Den adelige arvetante

Traditionen på bloggen byder, at der serveres noget lidt anderledes i anledning af helligdage. Således følger et kapitel fra min spændingsroman Rosen i Rom (den første i trilogien “De voksne kostskoledrenge”), der med hovedpersonen Kurd Harig repræsenterer en sideordnet gren til den primære handling. Indholdet er – som mine bøgers indhold – en faktion. – God pinse anno 2025

##########

Den adelige arvetante

Kurds liv var inde i en ny og mere positiv ladet fase for første gang efter hans exit fra sit professionelle liv i skatteadministrationen. Han havde indrettet sin beskedne pension på de nye tider. Livet var en sparsommelig hverdag, dog krydret med dating-oplevelser og nogle udlandsrejser.

Hans kontakt med tante Thyra var blevet revitaliseret efter mange års spredte øjeblikke af samvær, der ofte føltes mere end pligtbetonet. Medens han sad i toget på vej til det sjællandske kloster, passerede forskellige sammenstillinger af ældre enlige kvinder forbi i en næsten ubrudt tankerække, som han havde kendt.

Gråhårede, ofte kortklippede kvinder, der næsten lignede mænd. Nogle var enker, andre forladt eller havde selv brudt ud af energiforladte forhold.

Mange af dem udfyldte lejlighedsvis en bedstemor-rolle, hvis ikke oldemor-rolle. Børn af nye generationer, der med større eller mindre entusiasme holdt forbindelsen med dem via de sociale medier og ved årlige højtidsmarkeringer og som hørte mere eller mindre koncentreret efter, når de gråhårede kvinder fortalte om et fortidigt og ikke mindst teknologi-fattigt liv.

Få af dem fornemmedes at have et egentligt erotisk liv, flertallet savnede sikkert nærværet og havde næsten glemt de yngre års kamp iblandet begreberne ”attraktion” og ”begær”. Nogle forsøgte selv i det skjulte på det spirende dating-marked, andre forsøgte at glemme begæret. Seksualiteten visnede, men begæret bestod – i det skjulte. ”Kærlighedshormonet oxytocin” var et fremmedord, der kun optrådte i en kryds-og-tværs opgave.

Ingen spurgte ind til sådanne behov hos disse grå tanter, ej heller deres travle praksislæge, når de med uregelmæssige mellemrum sad i de neutralt farvede kliniske konsultationsrum for at modtage behandling for en aldersbetinget lidelse eller receptfornyelse eller måske bare en klinisk trøst over seniorlivets anderledes konditioner.

Man kunne ofte opleve dem på kunstudstillinger eller ved arrangementer, hvor frivilligheden var drivkraften. Samme kraft – en del af livskraften – følte de for ofte glide ved siden af dem eller blot forbi dem. Nogle af dem tyede til et glas med spirituelt indhold, en del til mere end det.

Deres kropspanser blev holdt nogenlunde i stræk ved deltagelse i ugentlige motionsoplevelser som gymnastik i mere eller mindre stimulerende omgivelser, hvor det maskuline underskud var tydeligt.

Det grå feminine seniorliv blev økonomisk holdt sammen af en alderspension – for de heldige arveberettigede og sparsommelige lidt mere – og forsøgene på forståelse af nutidens liv i deres lille skandinaviske land kunne kun for en dels vedkommende indfanges af tidens populistiske Dansk Folkeparti.

For andre – de mere berejste og belæste – noteredes de konservative værdier nærmest centrifugeret og udkrystalliseret i nye politiske partikonstellationer og forbløffende ofte iblandet liberalistiske holdninger.

Tv’ets mange kanaler på den store flade plasmaskærm var for de fleste den tætte daglige kontakt med verdenen uden for de pudsede vinduer, uanset om det var en pensionistlejlighed i en større by eller et mindre hus i et socialt begreb af nyere dato – ”Udkants Danmark” eller de mere selektive pensionistboliger som nu f.eks. det adelige jomfrukloster.

Den digitale verden var for mange af dem et fremmedlegeme, for nogle en nødvendig adgangsbillet til kontakt med børn og ikke mindst børnebørn og for de få en anderledes åbning og udfordring for deres fantasi til at kreere nogle kunstige universer på internettet.

Den nære daglige omsorg forblev i deres tankeverden; i nogle tilfælde delte en kat eller en hund det stadig boblende behov for omsorg.

##########

Et sådant eksempel var baronesse Thyra på mange måder og så alligevel ikke. Hun levede nu en privilegeret tilværelse i det seniorlignende bofællesskab på det adelige jomfrukloster, i skikkelse af en stor sjællandsk slotslignede herregård, hvis jorde var frasolgt. Et slags særligt reservat for socialt privilegerede, hvor formuer og adelstitler i forening eller hver for sig kunne danne et beskyttende panser mod hverdagens mere mørke og ikke mindst udfordrende nuancer.

