturbroen” noteret. På et senere tidspunkt vil følge et mere uddybende (mixed individuelt og faktuelt) indlæg om Aalborg, hvor du sikkert ved “korrekturlæsning” kan finde “taste-svipsere” 😉
Bortset fra “Fjordbyen”, så er det steder jeg kunne tænke mig at besøge senere på året. På Maritimt Oplevelsescenter billedet, synes jeg at kunne genkende Mercandia Rederiernes logo; men der er måske kun dette ene museumsstykke? Jeg har for år tilbage fået frokost på et skib i Ålborg havn med glaspusteri – men det er vel næppe samme skib. Ser frem til beretningen om Ålborg – et sted jeg også er kommet meget igennem årene.
@Per Jan: Igen var du – ganske ufortjent – havnet i SPAM. – Besøget på “Springeren – Maritimt Oplevelsescenter” kunne magelig have slugt resten af dagen for mig, men vi havde et (godt) dagsprogram at effektuere. Jeg bemærkede ikke (som du selvklart ville gøre) Mercandias anker med tværstreger (bølgemotiv?) under gennemgang, da især færger og andet historik betog mig. Glaspusteri-skib kombination kendes ej. Og ja, et kommende langt mere detaljeret indlæg “Hovedstaden i Region Nord” i nærmest “faktion-variant” (kombi af fakta og (ikke fiktion) en subjektiv variant, er programsat til søndag d. 03. juli 2022, eftersom diverse indsamling af data skulle være tilendebragt primo uge 25/2022.
Fjordbyen – den må jeg have hørt om i et indlæg fra Eric. Jeg tror det må være et højdepunkt af en slags på sådan en rundvisning, det er godt at det ikke blev sprunget over.
Mine tanker går tilbage. For nøjagtig 10 år siden var jeg i Ålborg sammen med min kusine, som er verdensborger, og som gerne ville opleve Rebild. En aften var hun træt og lagde sig på sit værelse, så jeg gik en tur i den gamle bydel, og opdagede hvor stor den egentlig er – desuden så jeg så pludselig hvor smukt kirktårnet, Budolfi, tror jeg, skinnede i aftenlyset. Men aftenen endte på en mærkelig måde, jeg var gået i seng og nu prøvede min kusine så at vække mig med telefon og banken på døren — for der var fyrværkeri. Hun havde husket at opleve det 25 år tidligere, men nu var vi altså ikke det rigtige sted for at se det.
Heldigvis er hun den positive type som nød at se det fra sit hotelvindue.
@DAX: Ofte, når man læser (eller ser film) om byer eller mindre steder, trænger minder sig på. Således også dit kusine-træf alias verdensborger i juli 2012. Når vi opnår vores alder, er der (over-)fyldt i de cerebrale kamre med minder, nogle ubehagelige, nogle (tilsyneladende) ligegyldige og nogle pragtfulde og uforglemmelige. Som selve livet: En blanding. – Mine hidtidige minder fra Aalborg har været ret blandede, men den seneste udflugt med Eric som guide var en “Cru-oplevelse”.