Bundestag – Berlin
Vores store naboland mod syd – Tyskland – har altid haft en signifikant betydning for Danmark. Min egen interesse for landet blev grundlagt i drengeårene, da min interesse for politik blev tændt.
Dengang hed forbundskansleren Konrad Adenauer. Jeg syntes, at han så gammel ud, hvilket også var tilfældet. Året var 1963. Han havde da været Vesttysklands regeringschef siden mit fødeår (1949) og afgik som kansler mere eller mindre frivilligt samme år i en alder af 87 år.
Rathaus Schöneberg
Men inden afgangen nåede han den 26. juni 1963 at opleve et af (Vest-)Berlins største øjeblikke, da USA´s præsident John F. Kennedy kom på besøg. Enhver, der oplevede sceneriet ved Rathaus Schöneberg i bydelen Tempelhof-Schöneberg – enten det var live eller via TV/film – husker det til sin dødsdag. Jeg kan stadig få gåsehud, når jeg står ved bydelens rådhus (sket nogle gange under mine besøg) eller genser filmklippet.
Den store Mercedes kom kørende i menneskehavet, der i antal vurderedes til mellem 1/2 og 3/4 million mennesker. På bagsædet sad Kennedy, i midten daværende overborgmester (Vestberlin) Willy Brandt og til venstre Konrad Adenauer. Den amerikanske præsidents tale fra rådhusbalkonen er en “evergreen” med de berømte ord “Ich bin ein Berliner”.
Talen blev forfattet af Ted Sorenson (med danske aner) – Mange år senere i sit livs aften skrev samme taleskriver sine erindringer, hvoraf det blandt andet fremgik, at Kennedy ved afgangen samme dag fra Vestberlins daværende hovedlufthavn Tempelhof (i dag fritidsområde, red.) rakte hånden frem mod sin taleskriver til hilsen. Sorenson stod i andet geled og samtidig med håndtrykket sagde USA´s præsident de uforglemmelige ord: “Vi vil aldrig mere få en dag som denne, så længe vi lever!”
##########
Siden har der været følgende tyske kanslere:
1963-1966 Ludwig Erhard (CDU)
1966-1969 Kurt Georg Kiesinger (CDU)
1969-1974 Willy Brandt (SPD)
1974-1982 Helmut Schmidt (SPD)
1982-1998 Helmut Kohl (CDU)
1998-2005 Gerhard Schröder (SPD)
2005-2021 Angela Merkel (CDU).
I skrivende stund er det store spørgsmål i Tyskland (og hele verden): Hvem bliver den næste?
Valget 26. september 2021
Valget til den tyske forbundsdag blev afholdt d. 26. september 2021. Resultatet blev:
Socialdemokratiske SPD: 206 mandater / 25,7 procent (+5,2).
Konservative CDU/CSU: 196 mandater / 24,1 procent (-8,8).
Miljøpartiet De Grønne: 118 mandater / 14,8 procent (+5,9).
Det liberale FDP: 92 mandater / 11,5 procent (+0,8).
Højrefløjspartiet AfD: 83 mandater / 10,3 procent (-2,3).
Venstrefløjspartiet Die Linke: 39 mandater / 4,9 procent (-4,3).
Sydslesvigske SSW: 1 mandat / 0,1 procent.
(Kilder: Der Bundeswahlleiter, Wahlrecht.de.)
Kampen om Midten
En af de mest indsigtsfulde personer i Danmark netop omkring Tyskland anno 2021 er Moritz Schramm (f. 1970). Han er opvokset i Vest-Berlin. Schramm er lektor og studievejleder ved tyske studier ved Syddansk Universitet (SDU), hvor han forsker i den tyske kultur- og samfundsudvikling, herunder forholdet mellem migration og kultur.
Forfatteren har læst tysk, statskundskab og filosofi i bl.a. Berlin, Aarhus og København, hvor han skrev sin ph.d.-afhandling om litteratur og anerkendelse. Netop i forbindelse med det nyligt afholdte tyske valg har han optrådt i danske medier som ekspert i tysk politik, kultur og historie.
