Det sidste indlæg inden sommerferien er lidt længere. Faktisk er der tale om et kapitel, som udgør en sideordnet handling til min kommende spændingsroman “Finalen i Fuengirola” om ghostwriteren Edgar Halk, der forventes udgivet senere i juli kvartal 2024 efter endt samarbejde med forlaget.

Skulle læseren sidde tilbage bagefter med spekulationer omkring indholdet, kan blogejeren supplere med at fortælle, at indholdet repræsenterer en “faktion”, altså en blanding af fakta og fiktion. 

Den kulrede greve

 

Greven havde gennem en del år været en ivrig jæger. Det forekom ikke attraktivt for ghostwriteren Edgar Halk, der to gange afslog deltagelse trods kunden grev Christians forsøg. Han sagde tilmed, at det var nødvendigt med deltagelse for at forstå et vigtigt afsnit af sit liv, men der sagde Edgar stop.

Han var en stor dyreelsker, hvilket han mere end en gang meddelte sin kunde. Grevens længere foredrag med sin sprøde ældre og tobakshærdede stemme omkring jagtsæson, især bukkejagt, hvornår man satte fasaner ud, hvilken kaliber man skyder med, regulering af dyrebestand, naturbeskyttelse, jagtlovens bestemmelser, jagttegn, drivers opførsel, beskrivelser af velvoksne mænd i jagtknickers i engelsk tweed og meget andet prellede af på ghostwriteren.

##########

Greven blev noget skuffet, men alt var tilsyneladende glemt ved næste lørdagsmøde mellem dem på det fynske gods. Den aldrende greve Christian lyste op med sit charmerende smil og rømmede sig, da det traditionelle kaffebord var rullet ind til deres møde af butleren og altmuligmanden Thierry.

Butleren Thierry var af belgisk afstamning, nærmere bestemt fra kystbyen de Panne tæt ved grænsen til Frankrig. Vi fandt ham ved Rivieraen, som greven fortalte med et selvtilfreds smil ved hvert af ghostwriterens lørdagsbesøg på godset. De nærmere omstændigheder blev aldrig uddybet.

Thierry Magner havde krop, ansigt og motorik som en gammel bokser. Højden var omkring 180 centimeter, men han gik altid let svejende og foroverbøjet, som om han ville undgå nogle punches. Han kunne have været supermellemvægter eller letsværvægter, tænkte Edgar, når de mødtes. Øjnene lå dybt i ansigtet, der helt givet havde modtaget en del punches. Næsen havde sikkert oplevet nogle barske øjeblikke, det samme med ørene og ansigtet var forsøgt “ommøbleret” både i træningslokalet og i den berømte knap 7 meter kvadratiske ring. Når de mødtes – eller rettere passerede hinanden – gjorde butleren sig ingen umage for at udvise venlighed eller service overfor Edgar på nogen måde.

Edgar forsøgte at tale med ham, men Thierry forstod tilsyneladende kun fransk og det var ikke på ghostwriterens sproglige repertoire. Greveparret havde i en del år haft en ferielejlighed i Rue Cronstadt, en sidegade til Promenade Des Anglais i Rivierabyen Nice. Den var frasolgt i midten af 2010´erne og Thierry var så åbenbart fulgt med til Danmark. Han boede i et annex til godsets hovedbygning, der bestod af to værelser samt lille køkken og badeværelse, som grev Christian fortalte under en af deres korte pauser.

”Thierry er altmuligmand. Han kan det hele. Chauffør, køkken, rengøring, have..det klarer han. Og der er ikke nogen fagforening, der skal spørges om faggrænser, 11-timers regel eller mindsteløn.” – 

##########

Greven havde fortsat, ”Nu kunne jeg så ikke lokke ghostwriteren til jagt, men så er der en anden vigtig side af mit liv, som du bliver nødt til at deltage i.”

”Nuvel, hvad er så det?” – Edgar forberedte sig på flere muligheder, men blev noget overrasket over indholdet, som greven nu betroede ham.

