Fotomuseet i Falsterbo

Intro

I Danmark har vi to fotomuseer. Det ene er Den Nationale Fotosamling på Det Kgl. Bibliotek i Københavns centrum. Museets samlinger er baseret på en del af Det Kgl. Biblioteks kort- og billedsamling. Det andet ligger i Holstebro, hedder Danmarks Fotomuseum og præsenterer en af vor tids største opfindelser: Fotografiet og fotografiapparatet. Der vises dog altid en interessant fotoudstilling. 

Et fotomuseum, hvor selve fotografiet udgør en udstillet kunstart, findes ikke. Det nærmeste geografiske eksempel på dette er i Skåne,  Sydsverige, nærmere bestemt Falsterbo Photo Art Museum. Det blev indviet i maj 2021 af Malmø-parret Claes og Christina Lindquist, som åbnede deres samling for offentligheden og dermed udviklede et moderne fotomuseum. En særegen og unik destination i Øresundsregionen.

Den private fotosamling af international kaliber er bygget op gennem 15 år og danner grundlag for museets udstillinger. Det er fotokunst i verdensklasse, en unik fotosamling med omkring 450 originale fotografier. Fotokunst er en kunstart, der har stået noget i skyggen af malerkunst, men det er værd at bruge tid på (og for nogle penge på).

Lørdag d. 09. april 2022 var der åbning af den nyeste (og anden) udstilling i den spændende bygning, der tidligere har været anvendt til forskelligartede kulturelle formål og nu er tilskåret til netop udstilling af fotokunst med en addition af en bistro med udsigt mod det kendte Falsterbo strandområde.

Dress for Succes –  som introposteren viser, var navnet på den nu (omsider) afsluttede umådelige succesfyldte udstilling, der blev prolongeret to gange og faktisk holdt museet kunstnerisk aktivt i et helt år (2021/2022) indtil 20. marts.  Jeg nåede lige at opleve den udstilling, hvorfra nedenfor nævnte illustrationer stammer.  Men først lidt tekst om museet og afslutningsvis det illustrative:

Falsterbo Photo Art Museum 

Næsten udelukkende, med få undtagelser, består museets samling af fotografers fotografier. Denne fantastiske samling består af omkring 450 originale fotografier, alle er signerede, næsten alle er nummererede, der er produceret af fotografen selv. Ingen trykte udstillingseksemplarer kopieret til udstilling. Med få undtagelser, håndlavede “Vintage Prints” i et begrænset, signeret oplag. Mange af dem er unikke, det vil sige, at der kun er et eksemplar af dem og de fleste fås i et meget begrænset oplag, 2 – 15 eksemplarer. Det modsatte af originale fotografier er for eksempel usignerede, gengivet billeder i store oplag.

Hoveddelen af ​​kollektionen er modefotografi, men der er også portrætter, fotografier, der betragtes som samtidskunst og dokumentarfilm. For det meste er fotografierne lavet af internationalt kendte fotografer, men museet har omkring 70 fotografier af svenske fotografer.

Bag initiativet står Malmø-parret Claes og Christina Lindquist, som har åbnet deres fabelagtige samling for offentligheden og dermed udviklet et moderne fotomuseum og unik museal destination i Øresundsregionen. Den private fotosamling af international kaliber er bygget op gennem 15 år og danner grundlag for museets udstillinger. Det er fotokunst i verdensklasse, en unik fotosamling med omkring 450 originale fotografier.

