De blanke man….et 25 års jubilæum

Cykel, Gade, Street Photography, By, Vej, Urban

Dette blogindlæg indeholder en noget anderledes substans end sædvanligt. Emnet omtaler en af denne verdens folkelige mindretal, der sædvanligvis fremstår ret lukket. Hvorfor det har fundet plads her på bloggen fremgår af slutningen.

Jubilærer

For de fleste er et 25-års jubilæum en glædelig begivenhed. Det markeres ofte ved en reception eller selskabelig sammenkomst, hvor flere  – måske de fleste? – af gæsterne har været med på hele eller dele af jubilarens livsbane, hvad enten det er erhvervsrettet eller f.eks. i politik, eller sportens eller kulturens verden.

Så findes der også den type 25-års jubilæer, hvis indhold rummer en begivenhed, der skete for 25 år siden…og det er netop, hvad dette blogindlæg handler om. Navnene i denne begivenhed er irrelevante og dermed anonymiseret.

Lokationen

Mødet, der fandt sted for 25 år siden i disse dage, skete i et enkelt lokale på en ret anonym lokation i Randstadt. For den geografiske præcisions vedkommende kan forklares, at Randstadt er en megalopolis i det centrale-vestlige område i Holland (Nederlandene), der primært består af de fire største hollandske byer ( Amsterdam, Rotterdam, Den Haag og Utrecht) og deres omkringliggende arealer.

Området og især selve stedet var valgt med omhu, således at deltagerne fra forskellige lokationer af netop Randstadt ikke følte sig at være helt på udebane.  Men denne geografiske høflighed gjorde ingen forskel og syntes ikke at præge stemningen på nogen måde.

Anledningen

Årsagen til dette møde var både enkel og alligevel kompliceret. Det enkle bestod i at forme en slagkraftig opposition i en etnisk befolkningsenklave mod den nederlandske statsmagt. Det komplicerede bestod i at blive enige mellem forskellige fraktioner, der alle tilhørte et af de utallige mindretal i Nederlandene (Holland), som eksisterer som følgerne af den historiske fortid, hvor Nederlandene omfattede et mindre verdensomspændende kolonistyre.

Nævnte (barske) nederlandske kolonistyre spredte sig til såvel Asien (primært Indonesien med tilhørende mindretal), samt caribiske øer (Nederlandse Antillen) og Surinam (ex. Hollands Guyana) på den nordøstlige del af det sydamerikanske kontinent.

Denne mulige enighed en tidlig efterårsdag anno 1996 mellem nogle mødedeltagere skulle danne en slagkraftigt NGO (non-governmental organization, da. “ikke-statslig organisation”), der meget gerne på professionel vis skulle henlede verdens opmærksomhed på netop dette mindretals –  i egen optik – lovmæssige rettigheder og dermed politiske selvstændighed. Tidspunktet ansås for velvalgt, især efter eks-Jugoslaviens krigene døde hen og der var udsigt til en fredelig løsning af det betændte nordirske “issue” (“Påskeaftalen – 1998”).

De 6+1 deltagere

Der var samlet seks mænd og en kvinde i lokalet. De fem af mændene sad – sammen med kvinden – ved et retangulært bord i et svagt belyst og ret sparsomt møderum. De repræsenterede forskellige fraktioner af et østasiatisk mindretal, kendt i større sammenhænge som sydmolukkanere. Nævnte etnicitet var en af talrige mindretal i verdens største muslimsk-dominerede ørige (cirka 18.000 øer), kendt som Indonesien.

Kvinden tilhørte samme etnicitet. Hun sad sammen med sin ældste storebror på den ene langside. Lige overfor dem sad tre mænd og så sad den selvbestaltede leder i en sort lædervest for enden af bordet og havde et – forsøgsvis – alfaderligt, selvtilfreds og overbevisende ansigtsudtryk.

Den syvende mand (“de blanke man”) sad ikke ved bordet, men på en stol tilbagetrukket bagved kvinden og hendes bror. Han deltog som en slags observatør. “De blanke man” var etnisk af kaukasisk herkomst. Han var nordeuropæer og blev kun tålt, fordi kvinden insisterede på hans (passive) deltagelse i mødet. Alene det forhold, at han ikke ville forstå samtalen, der sprogligt var et mix af nederlands og en lokal indonesisk dialekt, burde understrege mandens manglende betydning.

Baggrund – historik

South Maluku , officielt Republikken South Maluku , er en ikke-anerkendt løsrivelsesrepublik i det sydlige Maluku-øerne i Oceanien og Maritime Sydøstasien, der hævder øerne Ambon, Buru og Seram som en del af dets territorium, som alle i øjeblikket er ulovligt besat af den indonesiske provins Maluku. Hollandsk erobring udøvede kolonial kontrol over øhavet i det 19. århundrede og etablerede en såkaldt enhedsadministration.