Hans bog Kampen om Midten udkom kort tid før det afholdte valg (30.aug. 2021). Den er således både opdateret og ikke mindst indholdsrig. Bogens bagside fortæller bl.a.:
“En ny epoke begynder i tysk politik. Efter 16 år med Angela Merkel i spidsen skal der vælges en ny kansler, mens problemerne tårner sig op fra alle sider: Vil det højrepopulistiske parti AfD fortsætte sin fremgang, og vil den politiske økonomiske og kulturelle splittelse af landet blive dybere? Vil en ny regering fastholde Tyskland som stabiliserende kraft i Europa? Vil Tysklands økonomi komme styrket ud af Brexit- og Coronakrisen? Eller vil vi se en genkomst af spøgelserne fra mellemkrigstidens Weimarrepublik med økonomisk krise og politisk polarisering? (…)”
Dens kapitel-disposition giver et indtryk af det interessante indhold:
Prolog: Tyskland forstået på egne præmisser
Kap. 1: Spøgelserne fra Weimar
Kap. 2: Forbundsrepublikkens liberalisering
Kap. 3: Et tabt årti? – 1990´erne mellem stilstand og opbrud
Kap. 4: Den nye midte kombinerer magten
Kap. 5: Merkels vej mod venstre
Kap. 6: På et sidespor: AfD og det nye højre
Kap. 7: Tyskland på vej – hvorhen?
Refleksioner om bogen
Vi kender indtil videre kun et svar på hans spørgsmål, nemlig at det højrenationalistiske parti AfD ikke har fortsat sin fremmarch, ej heller har det (tidligere kommunistiske) Die Linke haft noget succesrigt valg. Kampen står om midten i tysk politik, netop som dele af bogens indhold tenderer.
Tysk-danske lektor Moritz Schramm vurderer f.eks., at SPD’s udlændingepolitik i en dansk politisk kontekst ville befinde sig et sted mellem Enhedslistens og Radikale Venstres. Et kursskifte i dansk socialdemokratisk retning vil være utænkelig i SPD, mener Moritz Schramm:
“Efter de danske socialdemokraters valgsejr i 2019 var der enkelte – også ledende – SPD-stemmer, der sendte en luftballon op og talte for at overveje den danske kurs. Men de blev meget hurtigt skud ned. En meget stor del af SPD’s egne vælgere og i den tyske befolkning generelt er helt afvisende over for den danske linje. Det misforstår man nogle gange i Danmark”. (…)
Også andre væsentlige forskelle på dansk og tysk politik og indstilling trækkes frem. Læseren vil notere sig dette, ifald bogen gennemlæses, hvilket jeg varmt kan anbefale enhver, der interesserer sig for Tyskland, såvel set indenrigs- som udenrigspolitisk.
Rigsdagen – Der Reichstag – Foto: Pixabay
Refleksioner om det tyske valgresultat
Tyskerne har valgt. Det blev som ventet tæt mellem det socialdemokratiske SPD og de konservative søsterpartier CDU/CSU. SPD gik frem og fik med 25, 7 procent flest stemmer, mens CDU/CSU fik det dårligste valgresultat siden Anden verdenskrig og endte med 24,1 procent af stemmerne. Der foregår i disse tider en ubehagelig “storvask” i Konrad-Adenauer-Haus i Berlin. Burde man have valgt bayerske CSU-leder Markus Söder som spidskandidat i stedet for den mildest talt uheldige Armin Laschet?
Men historisk bør det også minde samme kritikere (og der er mange!) om, at tidligere meget stærke CSU-profiler som Franz-Josef Strauss og Edmund Stoiber heller ikke formåede at bringe CDU/CSU ind i kanslerkontoret i spidsen for Europas suverænt stærkeste økonomi.