”Næste lørdag skal vi over på en ø….en ganske særlig ø, altså ikke de sædvanlige små kendte fynske øer!” – Grev Christian elskede at være hemmelighedsfuld – det var tydeligt.

”Og hvad skal vi så der?”

”Der skal vi møde nogle kendte og ukendte mænd, der slapper af  i smukt selskab.”

”Altså en slags sexklub?”

”Nej, nej – mere åndrig konversation under afslappede forhold, lidt massage, god mad og vine; du vil sætte pris på det. Men der er nogle regler. De er få, men ufravigelige.

Greven kiggede på Edgar, der i starten af deres forløb havde fortalt ham om sit afslag på en diskretionær henvendelse om frimureri for en del år siden, da han havde arbejdet i boghandlen på Frederiksberg.

”Nej, nej…ikke frimureragtigt eller Rotary…noget anderledes og meget spændende…..og intimt, hvis behovet opstår.” 

##########

”Vi tager dyret”, havde greven sagt. Edgar var fortsat desorienteret, da han blev hentet i Odense havn ved det moderne boligkompleks, hvor han beboede en 3-værelses lejlighed med skrå udsigt til det indre af Odense fjord.  Greven havde ment Jaguaren, altså den smukke gamle engelske bil i version Jaguar Mk II, som Thierry kørte ham rundt i. 

Turen til færgestedet forløb uden problemer. Edgar havde pakket til to dage og medtaget både fritids- og selskabstøj, da han jo ikke anede, hvad der ventede.

Ude for enden af en skovvej lå en lille havn med to lystbåde. Men overraskende for Edgar lå der også en lille færge. Den havde en klassisk ældre dansk byggestil og aptering med styrehus i den ene side. Vogndækket kunne vel rumme max. 3 biler i længde. Edgar lagde mærke til en bred grønmalet markering på midten af vogndækket. Ligeså stod placeret et omvendt anker med et langt kosteskaft på færgens ene side, modsat styrehuset. Det var tydeligt, at færgen kun blev brugt til sejladsen mellem fastlandet og øen. Han lagde også mærke til navnet på færgen, der matchede øens navn. Omsider blev Edgar klar over sammenhængen.

Selve turen varede cirka 8 minutter. Den lille færge sejlede langsomt, måske fordi vejret var let regnfuldt og diset. Foruden jaguaren med de tre mænd rummede færgen en minibus, der var ankommet først og holdt forrest på vogndækket. Edgar kunne notere sig, at bussen rummede en chauffør og kunne tælle otte yngre kvinder. Han kiggede på greven, der smilede hemmelighedsfuldt.

Færgen var enmandsbetjent. Så snart broklappen var sænket på øens havneområde, hvor der lå en mindre yacht, kørte minibussen op på land og forsvandt af en sidevej. Derimod styrede Thierry jaguaren videre ad den smalle asfalterede vej direkte de få minutter til øens eneste og store bygning.

##########

Hovedbygningen var kraftig belyst, da bilen svingede ind foran indgangspartiet, som fremstod meget mondænt med en hovedport og en 2-etages større langstrakt bygning i hesteskoform. Stedet var omringet af et skovlignende område og begrebet ”jagtslot” var nærliggende for Edgar som indrammet beskrivelse.

Ejeren, også en greve, bød formfuldendt velkommen . Thierry havde hurtigt sideparkeret jaguaren og kom næsten løbende for efter velkomsten at bære bagagen ned af en af gangene til værelserne. Grev Christian og Edgar blev ført ind i et større lokale, hvor der befandt sig fem andre modne mænd. Edgar kunne som udgangspunkt genkende tre af disse fra offentlighedens medieomtaler. Der var tale om to kendte erhvervsfolk i DI regi og en landskendt politiker.

”Pressen har ingen adgang!”, det var stedets ejer, grev Hans, der fortalte Edgar dette, medens han bad ham skrive under på et stykke papir, der ved hastig gennemgang viste sig at være en fortrolighedserklæring. Teksten var to-delt i en dansk og engelsk version. Ironisk nok hørte han samtidig kraftig hundegøen i det fjerne. Måske havde grev Hans også nogle rovdyr, der kunne pudses på gæster, som ikke overholdt secretessen?

