Mallorca
I en tidligere epidemisk tidslomme (Causa Corona) sad jeg og ventede på en aftale i mit hus. Der var tale om en (forståelig) forsinkelse og denne tidslomme blev så udnyttet til at tage en “kanalrundfart” på TV, forstås!
Jeg standsede ved TV3 og blev syntetisk stigmatiseret af programmet “Forsidefruer”. Blandt aktørerne var fru Janni Ree. I mine sociale cirkler findes personer, der har gæstet familien Ree i deres nordsjællandske habitat, hvilket efter sigende indeholder 527 kvadratmeter stor bolig med over 6.000 kvadratmeter grund. Skulle der være nogle læsere med særlig postal interesse, er adressen Vedbæklund, Vedbæk Strandvej 478, 2950 Vedbæk (Rudersdal kommune, Region Hovedstaden). – Ligeledes i samme cirkler har jeg oplevet den person, der “ghostwritede” en bog om den feminine personlighed fru Janni Ree. Titlen på bogen var smuk og laseragtig i sin præcision, nemlig “Golddigger – I think not” (dec. 2017).
Så vidt jeg med mine pensionsbelagte begrænsede evner kunne fatte “Forsidefruer” i sin artistiske sceniske udstrækning handlede det om nogle velsituerede blonderede kvinder i de modne, men ikke endnu pensionsbelagte, aldre. Faget “kosmetologi” blev her visualiseret i en overmåde tydelig grad.
Flere af dem (måske dem alle?) synes at have været en (eller flere) tur(e) forbi plastikkirurgiens sterile og hvidkalkede operationsrum, hvis imponerende kompetencer (og ikke mindst indtjeningsmuligheder) de seneste decennier har skabt både interessante og perfektionerede rekonstruktioner for store (og især små) menneskelige fysiske skavanker.
Denne TV-sekvens beskrev et privat detox-ophold i det eksklusive område Andratx på den seværdige baleariske ø Mallorca i Middelhavet. Men da det udelukkende handlede om at dyrke pilates, drikke grøntsagsjuice og spise sund mad frygtede fru Janni og hendes blonderede veninder, at det ville blive kedeligt. Men det fandt de – himlen være lovet – ud af at ændre til hip-hap-skæg.
Samtalen mellem disse kosmetisk optimerede fruer var ikke just dramatisk tyngende i deres intellektuelle substans. Begrebet “small-talk” blev her fysisk emballeret i de velmanicurerede omgivelser, hvor begreber som “common sense”, “selvironi” og “naturlighed” ikke var markeret i rollehæftets tekst eller måske snarere forsøgt overmalet af tv-producers m.fl.
Samme fru Janni Ree, hvis omsorg for sin noget ældre husbond, milliardæren Karsten Ree (Den Blå Avis, Bilbasen, Amagerbanken osv.) visualiseres såvel på TV som i talrige medier (og her menes “talrige” virkelig som “talrige”) har en fortid (har vi alle ikke det?), hvis indhold nok tenderer nogle besøg i visse gråzoner på livets indholdsrige menukort.
En nænsom research fortæller fængslende læsning om fru Janni Ree, som Østre Landsret i 2013 idømte 1 år og 3 måneders fængsel for mellem 2007 og 2010 – sammen med sin far – at have franarret en ældre alkoholiseret mand en million kroner samt for også at have forsøgt at sælge dennes hus og indkassere provenuet selv. Landsrettens dom skar dog seks måneder af straffen i byretten.
Fru Janni Ree har adderende oparbejdet en betydelig tv-karriere (nej, ikke noget med Shakespeare eller Pushkin eller tilsvarende) som stjerne i adskillige “Reality-programmer”. Eksemplerne er Oddset-reklamer, Forsidefruer, Divaer i junglen, Fangerne på Fortet etc. Læseren må tilgive, at jeg sikkert har glemt noget på hendes mediebårne visuelle CV, alene af den årsag, at mine aldrende smagsløg skriger på andre kulturelle indtryk.
Medens jeg sad – lettere stigmatiseret – og så dele af programmet, rullede tankerne tilbage til mine yngre år (en fordel ved at blive senior 😉 ) , hvor jeg i skarptskårne, økonomisk udfordrende og uforglemmelige sociale øjeblikke også har mødt tilsvarende feminine eksemplarer. Nærmere redegørelse skal jeg spare den travle læser for, dog digitalt hviske HORESTA-området og modebranchen.
Så er øjeblikket kommet, under indtryk af TV-udsendelsen, hvor en af gode, gamle Winstons Churchills gyldne udsagn skal skamrides i en nutidig version, nemlig:
Sjælden har så få formået at bidrage med så lidt i så lang tid til så mange
############
PS. Ifølge en velunderrettet kilde er denne sæson nr. 11 den sidste af dette “hæderkronede program” i regi TV3.