Tyskerne har en lang tradition for at danne stabile flertalsregeringer. Derfor er der lagt op til svære – og langvarige – forhandlinger. Sejrherren Scholz, SPD udtalte med et underspillet grin, at et resultat ville foreligge inden jul. På forhånd synes en fortsat koalition hen over midten mellem netop CDU/CSU og SPD ikke at være en mulighed.
Illustr. Pixabay
Refleksioner om Angela Merkel
Den afgående tyske forbundskansler Angela Merkel (f. 1954) er blevet rost for meget. Først og fremmest hendes anti-populistiske tilgang til embedets funktion. Hendes formildende kompromis-søgende stil har reddet mangen et topmøde. På sæt og vis er hun den ideelle moderator-type. Nu har det så også hjulpet meget at have den stærke tyske økonomi i baghånd, når der skulle forhandles og ikke mindst økonomisk støtte mindre velpolstrerede samarbejdspartnere i den sydlige del af EU´s område.
Til hendes positive sider hører også, at hun i forbindelse med CORVID-19 medvirkede til en tysk økonomisk indsprøjtning til den såkaldte “Genopretningspakke” og dermed opgav den sædvanlige stramme “austerity-version” (sparepolitik).
På den anden side er hun blevet kaldt “visionsløs”. Og en del af hendes egen befolkning (og i andre EU-lande) har ikke fundet “Wir schaffen das” i forbindelse med flygtningekrisen i 2015 (Syrien-krigen) som den bedste beslutning (mildest talt). Der kan også stilles et velvoksent spørgsmålstegn ved hendes dømmekraft i forbindelse med at udpege hendes efterfølger(e) i noget håbløse skikkelser af (nuv. forsvarsmin.) Annegret Kramp-Karrenbauer og Nordrhein-Westfalens ministerpræsident Armin Laschet.
Hendes pludselige turnaround omkring A-kraft og dermed åbningen til Nord Stream2 udviser også en ejendommelig fortolkning af den såkaldt “grønne omstilling” i clinch med tysk (europæisk) afhængighed af russisk gasforsyning.
Det kan også – med stille forbløffelse – noteres, at hun efterlader et Tyskland på mange måder håbløst digitalt bagud. Mine mangeårige (universitetsuddannede) kontakter i såvel Vest- som Østtyskland er mere end en gang blevet forbløffet over dansk digital effektivitet og ikke mindst udbredelse sammenlignet med deres eget “højteknologiske” land.
Og sidst, men ikke mindst, kan der i EU-regi udtrykkes en forbløffelse over hendes manglende opposition til de tiltagende ungarske og polske anti-demokratiske kræfter.
Som en af hendes forgængere (min yndlingskansler) Helmut Schmidt, SPD udtrykte det: “Har du visioner, søg lægehjælp!”. Angela Merkel får ikke brug for lægehjælp! Derimod får hun sikkert brug for at hvile sig ovenpå 16 års udfordrende arbejdsdage. Det sker så i den 3-værelses lejlighed i Berlins centrum i selskab med sin fem år ældre ægtefælle, professor i teoretisk kemi, Joachim Sauer.
I en politisk maggiterning kunne det siges: Hun forvaltede, ikke formede!
SWW – dansk-tysk
Siden 1961 har der ikke siddet en repræsentant for Der Südschleswigsche Wählerverband (SSW) i Forbundsdagen. Det danske mindretals-parti lykkedes denne gang med et meget flot valg at få et mandat. Partiet repræsenterer det danske mindretal og nordfriserne i Sydschleswig. Stefan Seidler er navnet på kandidaten, der i de kommende fire år vil repræsentere “danskheden” i Berlin. En anden – mere kendt – fra Slesvig-Holsten blev også valgt ind, dog for De Grønne. Navnet er Robert Habek, der omtales i næste afsnit.
Kongemagere
Efter valgresultatet ses nu en hel ny dagsorden for regeringsdannelse i Tyskland, nemlig at de potentielle støttepartier forsøger at danne en samlet forhandlingsplatform, der skal møde de to store (sædvanlige) regeringsbærende partier CDU/CSU og SPD. Personkredsen rummer FDP’s generalsekretær, Volker Wissing og FDP´s chef Christian Lindner samt Die Grünne ved Annalena Baerbock og den anden grønne leder, Robert Habeck.