De sydmolukkanske øer var blandt de første, der kom under europæisk indflydelse i det 16. århundrede. Den protestantiske mission havde været mere vellykket end andre steder i Østindien; halvdelen af ​​den ambonese befolkning holdt sig til den calvinistiske gren af ​​protestantismen.

Grænserne for det nuværende Indonesien blev dannet gennem kolonial ekspansion afsluttet i det 20. århundrede. Efter besættelsen af ​​det japanske imperium under 2. verdenskrig sluttede i 1945, erklærede nationalistiske ledere på Java ensidigt Indonesiens uafhængighed.

Tidlig organiseret oprindelig modstand kom fra de sydlige Molukker med støtte og hjælp fra den hollandske regering og militæret.

De sydmolukkanske oprørere fastholdt oprindeligt en tidlig postkolonial traktat, der ordinerede en føderal form for statsskab. Da den traktat, der blev aftalt mellem den hollandske regering og den indonesiske regering i december 1949, blev brudt, erklærede de ensidigt en fuldstændig uafhængig Republikken Sydlige Maluku (RMS) i april 1950. De sydmolukkanske ledere baserede deres beslutning på traktaten, som fastsatte autonomi for hver af føderationens stater.

En “eksilregering” flyttede til Holland i 1966 efter modstandsleder og præsident Chris Soumokils erobring og henrettelse af indonesiske myndigheder. Den eksilregering eksisterer fortsat med John Wattilete som sin nuværende præsident siden april 2010. Republikken Syd Maluku har været medlem af De Urepræsenterede Nationer og Befolkningsorganisation (UNPO) siden 1991.

Republikken Syd Maluku leverede et relativt stort antal af de professionelle soldater, der tjener i Royal Dutch East Indies Army (KNIL).  En officer herfra var stamfaderen til to af deltagerne ved mødet, nemlig kvinden og hendes storebror.

Pela

Pela – de alliancer, der kan eksistere mellem landsbyer i Molukkerne, og som ledsages af et system med rettigheder og forpligtelser – er et af de typiske træk ved den molukkanske kultur (selvom der også er områder i Molukkerne, der ikke kender systemet ). Mange molukkere i Holland ser også pela som en af ​​søjlerne i deres egen identitet.

I dag ser mennesker i Molukkerne på pela og andre traditioner som midler til at hjælpe befolkningen med at leve sammen i god harmoni efter de seneste års vold. – I denne kontekst har begrebet “Pela” ikke tyngende relevans, hvorfor det kun nævnes.

Perspektiveringen

I dag opleves i EU(ropa) et utal af grupperinger. Nogle kalder det for “mindretal”. Nogle fremstår synlige ved demonstrationer, nogle fremstår usynlige, enten fysisk for staten eller ved deres optræden på f.eks. “Det mørke internet” (Darknet).  Motiverne er forskellige, dog oftest gennemvævet i en radikal ideologi iblandet et ultimativt ønske om regional selvstændighed. Metoderne til at opnå resultater er også forskellige, det samme er disciplinen i de mange grupperinger, hvortil kommer det religiøse, der fortsat spiller en særdeles betydelig rolle (tænk bare på “The Irish issue”).

I nutiden er det primært 3die generation af sydmolukkanere, der er mere eller mindre synlige i Nederlandene; langt den overvejende del er fuldt integreret og for de nostalgiske (og andre interesserede) findes et museum i Utrecht –  https://www.museum-maluku.nl/

 

Flag, Himmel, By, New York, Forenede Nationer

Refleksioner ved 25-års jubilæet

Ingen af de sydmolukkanske deltagere i det beskrevne møde anno 1996 lever så vidt vides mere, dog undtaget kvinden, hvis knap 80-årige jernvilje holder hende stadig uafviselig lænket til sin egen individuelle tro og med sin intellektuelle suverænitet sorteres dagens nyhedsstrøm fra medier og de sociale omgivelser. Hendes lighed med den (igen) i husarrest siddende myanmarske leder Aung San Suu Kyi var (og er) slående, dog fysisk cirka 10 centimeter mindre og tre år ældre.

Asiatens livsopfattelse, herunder den næsten uendelige massering af begreberne “perspektiveret tålmodighed” og ikke mindst “stålsat vilje”, har de seneste 25 år kalibreret denne kvindes personlighed til et anderledes stadie, end da hun i øjeblikke lod sig rive med i en stemning på nævnte møde af tanker om at være  foresiddende for en NGO-delegation i UN-bygningen i New York for sin helt specielle “nationalitet”.

NGO-delegation i UN-bygningen i New York

Kvindens kvalifikationer var dengang åbenbare. En universitetsbaggrund, flydende i 5 sprog (engelsk, tysk, fransk, Bahasa Indonesia), samt en basal læreruddannelse i Nederlandene  med nederlands som hovedfag var alt sammen omsluttet af en uomtvistelig intelligens.

