Intro
Det siges, at verdens næstældste erhverv er spionage. Emnet har – uanset datering – altid forekommet interessant for mange, herunder blogejeren. Det hemmelighedsfulde, det dobbeltbundede, det mystiske, det anderledes o.m.a. kan klistres på emnet. Selv har jeg læst et utal af bøger om emnet, oftest hvor forfatteren – som f.eks. John Le Carré m.fl. – selv havde en fortid i branchen og derved kunne anvende erfaringens høst som tekstmæssig sufflør.
Et dansk eksempel er tidligere operativ chef i Politiets Efterretningstjeneste (PET) Frank Jensen. En erfaren politimand, der gennem sin politikarriere siden 1972 har været ansat i flere af ordensmagtens afdelinger. I flæng kan nævnes hemmelig agent i Københavns Politis narkoafdeling, senere (1988) leder af antiterrorafdelingen og ledede på PET´s vegne optrævlingen af Blekingegadebanden. I 2007 blev han udnævnt til chefpolitiinspektør og operativ chef i PET.
Siden sin pensionering i 2012 har Frank Jensen, f. 1949, ved siden af kommentatorarbejde for TV2 udgivet flere spændingsromaner, herunder “Min far var spion” (2021) og senest “Den russiske kodemand” (2023).
Den russiske kodemand
For fuldstændighedens skyld citeres handlingen i essens fra bogens bagside:
“København, 1952. Da kodemanden Alexander Merkulov forsvinder fra den sovjetiske ambassade, lander sagen på den erfarne PET-efterforsker Frederik Krogs bord. Sammen med kollegaerne Ravn og Bauer kaster han sig ind i jagten på den formodede afhopper. Men russeren er som sunket i jorden – han ved, at KGB vil gøre alt for at gøre han tavs, og at der er dobbeltagenter overalt.
I sin desperation allierer Merkulov sig med gadepigen Kitty, der introducerer ham for Københavns homomiljø og med hjælp af bartenderen Leo holder ham skjult blandt det farverige klientel på værtshuset Centralhjørnet (note 1). Men kan Kitty have sine egne grund til at hjælpe ham? Og hvor langt er han villig til at gå for at beskytte sit eget liv?
Den russiske kodemand er en spektakulær spionroman af den tidligere operative chef for PET Frank Jensen. Historien er baseret på virkelige begivenheder og filmrettighederne er solgt inden bogens udgivelse.”
Refleksioner
Bogens indhold rummer 443 sider, der bærer kraftigt præg af forfatterens lange politierfaring. Tidsmæssigt var forfatteren (og blogejeren) tre år, da handlingen rullede frem. Enhver, der i en voksen og reflekterende udgave oplevede livet i Danmark før Murens fald i Berlin (1989), har mere eller mindre klare minder om den “store og farlige fjende” – Sovjetunionen. Sætninger som “spændinger mellem Øst og Vest” var næsten dagligdag i medierne, den russiske sikkerhedstjeneste KGB – Komitet gosudarstvennoy bezopasnosti (Kommiteen for Statens sikkerhed) – var også et potent begreb, der sammen med den østtyske pendant STASI skabte ubehagelige fornemmelser for enhver, der i større eller mindre doser fulgte de geopolitiske strømninger i Europa, NATO m.m., hvor mangen en anglo-begejstret dansker foretrak de britiske varianter af statssikkerhed MI5 og MI6. Førstnævnte indre og sidstnævnte ydre sikkerhed i de britiske multikulturelle samfund.
I et interview (Berlingske Tidende, 02. marts 2023) fortæller forfatteren, at han har mødt bogens forskellige personer i sit virkelige professionelle liv. Han nævner også sjældenheden med, at en “russisk kodemand” hopper af, dog er f.eks. Igor Gouzenko (kodemand på den russiske ambassade i Ottawa, Canada) et eksempel. Andetsteds fortæller han:
“Jeg har virkelig researchet livet i Danmark i 50erne, både i tekst og billeder(….) har læst mig til meget omkring rationeringssituationen, typer af telefoner (telefonbokse).”