Tante Thyra blev også tiltalt baronesse Thyra i nogle kredse. Noget, som Kurd skulle bemærke under sit besøg på klosteret.

Kontakten mellem dem havde i hans barndom været mere end sporadisk, men tog til i det voksne liv, især da tanten med tiden blev ældre og mere skrøbelig. Hendes liv havde da været en blanding af selskabelighed, enkelte hofballer, udlandsrejser samt flere forliste forhold til mænd, der i nogle tilfælde også havde bidraget til vistnok to spontane aborter samt i det ene tilfælde en fornuftig ”aftrædelsessum”, da fabrikant-manden var blevet forblændet af en lang yngre feminin model, hvis alder var skræmmende nær på hans årgangswhisky i det fine mahognibarskab.

Tante Thyra besad således den for kvinder ikke alt for misundelsesværdige status af at være barnløs og aldrende. Det giver oftere hos kvinder end mænd adkomst til at reflektere over deres liv og i visse sammenhænge deres både biologiske og jordiske gods. Den snart 80+ årige tante var velhavende uden at være rig.

Et fortidigt job som overassistent i Finansministeriet havde bidraget til en fornuftig hverdag først i en større lejlighed i det københavnske Østerbro-kvarter og efter en tidlig pensionering var det ikke mindst med forbindelsers og hendes egen titels hjælp lykkedes at få en overordentlig smuk lejlighed på det adelige kloster, hvor smukke antikke møbler og tykke ægte gulvtæpper på de fint lakerede gulve dannede nogle fashionable rammer og på en sær vis en slags beskyttelse mod omverdenens mange farlige udfordringer.

##########

Kurd var blevet inviteret flere gange. Hver gang havde han fundet på undskyldninger, men omsider havde han en blæsende november dag ladet sig overtale og taget den besværlige tur med offentlige trafikmidler til det sjællandske slotskollektiv.

Det var en lørdag. Året var 2005. Han huskede det tydeligt og ville aldrig glemme den eftermiddag. Tante Thyra havde naturligvis ikke stået nede ved busstoppestedet og ventet. Det gjorde en baronesse bare ikke! Så han gik den lange vej op ad den fine poppelomkransende allé fra nærmeste busstoppested til hendes pensionistbolig.

Han trykkede på den tunge og pudsede messingknap ved den slotslignende bygnings hovedindgang. En ældre kvinde klædt i en grå habitlignende dragt lukkede op. Hendes ansigt blev holdt i stramme og ikke mindst højtidelige folder, der fuldt ud matchede den neutrale og glædesløse påklædning. En slags kvindelig butler.

Få øjeblikke senere kom baronesse Thyra ned af den brede trappe med let knirkende trin i klosterets hall. Hun modtog ham med en fortidig divas attituder inkluderet et let overbærende smil. Kurd blev stående og vidste ikke rigtig, hvordan han skulle tackle denne nærmest fortidige velkomst, der i et flash bragte tankerne hen på en Tv-serie fra et engelsk gods.

Han havde ikke set tanten i næsten 10 år og var overrasket over, så fragil hun fremstod. Hun gik forholdsvis langsomt og med stok. Den statelige kvinde havde da netop passeret de 80 år. Det var tydeligt, at hun havde planlagt denne efterårseftermiddag grundigt.

Det startede med en udendørs rundvisning. Baronessen havde hurtigt iført sig en pels og gummistøvler, da det støvregnede udenfor. Men ud skulle de. Klosteret var nærmest en fusioneret udgave af en gammel borg og et herresæde omgivet af en voldgrav. Tanten gennemgik klosterets historik med en eksorbitant sans for alle detaljer. Flere århundreder havde passeret forbi det imponerende bygningsværk og ved hjælp af velhavere, fonde og kirken – og en udnyttelse af de i en fjern fortid tilhørende bønder og husmænd – fremstod bygningen stadig i overlevet nydelig stand.

De tilstødende herregårds lignende bygninger var frasolgt. Det samme var de 420 hektar landbrugsjord og de knap 900 hektar skov. Baronessen blev på et tidspunkt stående lige ud for hovedindgangen til det anseelige bygningsværk.

Måske var det bygeagtige vejr årsagen. Den fugtige luft eller blot en kombination af de meteorologiske forhold og baronessens behov for nostalgi; i hvert fald fortsatte hun med at fortælle om slægtens forbindelser til dele af North Yorkshire i Storbritannien.