Hendes afdøde officer-far (selv aktiv i bevægelsen) ville have været stolt og forsøgt at presse hende til det, ganske som mødedeltagerne gjorde det på dette “mærkelige møde”.  Det var åbenbart, at hendes intellektuelle baggrund samt ikke mindst de nedarvede egenskaber (fra sin far) af mod, jernvilje og ubestikkelighed var klare kvalifikationer, selv for den selvbestaltede mødeleder.

Men hendes ultimative betingelse for at lede den lille NGO-delegation med foretræde i United Nations i New York var, at hun ville have “de blanke man” med som counsellor.

Det kunne ikke imødekommes. Om det var generel mistro til “den hvide race” fra de øvrige, herunder den selvbestaltede leder, blev ikke klarlagt. Derimod skulle de kommende måneder vise, at projektet faldt fra hinanden og den selvbestaltede leder alias “distanceblænderen” med lædervesten blev forsøgt fjernet med “asiatisk effektivitet”.

Årsagerne var flere, men væsentligst en cocktail iblandet utilstrækkelig forståelse af internationale forhold, manglende kompromisvilje og amatøragtig håndtering af begreber som strategi og operationel tilgang.

Kvindens ældre broder, der også havde deltaget aktivt i nævnte møde, måtte mere eller mindre modvilligt indrømme, at intuitionen hos “de blanke man” havde været rigtig. Den baserede sig udelukkende på deltagernes kropssprog og mimik, samt det efterfølgende detaljerede referat fra kvinden.

Som den første kvinde af sin etnicitet var hun i sin ungdom blevet immatrikuleret på det verdensberømte Erasmus Universitet i Rotterdam (sociologi- (og senere psykologi-) studiet). Her havde hun naturligvis i studiemiljøerne mødt talrige hvide (“blanke”) hollandske mænd,  såvel foran som bag den universitære “prædikestol” i auditorierne.

Hendes empiri var imidlertid tung og krystalklar, kraftigt støttet op af en stærk feminin intuition. Bortset fra sine brødre var “De blanke man uit het koude noord” den eneste mand, som hun nogensinde havde stolet fuldt ud på.  Selvom deres ægteskab i 1970erne havde været kortvarigt, eksisterede der en livslang fortrolighed og forståelse mellem dem. Og det var i substans den faktiske grund til, at hun havde insisteret på at få ham med i den lille NGO-delegation som en “operationel counsellor”.

##########

“De blanke man” har været med til mere end tusinde møder i sit professionelle og private liv. De fleste rutineprægede, alt for mange ligegyldige, nogle inspirerende og ganske få belagt med grader af fortrolighed såvel on location på arbejdspladsen som i enkelte tilfælde på “anonyme steder” i ind- og udland (EU og Storbritannien).

Men det ovenfor nævnte møde kunne i sandhed rubriceres som et af de mest specielle.  Selvom det foregik i det dunkle, står det lysende klart i erindringen. Kvinden blev mindet om det for nylig i en interessant telefonsamtale 25 år efter den efterårsdag i 1996.  

Et specielt jubilæumsgratiale for os begge!

 

DEL SIDEN

13 kommentarer til “De blanke man….et 25 års jubilæum”

  1. Det er en kedelig skæbne Molukkerne fik efter hollænderne forlod Indonesien, men vel positivt at de er repræsenteret som mindretal i UNPO. Det var ærgerligt at den lille forsamling ikke kunne blive enig om at sende en lille NGO delegation til FN, med en ”ekstern konsulent” med et køligt overblik og en gennemtænkt strategi. Det ville have været spændende at høre din beretning om et sådant møde.
    Godt at læse, at de fleste molukker i Holland nu er godt integrerede. Når man taler om ”mindretal” i EU, så mener jeg helt klart, at man skal skelne mellem oprindelige mindretal og indvandrede mindretal. Hvis mindretal skal have særlige rettigheder, mener jeg kun det skal gælde for oprindelige mindretal. Ellers bliver det en uoverskuelig og en kompliceret kamp om rettigheder, som ikke vil fremme samhørigheden i samfundet. Covid19 pandemien har vist hvor stor betydning samfundssind har haft i bekæmpelsen af sygdommen.

    1. @Per Jan: Jeg er meget enig i dine sentenser. I nutiden har 3die generations molukkere i store træk mestret total integration. Mon ikke det også vil ses for hovedparten af indvandrere i DK. Der skal (beklageligvis for begge parter) mindst 2-3 generationer til. Corvid-19 pandemien har i sandhed vist (i flere generationer), hvor stor forskel der kan være på etnisk danskere (og hollændere) og indvandrere med anderledes indstilling til begreberne “samfundssind” og “profylaksisk tro”.