Men der er mildest tale om nogle forskelligheder. På den ene side De Grønne, som i sagens natur har kampen mod klimaforandringerne øverst på dagsordenen. De synes at være klar til at gældsætte Tyskland samt sætte skatterne op for at bekæmpe den globale opvarmning. Især de mest velhavende bør ifølge partiet spytte mere i statskassen. På den anden side FDP, som har en nærmest religiøs tro på, at øgede skatter vil kvæle al aktivitet og innovation i samfundet. De er svorne tilhængere af den såkaldte gældsbremse, der er bygget ind i den tyske forfatning.
Mest peger det på, at FDP og De Grønne – “efter svære forhandlinger” – vælger SPD og dermed gør valgets sejrherre Olaf Scholz til kansler. Men forinden skal der bygges bro over deres (næsten) uforenelige grundholdninger. Og i samme anledning er der rigelig med ammunition til forhandlingslokalerne og mediernes 24/7-bevågenhed. En sådan regeringskonstellation er ofte benævnt “trafiklys-variant”, repræsenteret som SPD (rød), FDP (gul) og De Grønne (grøn).
Men aktuelt om De Grønne er det netop på en partikongres i Berlin lørdag d. 02. oktober 2021 besluttet, at de 120.000 medlemmer af parti i Tyskland skal stemme ja eller nej til en kommende aftale om en regeringskoalition, hvis partiet indgår i den.
Både De Grønne og FDP skal snart mødes med SPD. Og på tirsdag d. 05. oktober 2021 mødes De Grønne med CDU/CSU. Hvis de 120.000 medlemmer af De Grønne ender med at skulle stemme om en koalitionsaftale på føderalt plan, vil det være første gang i partiets historie. Processen kan være overstået i løbet af to uger, når først der er en koalitionsaftale på plads, de kan stemme om, udtaler De Grønnes partisekretær Michael Kellner til medierne. Selve regeringsdannelsen ventes at kunne tage flere måneder.
Nu ligger det normalt ikke til politikere at underdrive deres egen betydning om såvel partiparoler som egne personrelaterede evner, så mon ikke det lykkes en mørk efterårsaften anno 2021 på en udvalgt – måske bæredygtig – matrikel at forene partiprogrampunkterne og ego´erne. God personkemi og ikke mindst udsigt til ministerbiler plejer at hjælpe betydelig på stemningen. 😉
Olaf Scholz – Foto Pixabay
Kanzler in spe
Hvis vi antager, at valgets sejrherre SPD ved spidskandidaten Olaf Scholz (f. 1958) bliver den nye forbundskansler, ser mange det som “Merkel 2.0”. Altså neddæmpet retorik, kontrolleret fremfærd og balanceret soliditet i embedsførelsen. Politologen Albrecht von Lucke, redaktør ved Blätter für deutsche und internationale Politik og kendt som Tysklands mest ansete centrumvenstre-analytiker, udtrykker det i et interview med skarp og smuk præcision:
“Scholz mangler den demokratiske karisma, som Willy Brandt havde. Brandt var den, der holdt store taler, fremsatte visioner om mere demokrati, og sådan er Scholz slet ikke. Han har en bureaukratisk udstråling med kølig, faglig indsigt. Han har heller ikke den naturlige autoritet og skarpe talegaver, som Helmut Schmidt havde – selvom Scholz gerne sammenligner sig med Schmidt, der også var fra Hamburg. (Begge havde/har de en fortid som overborgmester i Hamborg, red.). Endelig er Scholz heller ikke kendt som en reformatortype a la Gerhard Schröder (Vladimir Putins gode ven, red.). Indtil videre forsøger Scholz at give den som en driftssikker Merkel-type, men vil det lykkes ham at nå tyskernes hjerter? Jeg tvivler.”