Bogen er fuld af spionfagets gamle metoder med døde postkasser, kridtstreger på vægge og beskeder på papir sat fast i undersiden af en bænk med et plaster…
…Det er metoder, som vi benyttede i efterretningstjenesten, da jeg selv var der, og som man fortsat benytter, fordi man dermed ikke efterlader elektroniske spor. Jo mere hemmelighed noget er, og jo vigtigere en agent er, jo mere bruger man den slags!”
I bogens sidste del omtales tre tillæg. Appendiks 1 “Om krigsfrygt og KGB efter 2. Verdenskrig – Appendiks 2: “Edderkoppesagen” – Appendiks 3 “Om homoseksuelle i Danmark”. For den læser, der i større eller mindre omfang er bekendt med teksternes indhold, kan det være udmærket til repetition. For de sikkert fleste læsere er det mere end nyttigt som en slags noteopslag, der en generation senere anno 2023 læser bogens fiktive (eller i virkeligheden faktionelle) indhold.
Sceneriet er hovedsagelig områder i København og Moskva samt i enkelte sekvenser London. Spionageudstyr som one-time-pad (note2) bruges naturligvis også. Rivalisering mellem politiets forskellige afdelinger anes, 1950´ernes smalle og småborgerlige danske verden skjules ikke, ligesom den russiske opfattelse af tvang og brutalitet i dele af bogens indhold faktisk associerer kraftigt netop til nutidens Ukraine-krig. Og endelig styrkes handlingen i den grad af det russiske sikkerhedsapparats infiltrering af vitale danske myndigheder (mon det også er tilfældet i nutiden?).
Nævnte bog in intro – “Min far var spion” – var anderledes naturlig reflekterende og udmærket læsning om forfatterens relation til sin far i barn- og ungdommen. Den omtalte i dette blogindlæg – “Den russiske kodemand” – er en fortrinlig tidsrøver for spionage-interesserede læsere, dog kunne den godt være forkortet en anelse, uden at underholdningen blev eroderet.
Links og noter
Note 1: Centralhjørnet eksisterer fortsat. Et kendt sted for homoseksuelle i centrum af København:https://www.centralhjornet.dk/
Note 2: Et one-time pad er en kryptografisk algoritme, hvor man har en nøgle der er lige så lang som klarteksten. På denne måde har bliver hvert symbol i klarteksten så at sige krypteret med sin egen nøgle, der ikke har nogen relation til de andre.
https://frankjensenforfatter.dk/about-me
Min far var spion, ISBN 978-87-7238-450-4
Den russiske kodemand, ISBN 978-8784327-89-3
Tak for endnu en god boganmeldelse. De nævner at forfatteren har researchet meget i forbindelse med bogen. Eftersom du også selv går meget op i research, og ikke omtaler nogen “fejl” i bogens beskrivelser, så har Frank Jensen vel gjort et fint arbejde med bogen. Selvom bogen er fiktion, kan den måske læses som non-fiktion, da det er forståeligt, hvis forfatteren ikke kan oplyse sine kilder?
@Per Jan: Det er en sand fornøjelse at “studere” forfatterens research. Det kunne mange forfattere lære noget af. Og ja, emnet gør, at kilder (jf. f.eks. journaler fra Registraturen) ikke kan oplyses, dog nævnes i bogens sidste side (444) eksterne kilder til historien.
Det var noget af en appetitvækker. Jeg kom til at tænke på PET-kommisionens digre rapport fra 2009. Jeg læste den ikke fra ende til anden, men næsten. Den er (i uddrag) så spændende som nogen roman og kan stadig downloades gratis.
@Eric: Afgjort en appetitvækker, ifald emnet interesserer. PET-kommissionens rapports indhold fra 2009 er sikkert også til eftertanke. Under min research til mine spændingsromaner strejfede jeg nævnte i forbindelse med et – synes jeg – interessant emne: “Stay Behind”.