Der stod en lille kasse beklædt med sort fløjl i hjørnet af det store rum. Her blev mobiltelefonerne lagt ned i små stofposer. Der var hæftet en lille label på hver stofpose, hvorpå der blev skrevet ejernavn og telefonnummer. Grev Christian og Edgar var de sidst ankomne gæster og de kunne da betragte en tjener (klædt i liberi, dog uden middelalderlig paryk), der lukkede kassen med telefonerne med en lille nøgle, løftede den op og bar den med sine hvide handskebeklædte hænder og et højtideligt ansigtsudtryk ud af en dør i det store rums hjørne.

Middagen var 4-retters. Naturligvis svarede menuen og servicen til den øvrige standard, altså eksklusivt helt igennem. Den liberiklædte tjener blev sekunderet af Thierry, sidstnævnte havde skiftet sit mere tvangfrie chaufførtøj ud med en sort habit, hvid skjorte samt sort butterfly under serveringen og afrydningen. Det var kun de to grever, der havde ”egne tjenere”, men det var tilpas til et herreselskab på otte gæster inklusive øens ejer og vært – grev Hans.

Kaffen og avec blev serveret i et tilstødende rum, der næsten var identisk med spisesalonen. Mahognibeklædte vægge, jagttrofæer ophængt på væggene og nogle malerier af fynske landskaber var indramningen i begge de to rum, hvortil naturligvis kom nogle flotte klassiske lysekroner i bøhmisk krystal.

##########

Klokken 22.00 præcist kom værtens butler stadig i liberi ind og slog højtideligt 10 slag på en lille håndholdt tromme. Øjeblikket senere hørtes høje stemmer og ind kom otte yngre kvinder i selskabstøj. Kjolerne var elegante, men skjulte ikke de yngre kvinders fysiske fortrin. De havde alle en større eller mindre ”kavalergang” til skue for selskabets mandlige deltagere, hvilket tydeligt bekom den udsøgte maskuline kreds af mere modne årgange særdeles vel og blev honoreret med klapsalver.

Grev Christian livede tydeligvis op. Han hilste på ”Jana”, der straks havde søgt mod ham. Det var tydeligt, at de kendte hinanden. ”Jana” var klart den ældste af kvinderne og Edgar skønnede, at hun var nærmere 40 end 30 år. Helt modsat var de andre syv unge kvinder vel i 20´erne.

Edgar blev hurtig klar over to ting. For det første at han var den eneste debutant, samt at de indbudte kvinder var ”øremærket” til de respektive mandlige gæster. Han blev præsenteret for ”Natascha”, der øjeblikket senere stod foran hans stol. Denne unge værtinde var nok efter mange modne mænds smag absolut mere end velegnet til selskabelighed over nogle timer, såvel vertikalt som horisontalt. Men Edgar var ikke til unge kvinder, hvilket gjorde det nemmere for ham at holde det på et vertikalt niveau. Hendes danske sprog var mangelfuldt, så den engelsksprogede smalltalk afslørede på forespørgsel, at ”Natascha” lejlighedsvis besøgte det skønne Danmark.

Som sædvanligt med værtinder eller callgirls var det ikke kvindens rigtige navn. Men Edgar valgte af ren nysgerrighed at konversere ”Natascha” om forskellige emner. Det skulle hurtigt vise sig, at Baltikum, nærmere bestemt Letland, var hendes oprindelige hjemland. Edgar havde besøgt landet for en del år siden med hovedstaden Riga som base. Skæbnen ville, at Nataschas barndom havde været i Jurmala, en kystby vest for hovedstaden, som Edgar havde tilbragt en dag i under Letlandsopholdet. Dette, og generelt de baltiske lande, var interessant samtalestof for dem begge.