      1. @Per Jan: Jeg er meget enig i dine sentenser. I nutiden har 3die generations molukkere i store træk mestret total integration. Mon ikke det også vil ses for hovedparten af indvandrere i DK. Der skal (beklageligvis for begge parter) mindst 2-3 generationer til. Corvid-19 pandemien har i sandhed vist (i flere generationer), hvor stor forskel der kan være på etnisk danskere (og hollændere) og indvandrere med anderledes indstilling til begreberne “samfundssind” og “profylaksisk tro”.

  2. Det er en kedelig skæbne Molukkerne fik efter hollænderne forlod Indonesien, men vel positivt at de er repræsenteret som mindretal i UNPO. Det var ærgerligt at den lille forsamling ikke kunne blive enig om at sende en lille NGO delegation til FN, med en ”ekstern konsulent” med et køligt overblik og en gennemtænkt strategi. Det ville have været spændende at høre din beretning om et sådant møde.
    Godt at læse, at de fleste molukker i Holland nu er godt integrerede. Når man taler om ”mindretal” i EU, så mener jeg helt klart, at man skal skelne mellem oprindelige mindretal og indvandrede mindretal. Hvis mindretal skal have særlige rettigheder, mener jeg kun det skal gælde for oprindelige mindretal. Ellers bliver det en uoverskuelig og en kompliceret kamp om rettigheder, som ikke vil fremme samhørigheden i samfundet. Covid19 pandemien har vist hvor stor betydning samfundssind har haft i bekæmpelsen af sygdommen.

    1. @Madame: Altid velkommen. Nogle gange er mine indlæg (in casu) mest målrettet nogle enkelte, bl.a. personer, der kan sætte det i Google translate og fundere. 😉

  3. Nu vil jeg ikke længere kunne sige: “Jeg er helt blank” uden samtidig at tænke på Sydmolukkerne og dunkele mødelokaler.

    1. @Eric: Det er altid glædeligt, ifald ens ord og/eller sætninger danner næsten livsvarige associationer hos andre. 😉

  4. Du har været tæt på en nationalitet fra den anden side af planeten og tæt på beslutninger, som kunne have ændret grænserne i de fjerne egne; jeg ved ikke om mit gæt er rigtigt, men jeg fornemmer dyb respekt for kvinden og for hendes hvide mand.

    Nej, hvide mænd er ikke altid skurke.

    Hvis jeg gætter rigtigt har du været en god støtte og en god kontakt for hende?

    1. @DAX – tak for empatisk svar. Indlægget kunne i realiteten også gælde for nutidens etniske minoriteter (vælg selv), men 1990erne var en anden tid. Jugoslavien-krigen sad dybt i mange europæere og dengang – såvel som i nutiden – har vi nordeuropæere svært ved at forstå asiatens tankegang, især når sidstnævnte er blevet præget af mange års levevis i EU. – Indlægget er i nogen grad med adresse til NL, hvor man – hvis behov – kan sætte det i Google translate. 😉

  5. Yes yes, Google Xlat er min ven, men jeg er altid kritisk overfor resultatet. Sidste nye mislykkede forsøg var for at se om jeg huskede rigtigt med ordene “ligge” og “løgn” på Engelsk, lie og lie … virkeligt? Nå men så bøjningen da — også temmelig ens. Uha.
    Men det er rigtigt at indlægget kunne gælde for nutidens etniske minoriteter. Per Jan har en rigtig god observation dér, man bør kun give sær-rettigheder til de oprindelige, fastboende mindretal – respekt for deres mange generationer på stedet udsiger at de har erhvervet sig en ret. Vi andre kan godt nøjes med samme rettigheder som den hele-almindelige befolkning.

    Disse spørgsmål giver mig utrolig meget lyst til at læse Jura igen … nå det var et sidespring.

    En asiat, eller en anden migreret som er i mindretal, vil have en anden tankegang, selv om den er præget af mange år i EU. Er det egentlig ikke noget, vi skal være glade for og prøve at forstå?

    1. @DAX: Jovist – Per Jan har megen klogskab i den usynlige rygsæk. Vi er enige om meget, også det. Også han værdsætter juridiske brydninger. Indlægget omhandler – som du (og andre) for længst har forstået min første eks-hustru; trods store forskelle vil der være en usynlig kærlighed og respekt mellem os…livet ud. Og til dit sidste ?? – svaret er ikke nemt, fordi der er flere varianter af muligheder afhængig af tidligere nationalitet, etnicitet og “omstillingsparathed”.

  6. Ligge, lyve (og løgn) — rettelse for bedre forståelse ang. at bøjningerne er ens. Man kan tilføje at man netop derfor ofte bruger -ing former i sætningskonstruktioner med disse ord.

Kommentar til indlæg:

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

+ 19 = 26