Fotokunst – museets tolkning (citeret)

Ligesom det er næsten umuligt at definere kunst generelt, er det svært at definere fotografisk kunst eller kunstfotografi. Måske kan man sige det sådan:

Når fotografen bag et billede sigter mod ikke blot at gengive det givne realistiske og neutrale resultat af objektet, men forsøger at formidle et personligt udtryk og billedsprog. (Frit oversat og genfortolket af Jones, Bernard E. Cassells cyclopaedia of photography. New York: Arno, 1973)

Vi opdeler normalt fotokunsten i et par hovedområder:

  • Kunstfotografier af fotografer (klassisk fotografi)
  • Kunstfotografier produceret af almindelige kunstnere

I førstnævnte kategori finder vi dokumentarfotografer som Garry Winogrand, Steve McCurry, Henri Cartier-Bresson og vores svenske fotografer Christer Strömholm og Anders Petersen samt mode- og portrætfotografer som Richard Avedon, Herb Ritts, Steven Klein, David LaChapelle, Peter Lindbergh, Robert Mapplethorpe og Steven Meisel samt svenskere som Hans Gedda.

I sidstnævnte kategori, generelle kunstnere, finder vi kunstnere som Richard Prince, Gerhard Richter, Olafur Eliasson, Cindy Sherman, Gregory Crewdson og den svenske kunstner Nathalia Edenmont. Det er almindeligt, at de almindelige kunstnere får en professionel fotograf til at tage billedet for dem, eller at de bruger eksisterende billeder.

Eventuelt kunne man tilføje en tredje kategori – antikke fotografier – som er et særligt samlerområde.

Kendte fotografer

Fra museets hjemmeside (direkte citeret) dokumenteres/profileres de mest kendte fotokunstnere. Her vil den besøgende blogejer nøjes med de tre, hvis fotokunst er selvoplevet i henholdsvis London (Avedon), Berlin (Newton) og Milano (Watson).

RICHARD AVEDON (1923 – 2004)
Richard Avedon var i mange år førende inden for den moderne fotografi. Hans arbejde i Harper’s Bazaar og Vogue i særdeleshed har bidraget til et nyt look inden for modefotografering og grafisk design. Hans reklamefotografi imponerer med sin visuelle elegance, og som portrætfotograf er Richard Avedon blandt de allerbedste i moderne tid. Han fotograferede ofte uden for studiet, med modeller i bevægelse. Han er repræsenteret på The Museum of Modern Art i New York, Art Institute of Chicago, Fotomuseum Winterthur i Schweiz og Victoria and Albert Museum i London.
HELMUT NEWTON (1920 – 2004)
Newton er kendt som modefotograf og for sine sort-hvide, provokerende fotografier, der er publiceret i Vogue og andre modemagasiner. Han er en legende inden for moderne fotografi med sine banebrydende kønsfotografier af nøgne eller påklædte, selvstændige og stærke kvinder. I løbet af 1930’erne studerede han mode- og portrætfotografi for Yva, en af ​​Berlins førende samfundsfotografer. Han blev ofte publiceret i magasinerne Elle og Vogue. Han forsøgte ofte at genskabe det forbudte og skandaløse – kendte mennesker taget på fersk gerning.
ALBERT WATSON (1942 -)

Albert Watson er en skotsk fotograf, der blander kunst, mode og  kommerciel fotografi, som har lavet mere end 200 covers til Vogue. I dag aktiv i New York med et stort studie. Han har udtrykt sin fotografifilosofi som – jo større personlighed, jo enklere  foto – da hans billeder afspejler en simpel alsidighed. Watson har haft soloudstillinger på Museum of Modern Art i Milano. Art House Vienna i Wien. City Art Center i Edinburgh. Fotomuseum i Antwerpen (FOMU. NRW Forum i Düsseldorf. Forma Galleria i  Milano, Fotografiska i Stockholm og Multimedia Art Museum i Moskva. Hans fotografier indgår i de permanente samlinger på National Portrait Gallery, Metropolitan Museum of Art i New York, Smithsonian American Art Museum i Washington DC blandt andre.