PPS. Jeg har intet imod fru Ree, kender hende ikke personligt og kommer ej heller til det. Til de læsere, der føler sig underholdt på et (for) tyndt grundlag kan jeg berolige med, at næste blogindlæg bliver langt mere substantielt. 😉
PPPS. For de læsere, der skriger på mere information, kan henvises til http://janniree.dk/
Der kan man se hvad en ufrivillig pause i dagens program kan føre til, når den bruges på at zappe på TV. Tak for anmeldelsen af tv-programmet, som jeg ikke behøver at se, da jeg nu ved, at jeg ikke går glip af noget. Det eneste i forbindelse med familien Ree, som jeg kunne være interesseret i at se nærmere på, er Ree Park, når jeg engang kommer til Djursland.
@Per Jan: Altid godt at “være dækket ind med viden”. 😉 – Og ja, måske er Ree Park et besøg værd, når du genser “dit gods”. 😉
Der kan man se, hvad kanalrundfart kan føre til. Det hænder, at jeg ved en fingerfejl havner på nævnte kanal, men jeg har dog aldrig ramt Forsidefruerne. Jeg er dig taknemmelig for, at jeg nu ved, hvad jeg ikke er gået glip af.
@Eric: Jeg kan inderlig glæde mig over at kunne bidrage positivt til, at kommentatoren ikke spilder sin (pensionist-)tid. 😉
Almindeligvis er jeg ikke nogen kostforagter, hvad angår tv-programmer i den lette genre, men jeg er intuitivt styret uden om ‘Forsidefruer’. Jeg blev for nogle år siden bekendt med programmets eksistens gennem et radioprogram, hvor den af blogejeren omtalte forsidefrue var gæst, hvis optræden på ingen måde stimulerede min lyst til at se programmet. Jeg takker således for den supplerende advarsel ovenfor, som har bekræftet mine bange anelser.
I øvrigt holdt jeg hurtigt op med at lytte til det nævnte radioprogram, som blev sendt ugentligt på den hedengangne Radio24syv. Den kvindelige vært betjente sig her af et sprog, der gang på gang fik en til at tro, at man havde hørt forkert, hvilket desværre ikke var tilfældet. Besynderligt nok lever programmet stadig i bedste velgående i andet regi – med den samme vært og sprogbrug …
@Uffe Jerner: Jovist, der sker jo meget DR ude. Den tidligere professionelle radioredaktør lægger logisk nok stadig ører til selektive øjeblikke i æteren, herunder den stærkt omdiskuterede “Møllers radio”, som så vidt researchet for tiden hedder “24syv – Danmarks modigste taleradio”. Nævnte unavngivne kvindelige vært formodes ikke at kende en af fortidens sprogvogtere, som i de mere overmodne årgange var “verdensberømt” under navnet: https://www.altinget.dk/kalender/11749
Det var morsomt at høre at du har noteret dig mere eller mindre tilfældige tilstedeværelser af “optimerede fruer”, sikken et herligt sprog!
Jeg synes det mest alvorlige i indlægget er denne konstateren af at man har forsøgt at franarre en ældre mand en mindre formue (i dag er en million kun 1/20 af hvad det var i vor ungdom) ved at – skrev du virkelig det? – sælge hans hus uden hans tilsagn?
*** Tak skalll du ha … *** sikkenoget.
Jeg ved jo dog godt at det er ved ejendomshandel og ved iøvrigt “grå” transaktioner at mangen en nyrig har skabt sig “hæder og ære” — målt i negative tal —
Men det skal der også til i et samfund, og hvis det er lykkedes i en ungdommelig begejstring at skabe en formue ved en vovet handel eller opstart, så er det et tegn på klogskab at man ikke bagefter sætter formuen til (spilder den) ved at forsøge andre, endnu mere vovede forretninger.
@DAX: “Janni Ree blev dømt for – sammen med sin far – at have franarret en ældre, velhavende, men syg mand en million kroner samt for at forsøge at sælge hans hus og score gevinsten på 2,4 millioner kroner.” – Dette er fisket fra flere citater på nettet samt efter oplyst også omtalt i en variant i bogen “Golddigger..” – Koblingen mellem mit tilfældige tv-tidsforbrug samt erindringen om udsagn i mine sociale cirkler blev – sammen med lidt research – stykket sammen til seneste søndags-blogprædiken. 😉
Jeg skulle ikke have skrevet “forsøgt”, jeg håber du alligevel forstod meningen med min lille kommentar.
@DAX: Helt okay 😉