Der bliver rigeligt at se til for den nuværende vice-kanzler Olaf Scholz, ifald han rykker ind i kontoret på syvende sal i Kanzleramt.
Tyskland – in futura
Alt i alt vil det være mere end nyttigt, ja nærmest tvingende nødvendigt for EU´s økonomisk største og mest potente nation at få tilført nye og gerne yngre kræfter, ikke bare for Tyskland selv, men i sandhed også for omgivelserne (EU). Ved nogle tilfældige besøg i Eurostat afsløres også, at
Vedvarende energikilder: DK 37 procent – Tyskland 17 procent
Skattekroner til uddannelse af BNP: DK 7,8 procent – Tyskland 4,9 procent
Færdigvaccinerede Corvid-19: DK 76 procent – Tyskland 64 procent
Den holistiske vinkel
I takt med BREXIT og USA´s udenrigs- og militærpolitiske primære fokus på Stillehavsområdet, herunder den nyoprettede AUKUS-pagt (militær pagt mellem USA, UK og Australien, red.), er det tvingende nødvendigt, at Tyskland varetager en større rolle også på det sikkerhedspolitiske område.
Skal EU(ropa) kunne overleve, altså den version af demokrati, ytringsfrihed o.l., som vi kender og de fleste ønsker, bør den sikkerhedsmæssige profil opgraderes og det realistiske brillestel findes frem. Rusland venter lige om hjørnet, lidt længere væk Kina, hvortil kommer elementer af den betydelige muslimske integration, som er oplevet i den vestlige del af EU(ropa) de seneste decennier.
Kanzleramt – Foto: Pixabay
EU(ropa)´s fremtid tegner sig ligesom den voksende klimakrise. Dybt bekymrende! – Som intet andet land (inkl. Frankrig) har Tyskland nøglen til EU´s overlevelse. Ironien er, at EU (og Tyskland) har de økonomske muskler, men hvis man ikke træner sine muskler (=indretter sig sikkerhedspolitisk), kender vi svaret. Muskler bliver til fedt og det er ikke fedt….slet ikke med de konkurrenter, der venter lige udenfor.
Der skal helt anderledes “greb” til, end hvad “Mutti” har præsteret gennem sine 16 år i Bundeskanzleramt (eller “vaskemaskinen”, som bygningen også kaldes).
Noter og links:
https://stefan-seidler.info/hjem/
Bogen Kampen om Midten udkom på Gads forlag 30. aug. 2021 – ISBN 978-87-12-06593-7
Foto: Blogejeren
Tak for denne grundige indføring.
Det er slående, hvor lidt danske medier har interesseret sig for det tyske valg, og hvad det måtte betyde for Europas fremtid, når man sammenligner med dækningen af valg i fx USA og England. Men det er (desværre) nok fordi, at den tyske valgkamp indeholder mindre populistisk “bang for the buck”.
@Eric: Skyggerne fra 2. Verdenskrig var i mange år dækkende for det faktum, at Storbritannien til alle tider (påstand!) ultimativt vil fokusere mod vest, mod USA. Jeg oplevede det meget under mit EU-udvekslingsophold (hospitalsprofessionelle ledere) i UK. – Brexit var det afgørende stød – væk fra Kontinentet. Herved blev EU(ropa)´s indflydelse decimeret, beklageligvis.
Det er på høje tid, hvis EU(ropa) skal overleve, at Tyskland får den plads, som det rettelig tilkommer landet, netop nu hvor de tyske yderfløje (gudskelov) synes pacificeret. Chancen er der for at kunne ”spille med de økonomiske muskler” overfor nogle omgivelser, der spiller i helt andre politiske tonearter.
EU(ropa) har mistet sin betydning for USA (uanset præsidentnavn); desværre også sikkerhedspolitisk. Det er – som med klimakrisen – på absolut høje tid, at EU(ropa) vågner op til realiteternes verden, men sker det?
