Intro
Læseren kender det garanteret. Man går i gadebilledet. Vælg selv by. Pludselig passerer man en statue. Nogle registreres blot på vej videre og andre “hænger fast i nettet”. Sidstnævnte giver ofte anledning til, at man lige standser op og betragter statuen og – hvis det er muligt for vind og vejr – læser inskriptionen nedenfor statuens navn.
Så er der de eksempler, hvor man har passeret statuen x antal gange, vel vidende (tror man), at statuens indhold er total bekendt. Ved nærmere studie og efterfølgende research bliver man noget klogere og sender så et nik i retningen ved næste passage. Således også i eksemplet ovenfor, hvis baggrund fortjener en omtale.
Henry Dunker
Refleksion
Gennem mine voksne år har jeg nogenlunde regelmæssigt fulgt udvalgte områder af Sverige. Det gælder således aktuel politik, visse sportsgrene, kommunikation og dele af det svenske erhvervsliv. Det er sket via en del besøg i landet, periodevise kontakter, tv og diverse magasiner.
At samme afdøde Henry Dunker var en “Esbjerg-dreng” var mig bekendt, men ikke at han primo 1960´erne var anset som Sverige rigeste mand. Den titel tilhørte i min begrebsverden enten Wallenberg-slægten eller velnærede skibsredere i Gøteborg. Men senere blev en svensker endnu mere rig. Smålænderen og iværksætteren Ingvar Kamprad (1926-2018) var på sin økonomiske højde en af verdens rigeste. Smålændere er kendt for deres nøjsomhed og ikke mindst sparsommelighed. Kamprad siges at personificere disse egenskaber til fulde, hvorfor Dunker-lignende donationer ikke just lå ligefor. Af skattemæssige årsager boede den sparsommelige og stenrige Kamprad sine sidste år i Schweiz, hvor begrebet “skat” opfattes noget anderledes. Hans samlede formue vurderes til 338 milliarder kroner, størstedelen af pengene var bundet op i Ikea og Kamprad-familiens fond.
I nutiden vurderes Stefan Persson (f. 1947-), kendt via Hennes & Mauritz tøjkoncernen, som den rigeste af Sveriges 12 milliardærer. Estimeret formue ca. 200 mia. kr. Næstefter følger en skibsrederslægt Axel Johnson (v./Antonia Ax:son Johnson) fra Gøteborg med ca. 50 mia. kr. Dernæst Rausing-familien, nu boende i Storbritannien, hvis (familie-)midler er spredt på flere. De er synonym med Tetra Pak konceptet (emballage, kartoner etc.).
Lad os slutte ved begyndelsen: Dunker. Når man (som blogejeren har gjort utallige gange) opholder sig i Helsingborg, ses flere absolut arkitektoniske og funktionsdygtige eksempler på hans generøsitet. Nogle af disse er velindpasset i det næst nyeste boligområde ved havnen, ofte benævnt Den Hvide By.
Den absolut nyeste bydel er nu færdigetableret i Helsingborgs gamle Oceanhavn ved siden af Knutpunktet og færgelejerne , hvor pakhusene og en tørdok er blevet forvandlet til lejligheder, hotel og kontorer. Da jeg gik gennem området kom tanken, at det kunne være et hvilket som helst sted i Europa. Udsigten – hvor det er muligt – ikke fejler intet. Jeg tror dog næppe, at den gamle “Esbjerg-dreng” havde doneret noget, ifald han havde levet, men jeg kan naturligvis tage fejl.
Beskæmmet må jeg indrømme, at mit kendskab til Henry Dunker begrænser sig til hans navn, så tak for at udvide min snævre horisont. Det er altid sympatisk, når meget velhavende mennesker lader noget af formuen komme fællesskabet til gode – senest har Bill Gates vist sig fra en meget generøs side.
Ingvar Kamprad brugte så vidt jeg ved en meget beskeden del af sin eksorbitante formue på godgørende formål, fortrinsvis til sin hjemby Älmhult, og den fond, han stod bag var vist som antydet mere en skattemæssig konstruktion end et reelt filantropisk redskab. Men hva’, Joakim von And gav heller ikke ligefrem ved dørene …
@Uffe Jerner: Sammenligningen mellem Joakim von And og Ingvar Kamprad er særdeles velvalgt. Der var dog de forskelle, at Joakim von And bar lorgnet og havde sin formue i et svømmebassin, modsat Kamprads brillestel og interesse for anderledes kapitalanbringelse. Älmhult har næppe tænkt ved grundlæggelsen i 1943 at komme på verdenskortet og – stadigvæk – vil de færreste udenfor Sverige kunne udpege beliggenheden.
Interessant, jeg havde ikke hørt om gummikongen før nu. Og ja, jeg genkender det, du beskriver i din intro.
Fx den lille mindeplade jeg passerede talrige gange, før jeg undersøgte sagen en dag, hvor pladen var prydet med en lille blomsterbuket. Det viste sig, at en ung frihedskæmper (radiooperatør) i krigens sidste dage blev sporet/pejlet til et loftsværelse i huset og skudt af tyskerne.
Det er bare en lille plade med et navn og så blomster på årsdagen. Jeg ved ikke, hvem der sørgede/sørger for blomstene.
@Eric: Selv pensionister har for travlt til at standse op ved hver monument. 😉 – Men “Gummikongen” har jeg passeret talrige gange gennem tiden og nu….nu måtte jeg vise ham den ære med et lille mindeskrift. – Dit eksempel med markerings-loyaliteten overfor den afdøde frihedskæmper er rørende (og fortjent!).
Interessant blog om en berømt dansker, som vel næsten er ukendt i Dansker? Jeg har aldrig hørt om ham, og han var svær at finde i mine sædvanlige kilder. Esbjerg er en ret ny by, så dengang var der kun én kirke i byen, i Jerne sogn. Faderen (fra Pløn i Tyskland) og moderen (fra Løgstør) findes i folketælling i 1870. En skam Henry var så ung da han flyttede til Góteborg, ellers kunne der måske og være faldet lidt penge af til Esbjerg? Også fin opdatering på nuværende svenske milliardærer.
I igennem tiden er mange skibsredere blevet velhavende. Senere hen er også tøjfirmaer kommet med i selskabet.
@Per Jan: Selvfølgelig kunne den efterhånden professionelle slægtsforsker ikke dy sig for at grave i “Gummikongens” fortidige aner. Jeg var senest i Esbjerg (på til/fra Fanø) i påsken 2025 og kunne notere den efterhånden omsiggribende og dynamiske havn. Mon ikke der drypper nogle militære ordrer af. Jeg har altid godt kunne lide byen, siden vi besøgte den på lejrskoleopholdet i Ribe-området.