Illustrative eksempler fra museets interiør

Det interiøre indgangsparti er fint afstemt som fordeling

Indtryk fra udstillingsarealet

Andet indtryk fra udstillingsarealet

Fotokunst og refleksionsarealFoto

Fotoeksempel – modellen Kate Moss

S/h eksempel med kendte internationale fotomodeller

Trappe til første sals udstillingsareal

Brigitte Bardot i sine unge år

Supermodellen Kate Moss (i anden uniform)

Kurator Claes Lindquist var en inviterende og interessant fortæller, der ledsagede mig rundt i dele af “hans museum”. Som en parentes til hans skånske medrivende informationsstrøm indskød jeg, om det ikke var noget af et sats at placere et så eksklusivt museum i et forholdsvist indbygger-magert område. Den gode kurator drog straks en sammenligning med Louisiana i Humlebæk. Det kendte (og ofte fremragende) danske kunstmuseum, som jeg har besøgt > 10 gange. Det fik mig til at nævne de logistiske fakta, at Louisiana lå i en art gennemstrømmende trafik nord-syd på Nordsjællands østkyst tæt ved den danske metropol.  Men Claes Lindquist med sin innovative begejstring responderede straks, at “med Skåne og Storkøbenhavn havde Falsterbo Photo Art Museum et besøgspotentiale på mere end 2 mio. mennesker. (Vi skal nok subtrahere nogle tusinde, men begejstring er altid smittende i en dialog….)

Er man til fotografier/fotokunst, er dette museum absolut et besøg værd. 

 

#########

 

Som kortet nedenfor antyder, ligger museet i området “Falsterbo Strandbad”, tæt ved Østersøen. Modsat antallet af besøgende på museet var den kendte strand tom.

I skyggen af Österlen og Sveriges 3die største by Malmø ligger nogle af Skånes mest pittoreske byer, hvoraf flere indeholder særdeles anvendelige badestrande. Et sådant eksempel er Falsterbo Strandbad.  Vi befinder os her cirka 30 km. sydvest for Malmø i de næsten sammenvoksede tvillingebyer Skanör og Falsterbo. Naturen byder på lyngklædte heder og vand på tre sider. Det fortælles (svensk presse), at området “traditionelt er for velhavere, samt at overklassen om sommeren kommer fra hele Sverige for at nyde den smukke natur og de gode oplevelser. Priserne på huse er skyhøje.” –  Hertil kan tilføjes (også fra svensk presse), at “der findes en dejlig naturiststrand.” 

Vejen fra fotomuseet til det rekreative strandområde er (næsten) lige og kort

Vellinge kommune yder sit informative bidrag til dette indtagende naturområde

Falsterbo er kendt som en af Sveriges mest attraktive strande. En solrig og smålun dag i marts 2022 skulle fantasien tages i brug for at begribe dette. Livreddertårnet var selvklart tomt. Det samme var stranden, men sommeren og den varme tid venter på sine tusindevis af gæster.

Falsterbo ligger strategisk på det sydvestlige hjørne af vores store naboland Sverige. Østersøen er et område, der besejles og overflyves af flere lande, såvel civilt som militært. Sverige har været en neutral nation siden 1864. Medens vi danske kender betydningen af året 1864, kender svenskerne også – indtil videre i betragterens rolle – betydningen af europæiske krige. Der sker meget i Østersøen i disse tider og det er godt at være ajour. Tårnets tekniske betydning ved den idylliske Falsterbo strand bidrager til dette.

##########

Appendix (citeret fra museets hjemmeside)

Rejser du i bil? Med bil fra Malmø tager turen omkring 35-45 min. Du følger motorvej E6 / E22 mod Trelleborg. Efter Vellinge drejes af ad vej 100 og køres mod Skanör-Falsterbo. Vel fremme ved Falsterbo Strandbad er der en stor parkeringsplads. Der er adgang til ladestander til elbil , beliggende nær de offentlige toiletter. Parkering er gratis mellem 1. oktober og 30. april.

Rejser du med bus? Fra Malmø skal du tage Skånetrafikens gule busser linje 100 fra Malmø Central eller linje 300 fra Hyllie Station, og stå af ved endestationen Falsterbo Strandbad, og derefter to-tre minutters gang til Falsterbo Fotokunstmuseum. Omtrentlig rejsetid med bus 100 er cirka 56 minutter fra Malmø Central og med bus 300 cirka 42 minutter fra Hyllie Station.