Du kommer godt og grundigt rundt i fortid og nutid. Helmuth Schmidt var også min favorit og han havde bl.a. en stor udfordring med Rote Armee Fraktion; mon ikke også det var derfor vi hørte meget om Vesttyskland dengang? Udover at Tyskland nu bliver afhængig af russisk gas, så har de jo også meget i klemme i Kina, hvor de har tyske bilfabrikker har et stort salg. Der skulle Merkel måske have tænkt mere på visioner? Det bliver spændende at følge udviklingen indtil den nye kansler er fundet – og derefter.
@Per Jan: Du havnede (helt ufortjent) i spam-mappen igen. Mere fortjent vil EU(ropa) havne i den internationale spam-mappe, ifald Tyskland ikke ser muligheder for “action”. En – af flere årsager – var også for mig, at Helmut Schmidt i sin kanslertid skulle håndtere RAF samt udfordringer med en uduelig US-præsident Jimmy Carter, hvis naivitet næsten ikke kendte grænser. Den kæderygende kansler kunne være barsk og arrogant, men i modsætning til de fleste med den attitude, havde han substans. Også hans føreregenskaber under den store oversvømmelse i hans hjemby Hamborg bør altid fremhæves. Det gjaldt også hans “makkerskab” med den (nyligt afdøde) franske “VGE” (= Valery Giscard d’Estaing). Begge EU-politikere var fyrtårne og blev for øvrigt > 90 år gamle.
Jeg forsøger i indlægget at give Merkel den fornødne afbalancerede kredit, hun fortjener. Men hun har aldrig imponeret mig (til mindre glæde for mine k-/nære tyske relationer i øst og vest). SPD-lederen Scholz har erfaringen, også fra sin tid i Hamborg. Han kan kun overraske glædeligt, men vi lever i nye tider, hvor Die Grüne vil komme til at spille en afgørende rolle, også i Tyskland.
Tak for et spændende blogindlæg!
Jeg har ikke din viden om Tyskland, men har egentlig altid interesseret mig for landets politik og historie i nyere tid. Husker, hvilket indtryk Kennedys besøg gjorde, og husker de store statsleder gennem tiden. På mig har Merkel gjort et stort indtryk – men jeg har ikke baggrunden for at kunne bedømme hendes plads i historien.
@Madame: Jeg har siden teenageårene været optaget af politik og historie, såvel i DK som især europæiske områder. Det giver selvklart en kumuleret viden (og indsigt?) for en gammel nisse som mig. 😉 – Ved Angela Merkels fratræden oplever ikke bare hendes hjemland, men hele EU, et art systemskifte, der både frygtes af nogle og imødeses med positiv interesse af andre. Med fare for at gentage mig selv (en svaghed 😉 ), er det både for EU(ropa) og klimakrisen i sidste øjeblik, hvis ikke udviklingen skal smadre vores nuværende system og hverdag.
Dit sprog forvirrer mig ofte.
Hun er blevet rost for meget …
Er hun rost til skyerne uden at der er grund til det – altså, “for meget”?
Eller har hun høstet ros for mange af de ting, hun har gjort (fx. at få topmøder til at fungere, at være med til at EU tager afstand fra populisme, Trumpisme, Beton-socialisme og så fremdeles)?
Iøvrigt godt, vi har brug for de her tyskere, selv om vi også gerne må blive ved med at være skeptiske overfor de elementer, de kvaliteter (eller mangel på samme) som udløste den kollektive sindssyge, “wollt ihr den totalen krieg?”
@DAX: At mit sprog forvirrer, kan sagtens være. 😉 – Min svaghed for den ironiske undertone kan indimellem overskygge. Det er blevet “værre” med årene. 😉 – Den ironiske undertone ligger derimod ikke nemt for det tyske folk. Selvfølgelig kan der fremføres bunkevis af beviser pro et contra, hvor “wollt ihr den totalen krieg” af fantasten Goebbels hører til de mest yderliggående. Når nævnte regi ses på film, kan det undre en dansker, hvordan denne mand kunne forføre millioner af især tysktalende (Tyskland og Østrig).