Havde Edgar været mere interesseret (som de øvrige mænd), fremstod ”Natascha” med ungdommens slanke skikkelse, afstemte brystparti også tilmed meget velplejet. Brunetten smilede (så vidt muligt) på de rigtige tidspunkter. Der gik ikke en time, før Edgar på nær en anden undtagelse befandt sig alene i det store rum med ”Natascha”. De øvrige – herunder grev Christian – var forsvundet med deres respektive værtinder.

Undtagelsen – altså en anden gæst med kvindelig eskorte – var en høj tynd mand, vel omkring 195 centimeter. Modsat selskabets øvrige maskuline repræsentanter skilte han sig ud ved sin noget stive og gammeldags væremåde. Det var tydeligt, at han var kejtet overfor sin mange år yngre kvindelige “tildelte selskabsdame”.  Ligesom Edgar viste det sig, at han så høfligt som muligt afviste et mere intimt selskab på sit værelse og tog afsked med den unge slanke blonde kvinde, der måske i virkeligheden var lettet over ikke at skulle tilbringe en afmålt tid med en umådelig distancerende og kedelig gammel mandsperson. 

Edgar benyttede så lejligheden til at sige godnat til ”Natascha” med et kindkys. Han kiggede på den ældre høje mandsperson, der øjeblikket senere slog følgeskab med Edgar ned af den lange gang til de særdeles veludstyrede dobbeltværelser, der skulle vise sig at indeholde en eksklusiv dobbeltseng og et badeværelse med en mindre spa. De to mænd gik tavse, indtil den høje mand standsede op og pegede på døren til det værelse, som han skulle overnatte i.  Værelserne bar ikke numre, men derimod citater. 

De fleste mennesker er lige så lykkelige, som de beslutter sig for at være

Abraham Lincoln

Edgar havde svært ved at holde et grin tilbage. Citatet passede godt på den ældre mand, der måske havde været (eller stadig var) dommer eller andet jurarelateret. Manden var ikke just nogen grinebider eller synlig livsglad, hvortil kom hans højde, der matchede Abraham Lincoln, den højeste af alle USA´s præsidenter.  De to mænd mumlede “godnat” til hinanden. 

Havde nogen fortalt Edgar, at han få måneder senere skulle møde denne mand under meget andre omstændigheder og ikke mindst med stor betydning for sit liv, måtte han den aften på øen afvise en sådan forudsigelse som utænkelig.

Livet er en gåde. Løsningen findes på bagsiden

Robert Storm Petersen

Således stod der på døren til Edgars tildelte dobbeltværelse. Han måtte smile anerkendende. Måske kendte værten til hans mangeårige tilhørsforhold til netop Frederiksberg, hvor Robert Storm Petersen alias Storm P.  var en kendt borger i fortiden. Når Edgar lejlighedsvis besøgte Frederiksberg Ældre Kirkegård af private årsager, passerede han ofte humoristens grav med det store træ og den aflange granitagtige gravsten med Storm P´s og hustrus data.

##########

Næste dag var morgenmad og frokost åbenbart kombineret til brunch. Udover Edgar sås kun de to kendte erhvervsfolk, der spiste i tavshed. Nogle gange greb den ene ud i luften med hånden. Edgar tænkte ved sit eget bord, at der nok var tale om en mobil-refleks og forsøgte at skjule et smil.

”’Denne gang er den korte gang!” – ordene kom henkastet fra den ene erhvervsmand til Edgar ved det tilstødende spisebord.

”Normalt er der også jagt – det må du prøve – super, super prima!”

Erhvervsmanden skubbede sit lakridsagtige brillestel længere op på næseroden og så betydningsfuld ud. Attituder, der sikkert var kalibreret under talrige bestyrelsesmøder. Egenskaber som livsduelighed, forfængelighed, selvglæde og faglig bevidsthed omsvøbt i “Nordsjællandsk selvfedme” udgjorde markante udsendte signaler fra denne erhvervsmand, hvorimod begreber som social empati, humor og ikke mindst selvironi i den grad var fraværende.  Edgar glædede sig over, at deres livslinjer næppe ville krydse hinanden mere i dette liv. 