Blogejeren kan addere til sidstnævnte transportform, at det kan anbefales at downloade en app fra

https://www.skanetrafiken.se/biljetter/

og derigennem købe en busbillet fra/til Malmø CS eller Hyllie Station (forstad til Malmø), eftersom der ikke er nogen billetautomat i Falsterbo.

 

 

 

DEL SIDEN

8 kommentarer til “Fotomuseet i Falsterbo”

  1. Tak for et godt tip til en udflugt til Malmø området – endda med praktiske råd om transportmuligheder.
    Umiddelbart vil jeg tro, at fotomuseet i ”Holstebro” (jeg regner med at du mener Herning) vil være mere interessant for mig, men museet i Falsterbro – både bygning og udstilling, er nok også et besøg værd.
    Medmindre du har fået særligt tilladelse til at fotografere, er det også et plus, at man kan tage egne billeder. På HELMUT NEWTON museet i Berlin oplevede jeg for nogle år siden, at det var forbudt at tage fotografier på fotomuseet.

    1. @Per Jan: Jeg kan bekræfte din (mgl.) “fototilladelse på Helmut Newton museet” i Berlin. Derimod havde den svenske kurator ingen indvendinger imod mit knipseri, efter vores interessante samtale i starten. Fotomuseum i Holstebro (Griegsvej 47B, 7500 Holstebro) og Danmarksgade 28, 7400 Herning) er formentlig det samme, der synes nedlukket.

  2. Interessant, og det er modigt med sådan et museum uden for alfarvej.
    Vi må håbe, at deres unikke farvefotos er af en bedre fysisk kvalitet end mange af dem, jeg tog for år tilbage, længe før digitalkameraets tid. På dem falmer farverne, undtaget rød der bliver rødere og rødere.

    1. @Eric: Du er jo selv mangeårig dedikeret fotograf og din refleksion over farvernes holdbarhed er logisk.

  3. Som yngre læste jeg en del bøger om fotografi og lidt om kunst (maler-kunst og også maler-teknik, undervisning); det er klart at der er berøringspunkter.

    Det fornemmer man måske bedst på Louisiana, hvor der i en underjordisk gang er fotografier udstillet, nogle er næsten permanente.

    Et ægtepar som var venner med min kones faster (min “svigerfaster” som var et dejligt menneske) havde på det tidspunkt — 1973ca. — en datter, som fotograferede og som begik selvmord ved at springe ud fra et højhus. Jeg fik et lille indre shock, organskælv, da jeg så datterens billeder udstillet i denne gang på Louisiana. Små billeder af små mænd, der ønskede at have sex med hende mod at blive fotograferet.

    Der er så mange andre holdninger til livets rædsler, som er mere positive og som skaber ægte kærlighed og “hygge”.

    Hvis man går til Vesterbro’s Fotoudstillinger (Øksne-hallen, der er vist noget) er det så kunst eller reportagefoto? Når den Spansk-Franske maler Goya viste henrettelser, så var det kunst. Vi er lidt mere forbeholdne med fotos, fordi det er “så nemt”, og kun hvis man virkelig selv prøver, finder man ud af at det faktisk ikke er så nemt endda.

    Frihedsmuseet, kunst eller dokumentation?

    1. @DAX: Til den sidste sætning: Afgjort dokumentation. Øksnehallen er besøgt til udstillinger, men ej malerkunst. Louisiana er besøgt talrige gange. Stedet beliggenhed er vidunderligt og museets indhold indimellem det samme.

    1. @Regitze: Tak for vidensdeling. Var forbi “in brief” hjemmesiden, der ser interessant ud. – Fotomuseet i Falsterbo er et spændende koncept med skiftende udstillinger og beliggenheden i naturen giver rig anledning til refleksioner.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

6 + 1 =