Som uddybning: Ja, vi ved at Merkel ikke var fejlfri, og at hun ikke kun fortjener ros, blandt andet er det ikke givet at håndteringen af den græske finanskrise var den rigtigste måde – men det er ikke et enten/eller, fx. ved vi også at der var mange ressourcer (penge) i Grækenland, men at de er ulige fordelt.
@DAX: “Den græske krise” i medfør af finanskrisen i 2008 var rigtig nok et eksempel på den “tyske pragmatisme”, vel vidende at de store tyske banker hele tiden åndede hende i nakken; omvendt var det nationale græske husholdningsbudget for viderekomne (mildt sagt!).
ha ha ha … det er sandt nok at der er en ironisk undertone i indlæg og skriverier, velkommen humor!
Husholdning er noget mærkeligt noget, når vi taler om lande. Der skal være en balance på valuta-udvexling, (man taler vel stadig en gang imellem om “betalingsbalancen” eller “valutabalancen”) men det vigtige her er at alliere sig med flere og sørge for tilstrækkelig selvforsyning i første omgang, så skrue på de mindre nødvendige ting.
Det som jeg især holder af hos EU-Merkel og EU-Leien er, at de går ind for chip-produktion i EU. Som fagmand ved jeg, at det kan lade sig gøre og vi kan vel alle fornemme, at det er helt afgørende for funktionen af samfundet i eventuelle kriser. “Lad aldrig en uforudset hændelse forårsage en udgift, der kunne være undgået”. Citat: mig (eller var det A.P.Moller?)
@DAX:Omkring “den græske husholdning”, herunder med stærk fokus på den (elskværdig udtrykt) manglende skatteadministration, var det en tveægget opgave for Tyskland. På den ene side at være den evige strammer i samklang med internationale finansinstitutioner. Jeg vil (som ofte) henholde mig til fakta-link med delcitatet:
“I 2010 kom det frem, at den græske regering ikke ville være i stand til at betale sin gæld. Da Grækenland primært havde lånt penge i udlandet, både hos udenlandske banker og regeringer, opstod der frygt for, at en græsk misligholdelse af gælden ville sprede sig som ringe i vandet, og at andre regeringer og banker ville komme til at misligholde deres gæld som et resultat af, at de ikke fik deres penge fra Grækenland, skriver Vox (se kilder). Derfor fik Grækenland i 2010 hastehjælp fra eurozonens stabiliseringsfond og IMF, men kun ved at forpligte sig til at gennemføre reformer og besparelser. Reformerne, der blandt andet bestod af besparelser, ofte i form af fyringer af offentligt ansatte, og højere skat, var medvirkende til at arbejdsløsheden i Grækenland eksploderede – da den var på sit højeste, var den over 28 %, i 2015 var den faldet til 25 %. Reformerne, der blev forhandlet med den såkaldte trojka – Den Internationale Valutafond (IMF), Den Europæiske Centralbank og EU-Kommissionen), var enormt upopulære i Grækenland, hvor både befolkningen og regeringen sagde, at de var for stramme og ramte landet for hårdt.”
Jeg omtalte ikke den præsentable 7-børns lægeuddannede mamma og nuværende EU-kommissionsformand Ursula van der Leyen i mit Tysklands-indlæg. Helt bevidst. Der er meget delte meninger om hendes tid som tysk forsvarsminister. Hendes gode sprogkundskaber og umiddelbare præsentable approach gjorde hende til en åbenbart slut-valg som kommissionsformand. “Onde tunger” siger også, at hun – som mange akademikere – kæler for meget for detaljen og blander sig i den til ulidelighed for hendes embedsværk. Men mere væsentligt er så hendes resultatscore, der ikke synes imponerende. Her virker Angela Merkel befriende med sit ofte anvendte underspillede overblik.
Uanset om det er dit valg af citat eller en videretransport fra den gamle reder på Esplanaden, har det sin iboende rigtighed – i sandhed. Det er ikke en tilfældighed, at Maersk hører til i gruppen af verdens største containerrederier.