Ghostwriteren glædede sig også over at være sluppet for dette traditionelle optrin af krudt og kugler, døde dyr og verbale og vinøse traditioner og ikke mindst selvhøjtidelighed fra mænd, der forbløffende ofte invasivt blev suppleret af diverse medicinerende hjælpemidler mod hjertesygdomme, kolesterolforhøjelse og diabetes I eller II varianter.

Først ved 12-tiden genså han grev Christian. ”Jeg fik lidt frisk luft denne skønne morgen,” smilede greven. Edgar tænkte, at butleren sikkert havde åbnet vinduerne til dobbeltværelset.

Der var ingen spor af kvinderne. Måske blev de gemt i annekset eller ude i skovarealet, tænkte han.

##########

Klokken 13.00 præcist var der afgang. Den liberiklædte tjener kom højtidelig ind med kassen med mobiltelefonerne og de retmæssige ejere fik deres elskede og uundværlige smartphones tilbage. De skulle dog været slukket, indtil færgen nåede fastlandet, fik Edgar at vide.

Thierry havde nu kørt ”dyret” frem til hovedindgangen. Grev Christian og Edgar sagde højtideligt farvel til grev Hans og de øvrige gæster, satte sig ind i jaguaren for at blive transporteret det korte stykke til færgelejet. Edgars blik faldt tilfældigt på en stor åben port til det store 2-etages hus ene længe. Indholdet formodedes at være de øvrige gæsters biler. Synet afslørede nogle dyre tyske bilmærker, hvor han i farten opsnappede BMW-, Audi og Mercedes logoer, inden “dyret” bragte dem videre. Den lille færge ventede; på vogndækket stod allerede minibussen med de unge kvinder. De få minutters færgetur foregik siddende inde i bilerne.

Da de kørte fra borde, skete der noget uventet. Minibussen stoppede foran dem. ”Jana” steg ud af minibussen, fik sin trolleykuffert og sagde ”hej” til de andre unge kvinder. Herefter kom hun hen til jaguaren. Thierry var allerede ude og klar til at tage sig af hendes bagage. ”Jana” satte sig ind på forsædet ved siden af Thierry og de kørte af de smukke snoede landeveje i det varierede fynske landskab retur i retning af grevens gods.

”Hmm…”Jana” overnatter nogle dage hos mig, inden hun rejser videre. Der er nogle forretninger, som vi skal have afklaret.” Denne forklaring blev viderebragt til Edgar uden en eneste ansigtstrækning fra greven. Edgar nøjedes med at nikke forstående, medens hans indre biograf afspillede det mest sandsynlige scenarie for deres forretningsmøde på godset.

”Jana” smilede forretningsmæssigt til Edgar og nikkede kort. Da de ankom til grev Christians gods, steg ”Jana” og greven ud. Thierry hjalp dem med bagagen og de nikkede smilende til Edgar, der blev siddende i jaguaren. Få øjeblikke senere kørte Thierry ham videre til hans hjem ved Odense havn. Butleren var godt orienteret om det fynske landevejsnet, gps-udstyret forblev slukket og han spurgte ikke om vej. Ved ankomsten til Odense Havn steg Thierry hurtigt ud og gav Edgar hans bagage, nikkede og “dyret” forsvandt dernæst med belgieren uden yderligere kommentarer.

Edgar var fast besluttet på at udspørge greven ved næste aftalte ”briefing” om ”Jana” – altså hvor vigtig var hun i forhold til grevens ”bogmanus”, og hvad mon den forsvundne grevinde syntes om dette arrangement. Der var meget at tale om, når han næste lørdag igen skulle møde “den kulrede greve”, som grev Christian indimellem benævnte sig selv med en velgørende selvironi og historisk parallel til den fortidige grev Gerhard fra Holstein alias Grev Gert med tilnavnet “Den kullede greve”.

####

 

 

 

 

 

 

 

DEL SIDEN