Det er årstiden for filmfestivaler. De mere klassiske som Berlinale (Berlins internationale festival), Academy Awards (Oscar) samt Cannes Film Festival opleves i disse måneder. De er lidt forskellige i deres sceneri. Oscar-festen og Cannes Film Festivalen er shows i x´te potens med skræddersyede tekstiler (ikke sjældent indeholdende foruroligende slidser og v-udskæringer), syntetiske festivalsmil, overbelastede tårekanaler, cocktails i skønsom blanding af spiritus og indimellem noget pulver, massevis af sladder og mere eller mindre falske superlativer, tusinder af selfies, hektiske autografjægere, agenter med variable købmandsevner, stupide one-liners og ikke at forglemme…den røde løber.
Berlinalen forekommer dog noget mere afdæmpet, hvor prisoverrækkelsen af Guldbjørnen (Goldener Bär) er klimaks.
Berlinalen
De aktuelle reportager fra Potsdamer Platz i den tyske hovedstads centrum fortæller om kvindernes store festivalår. Endnu en sejrrig fremmarch for det smukke køn. Den overmåde tiltrækkende franske skuespiller Juliette Binoche er juryens formand dette år. Syv ud af 17 titler i hovedkonkurrencen er instrueret af kvinder. Og ikonerne, der blev hædret for deres livslange kunstneriske værdifulde bidrag var to kendte kvinder.
Den 90 årige belgisk-franske instruktør Agnès Varda og den engelsk-franske skuespiller Charlotte Rampling. Sidstnævnte er efterhånden også blevet en moden dame, der stadig har bevaret sin slanke skikkelse, den temperamentsfulde gestik og mimik samt ikke at forglemme, den lidt ru stemme.
Tessa Charlotte Rampling blev født d. 5. februar 1946 i Sturmer, England. Hendes mor var malerinde, hendes far Godfrey var officer i hæren med slutrang af oberstløjtnant, OL-guldmedaljevinder i 4×400 m. løb ved OL i Berlin 1936 og senere ansat i NATO. Han sov stille ind af naturlige årsager knap en måned efter familien havde markeret hans 100 års fødseldag i 2009.
Datteren – Charlotte Rampling – fik en solid grunduddannelse på eliteskoler som Jeanne d’Arc Académie pour Jeunes Filles i Versailles uden for Paris samt den eksklusive St. Hilda’s school i Bushey, England. Hun blev siden hen model, før filmverden åbnede sig op for hende i 1965.
Hendes skuespilkarriere har således varet (foreløbig) i 54 år med et væld af varierende roller, hvor især hendes uafviselige talent, den ret specielle sexappeal samt de nærmest maniske arbejdsevner har skabt uforglemmelige filmiske scener i såvel hoved- som biroller. Enhver, der har fulgt hende gennem hele eller dele af hendes kunstneriske karriere, har deres favoritter.
Mine egne er i særklasse to, nemlig Natportieren (1974), hvor hun spiller tidligere KZ-fange, der 12 år efter verdenskrigens afslutning møder sin Nazi-kommandant som natportier (spillet mesterligt af Dirk Bogarde) i et ældre hotel i centrum af Wien. De genforenes i et overmåde særegent sado-masochistisk drama i det stadig let mørke Wien. Byen var delt mellem de fire allierede (ligesom Berlin) frem til 1955.
Den anden glansrolle var som den svigefulde advokat, der svigter den alkoholiserede advokatkollega (spillet fremragende af Paul Newman) i Sidney Lumet’s Dommen (1982). Hertil kommer især i nutiden en del roller, hvor hendes uafviselige erotiske udstråling har gennemlyst og omsluttet diverse mere eller mindre “salgbare” film med nutidens emneindhold.
I millenniumåret 2000 modtog hun O.B.E. (Officer of the Order of the British Empire) baseret på hendes mangeårige skuespillerkarriere i såvel United Kingdom som Frankrig.
Hendes privatliv har også i perioder været genstand for en del centrifugering. Det er blevet til to børn, et i hvert ægteskab. Det andet og mangeårige ægteskab med den verdenskendte franske musiker Jean-Michel Jarre bød på op og nedture. Hendes sindstilstand blev også i en ung alder udfordret af den yngre søsters selvmord. Hertil kommer afgjort også Madame Charlottes egen sammensatte psyke, hvilket hun i korte interview-sekvenser har løftet lidt af den berømte flig for.
En sommerdag i 2006
Billedet er skudt af denne signatur den 24 juni 2006 i Cinemateket i København. Mme Charlotte Rampling var via den franske ambassades mellemkomst (og private donatorer) hentet til en kort session i København. Eller som konferencieren sagde det fra den lille scene med ærbødighed i stemmen: “Det er en eksklusiv lille kreds af Deres mange beundrere, kære Madame Rampling, der er mødt op her i dag.” – Hun smilede sit professionelle smil, der dog senere blev lidt mere varmt i en anden sekvens.
Cinemateket havde lagt scene til en kavalkade af hendes mange film. Efter forevisningen af Vers le Sud var hun gæst på podiet til et interview med DFIs kulturredaktør. Herefter var ordet frit til spørgsmål. Der gik vel knap 10 sekunder, så markerede jeg og stillede hende nogle spørgsmål om hendes fremtidige film m.m.
Bag mig sad et ældre par fra USA, der af uransagelige veje under deres ophold i “Wonderful Copenhagen” havde fået to billetter til denne “eksklusive sceance”. Parrets mandlige del efterfulgte mine spørgsmål med at overøse hende med komplimenter i et næsten grådkvalt tonefald, så ordstyreren måtte gribe ind til sidst. Et kort spørgsmål fra en anden gæst til Mme Charlotte og så var det slut.
På vejen ud passerede jeg forbi hende. En ultrakort øjenkontakt. Blikket var drillende og slet skjult analyserende med en passende distance tilsat – ja netop – “det”.
“Det…”
En – i fortiden – god meget ældre ven fortalte mig engang, at han, der livet igennem var en meget dameglad ungkarl, havde mødt en særlig kvinde i selskabelig sammenhæng. Hans øjne lyste med en betagende kraft, medens det kraftige og eksalterede tonefald var tydeligt under ordene, “hun havde DET!” – altså underforstået den helt særlige og sjældne nærmest overjordiske kombination af samlet fysisk og mental udstråling, der kunne magnetisere omgivelserne ikke bare i øjeblikke, men næsten konstant.
Den kan gælde for begge køn, nogle gange i særlige sammenhænge, andre gange synes den at være mere konstant; naturligvis modnet gennem livets faser og udfordringer, helt ligesom betragteren – mand eller kvinde – skal have erfaringens rygsæk gerne fyldt i alle rummene, for rigtig at kunne afkode og ikke mindst værdsætte “det”.
Jeg oplevede sceneriet omkring Charlotte Rampling på streamet TV den 14. februar 2019 om aftenen fra Berlinale Palast, da hun fik overrakt sin fortjente Guldbjørn og hendes efterfølgende takketale. Logisk er det, at hendes kælenavn er “The Legend”. Og indtrykkene fusionerede naturligt med en vidunderlig lun juniaften for cirka 13 år siden i Cinemateket tæt ved Rosenborg slot.
Dengang – som forleden aften – var det tydeligt, meget tydeligt endda
Hun har stadig…. “Det”