Lettere gennemblødt nåede de omsider indenfor i klosterets store hall efter, hvad Kurd følte som et maratonløb af slægtshistorie udenfor klosteret, hvortil den konstante støvregn var den eneste form for væskeindtag. Overtøjet blev hængt til tørre, baronessens skiftede til sorte bidselsko med lav hæl, tog en dyb indånding og startede så den interiøre rundvisning.

”Du må endelig spørge, hvis der er noget, du mener skal uddybes! ”

Kurds pragmatiske indre fortalte ham, at dette blot ville forlænge hele sceneriet til midnat, hvorefter han måtte overnatte i en klostercelle; de havde gæsteværelser til overnattende nære pårørende, som tanten havde fortalt ham på vejen ud på gårdspladsen i regnen.

Baronessen var et skatkammer af viden og blev brugt som guide, når der kom lokale foreninger eller turistbusser fyldt med grupper fra Ældresagen eller andre organisationer eller foreninger på besøg. Det skete ofte, i hvert fald ifølge baronessen.

##########

Senere fulgte så te og kage i hendes overmåde smukke 4-værelses lejlighed i 1.sals niveau. Fra stuevinduerne var der udsigt til haven, hvor efterårets nedfaldne gulnede blade dækkede store områder. De havde snakket løst om fortiden, den fælles familie, hans moder og dennes død.

Tante Thyra havde suppleret med at vise og kommentere nogle af de mange fotos af afdøde familiemedlemmer og begivenheder i fortiden, der stod indrammet i tunge sølvrammer på hendes chatol og forskellige andre antikke møbelflader.

Men medens hun fortalte med sin let aristokratiske stemmeføring, der mindede Kurd om den afdøde forfatterinde Karen Blixen, erindrede han mere og mere klart, hvad sin for længst afdøde moder i nogle af sine depressive stunder havde fortalt ham i ungdomsårene om baronesse Thyra Krabbe-Friis-Leth og hendes forældre.

Begrebet ”adelige nationalsocialister” blev efterhånden levende for den intetanende Kurd. Mellemkrigstiden frem til midten af 1930erne blev for adelen en politisk stillestående periode. Flere adelige godsejere måtte sælge godser fra eller i visse tilfælde bukkede ligefrem under i kølvandet på Lensafløsningsloven af 1919.

For nogle af de mere opfindsomme og pragmatiske skete der et bemærkelsesværdigt engagement i nationalsocialismens sag. Partiet DNSAP – det danske nazistparti – fik tilført en ballast fra visse adelige kredse. Forbløffende nok var tante Thyra ret åben om disse forhold, da hun viste ham adskillige billeder af sine forfædre, herunder slotte og godser, som havde været en del af hendes tidlige barndom.

Helt frem til efter 2.verdenskrigs afslutning var der to markante strømninger i Danmark, kommunismen og nationalsocialismen. Hendes forældre, især hendes far tilhørte den sidste strømning, blev præsenteret såvel oralt som ved visning af diverse billeder fra godsejerlivet i 1930erne.

Der var også en del adelige, der var lige modsat, altså tilhørte Modstandsbevægelsen, hvilken interessante information blev afleveret i øjenhøjde med Kurd. Tanten mente åbenbart, at det var nødvendigt med denne balancerede oplysning. Men det var tydeligt for ham, at Krabbe-Friis-Leth familien havde tilhørt den nationalsocialistiske fløj.

Disse informationer forekom naturligvis den samfundsinteresserede Kurd spændende, om end han havde svært ved at forstå, hvorfor tante Thyra gjorde sig så megen umage for at redegøre for disse mildt sagt beklagelige familieforhold. Senere i besøgets forløb skulle det gå op for ham, hvorfor.

Til hans overraskelse havde hun reserveret en ”gæsteanretning” til aftensmaden, hvorved han – placeret ved et af flere 4-mandsborde – fik hilst på nogle af de andre ”adelige” på godset.

Senere var de igen gået op i hendes smukke lejlighed og fået aftenkaffen i små fine mokkakopper, der dog hurtig blev suppleret med et velvoksen glas mørk portvin. Og det var så der, det kom….

”Du skal arve mig” , ordene var forståelige, men alligevel var Kurd uforberedt og kæmpede de næste minutter med helt at forstå betydningen af tantens ord. Tante Thyra nævnte et mindre millionbeløb og tilføjede så hurtigt – som for at understrege sammenhængen – at der var knyttet nogle betingelser til.

Han var således den eneste slægtning og hun forventede regelmæssige besøg. Hun ønskede ”venlig medlidenhed” (Kurd tænkte med gru på, hvad det indebar). Og så skulle han bortskaffe visse effekter, der lå i hendes chatol. Hvad det var, kunne han først se, når ”hun havde forladt denne jord”.

DEL SIDEN