Udover selv at klistre bogstaver sammen til udgivne spændingsromaner læses også forskellige typer af bøger. En blanding af faglitteratur og i betydelig mindre skala skønlitteratur. Det meste anvendes som baggrund; det man med en absolut snert af korrekthed kalder “research”.
Det hænder dog også, at en bog læses næsten udelukkende for underholdningsværdien. Det sker sjældent, at den læses flere gange som f.eks. bogproduktioner af britiske Somerset Maugham, John Le Carré, Len Deighton og Edgar Wallace samt dansk-franske – nu 100-årige – professor emeritus Erling Bjøl og ikke at forglemme – i nyere tid – den amerikanske spændingsforfatter Daniel Silva.
Og det er endnu mere sjældent, at en dansk skønlitterær bog læses mere end en gang. Nu kommer en af undtagelserne:
Forfatteren
Forfatterens navn er Knud Romer Jørgensen. Nogle vil nikke genkendende, andre vil se spørgende ud og en del vil ryste på hovedet. Hans første udgivne og meget omtalte bog “Den som blinker er bange for døden” (2006) og den aktuelle “Kort over Paradis” (2018) opleves af nogle som romaner, af andre – som denne signatur – som egentlig faktion – blanding af fiktion og fakta. Det interessante er så, hvordan denne cocktail er blandet og hvordan BOGSTAVelig talt smagen opleves.
I det påkommende tilfælde synes (som meget andet) fakta at være fremherskende. En slags omskrevet erindringsbog. En genre, der forbløffende ofte anvendes – mere eller mindre talentfuldt – i skønlitteraturen. Forfattere i nyere tid har i visse tilfælde skovlet penge ind og næsten fået invalideret deres højre håndled af autografskrivninger ved at anvende denne genre.
Kort over Paradis
Der er tale om en autobiografisk roman, der handler om Knud Romers teenageår i Nykøbing Falster; her sker der lidt (meget lidt!!) af hvert, men det er ikke sammenligneligt med 90’ernes reklameverden, der kommer til at være grundlaget for 2. del af Knuds liv.
Det er som om, bogen bliver bedre og bedre for hver gang, man læser den, fordi der ikke er en sætning, som ikke synes overvejet og har noget at byde på. Evighedsstudenten på Københavns universitets litteraturstudium, der omsider bliver færdig med en afgangseksamen.
Hans bogtyverier fra Københavns citys agtværdige boghandlere omtales og erkendes. Den korte, men komplekse succes i et kendt reklamefirma – et slags wake-up-call beskrives. Det samme gør oplevelserne omkring rollen i Lars von Triers “Idioterne”; alt sammen mixes med tyske versestumper og wienerdrømme fra de mange rejser til moderens familie i Frankfurt am Main og (især) Wien.
Privatlivets ekstremt mildt sagt tumultariske år med et næsten psykedelisk liv indrullet i narkotisk rus og alkoholistiske tåger. Faderen – forsikringsdirektøren – med samme navn (Knud Romer) og moderen, der et næsten utal af gange hjælper den vildfarne Knud jr. alias “das kleine Knüdchen” med penge og tilgivelse.
Der er mange “træffere”, uhyggeligt mange, der i forklædning af vidunderlig selvironi, selverkendelse og en sjælden skarp iagttagelsesevne – altsammen sprayet med en uafviselig intelligens – spidder det danske samfunds finurligheder (for nu at være mega venlig).
Mr. M.
Nærmest parallelt med sine egne selvoplevelser fortælles om hans magiske ven M, der vokser op i Istanbul og Teheran. Faderen er CIA-spion og moderen er russisk krigsflygtning. Enhver, der tilhører især de overmodne årgange og erindrer Shah-styrets historik (i perioden mellem Mossadeq og det nuværende “præstestyre”), samt CIAs aktive slet skjulte deltagelse i det mellemøstlige politiske spil, kan nikke genkendende til en del faktuelle hændelser og personnavne.
Det samme gælder for den læser, der (som denne signatur) har besøgt en af de mest fantastiske byer i verden. Byen ligger på begge sider af Bosporusstrædet og dermed i to verdensdele, både Europa og Asien (Anatolien). Den ældste del af byen, på tyrkisk kaldet Stamboul, ligger på den europæiske side, og den anatolske side blev først bebygget i starten af 1900-tallet. Et mindre stræde, Det gyldne Horn, skiller denne fra det mere moderne erhvervs- og velhaverkvarter Taksim. Byen har skiftet navne nogle gange. Byzans, Konstantinopol og kendes i vor tid som Istanbul.
Den gale og geniale
Knud Romer har kaldt sin meget omtalte roman for en omvendt dannelsesroman, der viser vejen til helvede. Sidste ords betydning har stadig nogle links til forfatterens privatliv. Han har ikke lagt skjult på sit – også i nyere tid – tilhørsforhold til det psykiatriske behandlingssystem.
Når bogen (gen-)læses er det umuligt ikke at forholde sig til det kendte begreb, at “der ikke er så langt fra det gale til det geniale!”
Appendix:
Knud Romer har studeret litteraturvidenskab på Københavns Universitet og er prisbelønnet konceptudvikler i reklamebranchen med bl.a. Corporate Image Prisen, Direct Marketing Særpris, Guldkorn og Cannes Lion Award. Knud Romer er kendt fra ’Smagsdommerne’ på DR2, som skuespiller i Lars Von Triers ’Idioterne’ samt Christopher Boes ’Allegro’. Knud Romer er også medforfatter på manuskriptet til ’Off Screen’, Christopher Boes prisvindende film fra 2006 med Nicolas Bro i hovedrollen. (Citat fra Guldborgsund-bibliotekerne, Hovedbiblioteket)
Berl. Tid. 27/03/19:
https://www.berlingske.dk/boeger/knud-romer-nu-har-jeg-ikke-flere-liv-tilbage-at-goere-godt-med
Jeg har ikke læst noget af Knud Romer, men det vil jeg da overveje efter denne anbefaling. Han er jo også en engageret debattør, og hans synspunkter er ikke uden genklang.
@Eric: Som vist temmeligt klart nævnt, er vi i det udfordrende og spændende grænseland mellem gal og genial. 😉
Det var en anbefaling! Jeg kan godt lide Knud Romers radioudsendelser og er lidt knotten over den måe Michael Bertelsen introducerede ham: Romer ved noget om alting … sagt i en lettere humoristisk sammenhæng.
Det tror jeg Bertelsen er holdt op med. Der er ikke noget galt i at være polyhistor, selv om det i dag reelt er en umulighed at rumme endog blot hele menneskehedens viden indenfor et enkelt fag (viden indenfor biologi exploderer i disse år i alle retninger, kunsten er at specialisere sig uden at tabe overblikket).
@DAX: Den sidste sætning “kunsten er at specialisere sig uden tabe overblikket” gælder i mange sammenhænge i vor tid. Problemet er vel, at forbløffende få – indenfor alle genrer og sammenhænge – mestrer denne “specialitet”, men modsat mener alt for mange, at de besidder denne kompetence. På sin egen (venligt udtrykt) følsomme måde har Knud Romer en snert af denne kompetence.