Stifteren
Nogle vil påstå, at der findes et begreb, der hedder “politisk kunst”. Nogle af de samme vil sikkert også påstå, at det findes og udøves på Marienborg. Der er flere lokaliteter med dette navn, men det kendteste er en fredet bygning fra 1745 i en tidligere barokhave ved Bagsværd Sø, nord for København. Marienborg fungerer som officiel residens for Danmarks siddende statsminister, og anvendes hyppigt til regeringskonferencer, møder og andre officielle formål. Aktuelt danner det også scene for nutidens regeringsdannelse.
Det skyldes en afdød dansk højesteretssagfører, erhvervsleder og kunstsamler, Christian Ludvig Julian David (1878–1960). Han testamenterede sit landsted Marienborg til staten som embedsbolig for landets stats- eller udenrigsminister. Hans virke forbandt jura, erhverv og kulturmæcen på tværs af årtier. Og så grundlagde han også Davids Samling, hvilket inspirerer til dette indlæg.
Hans livslange interesse for kunst førte til en omfattende samling af islamisk kunst, europæisk kunsthåndværk og dansk modernisme. I 1945 overførte David både samlingen og sin ejendom på Kronprinsessegade 30 i København til en selvejende fond – C.L. Davids Fond og Samling – som åbnede for offentligheden i 1948. Museet huser i dag Nordeuropas største samling af islamisk kunst.
David døde ugift og barnløs i 1960. Hans testamente sikrede fortsat drift af museet og fri adgang for publikum. Marienborg, som han ejede siden 1934, blev overdraget til staten og fungerer siden som officiel residens for Danmarks statsminister – et symbol på hans varige bidrag til dansk kultur og offentlighed.
Et særligt kunstmuseum
Initialt kan siges, at jeg har besøgt rigtig mange kunstmuseer såvel i DK som i Europa. Groft sagt ofte til rimelig tilfredshed, nogle gange til lettere skuffelse (“her kommer jeg ikke igen”) og så er der – surprise, surprise – nogle få gange, hvor jeg er blevet meget behageligt positivt overrasket. Et sådant sted kan beskrives i korthed som:
Davids Samling er et gratis kunstmuseum i København — og et af de bedre steder i Europa til islamisk kunst.
Hvad det er kendt for:
- En af verdens fineste samlinger af islamisk kunst (7.–19. århundrede)
- Dansk guldalder-maleri
- Europæisk kunst fra 1700–1800-tallet
- Små, rolige udstillingsrum i en gammel herskabslejlighed (ikke et kæmpe museum)
Korte fakta
- Entré: Gratis (…fantastisk!)
- Kronprinsessegade 30 – lige overfor Kongens Have og Rosenborg Slot
- Opleves velsignet roligt – langt mindre turistet end mange andre museer
- Fremstår uhyre velholdt
Aktuelt
Foråret 2026 rummer følgende:
Særudstilling
Rørbye & Bindesbøll. Rejsen til Konstantinopel (Indtil 23. august 2026):
https://www.davidmus.dk/udstillinger/rorbye-bindesboll-rejsen-til-konstantinopel
Sending all my love — Vintage postkort fra Mellemøsten – Indtil 23. august 2026 (der er en lille postkortstander, hvor publikum inviteres til at medtage 1-2 eksemplarer – ellers link:
https://www.davidmus.dk/udstillinger/sending-all-my-love
Synsindtryk
De følgende illustrationer er “smagsprøver”, altså blot synsindtryk, der tjener til at give et kort indtryk af udstillingerne. De tilførte links ovenfor – og under “Links” – giver naturligvis de retfærdige komplette indtryk:
Refleksion
I forbindelse med ovennævnte omtale (ikke anmeldelse) kan konkluderes, at jeg bestemt ikke tøver et nanosekund med at anbefale museet – et sted, der sagtens kan genbesøges eller f.eks. medtages ledsagere fra ind- og udland.
#########
Links:
https://kulturinformation.org/davids-samling-roerbye-bindesboell-rejsen-til-konstantinopel/
Vi besøgte Davids Samling for nogle år siden, og jeg kan helt tilslutte mig din anbefaling af museet. Skulle lejligheden byde sig, besøger jeg det gerne igen.
@Eric: Det glæder mig, at du (også) har lyst til et genbesøg. En lille (gratis) kulturel perle i København K.
Jeg er så heldig, at jeg kommer lige forbi Davids Samling, hver gang jeg skal til tandlægen, så jeg har besøgt museet mange gange. For selv om det sammenlignet med andre kunstmuseer ikke er voldsomt stort, er der rigeligt at fordybe sig i. Det er imponerende, at én mands private passion for kunst både har givet os et af de mest raffinerede museer i landet og – lidt indirekte – rammerne om den politiske magtudøvelse. Fordi museumsoplevelser nu ofte konkurrerer på volumen og publikumstilstrømning, føles det næsten subversivt med små rum, fordybelse og gratis adgang. Man får fornemmelsen af, at kunsten får lov at tale i sit eget tempo. Det minder mig i øvrigt om Nivaagaards Malerisamling, hvor der hænger et citat på væggen af samlingens grundlægger Johannes Hage: ‘Jeg foretrækker små og overskuelige samlinger fremfor store og uoverskuelige.’
@Uffe Jerner: Knud W. Jensen (1916-2000) grundlagde Louisiana i Humlebæk i 1958 (som det naturligvis er kommentatoren bekendt) og (blandt meget) udgav bogen ”De glade givere” (1996). Her berettes om de mæcener, der har skænket nationen store kulturelle og kunstneriske oplevelser. Blandt de nævnte var såvel C.L. David som Johannes Hage (=Nivaagaards Malerisamling). – Fælles for nævnte mæcener var singletilværelsen; i hvert fald var de ikke gift. Nivaagaards Malerisamling er også besøgt med fornøjelse. Stedets nyere bygninger er tegnet af arkitekten David Bretton-Meyer, hvis yngre hustru (Jette) jeg havde et fortrinligt samarbejde med i en professionel fortid. Bretton-Meyer-parret lever ikke længere. Derimod lever smukke kunstneriske efterladenskaber efter ”De glade givere” på udvalgte matrikler i DK (f.eks. mindre kendt Mads Rasmussen i Faaborg Museum) til meget stimulerende adspredelse i en anderledes digital verden.
Jeg kom tidligere en del i Davids Samling, når jeg gik tur i København. Eftersom der en udstilling med min fjerne fætter, Bindesbøll, må jeg hellere se at komme forbi igen. Det er et meget fint lille museum og du har fået taget nogle gode fotos – en dag hvor der ikke var så mange besøgende. Det er godt vi haft mæcener som Christian David. Dem burde der være flere af.
@Per Jan: Alene slægtsskabet nødvendiggør, at du smutter forbi til et genbesøg. Som du helt rigtigt anfører, er det et meget fint lille museum, som indlægget forhåbentlig også retfærdiggør. Som skrevet i mit svar til blogkollega Uffe Jerner findes en bog “De glade givere” jf. dine afsluttende kommentarer.